 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstager
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdsret som arbejdstager til en bulgarsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om opholdsret som arbejdstager. Ansøgeren havde til ansøgningen indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren var fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer og en månedsløn på 13.000 kr., og at ansættelse ikke omfattede løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have beskæftigelse af reel og faktisk karakter.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren er fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer, og at hans månedsløn er 13.000 kr. Det må således lægges til grund, at ansøgerens timeløn er 81,1 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelseskontrakten ikke indeholder en stillingsbetegnelse, men at det fremgår af www.virk.dk, at virksomheden er en restaurant.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at en månedlig lønindkomst på 13.000 kr. har et sådan størrelsesmæssigt omfang, at der som udgangspunkt ikke vil være tale om et rent marginalt supplement.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ansættelsesforhold, særlig den aftalte aflønning for omfanget af arbejdet, ikke kan anses at have en sådan karakter, at der er tale om reel og faktisk beskæftigelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens timeløn ikke kan anses for at være af sædvanlig karakter, da det fremgår af restaurantoverenskomst 2020-2023 indgået mellem Horesta og 3F, at timelønnen for medhjælpere over 18 år pr. den 1. marts 2022 er 132,24 kr.
Ansøgerens timeløn sammenholdt med det faktum, at ansøgeren er fastansat og har et månedligt timeantal på 160,33 timer, hvilket svarer til en fuldtidsansættelse, finder Udlændingenævnet taler imod, at ansøgerens beskæftigelse er reel og faktisk, da timelønnen er betydeligt lavere, end hvad der ville være forventeligt for beskæftigelse af den pågældende type.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af ansøgerens ansættelsesaftale må lægges til grund, at ansøgerens ansættelse ikke omfatter løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv. Dette er forhold som efter Udlændingenævnets vurdering taler imod, at der er tale om sådan reel og faktisk beskæftigelse, at der kan meddeles en opholdsret som arbejdstager på denne baggrund.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at medlemsstaterne skal sikre, at der ikke sker diskrimination eller udnyttelse af arbejdskraften, når der ansættes udenlandsk arbejdskraft, herunder sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats egne statsborgere, jf. retsreglerne ovenfor. Uanset at lønninger på arbejdsmarkedet ikke er lovmæssigt reguleret i Danmark, indgår lønforhold i vurderingen af, om en unionsborger kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand. I den forbindelse skal det vurderes, om aflønning sker i overensstemmelse med de lavest overenskomstmæssige takster for det givne fagområde.
Det af ansøgeren anførte om, at mange ansøgere har fået opholdstilladelse med en lignende arbejdskontrakt i 2022, at mange ansøgere har fået arbejdstilladelse for nylig med timeløn under 132,24 kr., og at kravet om en timeløn på 132,24 kr. kun er gældende for restauranter, der er medlem af overenskomsten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har foretaget en samlet og individuel vurdering på baggrund af de konkrete oplysninger, som fremgår af ansøgerens ansættelsesaftale. Andre personers ansættelsesforhold kan derfor ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Belarus (Hviderusland), som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i juli 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en polsk virksomhed, der havde indgået aftale med en dansk virksomhed om levering af tjenesteydelser i Danmark, og at ansøgeren i den forbindelse skulle levere gods i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i juli 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin polske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden).
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side ansøgerens polske arbejdsgiver og på den anden side modtager-virksomheden i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af det fremlagte dokument ”Posting (Udstationering) Order” af 11. juli 2022, at ansøgeren fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 udstationeres i Danmark for at levere 12.750 kg. gods, og at ansøgerens udstationering er baseret på en tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at henvisningen til tjenesteydelsesaftalen ikke i sig selv kan udgøre dokumentation for, at der faktisk foreligger en aftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed om levering af en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet skal gøre opmærksom på, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om det vil kunne føre til en ændret vurdering, såfremt den omtalte tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed blev fremlagt til sagen, idet Udlændingenævnet i så fald vil skulle vurdere, om der er tale om en aftale om levering af en konkret tjenesteydelse, som vil kunne danne grundlag for EU-opholdsret som udstationeret.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens polske arbejdsgiver er registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) med ansøgeren som kontaktperson, og at det fremgår af RUT bl.a., at den polske virksomhed fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 skal levere tjenesteydelser til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en registrering i RUT ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet finder herefter, at allerede fordi der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens polske arbejdsgiver har indgået aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret er opfyldt, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse hos den polske virksomhed i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom. Udlændingenævnet har således ikke taget nærmere stilling til den til Udlændingenævnet fremsendte dokumentation vedrørende ansøgerens indrejse i Danmark, indkøb i Polen og løn og arbejdstid for juni 2022.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Brexit – Familiemedlem – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Aserbajdsjan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 for at tage ophold hos sin herboende datter, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Til støtte for forsørgelsesforholdet var det oplyst, at ansøgerens datter havde hævet kontanter, som ansøgeren enten selv havde fået under besøgsophold i Danmark, eller som bekendte havde medbragt til ansøgeren i Aserbajdsjan. Endvidere var det anført, at datteren havde betalt for ansøgerens rejser til Danmark og for ansøgerens medicin. Endelig var det anført, at ansøgeren var fraskilt og pensionist og udgjorde en væsentlig del af datterens familie i Danmark. Der var ikke til sagen fremlagt dokumentation for hverken kontanthævninger, køb af rejser eller medicin eller for ansøgerens helbredsproblemer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin datter, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens datter har fået udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren i december 2020 indrejste i Danmark og indgav ansøgning om ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Endelig har Udlændingenævnet lagt til grund, at SIRI i april 2021 orienterede ansøgeren om, at ansøgningen ville blive behandlet efter udtrædelsesaftalens regler. Ansøgeren blev i den forbindelse anmodet om at fremlægge dokumentation for, at ansøgeren inden overgangsperiodens udløb havde opfyldt et opholdsgrundlag i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, herunder dokumentation for, at der enten forelå et forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter, at ansøgeren havde været optaget i ansøgerens datters husstand, eller for at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejede ansøgeren.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at der ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. i), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, litra d).
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det anførte om, at ansøgeren har haft et forsørgelsesbehov, siden ansøgeren nåede pensionsalderen i 2018, og at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har hævet kontanter til ansøgeren, når ansøgeren har været i Danmark, hvorefter ansøgeren har medbragt pengene til sin forsørgelse i Aserbajdsjan, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for de pågældende kontanthævninger.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle 10 gange i perioden fra august 2015 til august 2019 har hævet kontanter, som deres bekendte herefter har medbragt til Aserbajdsjan og overbragt til ansøgeren til brug for ansøgerens forsørgelse. Udlændingenævnet har herved igen lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen dokumentation til støtte herfor. Det fremlagte skema med anførte datoer og kontaktoplysninger på de pågældende bekendte, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation i denne sammenhæng.
Det forhold, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har oplyst, at de ikke kan fremlægge kontoudskrifter, der dokumenterer kontanthævningerne, fordi de i mellemtiden har skiftet bank, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det efter EU-Domstolens praksis kan stilles krav om bevis for, at der har fundet en reel forsørgelse sted.
Det forhold, at ansøgeren fratrådte sin fuldtidsstilling i maj 2018, og at ansøgeren efter det oplyste var nødt til at have deltidsarbejde indtil 2020 og på nuværende tidspunkt ikke kan leve af sin pension, kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgeren har indkomst i form af pension i Aserbajdsjan, at pensionen udgør 439 manat om måneden, og at det fremgår af den fremlagte arbejdsgivererklæring fra marts 2021, at ansøgerens månedsløn var 480 manat. Der er således ikke tale om en meget markant nedgang i ansøgerens indkomst.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det er anført, at ansøgeren er skilt, og at ansøgerens datter er ansøgerens eneste barn og nære familiemedlem, at det bl.a. har været nødvendigt at forsørge ansøgeren ved at betale for ansøgerens rejser til Danmark, så ansøgeren kunne udøve samvær med sin eneste familie, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har behov for at have ansøgeren i Danmark, fordi de begge har krævende fuldtidsarbejde, og at ansøgeren udgør en væsentlig del af familien, hvorfor et afslag på opholdsret vil gribe uproportionalt ind i familiens liv.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at retten til familieliv, som er beskyttet ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, som udgangspunkt alene beskytter den traditionelle familiestruktur, herunder ægtefæller og mindreårige børn. Det forhold, at det er ønskværdigt for ansøgeren og ansøgerens datter at være sammen i Danmark, kan ikke i sig selv udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at det forhold, at ansøgerens datter vil påtage sig at forsørge ansøgeren fremover, ikke i sig selv medfører, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af den udvidede personkreds i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3, jf. opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke som anmodet er fremlagt oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at ansøgeren lider af alvorlige helbredsmæssige problemer, som gør det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejer ansøgeren.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det er beklageligt, at der ikke i SIRI’s afgørelse af 17. august 2021 er taget stilling til, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke grundlag for alene af denne grund at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI – som før nævnt – har vejledt om at indsende den relevante dokumentation, men at det hverken er dokumenteret eller anført, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at det er absolut nødvendigt med personlig pleje af ansøgeren.
Oplysningerne om, at ansøgeren har problemer med sin skjoldbruskkirtel, at det er vanskeligt og dyrt at finde behandling i Aserbajdsjan, og at ansøgerens datter derfor også har forsørget ansøgeren ved at betale for medicin, kan ikke tages i betragtning i denne forbindelse. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der hverken er fremlagt dokumentation for ansøgerens helbredsproblemer eller for køb af medicin.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2022 – Brexit – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2020 for at tage ophold hos sin herboende søn, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet var fremlagt kvitteringer for 6 pengeoverførsler fra ansøgerens søn i løbet af de sidste 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark. Endvidere var der fremlagt dokumentation for en række overførsler, som ikke kunne henføres til ansøgeren, men bl.a. til 2 navngivne personer, som efter det oplyste havde videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan. Det var desuden oplyst, at ansøgerens helbred gradvist var blevet forværret, så ansøgeren nu havde behov for mere pleje end tidligere.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin søn, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens søn i juni 2020 fik udstedt registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler og i marts 2021 fik udstedt opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at være omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin søn.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, idet det ikke kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for overførsler fra ansøgerens søn til ansøgeren på henholdsvis 500 britiske pund i juni 2017, 524 britiske pund i maj 2020, 2.255 kr. i juli 2020, 1.955 kr. i august 2020, 1.855 kr. i september 2020 og 2.955 kr. i oktober 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der – bortset fra den enkeltstående overførsel i 2017 – er tale om en periode på mindre end 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark i oktober 2020, hvilket ikke kan anses for at være en anseelig periode.
De fremlagte kontoudskrifter kan ikke føre til en ændret vurdering, idet de fremhævede overførsler på henholdsvis 112 britiske pund i december 2017, 130 britiske pund i marts 2018, 116 britiske pund i januar 2019 og 207 britiske pund i november 2019, ikke lader sig henføre til ansøgeren.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om overførslerne kunne henføres til ansøgeren, ville de fortsat ikke i sig selv være tilstrækkelige til at godtgøre et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, henset til overførslernes begrænsede omfang.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens søn 7 gange i perioden fra maj 2015 til juni 2016 samt i april 2020, har overført penge til 2 navngivne personer, som har erklæret på tro og love, at de har videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den pågældende dokumentation og tro og love-erklæringer ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at overførslerne til de 2 navngivne personer faktisk er blevet brugt til at forsørge ansøgeren, således at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af ansøgerens søn.
Ved vurderingen af, om der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder.
Det anførte om, at ansøgeren altid har været hjemmegående og ingen pension har, og at ansøgeren alene har været forsørget af sin herboende søn og ikke af sine 5 andre børn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv kan medføre en antagelse om, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at uanset om ansøgeren er blevet forsørget af sin herboende søn under opholdet i Danmark, og at ansøgerens søn påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, kan det ikke føre til en ændret vurdering, idet forsørgelsesforholdet skal have været til stede allerede ved overgangsperiodens udløb.
Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin herboende søn, har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at idet ansøgerens søn ikke har boet sammen med ansøgeren i Pakistan forud for ansøgerens indrejse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelsen om at have været optaget i sin søns husstand.
Det anførte om, at ansøgeren og ansøgerens søn har boet sammen i forbindelse med besøg hos hinanden i henholdsvis Pakistan, Storbritannien og Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at de midlertidige besøgsophold ikke udgør en fælles husstand i EU-rettens forstand, og at der ligeledes skal være tale om en husstand i ansøgerens hjemland.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de fremlagte oplysninger og dokumentation vedrørende ansøgerens helbredsproblemer, herunder diabetes, forhøjet blodtryk og øjenrelaterede sygdomme, ikke har en sådan karakter, at det kan anses for absolut nødvendigt, at ansøgeren plejes personligt af sin herboende søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til det oplyste om, at ansøgeren indtil indrejsen i Danmark har boet alene og har haft hushjælp i Pakistan til at hjælpe med madlavning, rengøring og personlig pleje, og at det således må antages, at ansøgerens personlige pleje også fremadrettet kan varetages af andre end ansøgerens søn, uanset at ansøgerens syn er blevet forværret.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for et opholdsgrundlag som familiemedlem efter EU-reglerne inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren derfor ikke kan opnå opholdsret i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen.
På baggrund af ovenstående stadfæster Udlændingenævnet herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13.12.2022 – EU – primær bevægelighed – personkreds
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Rusland, der havde søgt om EU-opholdskort på grundlag af et lettisk fremmedpas.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere i henholdsvis 2008, 2012 og 2014 fået udstedt registreringsbevis i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas. Efter at han i en periode have opholdt sig i sit hjemland indrejste han på ny i Danmark og søgte i august 2022 igen om ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på grundlag af sit lettiske fremmedpas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har således ikke ret til ophold efter EU-retten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens regler finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, og at det er en forudsætning for at være omfattet som ”hovedperson”, herunder som arbejdstager, at man er unionsborger. Dette fremgår af EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret til sagen, at pågældende er eller har været unionsborger.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen har indleveret sit lettiske fremmedpas, og at det fremgår at ansøgerens nationalitet er russisk.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har dokumenteret at være statsborger i et EU-land, hvorfor pågældende heller ikke har ret til ophold i Danmark som arbejdstager, efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Letland er sit hjemland, hvor ansøgeren bl.a. har haft sin skolegang, hvor ansøgeres forældre og søskende befinder sig, samt hvor ansøgeren har en lejlighed. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at et lettisk fremmedpas ikke kan føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-retten.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at pågældende har arbejdet periodevis i Danmark de sidste 15 år, og at det fremgår af UIP, at ansøgeren tidligere er blevet meddelt opholdsret i Danmark som arbejdstager i medfør af EU-retten, samt at ansøgeren i december 2014 blev meddelt tidsubegrænset ophold her i landet på baggrund af EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i CPR er registeret som udrejst til Letland i februar 2015.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft en længerevarende tilknytning til det danske arbejdsmarked, at ansøgeren er samlevende med en unionsborger, og at pågældende har børn, som er bosiddende i Spanien og England.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren for nuværende ikke er unionsborger og aldrig har været dette og derfor ikke på noget tidspunkt har opfyldt betingelserne for en selvstændig opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Brexit – Ej omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen (British overseas citizen)
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en ansøger med nationalitet "British overseas citizen”, som havde søgt om udstedelse af opholdsdokument som britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er ”British overseas citizen”, fik i 2004 ved en fejl udstedt EF/EØS-opholdsbevis som britisk statsborger og blev på den baggrund i 2009 meddelt tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. I april 2022 fik ansøgeren af SIRI udstedt opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger, men få uger senere annullerede SIRI afgørelsen med henvisning til, at ansøgeren som ”British overseas citizen” ikke var omfattet af udtrædelsesaftalen. Ansøgeren fik i juni 2022 opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens regler.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er en betingelse bl.a. for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsens anvendelsesområde, at man er britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen, eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen. Dette fremgår af Brexit-bekendtgørelsens § 1, stk. 4, som henviser til udtrædelsesaftalens personkreds.
Udtrædelsesaftalens personelle anvendelsesområde fremgår af udtrædelsesaftalens artikel 10. Omfattet heraf er bl.a. britiske statsborgere, som udøvede deres ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb og derefter fortsat opholder sig der, jf. artikel 10, stk. 1, litra b) og familiemedlemmer til britiske statsborgere, sådan som de er defineret i artikel 10, stk. 1, litra e) og f) og artikel 10, stk. 2-4.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er eller har været britisk statsborger. Som dokumentation for ansøgerens nationalitet er således fremlagt dokumentation i form af ansøgerens britiske pas, hvori nationaliteten er angivet som ”British overseas citizen”.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem.
Allerede fordi, at ansøgeren hverken er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, er ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen og Brexit-bekendtgørelsen.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren er registreret som britisk statsborger i CPR-registret, og at SIRI fejlagtigt udstedte et opholdsdokument til ansøgeren efter Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en grundlæggende betingelse for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen, at man er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen.
Ved vurderingen skal Udlændingenævnet også bemærke, at ansøgeren heller ikke opfylder udtrædelsesaftalens betingelser om at have udøvet sin ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb. Som ”British overseas citizen” anses ansøgeren således ikke som unionsborger, og ansøgeren kan derfor ikke have rettigheder som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren tidligere har fået udstedt opholdsdokumenter som britisk statsborger i medfør af EU-reglerne og på den baggrund har opholdt sig i Danmark siden 2004. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende, og at udstedelsen af opholdsdokumenter derfor ikke i sig selv skaber et EU-retligt opholdsgrundlag.
Oplysningerne om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, herunder ansøgerens langvarige ophold i Danmark, danskkundskaber, uddannelse og arbejdsforhold, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der ligeledes er tale om forhold, som ikke kan indgå ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af personkredsen i Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 15-03-2023
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:
”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”
Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Serbien, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i januar 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en slovensk virksomhed, der som underleverandør havde indgået aftale med en østrigsk virksomhed om at levere rørinstallationer på et byggeprojekt i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i januar 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin slovenske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden), idet den slovenske virksomhed som underleverandør har indgået aftale herom med en østrigsk virksomhed.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der til sagen ikke er fremlagt nogen aftale om levering af de pågældende tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side modtager-virksomheden i Danmark og på den anden side den slovenske eller østrigske virksomhed.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en tysk kontrakt (”Werkvertrag”) mellem den østrigske virksomhed og den slovenske virksomhed, som er underskrevet i november 2021, og hvor den danske modtager-virksomhed er angivet som den endelige kunde (”Final customer”).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en aftale, som alene fremstår indgået mellem den østrigske og den slovenske virksomhed, og den danske modtager-virksomhed er således ikke part i aftalen.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at den tyske kontrakt ikke som anmodet om, er blevet oversat til dansk eller engelsk, hvorfor de mere detaljerede oplysninger i dokumentet ikke har kunnet indgå i Udlændingenævnets vurdering.
Den fremlagte udtalelse fra den østrigske virksomhed, hvoraf det fremgår bl.a., at virksomheden har indgået aftale om levering af rørinstallationer på et byggeprojekt hos modtager-virksomheden i Danmark, og at den slovenske virksomhed er en vigtig underleverandør, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at udtalelsen fra den østrigske virksomhed ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at der er indgået en aftale mellem den østrigske virksomhed og modtager-virksomheden i Danmark om levering af en tjenesteydelse.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det bl.a. fremgår af det fremlagte dokument ”Annex no 5. to the employment contract”, som er underskrevet den 10. januar 2022, at ansøgeren og den slovenske virksomhed har indgået aftale om, at ansøgeren fra den 13. januar 2022 udstationeres til Danmark for at arbejde for modtager-virksomheden i projektets varighed eller formentlig indtil den 13. december 2022.
Udlændingenævnet har herved endnu engang lagt vægt på, at uanset at den danske modtager-virksomhed er nævnt i aftalen om udstationering, kan dette ikke udgøre dokumentation for, at den danske virksomhed faktisk har indgået en aftale om levering af den pågældende tjenesteydelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at den fremlagte udstationeringsaftale fremstår meget ukonkret, idet det ikke er beskrevet, hvilket arbejdsopgaver ansøgeren skal udføre for modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf også gøre opmærksom på, at det fremgår af udstationeringsaftalen, at den er et tillæg til ansøgerens ansættelseskontrakt af 16. juni 2021, som den 20. juni 2021 er indgået med tidsbegrænset varighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse til grund, at det fremlagte dokument med overskriften ”Pogodbo o zapostlitvi” er en slovensk ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den slovenske virksomhed den 16. juni 2021. De nærmere vilkår for ansøgerens ansættelse kan imidlertid ikke indgå i Udlændingenævnets vurdering, idet dokumentet ikke som anmodet er blevet oversat til dansk eller engelsk.
Idet ansøgerens ansættelseskontrakt ikke er oversat, finder Udlændingenævnet i øvrigt, at det ikke på det foreliggende grundlag kan konstateres, om ansøgerens ansættelse hos den slovenske virksomhed vil kunne danne grundlag for udstedelse af et EU-opholdskort som udstationeret, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom.
Det anførte om, at ansøgeren er fastansat hos den slovenske virksomhed og har udført arbejde for den slovenske virksomhed forud for udstationeringen, og at ansøgeren efter udstationeringen i Danmark vil vende tilbage til virksomheden i Slovenien, kan således ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation herfor.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet har ved denne afgørelse ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i januar 2021 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at arbejde på en byggeplads i Kastrup. Ansøgeren havde forinden søgt om udstedelse af EU-opholdskort hos SIRI som udstationeret tredjelandsstatsborger, idet ansøgeren oplyste at være udstationeret i Danmark for at levere tjenesteydelser på vegne af sin polske arbejdsgiver. I februar 2021 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra februar 2021. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder derimod, at de foreliggende oplysninger samlet set medfører en antagelse om, at formålet med ansøgerens udstationering til Danmark har været at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og at omgå reglerne om arbejdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den 16. december 2020, hvor ansøgeren efter det oplyste skulle udføre arbejdsopgaver på vegne af sin polske arbejdsgiver, som ifølge den fremlagte ansættelseskontrakt af 12. december 2020 havde ansat ansøgeren som fliselægger (”glazumik”) i en tidsbegrænset stilling indtil den 12. december 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem varigheden af ansøgerens udstationering til Danmark og varigheden af den tjenesteydelse, som den polske virksomhed skulle levere til den danske virksomhed (modtager-virksomheden), hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til Polen og udføre arbejde for den polske virksomhed i overensstemmelse med ansættelseskontrakten.
Det fremgår således af den fremlagte udstationeringsaftale af 15. december 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, at ansøgeren fra den 16. december 2020 til den 16. marts 2021 skulle udstationeres af den polske virksomhed for at udføre arbejdsopgaver i Danmark.
Derimod fremgår det af den fremlagte underentrepriseaftale af 4. januar 2021 mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, at aftalen alene omfatter perioden fra den 4. januar 2021 til den 30. januar 2021. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at den polske virksomhed før den 4. januar 2021 eller efter den 30. januar 2021 havde en aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgerens udstationeringsaftale ikke indeholder oplysninger om f.eks., hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgeren skulle udføre, hvor i Danmark eller til hvilken virksomhed, der skulle leveres tjenesteydelser, men at det alene er angivet i aftalen, at ansøgeren skulle udføre arbejdsopgaver relateret til byggeri og generelle renoveringsopgaver i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren blev udstationeret til Danmark blot 4 dage efter sin ansættelse og inden underentrepriseaftalens indgåelse, og at arbejdsopgaverne i udstationeringsaftalen er meget bredt formuleret, taler for, at formålet med ansøgerens ansættelse og udstationering alene var at blive sendt til Danmark for at opnå adgang til arbejdsmarkedet.
Ved vurderingen af, om ansøgeren kan anses for at have opfyldt betingelserne som udstationeret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, har Udlændingenævnet yderligere lagt vægt på, at det fremgår af underentrepriseaftalen, at den polske virksomheds arbejdsopgaver omfattede udjævning af gulve i badeværelser, vandtætning, montering af keramiske fliser på vægge og gulve i badeværelser, fugesømme, montering af døre samt montering af gipsplader til kloakrør til en samlet pris af 180.000 kr. ekskl. moms.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren den 27. januar 2021 blev antruffet af politiet på byggepladsen, mens ansøgeren var i gang med at udføre malerarbejde på en altan, hvilket er en arbejdsydelse, som ikke er omfattet af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed.
I forlængelse heraf har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at det fremgår af politiets rapport af 27. januar 2021, at ansøgeren bl.a. oplyste, at han var blevet forevist arbejde af andre udenlandske håndværkere på byggepladsen.
Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren ikke vidste, hvad ansøgeren skulle, når arbejdet i Danmark var afsluttet, men at ansøgeren formodede, at hans ansættelseskontrakt med den polske virksomhed udløb i slutningen af april 2021, hvor ansøgerens visum udløb, idet ansøgeren ikke ville have lovligt ophold i Polen derefter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansættelsen udløber den 12. december 2021, mens det er anført i den fremlagte arbejdsgivererklæring, at ansøgerens ansættelse er tidsubegrænset. Hertil skal Udlændingenævnet også bemærke, at den fremlagte arbejdsgivererklæring er underskrevet af den polske virksomhed 7 uger inden ansøgerens ansættelsesdato.
Udlændingenævnet finder herefter, at det forhold, at ansøgeren blev antruffet i færd med at udføre arbejde, som ikke var omfattet af underentrepriseaftalen, at ansøgeren efter det oplyste blev anvist arbejde af andre udenlandske håndværkere, og at der er usikkerhed og divergerende oplysninger omkring varigheden af ansøgerens ansættelse hos den polske virksomhed, også samlet set taler imod, at ansøgeren var udstationeret for at levere en afgrænset og konkret tjenesteydelse på vegne af den polske virksomhed, hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til fast beskæftigelse hos virksomheden i Polen.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser med henblik på at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den polske virksomhed er anmeldt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden 5.-30. januar 2021, og at ansøgeren står angivet som kontaktperson i perioden 5.-9. januar 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at den polske virksomhed driver reel virksomhed i Polen, at samtlige medarbejdere udfører arbejde i Polen under deres ansættelse, og at der til støtte herfor er fremlagt en række dokumenter vedrørende stiftelsen af virksomheden, diverse entrepriseaftaler, køb af arbejdstøj, m.v. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at udstationeringen ikke har elementer af social dumping, og at den polske virksomhed er medlem af Dansk Industri og har tegnet overenskomst med 3F.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset den polske virksomheds aktiviteter i Polen og dens tilknytning til danske fagforeninger m.v., så kan det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag ikke anses for godtgjort, at ansøgerens udstationering har været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Det anførte om, at der ved vurderingen af, om ansøgeren havde fast beskæftigelse i Polen, ikke kan stilles et krav om 30 dages anciennitet forinden udstationeringen, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har foretaget en særskilt vurdering af fastheden af ansøgerens beskæftigelse hos den polske virksomhed, og at ansættelsestidspunktet således ikke i sig selv har været afgørende for vurderingen. Udlændingenævnet henviser videre til, at ansættelsestidspunktet – som beskrevet ovenfor – er indgået som et element i den samlede vurdering af, om der var tale om en reel udstationering, eller om den havde karakter af misbrug.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er oplyst, at den polske virksomhed har udstationeret medarbejdere til Danmark siden 2019, og at 2 andre ukrainske statsborgere tidligere er blevet vurderet til at have lovligt ophold i Danmark som udstationeret for virksomheden.
Udlændingenævnet henviser herved igen til, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag må lægges til grund, at der er tale om forsøg på at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, uanset om det tidligere er blevet vurderet, at medarbejdere fra den polske virksomhed kan have været omfattet af retten til ophold som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 28-02-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i juni 2020 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at køre en varevogn tilhørende en dansk virksomhed, mens han bragte varer ud for en anden dansk virksomhed. Udlændingestyrelsen traf på den baggrund afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren. Ansøgeren indgav efterfølgende ansøgning til SIRI om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger idet ansøgeren oplyste, at han var udstationeret i Danmark, for på vegne af sin polske arbejdsgiver, at levere tjenesteydelser i form af levering af gods.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2020. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren i perioden fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020 skulle levere tjenesteydelser i Danmark på vegne af sin polske arbejdsgiver, som havde indgået en aftale om levering af tjenesteydelser med en navngiven dansk virksomhed (modtager-virksomheden).
Ved vurderingen har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren den 4. juni 2020 blev antruffet og anholdt i Danmark i forbindelse med, at ansøgeren kørte en varevogn tilhørende en anden dansk virksomhed, mens ansøgeren bragte varer ud for en tredje dansk virksomhed.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation, der forbinder ansøgerens polske arbejdsgiver med hverken den anden eller tredje danske virksomhed, ligesom der ikke er forhold i sagen, der dokumenterer, at ansøgeren faktisk har levereret tjenesteydelser fra sin polske arbejdsgiver til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den polske virksomhed, hvoraf det fremgår, hvilket arbejde ansøgeren skal udføre i Danmark og i hvilken periode, ligesom der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, som afspejler de ansættelsesvilkår, som fremgår af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, herunder fastsættelsen af minimumslønnen på 135 kr. i timen.
Det forhold, at der er fremlagt en ansættelseskontrakt fra februar 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, en ”Service Provision Contract” fra april 2020 mellem den polske virksomhed og modtagervirksomheden i Danmark, en ”Business trip order” fra maj 2020 samt en attest fra december 2019 fra arbejdsformidlingen i Polen vedrørende ansøgerens arbejdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til den manglende udstationeringsaftale, ligesom de øvrige forhold i sagen taler for, at der ikke er tale om udstationering i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske modtager-virksomhed har registreret den polske virksomhed med ansøgeren som kontaktperson i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en sådan registrering ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet også, at ansøgeren har oplyst til SIRI, at udstationeringen varede fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020, mens det fremgår af RUT og politiets dokumenter, at ansøgeren skulle udstationeres fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020.
Det forhold, at der til politiet desuden er fremlagt en række udenlandske dokumenter, som politiet har fået oversat til dansk, kan ej heller føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om diverse aftaledokumenter mellem den polske virksomhed og andre virksomheder i henholdsvis Polen og Litauen, samt en udskrift fra et register, som ikke ses at have relevans for sagen, og som derfor ikke understøtter en antagelse om, at ansøgeren var i Danmark som udstationeret i medfør af EU-opholdsreglerne.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser for at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det forhold, at det er anført, at der ikke kunne træffes afgørelse om udvisning, når SIRI ikke havde truffet afgørelse vedrørende EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at SIRI har kompetencen til at udstede opholdsdokumenter i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen, men at dette ikke fratager Udlændingestyrelsen kompetencen til at tage stilling til udstationering i forbindelse med en afgørelse om udvisning. Endvidere henviser Udlændingenævnet til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om udvisning også tog stilling til, om ansøgeren kunne antages at have EU-opholdsret som udstationeret, og at Udlændingenævnet med denne afgørelse ikke har fundet anledning til at ændre denne vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra juni 2020.”
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet