right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav

    Dato: 16-09-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.

    Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.

    Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.

    Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.

    Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.

    Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.

    Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.

    Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.

    Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.

    Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”







  • Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter

    Dato: 14-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022

    Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.

    Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.

    Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.

    Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.

    Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.

    Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”









  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold

    Dato: 17-08-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Japan, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var kæreste med en dansk statsborger, og parret havde siden juni 2018 boet i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, herunder Marokko. Parret oplyste til ansøgningen, at de havde rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned. Parret havde i perioden fra januar 2020 til juli 2020 boet på en campingplads i Storbritannien, hvor de oprindeligt havde haft til hensigt at opholde sig i 3 måneder, idet ansøgeren alene have ret til at opholde sig i landet i 180 dage. Parret endte imidlertid med at opholde sig på campingpladsen frem til primo juli 2020 grundet COVID-19 pandemien.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
    Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat i perioden fra december 2019 og frem til juli 2020, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Storbritannien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra den danske statsborger.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den danske statsborger flyttede til Storbritannien med henblik på at bosætte sig dér og etablere en reel tilværelse, eller at den danske statsborger har draget konsekvenserne af at være flyttet til et andet land.
    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har oplyst, at han og ansøgeren siden juni 2018 har boet sammen i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, og at de i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020 boede i deres autocamper på en campingplads i Storbritannien, hvor de ville opholde sig i 3 måneder, men at de endte med at være der i længere tid på grund af COVID-19 pandemien.
    Udlændingenævnet finder, at ovenstående oplysninger taler imod, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Storbritannien.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger og ansøgeren indrejste i Storbritannien alene med henblik på at opholde sig i Storbritannien i en kort periode og således ikke med henblik på, at etablere et reelt ophold i Storbritannien og faktisk bosætte sig i landet.
    Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på den danske statsborgers oplysninger om, at han og ansøgeren siden juni 2018 har rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned, hvilket efter Udlændingenævnet opfattelse taler for, at opholdet i Storbritannien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
    Det forhold, at den danske statsborger har fremlagt kopi af en underskrevet erklæring fra campingpladsen i Storbritannien, hvor det bekræftes, at den danske statsborger og ansøgeren har boet på campingpladsen i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020, en bookingbekræftelse fra campingpladsen fra januar 2020 samt 4 kvitteringer fra campingpladsen dateret i januar 2020, maj 2020, juni 2020 og juli 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Kontoudskrifter fra den danske statsborgers bankkonto i en britisk bank for perioden fra januar 2020 til juni 2020 og kontoudskrifterne fra hans danske bankkonto for perioden fra oktober 2019 til september 2020 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Dette gælder uanset, at der af disse fremgår oplysninger om bl.a., at den danske statsborger siden december 2019 og frem til primo august 2020 har haft et sædvanligt forbrug i Storbritannien.
    Ydermere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation i form af 2 booking bekræftelser fra december 2019 vedrørende den danske statsborgers og ansøgerens rejse med færge samt et brev fra juni 2020 udstedt af de britiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at de britiske myndigheder traf afgørelse om at forlænge ansøgerens 180 dages ophold i Storbritannien frem til juli 2020 på baggrund af COVID-19 pandemien.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen ikke i sig selv ændrer karakteren af den danske statsborgers og ansøgerens ophold i Storbritannien, der alene havde karakter af et ferielignende ophold. Dette understøttes af oplysningen om, at ansøgeren opholdt sig i Storbritannien i kraft af en begrænset ret til 3 måneders midlertidigt besøgsophold som visumfri statsborger og ikke med henblik på at tage fast ophold.
    Den til sagen fremlagte kopi af den danske statsborgers skøde vedrørende salget af hans ejerbolig i Danmark, hvoraf det fremgår, at han indgik købsaftalen i juli 2019, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at købsaftalen ikke er indgået i umiddelbar forlængelse af, at den danske statsborger rejste til Storbritannien.
    Den danske statsborgers oplysninger om, at SIRI i deres afgørelse havde vurderet, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, idet SIRI ikke i afgørelsen har anfægtet denne betingelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der altid skal foretages en samlet vurdering af, hvorvidt samtlige af betingelser er opfyldt for at blive meddelt opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra januar 2022 gav den danske statsborger mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger eller dokumentation til sagen, som bl.a. kunne tale for, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og at der ikke er fremkommet yderligere til sagen herefter.
    Det er i øvrigt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har fremlagt forskellig dokumentation til sagen vedr. hans og ansøgerens samlivsforhold, og at han også i sin klage er fremkommet med oplysninger til støtte hertil.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har fremlagt kopi af bl.a. et antal billeder visende ham og ansøgeren sammen i forskellige lande, en underskrevet erklæring fra maj 2019 fra en campingplads beliggende i Marokko, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger og ansøgeren har opholdt sig på campingstedet fra april 2019 til maj 2019 samt et brev fra marts 2021 fra Familieretshuset vedrørende ægteskabsbevis. Ligeledes er der fremlagt dokumentation for ansøgerens ufrivillige abort og scanningsbilleder fra et dansk hospital.
    Den danske statsborger har endvidere i sin klage anført bl.a., at han har haft tilstrækkelige indtægter og midler til at forsørge både sig selv og ansøgeren gennem hele deres samlivsforhold, og at der efter EU-retten ikke gælder et minimumskrav for samlivets varighed, men alene en antagelse eller en formodning.
    Udlændingenævnet finder, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, at det er Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger ikke har haft etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien. Udlændingenævnet har således i denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for at kunne anses for omfattet af personkredsen som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
    Oplysningerne om, at den danske statsborger og ansøgeren har et stort ønske om at blive gift og stifte familie, og den danske statsborgers henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 vedrørende retten til respekt for familieliv og artikel 9 vedrørende retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
    Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af ovenstående grunde SIRI's afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2022 – EU – Primær bevægelighed – selvstændig erhvervsdrivende

    Dato: 17-08-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI´s afgørelse om, at en statsborger fra Polen ikke opfyldte betingelserne for at opnå opholdsret som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han var medejer af en virksomhed sammen med en anden navngiven person her i landet. Som dokumentation for virksomhedens drift og aktiviteter samt ansøgerens involvering i virksomheden fremlagde ansøgeren bl.a. kopi af virksomhedens forretningsplan, driftsbudget og resultatopgørelse. Det var ikke til sagen indsendt dokumentation for at ansøgeren var involveret i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra januar 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som selvstændig erhvervsdrivende i EU-rettens forstand, idet han ikke har sandsynliggjort, at han aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren på en stabil og vedvarende måde har involveret sig og foretaget regelmæssige økonomiske aktiviteter i virksomheden i et sådant omfang, at han kan anses som selvstændig erhvervsdrivende.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte forretningsplan for virksomheden, at det hovedsageligt er en anden navngiven person, som er ansvarlig for den regelmæssige drift af og de økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Det fremgår således af forretningsplanen, at den anden navngivne person i virksomheden er ansvarlig for bl.a. den digitale markedsføring, kundebesøg, telefonsalg, annoncering, tryksager, presse og PR, skiltning præsentationsmateriale, digitale bogføring, momsafregning, varebestilling m.v.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgerens aktiviteter i virksomheden alene består ved, at han sammen med den anden navngivne person er ansvarlig for forhandlingen i forhold til priser og rabatter, og at han i samråd med en rådgivningsvirksomhed og den anden navngivne person er med til at udarbejde virksomhedens regnskab.

    Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger taler imod, at ansøgeren i en tilstrækkelig grad tager del i og involverer sig i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden, ligesom oplysningerne ikke er dokumenteret.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af et internt driftsbudget for virksomheden i perioden fra november 2021 til oktober 2022, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af en resultatopgørelse for virksomhedens regnskabsår, hertil for perioden fra juni 2021 til december 2021.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at driftsbudgettet og resultatopgørelsen for virksomheden ikke dokumenterer ansøgerens faktiske deltagelse i virksomheden, at der ikke herudover er fremlagt dokumentation for virksomhedens faktiske omsætning, den daglige drift og de regelmæssige økonomiske aktiviteter. Udlændingenævnet henviser herved til dokumentation i form af f.eks. fakturaer, kvitteringer eller lignende i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne i virksomheden, virksomhedens kontakt med kunder og eventuelle køb af produkter og øvrige arbejdsredskaber til brug for udførelsen af arbejdet m.v.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremlagt kopi af et kontoudskrift for perioden fra november 2021 til december 2021, hvorpå der i december 2021 er registreret posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at det er den anden navngivne persons navn, der fremgår af udskriftet, og at de økonomiske aktiviteter således ikke kan henføres til ansøgeren.

    Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af et udskrift fra januar 2022 fra banken, hvorpå ansøgerens navn fremgår. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet der på udskriftet ikke fremgår oplysninger om posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det ved opslag i www.virk.dk fremgår, at ansøgeren og den anden navngivne person begge er medejere af virksomheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang.

    Endelig kan det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af en lejekontrakt for beboelse gældende fra august 2021 beliggende på en dansk adresse, og hvorpå både ansøgeren og den anden navngivne person fremgår som lejere af lejligheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der er tale om en beboelseslejlighed, som ikke i sig selv kan tillægges vægt i vurderingen af, om ansøgeren kan anses som selvtænding erhvervsdrivende i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor på baggrund af ovenstående SIRI's afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Anvendelsesområde

    Dato: 17-05-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i april 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en værtsmedlemsstat. Parret havde været sammen siden 1995 og havde boet sammen på øen Isle of Man siden 1999. Parret havde giftet sig i 2001.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra august 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og den danske statsborger har boet på øen Isle of Man siden 1999, og at de på den baggrund har indgivet en ansøgning til SIRI vedrørende ansøgerens ret til ophold som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Hertil har Udlændingenævnet lagt afgørende vægt på, at EU-rettens regler vedrørende den frie bevægelighed for arbejdstagere ikke finder anvendelse for Isle of Man. Ansøgerens ægtefælle har således ikke udøvet en ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og hendes ophold på øen Isle of Man kan derfor ikke føre til, at ansøgeren kan få ret til ophold som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Det forhold, at ansøgeren til klagen har anført, at uanset at Isle of Man er delvis selvstændig, så er øen tæt tilknyttet til Storbritannien, som altid har været en del af EU, kan ikke føre til en ændret vurdering, da Isle of Man ikke er en del af EU eller EØS-samarbejdet.

    Uanset, at ansøgeren og den danske statsborger skulle have modtaget vejledning fra SIRI om, at de kunne indgive en ansøgning om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, på baggrund af deres ophold på Isle of Man, så kan dette ikke føre til en ændret vurdering, da EU-opholdsbekendtgørelsen ikke finder anvendelse for ophold uden for medlemsstaternes område

    Da Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers ophold på Isle of Man ikke falder under EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde, har Udlændingenævnet ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt ansøgeren på baggrund af sagens oplysninger kan meddeles opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Oplysningerne til sagen om, at ansøgeren og den danske statsborger har været sammen siden 1995, at de har været gift siden 2001, og at de har boet sammen på Isle of Man siden 1999, samt at ansøgeren har en selvstændig tilknytning til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse

    Dato: 10-05-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som direkte efterkommer over 21 år til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er født i 1999, indrejste i Danmark i marts 2021 for at tage ophold sammen med sin herboende mor, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet fremlagde ansøgeren kontoudskrifter, hvoraf der i perioden fra april 2020 til januar 2021 fremgik 4 overførsler af varierende størrelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin herboende mor, som er britisk statsborger.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor i februar 2021 fik udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.

    Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens mor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. ii), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke har fremlagt nogen oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at størstedelen af posteringerne på de fremlagte kontoudskrifter fremstår overstreget.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens materielle behov i hjemlandet var dækket af ansøgerens mor.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.

    Det forhold, at ansøgerens mor har overført diverse beløb til ansøgeren i 2020 og 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt dokumentation for 4 overførsler fra ansøgerens mor i henholdsvis april 2020, juni 2020, september 2020 og januar 2021, og at der er tale om overførsler af varierende størrelse. Overførslerne har således sporadisk karakter og dækker over en begrænset periode forud for ansøgerens indgivelse af ansøgningen.

    I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet, at der indtil slutningen af september 2020 alene er overført i alt 2000 britiske pund over en periode på 5½ måned, hvilket taler for, at der alene har været tale om et supplement til ansøgerens økonomi, som således ikke kan anses for at udgøre forsørgelse i EU-rettens forstand.

    Udlændingenævnet bemærker videre, at den enkelte større overførsel på 11.000 britiske pund i slutningen af september 2020 ej heller kan føre til, at ansøgeren kan anses for at have været forsørget af sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens øvrige begrænsede dokumentation for reel forsørgelse samt det forhold, at den pågældende overførsel fandt sted relativt kort tid inden ansøgningstidspunktet, hvorfor den – uanset beløbets størrelse – ikke kan antages at dække over en anseelig periode.

    Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at der på tidspunktet for ansøgerens ansøgning forelå det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgerens og ansøgerens herboende mor.

    Endelig bemærker Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgerens mor påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet

    Dato: 03-05-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Zimbabwe, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren havde boet sammen med den danske statsborger i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Herefter rejste parret til Sydafrika, hvor de opholdte sig i 1 år og 9 måneder, inden de i november 2019 indrejste i Danmark, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Til ansøgningen var vedlagt flybilletter og passtempler for deres rejseaktivitet, deres vielsesattest fra Sydafrika fra medio oktober 2019 og ansøgerens midlertidige opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløb ultimo oktober 2019. Der var ikke oplysninger om årsagen til den danske statsborgers ophold i Sydafrika.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

    Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren havde etableret et reelt og faktisk ophold i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Udlændingenævnet har også lagt til grund, at den danske statsborger under sit ophold i Cypern har været henholdsvis arbejdstager og person med tilstrækkelige midler.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke har været den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem udnyttelsen af den danske statsborgers ret til fri bevægelighed i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018 og frem til sin tilbagevenden til Danmark primo november 2019.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste udrejste fra Cypern ultimo januar 2018, og at den danske statsborger først vendte tilbage til Danmark primo november 2019. Den danske statsborg har dermed opholdt sig i alt 1 år og 9 måneder uden for Cypern før sin tilbagevenden til Danmark.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at anvendelse af reglerne om ophold for familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er betinget af, at der er en vis tidsmæssig kontinuitet mellem den danske statsborgers benyttelse af sin ret til fri bevægelighed, og udøvelsen af denne rettighed, jf. afsnittet om retsregler, herunder EU-Domstolens dom i sagen C-138/02, Collins.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at parrets vielsesattest fra Sydafrika er fra medio oktober 2019, at ansøgeren i sit pas har en midlertidig opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløber ultimo oktober 2019 og at der til sagen er fremlagt dokumentation for udrejse fra Cypern til Sydafrika ultimo januar 2018. Udlændingenævnet vurderer, at disse forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, taler for, at den danske statsborgers ophold i Cypern må anses for, at være varigt ophørt ultimo januar 2018, og at den danske statsborger ikke har udøvet rettigheder på unionens område fra denne dato og indtil sin indrejse i Danmark.

    Udlændingenævnet har desuden ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren, på trods af SIRI’s anmodning herom i juli 2021 eller i forbindelse med sin klage sendt til Udlændingenævnet i september 2021, ikke har oplyst årsagen til sit ophold på 1 år og 9 måneder uden for Cypern, inden parrets tilbagevenden til Danmark.

    Det til klagen fremførte om, at parret har boet og været sammen i 5 år, at den danske statsborger har været økonomisk afhængig af ansøgeren og at det ikke har været muligt for ansøgeren, at fremskaffe alle de nødvendige dokumenter til sagen, at den danske statsborger ikke fik fraflyttet alt fra Danmark ifm. sin udrejse og at det altid har været parrets plan at flytte til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har i den forbindeles lagt vægt på, at ansøgeren ved disse forhold ikke har begrundet eller dokumenteret årsagen til, at den danske statsborger har opholdt sig 1 år og 9 måneder uden for Cypern og uden for unionens område, forud for sin tilbagevenden til Danmark.

    Oplysningerne om, at parret venter barn sammen, at de påtænker at bo sammen i Danmark, og at det i den forbindelse er en hindring, at ansøgeren ikke har et CPR eller kan arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – EU – arbejdstager – ophør

    Dato: 25-04-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – EU – arbejdstager – ophør

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af opholdsret som arbejdstager efter EU-reglerne vedrørende en statsborger fra Ungarn.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren indrejste i Danmark i december 2016 og fik opholdsret som arbejdstager. I december 2020 søgte klageren om kontanthjælp, hvorfor SIRI iværksatte en kontrol af klagerens fortsatte opholdsret i Danmark. Klageren havde fremlagt én lønseddel fra oktober 2021 hvoraf fremgik, at klageren havde arbejdet 26,75 timer i oktober måned samt sin ansættelseskontrakt fra august 2017 hvoraf fremgik, at klageren var ansat uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet, at klageren ikke ville få løn under sygdom, barsel eller andet fravær, og at ansættelsen kunne opsiges uden varsel. Klageren havde siden april 2021 arbejdet mindre end 10-12 timer om ugen og havde fra marts 2021 modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2021. Klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, var ophørt på tidspunktet for SIRI’s afgørelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at klageren siden april 2021 ikke har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen. Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at klageren har haft et sporadisk antal arbejdstimer om måneden siden april 2021, idet klageren har arbejdet fra 7,5 til 26,75 timer om måneden i perioden, og at klageren fra juli til og med september 2021 og i november 2021 har haft 0 løntimer og at klageren fra marts 2021 har modtaget kontanthjælp.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren har fremsendt oplysninger om, at klageren mener, at klageren fortsat er i beskæftigelse i form af kopi af sin lønseddel fra oktober 2021. Udlændingenævnet finder fortsat, at klageren fra april 2021 ikke længere har været i beskæftigelse, og derfor ikke har opfyldt betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at klageren har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen, idet det også fremgår af den fremsendte lønseddel, at Klageren alene har arbejdet 26,75 løntimer i oktober.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af klagerens ansættelseskontrakt fra august 2017 med sin arbejdsgiver fremgår, at klageren er ansat som sorteringsmedarbejder uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, ligesom arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet. Det fremgår i den forbindelse af ansættelseskontrakten, at det aftales løbende, hvor mange vagter klageren får. Det fremgår også af kontakten, at klageren ikke får løn under sygdom, barsel eller andet fravær og at der ikke gælder noget opsigelsesvarsel for ansættelsen. Der er således ikke tale om en kontrakt med sædvanlige ansættelsesvilkår for det danske arbejdsmarked, som indebærer en ret til løn under sygdom og barsel og med en relevant opsigelsesvarsel.

    Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren har været marginalt og løst tilknyttet arbejdsgiveren, idet omfanget af klagerens arbejde har varieret fra måned til måned, ligesom der også har været måneder, hvor klageren ingen vagter har haft. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren kun i ganske få måneder har haft nok timer til at anses som arbejdstager efter EU-retten.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter det EU-retlige arbejdstagerbegreb gælder, at et timetal under 10-12 timer om ugen, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder karakteren af ansættelsen, samlet set taler imod, at klageren har haft status som arbejdstager efter april 2021.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at klageren ikke opfylder betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at klageren ikke til sagen har dokumenteret, at klageren har været uforskyldt arbejdsløs siden april 2021, idet klageren fortsat i et sporadisk og meget begrænset omfang har arbejdet hos arbejdsgiveren og at der ikke er oplysninger om, at det skyldes, at arbejdsgiveren ikke længere har kunne tilbyde klageren vagter.

    Endelig vurderer Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren senest er indrejst i Danmark i december 2016, og dermed kun har opholdt sig i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at Klageren i perioden i alt har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i ca. 3 år og 3 måneder.

    Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger om helbredsmæssige eller personlige forhold, herunder om Klageren har familiemæssige relationer i Danmark, der kunne bevirke, at det må antages for, at være særligt belastende for Klageren, såfremt Klagerens opholdsret ophøres.

    Udlændingenævnet kan derudover konstatere, at klageren ved dom afsagt af Retten i Aarhus i maj 2021 blev udvist af Danmark, men at denne afgørelse er anket og forsat verserer.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”










  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed - Ophør

    Dato: 07-04-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af opholdsret til en statsborger fra Kenya, som havde haft opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren fik i marts 2016 udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin danske ægtefælle, som var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige sammen med klageren. Klagerens opholdsret i Danmark var afledt af den danske ægtefælle og betinget af, at den danske ægtefælle opfyldte betingelserne for opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen, herunder at have ophold i Danmark. I august 2019 indgav klagerens myndige særbarn ligeledes ansøgning til SIRI om ret til ophold efter EU-retten med henvisning til, at klagerens danske ægtefælle på ny havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Sverige og altså var fraflyttet Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2019. Klagerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er derfor ophørt.
    Udlændingenævnet har lagt til grund, at klageren i marts 2016 blev meddelt opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, som vendte tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i Sverige.
    Klagerens ret til ophold som familiemedlem er en afledt opholdsret, og det er derfor en betingelse for opholdsretten, at den danske statsborger bor i Danmark, og at den danske statsborger alene opholder sig uden for Danmark i midlertidige perioder, som ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, samt i forbindelse med aftjening af værnepligt, eller i én periode af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde.
    Ved vurderingen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at klagerens ægtefælle har været udrejst til Sverige fra oktober 2018 til februar 2020 – hvilket er en periode på ca. 1 år og 3 måneder – og at klagerens ægtefælle igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020.
    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det i forbindelse med klagerens særbarns ansøgning om EU-opholdsret er blevet oplyst, at klagerens ægtefælle har boet i Sverige siden oktober 2018.
    Det forhold, at klageren i skemaet om sine personlige forhold og tilknytning til Danmark har oplyst, at klagerens ægtefælle flyttede tilbage til Danmark allerede i maj 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke som anmodet er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at klagerens ægtefælle har haft ophold i Danmark efter oktober 2018.
    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en dansk lejekontrakt, hvoraf det fremgår, at klageren og klagerens ægtefælle fra februar 2019 lejede en bolig i Danmark. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at lejekontakten ikke i sig selv kan anses for at godtgøre, at klagerens ægtefælle faktisk har boet i boligen fra februar 2019. Udlændingenævnet henviser også i den forbindelse til de divergerende oplysninger, som klagerens ægtefælle har afgivet i klagerens særbarns ansøgningsskema, og at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at klagerens ægtefælle har opholdt sig i Danmark i perioden.
    Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste indrejste i Danmark i 2015, og at klageren således var voksen på indrejsetidspunktet og havde levet størstedelen af sit liv uden for Danmark.
    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren sammenlagt har boet i Danmark i under 5 år, idet klageren siden februar 2020 har boet i Sverige, hvilket endvidere svækker den tilknytning til Danmark, som klageren måtte have opnået forinden udrejsen. Endvidere foreligger der ikke i øvrigt oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler for, at meddelelse af ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
    Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren har gjort alt for at integrere sig i det danske samfund, at klageren har bestået modultest i Dansk 3, uddannet sig som vognmand i Danmark og har arbejdet i Danmark i flere perioder, aldrig modtaget offentlig forsørgelse og er medlem af en A-kasse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de pågældende forhold ikke i sig selv kan medføre, at en afgørelse om ophør af opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet bemærker også, at klagerens tilknytning til det danske arbejdsmarked hovedsageligt har fundet sted, mens klageren har boet i Sverige.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at klagerens mindreårige børn, som er født i henholdsvis 2011, 2015 2018, ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret bør undlades.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene født i 2011 og 2015 er registeret indrejst i Danmark i 2016 som henholdsvis 4-årig og 0-årig, at de herefter har været registreret udrejst til Sverige fra december 2018 til august 2019, at de igen har været udrejst til Sverige siden februar 2020, og at de således har opholdt sig uden for Danmark størstedelen af deres liv.
    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at barnet født i 2011 har gået i børnehave og påbegyndt skole i Danmark, at der er indsendt et skærmprint fra Aula samt en opkrævning for betaling af fritidsordning for oktober 2019, og at klageren har oplyst, at barnet har fået angstproblemer som følge af flytningen til Sverige og bare gerne vil hjem til Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om barnet opholdt sig i Danmark, ved begyndelsen af sine formative år, så finder Udlændingenævnet, at barnet på baggrund af sit begrænsede samlede ophold i landet samt det forhold, at barnet på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Sverige i mere end 2 år, ikke har opnået den fornødne selvstændige tilknytning til Danmark.
    Ved vurderingen af klagerens yngste barns tilknytning til Danmark har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet kun er 3 år og desuden har været udrejst til Sverige siden februar 2020, hvorfor barnet har boet størstedelen af sit liv i Sverige.
    Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at familien var nødt til at flytte til Sverige, fordi problemerne med klagerens opholdsret belastede hele familien, at flytningen har været hård for børnene, som er danske statsborgere og ønsker at vende tilbage til deres venner, og at klageren ønsker at leve med sin familie i Danmark.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at hverken klageren eller børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger i sagen, der taler for, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 at henvise familien til at udøve deres familieliv i et andet land end Danmark, herunder i Sverige, hvor klageren og klagerens familie har boet siden februar 2020.”

  • Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden

    Dato: 17-03-2022






    Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2022

    Emneord: EU – Primær bevægelighed – Hensynet til den offentlige orden

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, der havde søgt om opholdsret som familiemedlem til en unionsborger efter EU-reglerne.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark primo december 2020 og indgav i primo januar 2021 en ansøgning om opholdsret som familiemedlem til sin ægtefælle, som havde opholdsret som arbejdstager efter EU-retten her i landet. Ved ansøgerens personlige fremmøde hos SIRI, konstaterede SIRI, at ansøgeren havde legitimeret sig ved fremvisning et falsk nigeriansk pas. Primo marts 2021 orienterede politiet SIRI om, at byretten havde afsagt dom for dokumentfalsk, og at ansøgeren var idømt en fængselsstraf på 40 dage og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra november 2021. Udlændingenævnet vurderer således, at hensynet til den offentlige orden tilsiger, at ansøgeren nægtes EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren, ved byrettens dom fra marts 2021, blev kendt skyldig i dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 172, stk. 1, idet ansøgeren primo januar 2021 ved personligt fremmøde hos SIRI fremviste et falsk pas i forbindelse med, at han indgav ansøgning om opholdsret her i landet.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er en grundlæggende samfundsinteresse, som er nødvendig for at beskytte hensynet til oprettelsen af den offentlige orden, at det søges forhindret, at udlændinge, der ansøger om opholdsret i Danmark, benytter sig af falske dokumenter.
    Ligeledes har Udlændingenævnet lagt vægt på karakteren af den begåede forbrydelse, og at forbrydelsen udgør en reelt, umiddelbar og alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.
    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at forbrydelsen, som ansøgeren er kendt skyldig i, vedrører misbrug af et falsk ID i forbindelse med en ansøgning om opholdsret her i landet, og at ansøgeren er idømt 40 dages fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år regnet fra tidspunktet fra ansøgerens udrejse eller udsendelse.
    Udlændingenævnet finder desuden, at nægtelse af opholdsdokument til ansøgeren er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36.
    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren primo januar 2021 har begået dokumentfalsk ved at være i besiddelse af et falsk pas for at opnå ophold i Danmark, og at ansøgerens personlige adfærd dermed aktuelt udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel i Danmark, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
    I samme forbindelse har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren alene har haft ophold her i landet i ca. 1 år, hvortil ansøgeren i øvrigt har begået dokumentfalsk allerede i starten af sit ophold.
    Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle, som ansøgeren ønsker at aflede en opholdsret fra, ikke siden sin indrejse her i landet primo januar 2021 faktisk har opfyldt betingelserne for sin opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan opnå ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af eindkomst, at ansøgerens ægtefælle ikke på noget tidspunkt har modtaget lønindkomst her i landet og dermed har opfyldt betingelserne for en opholdsret som arbejdstager.
    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at byretten primo marts 2021 har fundet, at der ikke var særlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ansøgeren ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse.”

Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen