 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. januar 2024 – EU - primær bevægelighed – medfølgende familie – tilstrækkelige midler
Dato: 08-01-2024Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Marokko, der havde søgt om tidsbegrænset opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 12 som medfølgende familiemedlem til en unionsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i januar 2023 ansøgning om ophold som familiemedlem til en unionsborger, som havde ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler. SIRI anmodede under sagsbehandlingen om dokumentation for, at unionsboreren rådede over tilstrækkelige indtægter eller midler til sit og ansøgerens underhold i Danmark, samt dokumentation for deres ægteskab. Ansøgeren og unionsborgeren fremsendte herefter udskrifter fra deres bankkonti og pas, unionsborgerens ansættelseskontrakt og en oversættelse af deres vielsesattest.
I maj 2023 meddelte SIRI afslag på udstedelse af opholdskort under henvisning til, at unionsborgeren ikke rådede over tilstrækkelige midler til sit og familiens underhold, og at det dermed ikke kunne antages, at unionsborgeren og ansøgeren ikke vil falde det offentlige til byrde.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har nu behandlet klagen af maj 2023 over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse af maj 2023 vedrørende [ansøgerens] ret til ophold som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har inddraget alle relevante faktiske forhold og argumenter i vurderingen af sagen.
Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse af maj 2023.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 12 som familiemedlem til en unionsborger under henvisning til, at [unionsborgeren] ikke råder over tilstrækkelige midler til sit og [ansøgerens] underhold, således, at [unionsborgeren] og [ansøgeren] efter en konkret vurdering kan antages ikke at ville falde det sociale system til byrde.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [unionsborgeren] i december 2023 har fremlagt dokumentation for, at han [unionsborgeren] har et indestående på 60.800,86 danske kroner på sin bankkonto, og at [ansøgeren] har et indestående på sin bankkonto på 77.525,26 marokkanske dirham, hvilket svarer til cirka 53.000 danske kroner.
Udlændingenævnet har ydermere lagt vægt på, at det også fremgår af den indsendte dokumentation, at [unionsborgeren] i februar 2023 havde et indestående på sin bankkonto på cirka 80.076 danske kroner, og at [ansøgeren] i februar 2023 havde et indestående på sin bankkonto på 78.636,26 marokkanske dirham, og at det således fremgår af de indsendte kontoudskrifter, at [ansøgeren] og [unionsborgeren] i perioden fra februar 2023 til december 2023 har opholdt sig i Danmark uden en væsentlig reduktion i deres samlede midler.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] er indrejst i Danmark fra Marokko i december 2022, hvorfor [ansøgeren] på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i cirka 1 år uden at [ansøgeren] og unionsborgeren er faldet det sociale system til byrde.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [unionsborgeren] har oplyst, at han ejer en bolig i Danmark, og at det fremgår af Udlændingenævnets opslag i tingbogen, at [unionsborgeren] ejer boligen, og at der ikke er optaget lån i boligen.
Uanset, at den samlede sum af de økonomiske midler, som [unionsborgeren] og [ansøgeren] har dokumenteret at råde over, er lavere end, hvad der som udgangspunkt kan stilles krav om ved en ansøgning efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 12, kan dette ikke føre til, at betingelsen om tilstrækkelige midler ikke kan anses for opfyldt.
På baggrund af sagens samlede omstændigheder er det således Udlændingenævnets konkrete vurdering, at [unionsborgeren] råder over tilstrækkelige midler til [ansøgerens] og sit underhold, hvorfor det kan antages, at [ansøgeren] og [unionsborgeren] ikke vil falde det sociale system til byrde, hvorfor betingelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 12, stk. 2 må anses for opfyldt.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2023 – EU – primær bevægelighed – familiemedlemmer – proforma
Dato: 20-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om ophør af EU-opholdsret vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger og som havde søgt om ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i 2000 familiesammenføring i Danmark efter udlændingeloven som ægtefælle til en dansk statsborger. I 2003 udrejste ansøgeren efter ved dom at være blevet udvist af Danmark på grund af mistanke om proforma i sit ægteskab med den danske statsborger. Fra 2005 til 2011 var ansøgeren gift med en anden dansk statsborger.
I juni 2017 fik ansøgeren udstedt EU-opholdskort som medfølgende ægtefælle til en herboende bulgarsk statsborger. Ansøgeren indgav i juni 2022 ansøgning om tidsubegrænset opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren fra 2007 til 2023 havde fået 6 børn med sin tidligere ægtefælle.
I juni 2023 traf SIRI afgørelse om at ansøgerens ret til ophold som familiemedlem til en unionsborger aldrig havde været opfyldt, idet ansøgerens ægteskab med den bulgarske statsborger var proforma.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”SIRI vurderer på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at [ansøgerens] og [unionsborgerens] ægteskab er indgået med det ene formål at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for [ansøgeren] (proforma), og at det opholdskort, [ansøgeren] fik udstedt i juni 2017, således er udstedt på baggrund af misbrug af EU-rettens regler.
SIRI har blandt andet lagt vægt på, at [ansøgeren] under ægteskabet med [unionsborgeren] har fået 3 børn med sin tidligere ægtefælle.
SIRI har også lagt vægt på, at [unionsborgeren] i marts 2021 har oplyst, at hun er ugift, og at [ansøgeren] i juni 2022 har oplyst at være skilt, og at [unionsborgeren] tilsyneladende har et familieliv i sit hjemland med sine to mindreårige børn. SIRI har i relation hertil også særligt lagt vægt på, at [unionsborgeren] har været udrejst af Danmark i perioden fra maj 2018 til marts 2021, dvs. i næsten 2 år, og at [ansøgeren] og [unionsborgeren] i øvrigt aldrig har været tilmeldt samme bopæl i Danmark.
SIRI har endvidere blandt andet lagt vægt på, at domstolene i Danmark tidligere har vurderet, at [ansøgeren] fik udstedt sit første opholdskort her i landet på baggrund af svig netop i form af et proformaægteskab.
Derudover har SIRI også tillagt det vægt, at [ansøgeren] ikke har præsenteret dokumentation for, at [ansøgeren] og [unionsborgeren] på noget tidspunkt har haft et sædvanligt familieliv efter indgåelsen af deres ægteskab og efter [ansøgerens] indrejse i Danmark i november 2017.
Det er endvidere indgået i SIRI’s vurdering, at [unionsborgeren] er indrejst i Danmark som arbejdstager, men efterfølgende har haft meget sporadisk lønarbejde, herunder flere længerevarende perioder uden arbejde overhovedet, samt at [unionsborgeren] i en længere periode har været udrejst, hvorfor SIRI har lagt til grund, at [unionsborgerens] registrering som arbejdstager her i landet alene skulle danne det fornødne EU-retlige opholdsgrundlag, som [ansøgeren] kunne aflede en opholdsret af, som medfølgende ægtefælle til en EU-arbejdstager.
[Ansøgeren] er ikke fremkommet med andre bemærkninger, der kan føre til en anden afgørelse.
Endelig skal SIRI oplyse, at idet [ansøgeren] aldrig har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag som medfølgende familie i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, er [ansøgeren] heller ikke omfattet af reglerne om bevarelse af opholdsret. EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser om bevarelse af opholdsret på baggrund af personlige forhold og tilknytning til Danmark, finder derfor ikke anvendelse.”
Videre fremgik følgende af SIRI’s afgørelse:
”Ansøgeren meddeles afslag på et tidsubegrænset EU-opholdskort, fordi [ansøgeren] ikke har haft lovligt ophold i Danmark efter EU-reglerne uafbrudt i 5 år.
[Ansøgeren] fik udstedt et tidsubegrænset EU-opholdskort i juni 2017, men opholdskortet blev udstedt på baggrund af misbrug af EU-retten, og [ansøgeren] har derfor aldrig opfyldt betingelserne for udstedelsen, jf. ovenstående.
Det forhold, at [ansøgeren] har opholdt sig her i landet siden 2017 fører ikke til, at [ansøgeren] opfylder betingelserne for udstedelse af et tidsubegrænset EU-opholdskort, fordi [ansøgerens] ophold ikke har været lovligt efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af juni 2023 vedrørende [ansøgerens] ret til EU-opholdsret som familiemedlem af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet lige som SIRI finder, at [ansøgeren] aldrig har opfyldt betingelserne for ret til ophold som familiemedlem til en unionsborger, idet der er grund til at antage, at ægteskabet mellem [ansøgeren] og [unionsborgeren] er indgået med det ene formål at opnå et opholdsgrundlag for [ansøgeren].
[Ansøgerens] opholdskort, som blev udstedt den i juni 2017, er således udstedt på baggrund af misbrug af EU-rettens regler, og [ansøgeren] har derfor ikke ret til tidsbegrænset ophold i Danmark som familiemedlem til [unionsborgeren], jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 2, nr. 3.
Med samme begrundelse som SIRI finder Udlændingenævnet herefter, at [ansøgeren] heller ikke er omfattet af reglerne om bevarelse af opholdsret.
Udlændingenævnet fastholder endvidere SIRI’s afgørelse af. juni 2023 vedrørende [ansøgerens] ret til tidsubegrænset EU-opholdsret af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet lige som SIRI finder, at [ansøgeren] ikke har opnået ret til tidsubegrænset ophold, idet han ikke har haft et lovligt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år som medfølgende familiemedlem til en unionsborger. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – Brexit – tilstrækkelige midler
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen til en britisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Storbritannien, var i august 2017 blevet meddelt ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i oktober 2021 ansøgning om en opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget lønindkomst i perioderne fra december 2017 til og med februar 2018, fra juni 2018 til og med februar 2019, fra juli 2019 til og med september 2019 og i december 2019. Det fremgik videre, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra februar 2021 til og med december 2021, og at ansøgeren efter en periode i 2022 med både sygedagpenge og lønindkomst, igen havde modtaget kontanthjælp fra november 2022 til og med juli 2023. Til sagen var bl.a. indsendt ansøgninger om offentlig forsørgelse fra juli 2020 og januar 2021. Det var desuden gjort gældende, at ansøgeren havde købt ejendom i Danmark, og at ansøgerens
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra april 2023.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at [ansøgeren] havde lovligt ophold i Danmark i medfør af EU-retten på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det er indledningsvis indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] senest i august 2017 blev meddelt opholdsret som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.
Udstedelse af et registreringsbevis efter EU-retten forud for udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020 medfører imidlertid ikke i sig selv, at en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2. Udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 forudsætter, at det kan anses for godtgjort, at den britiske statsborger på tidspunktet for overgangsperiodens udløb havde lovligt ophold efter EU-retten i Danmark.
Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] ikke kan anses for at have haft ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] til sagen har indsendt en ansøgning om offentlig forsørgelse fra juli 2020, og at [ansøgeren], efter Udlændingenævnets vurdering, herved må anses for at have tilkendegivet, at [ansøgeren] ikke længere havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] efter anmodning fra SIRI i februar 2023, ikke har fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] fortsat råder over tilstrækkelige midler, eller at der er tale om midlertidige vanskeligheder.
Hertil kommer, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] også i januar 2021 har søgt om offentlig forsørgelse, og at det af eIndkomst fremgår, at [ansøgeren] i perioden fra februar 2021 til og med december 2021 har modtaget kontanthjælp, hvilket, efter Udlændingenævnets vurdering, understøtter vurderingen af, at [ansøgeren] ikke havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det forhold, at [ansøgeren] har modtaget lønindtægt i perioden fra juli 2019 til og med september 2019, og at [ansøgeren] derfor i den pågældende periode umiddelbart kunne anses for arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en eventuel ret til ophold som arbejdstager imidlertid må anses for ophørt, idet [ansøgeren], på trods af SIRI’s anmodning i februar 2023, ikke har indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] blev uforskyldt ledig, og at [ansøgeren] var rettidigt tilmeldt jobcenteret.
[Ansøgerens] opholdsret som person med tilstrækkelige midler, må derfor anses for ophørt senest i juli 2020, hvor [ansøgeren] første gang ansøgte om offentlig forsørgelse.
Idet [ansøgerens] opholdsret således var ophørt, før [ansøgeren] kunne anses for at have haft ret til ophold i 5 på hinanden følgende år, kan [ansøgeren] endvidere ikke anses for at have opnået ret til tidsubegrænset opholdsret.
Det til støtte for klagen anførte om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder [ansøgerens] familiemæssige relationer, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke kan indgå ved vurderingen af, om en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – reelt og faktisk ophold
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for international Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde indgivet ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers samlever, indgav i marts 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra primo februar 2023 til ultimo marts 2023 havde opholdt sig i Sverige sammen med ansøgeren og parrets fælles barn. Den danske statsborger arbejdede i Danmark. Der var til ansøgningen vedlagt bl.a. kontoudtog fra den danske statsborgers bank, kvitteringer for flytteanmeldelse fra Danmark til Sverige, en lejekontrakt, kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas samt den danske statsborgers ansættelseskontrakt og lønsedler.
I april 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på ansøgers opholdsret under henvisning til, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige inden sin tilbagevenden til Dan-mark.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”SIRI lægger til grund, at [referencen] har været registreret som udrejst til Sverige i CPR i perioden fra [primo] februar 2023 til [primo] marts 2023. Dette indebærer ikke i sig selv, at [referencen] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, da der alene er tale om en registrering.
SIRI lægger endvidere til grund, at det er oplyst, at [referencen] vendte tilbage til Danmark [ultimo] marts 2023.
I vurderingen lægger SIRI afgørende vægt på varigheden af [referencens] ophold i Sverige, som har varet i perioden fra [primo] februar 2023 til enten [primo] marts 2023 eller frem til [ultimo] marts 2023. [Referencens] ophold i Sverige udgør derfor enten 30 eller 51 dage.
SIRI finder derfor, at [referencen] ikke har haft etableret et faktisk og reelt ophold i Sverige, og at [referencen] ikke i Sverige havde indrettet sig på en sådan måde, at det viste, at [referencen] havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Sverige og drage de konsekvenser, der følger af at flytte til et andet land.
SIRI henviser også til, at det som udgangspunkt vil tale imod et faktisk og reelt ophold i en anden medlemsstat, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, jf. EU-Domstolens dom i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 59.
Det kan ikke føre til, at SIRI vurderer, at der er etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, at der er fremlagt dokumentation for, at [referencen] har afholdt udgifter til husleje, pendling og almindelig husholdning i Sverige i perioden fra primo februar 2023 og indtil [referencen] tilbagevenden til Danmark.
SIRI lægger her vægt på, at EU-Domstolen i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 52, udtalte, at en unionsborger, som udøver sin ret til frit at opholde sig i en anden medlemsstat i op til 3 måneder (ophold efter artikel 6 i opholdsdirektivet), ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
SIRI vurderer derfor, at de samlede omstændigheder vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at [referencens] ophold i Sverige må betragtes som et korttidsophold efter opholdsdirektivet, og at et sådant ophold ikke kan udgøre et faktisk og reelt ophold.
Eftersom [referencen] ikke har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, kan [ansøgeren] ikke gives ret til ophold i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at [referencens] ophold i Sverige ikke fører til, at [ansøgeren] kan aflede opholdsret fra [referencen].
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har ved sin vurdering inddraget de argumenter, som er anført i forbindelse med klagen.
Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har kendt hinanden siden marts 2019, at [referencen] blev gravid i februar 2020, at parterne har besøgt hinanden flere gange i henholdsvis Danmark og Filippinerne, at de har boet sammen på fælles bopæl siden november 2020, at de har et reelt samliv på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at de har et dybdegående personligt kendskab til hinanden, og at [ansøgeren] har fremvist dokumentation for den familiemæssige tilknytning til [referencen].
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at hverken SIRI eller Udlændingenævnet bestrider [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation er underordnet for vurderingen af, om [referencen] selv har etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at kravet om reelt og faktisk ophold i et andet EU-land ikke gælder for danske statsborgeres familiemedlemmer, og at [ansøgeren] har fremvist bevis på sit faktiske ophold i Sverige.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette ikke vil kunne ændre ved den omstændighed, at [referencen] i sin egenskab af unionsborger og dansk statsborger ikke kan antages at have etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har op-bygget og konsolideret et familieliv før [ansøgerens] ankomst til Sverige, at de har udøvet familielivet i Sverige i en periode på 51 dage frem til [referencens] tilbagevenden til Danmark, og at denne periode ikke er for kort til at opbygge og konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at omstændighederne vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at det er anført, at SIRI’s afgørelse vægter på en tynd bevisførelse samt en forkert formodning og vurdering af den aktuelle hensigt i sagen, og at det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og myndigheden ikke må træffe afgørelse på grundlag af et utilstrækkeligt materiale.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] ved den forelagte dokumentation har redegjort for forholdene omkring sit ophold i Sverige i en sådan grad, at der ikke var behov for, at SIRI indhentede yderligere dokumentation. Udlændingenævnet finder således, at [referencens] egen oplysning om opholdets varighed samt navnlig den indsendte kontoudskrift, ansættelseskontrakt og lejekontrakt udgør de for sagen nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at SIRI kunne træffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse om, hvorvidt [referencen] i lyset af den ovenfor anførte retspraksis havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at SIRI’s afgørelse har negative konsekvenser for [ansøgerens] og [referencens] familie.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold i sager om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen har betydning i tilfælde, hvor der skal tages stilling til, om en allerede eksiste-rende opholdsret skal ophøre. Eftersom [ansøgeren] aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, kan det anførte derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om han har opnået en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2023 - EU – primær bevægelighed – familiemedlem – afslag på tidsubegrænset opholdsret og ophør af opholdsret
Dato: 31-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, og som søgte om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
I februar 2018 indrejste ansøgeren i Danmark og fik udstedt EU-opholdskort som medfølgende ægtefælle til en herboende unionsborger. Ansøgeren indgav i december 2022 ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og unionsborgeren havde ophævet deres samliv i maj 2021 og var påbegyndt processen for at blive skilt ved Familieretshuset, men at skilsmissen aldrig blev bevilget, fordi ansøgeren og unionsborgeren afbrød processen. Unionsborgeren var i juli 2021 udrejst af Danmark sammen med parrets mindreårige barn.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsbegrænset ophold
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2023. Ansøgerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 10, stk. 1, er derfor ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2018 af SIRI blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til unionsborgeren, og at det derfor er en betingelse for ansøgerens opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren udrejste af Danmark i juli 2021, og at det af indkomstregistreret fremgår, at unionsborgeren senest har haft lønindkomst i Danmark i juli 2021.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren er udrejst til Cypern i juli 2021 og i en længere periode ikke har haft ophold i Danmark, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens opholdsret som familiemedlem til unionsborgeren ophørte i juli 2021, idet det på det foreliggende grundlag ikke kan lægges til grund, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021 og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren rejste til Cypern i en midlertidig periode, fordi parrets fællesbarn skulle i et behandlingsforløb, at unionsborgeren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark og under sin udrejse var tilmeldt betaling af diverse faste udgifter i Danmark, og at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdsret forventede, at unionsborgeren ville vende tilbage til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf er dokumenteret, at unionsborgeren efter juli 2021 reelt har haft ophold i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter unionsborgerens udrejse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse for unionsborgere.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI har truffet afgørelsen på et forkert grundlag, idet ansøgeren bør bevare sin opholdsret i Danmark medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens §§ 16, stk. 2 og 17, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 2, idet bestemmelsen alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens død.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse. Udlændingenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke er omfattet af bevarelsesbestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet ansøgeren og unionsborgeren fortsat er gift.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren og unionsborgeren i maj 2021 påbegyndte processen for at blive skilt ved Familieretshuset, idet ansøgeren og unionsborgeren valgte at stoppe processen, og at processen således ikke har ledt til, at ansøgeren og unionsborgeren faktisk er blevet skilt.
Endvidere kan det anførte om, at ansøgerens og unionsborgerens samliv må anses som ophørt i maj 2021, at de forud for samlivsophøret havde været gift i over 5 år, og at ansøgeren betaler børnebidrag til deres fællesbarn, ikke føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet samlivsophør ikke kan sidestilles med skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til EU-Domstolens dom af 13. februar 1985 i sag 267/83, Diatta, hvor EU-Domstolen bl.a. fastslog, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den kompetente myndighed, hvilket ikke er tilfældet, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR indrejste i Danmark i en alder af 32 år, hvorfor ansøgeren har tilbragt hovedparten af sit liv uden for Danmark.
Udlændingenævnet finder dertil, at det forhold, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder, og at ansøgeren har været tilknyttet det danske arbejdsmarked under sit ophold, ikke i sig selv kan føre til, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens opholdsret allerede ophørte i juli 2021, idet det herefter ikke kan konstateres, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplyst om sådanne familiemæssige forhold, der kan begrunde, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn efter det oplyste er udrejst til Cypern i juli 2021 sammen med unionsborgeren, og at barnet ifølge oplysningerne i CPR fortsat er udrejst.
Udlændingenævnet bemærker, at SIRI i december 2022 anmodede om yderligere oplysninger om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, men at der under SIRI’s såvel som Udlændingenævnets behandling af sagen alene er modtaget oplysninger om ansøgerens tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder herefter, at det på det foreliggende grundlag ikke kan antages at virke særligt belastende for ansøgeren, at opholdsretten ophører.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsubegrænset ophold
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem til en unionsborger uafbrudt i 5 år, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har haft et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen siden juli 2021. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i februar 2018 fik udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til unionsborgeren.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at udstedelse af opholdskort efter EU-retten alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.
Idet unionsborgeren er udrejst af Danmark i juli 2021, og ansøgeren herefter – som beskrevet ovenfor – ikke har bevaret sin opholdsret, har ansøgeren ikke haft lovligt ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen i 5 år.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – EU – primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Ophør – Betingelse om at ledsage eller slutte sig til unionsborgeren
Dato: 25-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Rumænien, som var blevet meddelt ophør af sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin herboende far.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var født i Danmark i august 2018 og fik i april 2019 udstedt registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far, der var rumænsk statsborger og havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Ansøgerens mor var også rumænsk statsborger og fik i september 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager, og fra oktober 2019 til og med marts 2020 modtog hun lønindkomst, hvorefter hun havde modtaget kontanthjælp. I september 2020 modtog SIRI en indberetning fra kommunen om, at ansøgerens mor havde fået bevilget hjælp til forsørgelse. SIRI iværksatte herefter en undersøgelse af, om ansøgerens mors opholdsgrundlag var ophørt. Til sagen blev bl.a. indsendt en byretsdom fra august 2022, hvorved ansøgerens mor blev tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, og der ikke blev fastsat samvær mellem ansøgeren og ansøgerens far. I juni 2023 traf SIRI afgørelser om, at ansøgerens mors opholdsret var ophørt som følge af, at hun ikke var arbejdstager eller havde tilstrækkelige midler, og at ansøgerens opholdsret ligeledes var ophørt. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 begge afgørelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2023 vedrørende [ansøgeren].
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ret til ophold som medfølgende familiemedlem til sin far efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, er ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, [ansøgeren] i april 2019 fik udstedt et registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far efter den dagældende EU-opholdsbekendtgørelsens § 9 (nu § 10).
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, at familiemedlemmer, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, har en ret til ophold her i landet. EU-opholdsbekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).
Det følger således af bestemmelsens ordlyd, at et familiemedlem til en unionsborger ikke alene som følge af sin EU-retlige familierelation til unionsborgeren har en opholdsret i en medlemsstat, men at opholdsretten forudsætter, at vedkommende ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der gør brug af sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af opholdsdirektivets præambel (5), at ”for at unionsborgerne kan udøve deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område på objektive betingelser, der sikrer frihed og værdighed, bør denne ret også indrømmes familiemedlemmer uanset nationalitet”.
Familiemedlemmers ret ophold i en medlemsstat udspringer således af hensynet til at beskytte unionsborgernes ret til fri bevægelighed, hvorfor et familiemedlems opholdsret modsætningsvis må antages at ophøre, når vedkommende ikke længere kan anses for at ”ledsage eller slutte sig til” unionsborgeren.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af [byrettens] afgørelse af august 2022, at [ansøgerens] mor tildeles den fulde forældremyndighed over [ansøgeren], og at der ikke fastsættes samvær mellem [ansøgeren] og [ansøgerens] far.
Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke efter august 2022 kan anses for at ledsage eller slutte sig til sin far, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, og at [ansøgerens] opholdsret som medfølgende familiemedlem til ham derfor er ophørt jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke kan anses for, at have ret til ophold i Danmark efter EU-retten på andet grundlag, herunder som medfølgende familiemedlem til sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] mors opholdsret som arbejdstager samme dag er konstateret ophørt fra marts 2020.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan anses for særligt belastende for [ansøgeren] at anse hendes ret til ophold i Danmark for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26. Der henvises til SIRI’s begrundelse.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Følgende fremgik af SIRI’s begrundelse vedrørende vurderingen af EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26:
”Det er endvidere vores vurdering, at en afgørelse om ophør ikke vil være særligt belastende for dig, fordi du ikke har særlig tilknytning til Danmark, blandt andet fordi du ikke har samvær med din far her i landet længere.
Du er ikke fremkommet med oplysninger, som vi har bedt dig om i brev af 9. december 2022, der kan godtgøre, at du opfylder betingelserne i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § § 37, stk. 1, og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Vi finder endvidere, at du ikke har oplyst om forhold, der kan begrunde, at du på andet grundlag har ret til at opholde dig i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Endelig finder vi, at der ikke ud fra sagens oplysninger foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at meddelelse om ophør af din EU-opholdsret undlades, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2. Vi har i relation hertil lagt vægt på længden af dit ophold i Danmark, og det danske samfund.
Du er registreret indrejst i Danmark i april 2019, hvorfor du alene har opholdt dig i Danmark i cirka 4 år og 1 måned. Du kan derfor ikke anses at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af din opholdsret vil virke særligt belastende for dig, ligesom du må anses at have bevaret en vis tilknytning til dit hjemland.
Det forhold, at du bor sammen med din mor kan ikke føre til en anden vurdering. Det skyldes, at der ikke er oplysninger om, at du og din mor ikke kan tage ophold udenfor Danmark, for dér at udøve jeres familieliv.
Vi har ikke i øvrigt kunnet lægge vægt på dine personlige forhold og tilknytning til Danmark. Dette skyldes, at du ikke har udfyldt og indsendt det til dig sendte skema vedrørende dine personlige forhold og tilknytning til Danmark, som vi anmodede dig om ved brev af 9. december 2022.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2023 – Sekundær bevægelighed – Forsørgelseskrav
Dato: 17-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra USA, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var gift med en dansk statsborger, indgav i december 2022 ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger. Det var til ansøgningen oplyst, at den danske statsborger og ansøgeren havde opholdt sig i Spanien i perioden fra februar 2022 og frem til november 2022, og at den danske statsborger havde været arbejdstager. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kopi af den danske statsborgers kontoudtog og ansættelseskontrakt.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af februar 2023. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist, ligesom SIRI, lagt til grund, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Spanien, som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende). Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har været bosiddende i Spanien, men at vedkommende har haft arbejde i Gibraltar. Den danske statsborger kan derfor ikke anses for at have været arbejdstager i Spanien i medfør af reglerne om fri bevægelighed.
Derudover har Udlændingenævnet lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren har konsolideret et familieliv ved deres ophold i Spanien. Det er herved indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger og ansøgeren bl.a. har indsendt en række dokumenter for deres fælles ophold i Spanien, herunder en fælles lejekontrakt.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Forsørgelseskravet stilles, idet den danske statsborger inden indrejsen i Danmark har opholdt sig i Spanien som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende), og da den danske statsborger ved sin tilbagevenden til Danmark i november 2022 forsat var ikke-økonomisk aktiv.
Det forhold, at den danske statsborger har været i beskæftigelse i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 kan ikke føre til, at den danske statsborger kan anses for at have været økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark, og at forsørgelseskravet derfor ikke stilles.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborgers ansættelse først begyndte 3 måneder efter indrejsen i Danmark, og at den danske statsborgers ansættelse alene har været af begrænset omfang og varighed. Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 i gennemsnit arbejdede ca. 16 timer om måneden, og at den danske statsborger efter maj 2023 ikke ses at have haft en lønindkomst.
Det er herefter indgået i Udlændingenævnets vurdering af forsørgelseskravet, at det af de fremlagte bankudskrifter af december 2022 fremgår, at den danske statsborger pr. december 2022 havde et samlet indestående på 1.654 euro, svarende til ca. 12.300 kr., og at den danske statsborger siden april 2023 månedligt har modtaget 2.474 kr. i SU.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at beløbene på den danske statsborgers kontoudskrifter ikke i sig selv godtgør, at den danske statsborger har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og ansøgeren. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at et beløb på ca. 12.300 kr., ikke over en længere periode må antages at udgøre et tilstrækkelig beløb for forsørgelse af to personer.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf henvise til de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, ved vurderingen af forsørgelseskravets størrelse.
Ved vurderingen har Udlændingenævnet desuden lagt vægt på, at den danske statsborger ud over sit bankindestående har haft lønindtægt fra sin arbejdsplads, og at den danske statsborger har modtaget SU. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på beløbets begrænsede størrelse, som ikke ud fra de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, må anses at være tilstrækkelige midler til to personer.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der i øvrigt ikke er fremlagt dokumentation for andre indtægter eller midler, som taler for, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Det forhold, at det af CPR fremgår, at den danske statsborger er bosiddende på samme adresse som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering, da oplysningen ikke dokumenterer, at der foreligger særlig forhold vedrørende den danske statsborger og ansøgerens økonomiske situation.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2023 – Brexit – Britisk statsborger – Ej ophold inden overgangsperiodens udløb
Dato: 13-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde fået afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i december 2021 ansøgning om udstedelse af opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren i marts 2019 fik udstedt et registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsen som person med tilstrækkelige midler, og at ansøgeren samme dag blev bopælsregisteret i Danmark. SIRI anmodede under sagsbehandlingen om dokumentation for ansøgerens ophold i Danmark, men SIRI modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren havde været bosiddende her i landet sammen med sin herboende kæreste, men at ansøgeren ofte havde været i England for at hjælpe sin datter, ligesom COVID-19 havde haft indflydelse på ansøgerens mulighed for at returnere til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af oktober 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren havde taget ophold i Danmark i medfør af EU-retten inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, og at ansøgeren forsat havde ophold i Danmark efter den 31. december 2020.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i marts 2019 blev meddelt opholdsret her i landet som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende) i medfør af den dagældende EU-opholdsbekendtgørelses § 6, stk. 1, og at ansøgeren ifølge CPR har haft bopæl i Danmark siden marts 2019.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke i selv kan føre til, at ansøgeren har ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU, da oplysningerne ikke i selv dokumenterer ansøgerens ophold her i landet, da der alene er tale om registreringer.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ud over ovenstående registreringer i CPR og udlændingemyndighedernes systemer ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren faktisk har opholdt sig her i landet, selvom SIRI ved breve af august 2022 og september 2022 anmodede om dokumentation for ansøgerens ophold.
Det forhold, at det til klagen har anført, at referencen og ansøgeren har boet sammen siden 2019, og at de i 2019 købte en byggegrund, kan ikke føre til ændret vurdering, da det ikke er dokumenteret, at ansøgeren faktisk opholdt sig i Danmark.
Det anførte om, at ansøgeren var i London, da COVID-19 begyndte, og ansøgeren derfor ikke kunne indrejse i Danmark samt, at ansøgeren ofte har været i London for at hjælpe sin yngste datter, ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering. Udlændingenævnet henviser til det ovenfor anførte om, at der ikke er fremlagt dokumentation for ansøgerens faktiske ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det en vis vægt, at referencen i klagen har anført, at ansøgeren vendte tilbage til Danmark i foråret 2023, idet Udlændingenævnet finder, at oplysningen taler for, at ansøgeren ikke har taget ophold i Danmark.
Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at der er indsendt erklæring af oktober 2022 vedrørende referencens forsørgelse af ansøgeren samt arbejdsgivererklæring, allerede fordi, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret, at ansøgeren faktisk havde ophold inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren fortsat havde ophold efter overgangsperiodens udløb.
Endelig kan den vedlagte prøvelsesattest og oplysningen om, at referencen og ansøgeren i oktober 2023 skal giftes, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne alene vedrører ansøgerens og referencens relation som par og ikke nærmere dokumenterer ansøgerens ophold.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”. -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2023 – EU - Udstationering – udleje af arbejdskraft
Dato: 13-09-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i november 2022 ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. I forbindelse med indgivelsen af ansøgningen oplyste ansøgeren, at han efterfølgende ville vende tilbage til Polen og vente på sit opholdskort. Indsendt til sagen var en aftale mellem en svensk virksomhed og en dansk virksomhed om vikar- og arbejdsformidling, hvoraf det fremgik, at den svenske virksomhed var ansvarlig for at levere tjenesteydelser fra individuelle medarbejdere til den danske virksomhed, at det var den danske virksomhed, der fastsatte arbejdstid m.v., at den udstationerede medarbejder skulle udføre bilvask og påføring af coating, og at udstationeringsperioden var på 2 år. Derudover var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i august 2022 blev ansat som assistent i den svenske virksomhed samt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den svenske virksomhed, hvoraf fremgik bl.a., at ansøgeren skulle udføre bilvaskeinstruktion, og at udstationeringsaftalen varede 1 år.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra januar 2023. [Ansøgeren] opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder ligesom SIRI, at [ansøgeren] ikke har udnyttet en eventuel ret til fri bevægelighed i Danmark, idet [ansøgeren] ikke ses at være indrejst i Danmark med henblik på levering af tjenesteydelser i henhold til den til sagen fremsendte aftale, men alene med henblik på indgivelse af ansøgning om opholdsret.
Udlændingenævnet finder herefter, at uanset om [ansøgeren] var indrejst i Danmark, ville det ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen kunne lægges til grund, at [ansøgeren] ville være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark på vegne af sin arbejdsgiver for at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at [den svenske virksomhed] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om sådanne tjenesteydelser, at forholdet er omfattet af anvendelsesområdet for EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] af […] september 2022, at [den svenske virksomhed] er ansvarlig for at levere tjenesteydelser fra individuelle medarbejdere til [den danske virksomhed], at det er [den danske virksomhed], der fastsætter arbejdstid m.v., samt det specifikke arbejde, der skal udføres af den udstationerede medarbejder.
Det er herefter Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om levering af en konkret tjenesteydelse mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed], men at udstationeringen af [ansøgeren] i Danmark udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som [den svenske virksomhed] udfører for [den danske virksomhed], og at aftalen om leveringen af tjenesteydelsen således alene har til formål at opnå adgang til arbejdsmarkedet i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansættelsesaftale af […] august 2022 mellem [ansøgeren] og [den svenske virksomhed], at [ansøgeren] skal vaske biler og være belægningsassistent, og at det af aftale af […] oktober 2022 mellem [ansøgeren] og en medarbejder i [den svenske virksomhed] om udstationering fremgår, at [ansøgeren] skal instruere i bilvask med buffer og belægning, at [ansøgerens] maksimale månedlige arbejdstid er 160 timer, at udstationeringen har en varighed på 1 år, og at [den danske virksomhed] vil stille logi til rådighed og kompensere for transportudgifter til og fra Danmark.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på denne baggrund kan anses for godtgjort, at [den svenske virksomhed] skal levere en konkret tjenesteydelse i form af instruktion i bilvask, og ikke alene stille arbejdskraft til rådighed.
Det til støtte for klagen anførte om, at SIRI’s afgørelse er foretaget på baggrund af falske argumenter og fakta, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke til støtte for klagen er indsendt nye oplysninger eller dokumentation.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at udstationeringen af [ansøgeren] reelt indebærer, at [ansøgeren] skal udlånes til [den danske virksomhed] i en periode, og at udstationering til Danmark i sig selv udgør formålet med aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] med det overordnede formål at bringe arbejdskraft til Danmark.
Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke er omfattet af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2023 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsdokument
Dato: 04-09-2023Udlændingenævnet omgjorde i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af tidsubegrænset opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i marts 2012 meddelt opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i september 2021 ansøgning om opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst efter september 2015. Ansøgeren havde oplyst, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at hans virksomheds startede i februar 2016. Derudover havde ansøgeren sin ægtefælle, deres 2 fællesbørn og fast ejendom i Danmark. Ansøgeren havde til sagen vedlagt årsopgørelser for 2015-2020. Af årsopgørelserne for 2018 og 2019 fremgik overskud af udenlandsk virksomhed, mens der intet fremgik af de andre årsopgørelser. Som dokumentation for 5 års ophold i Danmark fremsendte ansøgeren et kontoudskrift for perioden september 2020-september 2022, der ikke kunne henføres til ansøgeren, og dokumentation for COVID-19 vaccinationer i juni og juli 2021. Til Udlændingenævnet indsendte ansøgeren et personhenførbart kontoudtog for perioden september 2014-juli 2021.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] har ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at [ansøgeren] i marts 2012 fik udstedt registreringsbevis som arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det fremgår af eIndkomst, at [ansøgeren] modtog lønindkomst frem til juni 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af de til klagen indsendte kontoudtog kan lægges til grund, at [ansøgeren] i perioden fra september 2014 til juli 2021 har opholdt sig i Danmark uden længerevarende ophold uden for landet og har haft tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark i 5 på hinanden følgende år med et lovligt opholdsgrundlag som henholdsvis arbejdstager og som person med tilstrækkelige midler, og at [ansøgeren] derfor havde opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18 forud for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at kontoudtoget for perioden fra september 2020 til september 2022 fremsendt til SIRI i september 2022 kan personhenføres til [ansøgeren], idet det fremgår af kontoudtoget, at det også vedrører kontoen, der fremgår af de til klagen indsendte kontoudtog. På baggrund af kontoudtoget kan det ligeledes lægges til grund, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark frem til tidspunktet for SIRI’s afgørelse.
På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet således, at [ansøgeren] opfylder betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan udstede et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.”
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet