Brexit
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – Brexit – tilstrækkelige midler
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen til en britisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Storbritannien, var i august 2017 blevet meddelt ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i oktober 2021 ansøgning om en opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget lønindkomst i perioderne fra december 2017 til og med februar 2018, fra juni 2018 til og med februar 2019, fra juli 2019 til og med september 2019 og i december 2019. Det fremgik videre, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra februar 2021 til og med december 2021, og at ansøgeren efter en periode i 2022 med både sygedagpenge og lønindkomst, igen havde modtaget kontanthjælp fra november 2022 til og med juli 2023. Til sagen var bl.a. indsendt ansøgninger om offentlig forsørgelse fra juli 2020 og januar 2021. Det var desuden gjort gældende, at ansøgeren havde købt ejendom i Danmark, og at ansøgerens
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra april 2023.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at [ansøgeren] havde lovligt ophold i Danmark i medfør af EU-retten på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det er indledningsvis indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] senest i august 2017 blev meddelt opholdsret som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.
Udstedelse af et registreringsbevis efter EU-retten forud for udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020 medfører imidlertid ikke i sig selv, at en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2. Udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 forudsætter, at det kan anses for godtgjort, at den britiske statsborger på tidspunktet for overgangsperiodens udløb havde lovligt ophold efter EU-retten i Danmark.
Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] ikke kan anses for at have haft ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] til sagen har indsendt en ansøgning om offentlig forsørgelse fra juli 2020, og at [ansøgeren], efter Udlændingenævnets vurdering, herved må anses for at have tilkendegivet, at [ansøgeren] ikke længere havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] efter anmodning fra SIRI i februar 2023, ikke har fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] fortsat råder over tilstrækkelige midler, eller at der er tale om midlertidige vanskeligheder.
Hertil kommer, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] også i januar 2021 har søgt om offentlig forsørgelse, og at det af eIndkomst fremgår, at [ansøgeren] i perioden fra februar 2021 til og med december 2021 har modtaget kontanthjælp, hvilket, efter Udlændingenævnets vurdering, understøtter vurderingen af, at [ansøgeren] ikke havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det forhold, at [ansøgeren] har modtaget lønindtægt i perioden fra juli 2019 til og med september 2019, og at [ansøgeren] derfor i den pågældende periode umiddelbart kunne anses for arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en eventuel ret til ophold som arbejdstager imidlertid må anses for ophørt, idet [ansøgeren], på trods af SIRI’s anmodning i februar 2023, ikke har indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] blev uforskyldt ledig, og at [ansøgeren] var rettidigt tilmeldt jobcenteret.
[Ansøgerens] opholdsret som person med tilstrækkelige midler, må derfor anses for ophørt senest i juli 2020, hvor [ansøgeren] første gang ansøgte om offentlig forsørgelse.
Idet [ansøgerens] opholdsret således var ophørt, før [ansøgeren] kunne anses for at have haft ret til ophold i 5 på hinanden følgende år, kan [ansøgeren] endvidere ikke anses for at have opnået ret til tidsubegrænset opholdsret.
Det til støtte for klagen anførte om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder [ansøgerens] familiemæssige relationer, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke kan indgå ved vurderingen af, om en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2023 – Brexit – Britisk statsborger – Ej ophold inden overgangsperiodens udløb
Dato: 13-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde fået afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i december 2021 ansøgning om udstedelse af opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren i marts 2019 fik udstedt et registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsen som person med tilstrækkelige midler, og at ansøgeren samme dag blev bopælsregisteret i Danmark. SIRI anmodede under sagsbehandlingen om dokumentation for ansøgerens ophold i Danmark, men SIRI modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren havde været bosiddende her i landet sammen med sin herboende kæreste, men at ansøgeren ofte havde været i England for at hjælpe sin datter, ligesom COVID-19 havde haft indflydelse på ansøgerens mulighed for at returnere til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af oktober 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren havde taget ophold i Danmark i medfør af EU-retten inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, og at ansøgeren forsat havde ophold i Danmark efter den 31. december 2020.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i marts 2019 blev meddelt opholdsret her i landet som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende) i medfør af den dagældende EU-opholdsbekendtgørelses § 6, stk. 1, og at ansøgeren ifølge CPR har haft bopæl i Danmark siden marts 2019.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke i selv kan føre til, at ansøgeren har ret til ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU, da oplysningerne ikke i selv dokumenterer ansøgerens ophold her i landet, da der alene er tale om registreringer.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ud over ovenstående registreringer i CPR og udlændingemyndighedernes systemer ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren faktisk har opholdt sig her i landet, selvom SIRI ved breve af august 2022 og september 2022 anmodede om dokumentation for ansøgerens ophold.
Det forhold, at det til klagen har anført, at referencen og ansøgeren har boet sammen siden 2019, og at de i 2019 købte en byggegrund, kan ikke føre til ændret vurdering, da det ikke er dokumenteret, at ansøgeren faktisk opholdt sig i Danmark.
Det anførte om, at ansøgeren var i London, da COVID-19 begyndte, og ansøgeren derfor ikke kunne indrejse i Danmark samt, at ansøgeren ofte har været i London for at hjælpe sin yngste datter, ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering. Udlændingenævnet henviser til det ovenfor anførte om, at der ikke er fremlagt dokumentation for ansøgerens faktiske ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det en vis vægt, at referencen i klagen har anført, at ansøgeren vendte tilbage til Danmark i foråret 2023, idet Udlændingenævnet finder, at oplysningen taler for, at ansøgeren ikke har taget ophold i Danmark.
Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at der er indsendt erklæring af oktober 2022 vedrørende referencens forsørgelse af ansøgeren samt arbejdsgivererklæring, allerede fordi, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret, at ansøgeren faktisk havde ophold inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren fortsat havde ophold efter overgangsperiodens udløb.
Endelig kan den vedlagte prøvelsesattest og oplysningen om, at referencen og ansøgeren i oktober 2023 skal giftes, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne alene vedrører ansøgerens og referencens relation som par og ikke nærmere dokumenterer ansøgerens ophold.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”. -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2023 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsdokument
Dato: 04-09-2023Udlændingenævnet omgjorde i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af tidsubegrænset opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i marts 2012 meddelt opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i september 2021 ansøgning om opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst efter september 2015. Ansøgeren havde oplyst, at han var selvstændig erhvervsdrivende, og at hans virksomheds startede i februar 2016. Derudover havde ansøgeren sin ægtefælle, deres 2 fællesbørn og fast ejendom i Danmark. Ansøgeren havde til sagen vedlagt årsopgørelser for 2015-2020. Af årsopgørelserne for 2018 og 2019 fremgik overskud af udenlandsk virksomhed, mens der intet fremgik af de andre årsopgørelser. Som dokumentation for 5 års ophold i Danmark fremsendte ansøgeren et kontoudskrift for perioden september 2020-september 2022, der ikke kunne henføres til ansøgeren, og dokumentation for COVID-19 vaccinationer i juni og juli 2021. Til Udlændingenævnet indsendte ansøgeren et personhenførbart kontoudtog for perioden september 2014-juli 2021.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] har ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at [ansøgeren] i marts 2012 fik udstedt registreringsbevis som arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det fremgår af eIndkomst, at [ansøgeren] modtog lønindkomst frem til juni 2015.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af de til klagen indsendte kontoudtog kan lægges til grund, at [ansøgeren] i perioden fra september 2014 til juli 2021 har opholdt sig i Danmark uden længerevarende ophold uden for landet og har haft tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at det kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark i 5 på hinanden følgende år med et lovligt opholdsgrundlag som henholdsvis arbejdstager og som person med tilstrækkelige midler, og at [ansøgeren] derfor havde opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18 forud for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at kontoudtoget for perioden fra september 2020 til september 2022 fremsendt til SIRI i september 2022 kan personhenføres til [ansøgeren], idet det fremgår af kontoudtoget, at det også vedrører kontoen, der fremgår af de til klagen indsendte kontoudtog. På baggrund af kontoudtoget kan det ligeledes lægges til grund, at [ansøgeren] har opholdt sig i Danmark frem til tidspunktet for SIRI’s afgørelse.
På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet således, at [ansøgeren] opfylder betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan udstede et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2022 – Brexit – Familiemedlem – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Aserbajdsjan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 for at tage ophold hos sin herboende datter, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Til støtte for forsørgelsesforholdet var det oplyst, at ansøgerens datter havde hævet kontanter, som ansøgeren enten selv havde fået under besøgsophold i Danmark, eller som bekendte havde medbragt til ansøgeren i Aserbajdsjan. Endvidere var det anført, at datteren havde betalt for ansøgerens rejser til Danmark og for ansøgerens medicin. Endelig var det anført, at ansøgeren var fraskilt og pensionist og udgjorde en væsentlig del af datterens familie i Danmark. Der var ikke til sagen fremlagt dokumentation for hverken kontanthævninger, køb af rejser eller medicin eller for ansøgerens helbredsproblemer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin datter, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens datter har fået udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren i december 2020 indrejste i Danmark og indgav ansøgning om ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Endelig har Udlændingenævnet lagt til grund, at SIRI i april 2021 orienterede ansøgeren om, at ansøgningen ville blive behandlet efter udtrædelsesaftalens regler. Ansøgeren blev i den forbindelse anmodet om at fremlægge dokumentation for, at ansøgeren inden overgangsperiodens udløb havde opfyldt et opholdsgrundlag i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, herunder dokumentation for, at der enten forelå et forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter, at ansøgeren havde været optaget i ansøgerens datters husstand, eller for at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejede ansøgeren.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at der ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. i), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, litra d).
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det anførte om, at ansøgeren har haft et forsørgelsesbehov, siden ansøgeren nåede pensionsalderen i 2018, og at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har hævet kontanter til ansøgeren, når ansøgeren har været i Danmark, hvorefter ansøgeren har medbragt pengene til sin forsørgelse i Aserbajdsjan, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for de pågældende kontanthævninger.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle 10 gange i perioden fra august 2015 til august 2019 har hævet kontanter, som deres bekendte herefter har medbragt til Aserbajdsjan og overbragt til ansøgeren til brug for ansøgerens forsørgelse. Udlændingenævnet har herved igen lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen dokumentation til støtte herfor. Det fremlagte skema med anførte datoer og kontaktoplysninger på de pågældende bekendte, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation i denne sammenhæng.
Det forhold, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har oplyst, at de ikke kan fremlægge kontoudskrifter, der dokumenterer kontanthævningerne, fordi de i mellemtiden har skiftet bank, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det efter EU-Domstolens praksis kan stilles krav om bevis for, at der har fundet en reel forsørgelse sted.
Det forhold, at ansøgeren fratrådte sin fuldtidsstilling i maj 2018, og at ansøgeren efter det oplyste var nødt til at have deltidsarbejde indtil 2020 og på nuværende tidspunkt ikke kan leve af sin pension, kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgeren har indkomst i form af pension i Aserbajdsjan, at pensionen udgør 439 manat om måneden, og at det fremgår af den fremlagte arbejdsgivererklæring fra marts 2021, at ansøgerens månedsløn var 480 manat. Der er således ikke tale om en meget markant nedgang i ansøgerens indkomst.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det er anført, at ansøgeren er skilt, og at ansøgerens datter er ansøgerens eneste barn og nære familiemedlem, at det bl.a. har været nødvendigt at forsørge ansøgeren ved at betale for ansøgerens rejser til Danmark, så ansøgeren kunne udøve samvær med sin eneste familie, at ansøgerens datter og dennes ægtefælle har behov for at have ansøgeren i Danmark, fordi de begge har krævende fuldtidsarbejde, og at ansøgeren udgør en væsentlig del af familien, hvorfor et afslag på opholdsret vil gribe uproportionalt ind i familiens liv.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at retten til familieliv, som er beskyttet ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, som udgangspunkt alene beskytter den traditionelle familiestruktur, herunder ægtefæller og mindreårige børn. Det forhold, at det er ønskværdigt for ansøgeren og ansøgerens datter at være sammen i Danmark, kan ikke i sig selv udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at det forhold, at ansøgerens datter vil påtage sig at forsørge ansøgeren fremover, ikke i sig selv medfører, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens datter.
Udlændingenævnet finder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af den udvidede personkreds i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3, jf. opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke som anmodet er fremlagt oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at ansøgeren lider af alvorlige helbredsmæssige problemer, som gør det absolut nødvendigt, at ansøgerens datter personligt plejer ansøgeren.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det er beklageligt, at der ikke i SIRI’s afgørelse af 17. august 2021 er taget stilling til, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 2 eller 3.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke grundlag for alene af denne grund at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI – som før nævnt – har vejledt om at indsende den relevante dokumentation, men at det hverken er dokumenteret eller anført, at ansøgeren har været optaget i sin datters husstand, eller at det er absolut nødvendigt med personlig pleje af ansøgeren.
Oplysningerne om, at ansøgeren har problemer med sin skjoldbruskkirtel, at det er vanskeligt og dyrt at finde behandling i Aserbajdsjan, og at ansøgerens datter derfor også har forsørget ansøgeren ved at betale for medicin, kan ikke tages i betragtning i denne forbindelse. Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at der hverken er fremlagt dokumentation for ansøgerens helbredsproblemer eller for køb af medicin.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2022 – Brexit – Familiemedlem indrejst inden overgangsperiodens udløb – Forsørgelse, husstand og helbredsmæssige forhold
Dato: 17-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som forælder til en herboende britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2020 for at tage ophold hos sin herboende søn, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet var fremlagt kvitteringer for 6 pengeoverførsler fra ansøgerens søn i løbet af de sidste 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark. Endvidere var der fremlagt dokumentation for en række overførsler, som ikke kunne henføres til ansøgeren, men bl.a. til 2 navngivne personer, som efter det oplyste havde videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan. Det var desuden oplyst, at ansøgerens helbred gradvist var blevet forværret, så ansøgeren nu havde behov for mere pleje end tidligere.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin søn, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens søn i juni 2020 fik udstedt registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler og i marts 2021 fik udstedt opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at være omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin søn.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2, idet det ikke kan lægges til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for overførsler fra ansøgerens søn til ansøgeren på henholdsvis 500 britiske pund i juni 2017, 524 britiske pund i maj 2020, 2.255 kr. i juli 2020, 1.955 kr. i august 2020, 1.855 kr. i september 2020 og 2.955 kr. i oktober 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der – bortset fra den enkeltstående overførsel i 2017 – er tale om en periode på mindre end 5 måneder op til ansøgerens indrejse i Danmark i oktober 2020, hvilket ikke kan anses for at være en anseelig periode.
De fremlagte kontoudskrifter kan ikke føre til en ændret vurdering, idet de fremhævede overførsler på henholdsvis 112 britiske pund i december 2017, 130 britiske pund i marts 2018, 116 britiske pund i januar 2019 og 207 britiske pund i november 2019, ikke lader sig henføre til ansøgeren.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om overførslerne kunne henføres til ansøgeren, ville de fortsat ikke i sig selv være tilstrækkelige til at godtgøre et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, henset til overførslernes begrænsede omfang.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens søn 7 gange i perioden fra maj 2015 til juni 2016 samt i april 2020, har overført penge til 2 navngivne personer, som har erklæret på tro og love, at de har videregivet pengene til ansøgeren i Pakistan.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den pågældende dokumentation og tro og love-erklæringer ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at overførslerne til de 2 navngivne personer faktisk er blevet brugt til at forsørge ansøgeren, således at ansøgerens materielle behov i hjemlandet har været dækket af ansøgerens søn.
Ved vurderingen af, om der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn, har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder.
Det anførte om, at ansøgeren altid har været hjemmegående og ingen pension har, og at ansøgeren alene har været forsørget af sin herboende søn og ikke af sine 5 andre børn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv kan medføre en antagelse om, at der har foreligget det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgeren og ansøgerens søn.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at uanset om ansøgeren er blevet forsørget af sin herboende søn under opholdet i Danmark, og at ansøgerens søn påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, kan det ikke føre til en ændret vurdering, idet forsørgelsesforholdet skal have været til stede allerede ved overgangsperiodens udløb.
Ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til sin herboende søn, har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i opholdsdirektivets artikel 3, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at idet ansøgerens søn ikke har boet sammen med ansøgeren i Pakistan forud for ansøgerens indrejse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelsen om at have været optaget i sin søns husstand.
Det anførte om, at ansøgeren og ansøgerens søn har boet sammen i forbindelse med besøg hos hinanden i henholdsvis Pakistan, Storbritannien og Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at de midlertidige besøgsophold ikke udgør en fælles husstand i EU-rettens forstand, og at der ligeledes skal være tale om en husstand i ansøgerens hjemland.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de fremlagte oplysninger og dokumentation vedrørende ansøgerens helbredsproblemer, herunder diabetes, forhøjet blodtryk og øjenrelaterede sygdomme, ikke har en sådan karakter, at det kan anses for absolut nødvendigt, at ansøgeren plejes personligt af sin herboende søn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til det oplyste om, at ansøgeren indtil indrejsen i Danmark har boet alene og har haft hushjælp i Pakistan til at hjælpe med madlavning, rengøring og personlig pleje, og at det således må antages, at ansøgerens personlige pleje også fremadrettet kan varetages af andre end ansøgerens søn, uanset at ansøgerens syn er blevet forværret.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for et opholdsgrundlag som familiemedlem efter EU-reglerne inden overgangsperiodens udløb, og at ansøgeren derfor ikke kan opnå opholdsret i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen.
På baggrund af ovenstående stadfæster Udlændingenævnet herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Brexit – Ej omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen (British overseas citizen)
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en ansøger med nationalitet "British overseas citizen”, som havde søgt om udstedelse af opholdsdokument som britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er ”British overseas citizen”, fik i 2004 ved en fejl udstedt EF/EØS-opholdsbevis som britisk statsborger og blev på den baggrund i 2009 meddelt tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. I april 2022 fik ansøgeren af SIRI udstedt opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen som britisk statsborger, men få uger senere annullerede SIRI afgørelsen med henvisning til, at ansøgeren som ”British overseas citizen” ikke var omfattet af udtrædelsesaftalen. Ansøgeren fik i juni 2022 opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens regler.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er en betingelse bl.a. for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsens anvendelsesområde, at man er britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen, eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen. Dette fremgår af Brexit-bekendtgørelsens § 1, stk. 4, som henviser til udtrædelsesaftalens personkreds.
Udtrædelsesaftalens personelle anvendelsesområde fremgår af udtrædelsesaftalens artikel 10. Omfattet heraf er bl.a. britiske statsborgere, som udøvede deres ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb og derefter fortsat opholder sig der, jf. artikel 10, stk. 1, litra b) og familiemedlemmer til britiske statsborgere, sådan som de er defineret i artikel 10, stk. 1, litra e) og f) og artikel 10, stk. 2-4.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er eller har været britisk statsborger. Som dokumentation for ansøgerens nationalitet er således fremlagt dokumentation i form af ansøgerens britiske pas, hvori nationaliteten er angivet som ”British overseas citizen”.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem.
Allerede fordi, at ansøgeren hverken er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, er ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalen og Brexit-bekendtgørelsen.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren er registreret som britisk statsborger i CPR-registret, og at SIRI fejlagtigt udstedte et opholdsdokument til ansøgeren efter Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en grundlæggende betingelse for at være omfattet af Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen, at man er britisk statsborger eller familiemedlem til en britisk statsborger, som er omfattet af udtrædelsesaftalen.
Ved vurderingen skal Udlændingenævnet også bemærke, at ansøgeren heller ikke opfylder udtrædelsesaftalens betingelser om at have udøvet sin ret til ophold i en medlemsstat i overensstemmelse med EU-retten inden overgangsperiodens udløb. Som ”British overseas citizen” anses ansøgeren således ikke som unionsborger, og ansøgeren kan derfor ikke have rettigheder som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren tidligere har fået udstedt opholdsdokumenter som britisk statsborger i medfør af EU-reglerne og på den baggrund har opholdt sig i Danmark siden 2004. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at afgørelser truffet efter EU-opholdsbekendtgørelsen alene er konstaterende, og at udstedelsen af opholdsdokumenter derfor ikke i sig selv skaber et EU-retligt opholdsgrundlag.
Oplysningerne om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, herunder ansøgerens langvarige ophold i Danmark, danskkundskaber, uddannelse og arbejdsforhold, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der ligeledes er tale om forhold, som ikke kan indgå ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af personkredsen i Brexit-bekendtgørelsen og udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 09.01.2023 – Brexit – Familiemedlemmer – Ægteskab indgået efter overgangsperiodens udløb
Dato: 09-01-2023Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Rusland, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som ægtefælle til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i marts 2022 ansøgning om udstedelse af opholdsdokument på baggrund Brexit-bekendtgørelsen som ægtefælle til en herboende britisk statsborger. Parret oplyste, at de havde indledt deres forhold i juni 2019, men at de som følge af bl.a. covid-19-pandemien først kunne indgå ægteskab i november 2021. Der var ikke fremlagt dokumentation til støtte for, at parret forinden overgangsperiodens udløb havde etableret et fast samlivsforhold.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument som familiemedlem til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsens § 2, jf. udtrædelsesaftalens artikel 18.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det er en betingelse for at være omfattet af udtrædelsesaftalen som familiemedlem til en britisk statsborger, at familierelationen var etableret på tidspunktet for overgangsperiodens udløb. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens britiske ægtefælle først indgik ægteskab i november 2021, og at ægteskabet således ikke var etableret på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det anførte, om, at ansøgeren og ansøgerens britiske ægtefælle ville have giftet sig tidligere, men at covid-19-pandemien bl.a. medførte forsinkelser i forbindelse med ansøgerens ægtefælles skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer ved det forhold, at ægteskabet ikke opfylder betingelsen om at være indgået inden overgangsperiodens udløb.
Oplysningerne om de mulige negative konsekvenser for ansøgerens ægtefælles arbejde i Danmark og den usikkerhed, der er forbundet med ansøgerens ophold i Rusland og de begrænsede muligheder for at rejse mellem EU og Rusland, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren er omfattet af udtrædelsesaftalen som ægtefælle til en britisk statsborger.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at man i Danmark sidestiller ugifte partnere med ægtefæller, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indledte deres forhold allerede i juni 2019.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset at faste samlevere er omfattet af personkredsen af familiemedlemmer i udtrædelsesaftalen, er der ikke til sagen fremlagt nogen dokumentation til støtte for, at der inden overgangsperiodens udløb var etableret den nødvendige behørigt dokumenterede varige tilknytning mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle.
Udlændingenævnet finder således, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke er forhold i sagen, der taler for, at afgørelsen bør ændres, herunder at sagen bør hjemvises til SIRI med henblik på en vurdering af opholdsret som fast samlevende. Se i stedet vejledningen nedenfor vedrørende indgivelse af ansøgning til SIRI som fast samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra maj 2022.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Dato: 21-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juni 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 4. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været sygemeldt med stress og havde været bortrejst fra Danmark i 2 måneder pga. alvorlig sygdom i nærmeste familie.
Udlændingenævnets vurdering:
Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 4. januar 2022, hvorfor ansøgerens ansøgning er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgerens ansøgning blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst om sin fars og sin brors sygdomsforløb, ligesom ansøgeren har oplyst, at hun i de sidste måneder af 2021 tog en pause fra sit arbejde for at passe på sit eget mentale og følelsesmæssige helbred samt sin familie.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt hun som konsekvens af, at hendes ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt særlig vægt på ansøgerens personlige forhold og hendes begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at hun først indrejste i Danmark primo juni 2020, at hun alene har opholdt sig her i landet i lidt over 2 år, og at hun har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogle familiemæssige forhold her i landet, idet hun har oplyst, at hun er ugift og ikke har nogle børn.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Dato: 21-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde tidligere haft et studieophold i Danmark fra 2015 til 2016 og havde herefter haft flere kortvarige besøgsophold i landet, bl.a. for at besøge sin danske kæreste, som ansøgeren havde været i forhold med siden 2017. Ansøgeren fik senest i august 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 10. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Ansøgeren oplyste til sagen bl.a., at årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været forvirret over ansøgningsprocessen, som ansøgeren fandt særlig restriktiv, og at ansøgeren ikke havde modtaget et informationsbrev herom i sin e-boks.
Udlændingenævnets vurdering:
Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 10. januar 2022, hvorfor ansøgningen er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Oplysningerne anført til støtte for klagen om, at årsagen til den sene indgivelse skyldtes, at ansøgeren ikke modtog nogen meddelelse fra SIRI om, hvad ansøgeren skulle foretage sig som britisk statsborger her i landet, samt at ansøgeren mener, at ansøgeren fik en forkert vejledning af SIRI, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren ikke skulle have modtaget meddelelse om sit ophold her i landet som britisk statsborger, så var der i en lang periode forinden fristens udløb øvrige steder at finde den generelle information vedrørende britiske statsborgers ophold i Danmark som konsekvens af Storbritanniens udtræden af EU. Udlændingenævnet henviser herved til bl.a. Udenrigsministeriets hjemmeside og www.nyidanmark.dk, som er Udlændingestyrelsens og SIRI's officielle internetportal om reglerne for indrejse og ophold i Danmark.
Sidstnævnte hjemmeside indeholder bl.a. målrettet information om Brexit til britiske statsborger med ophold i Danmark, ligesom der på hjemmesiden var en kopi af det påmindelsesbrev, som SIRI sendte ud til alle herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer med ophold her i landet som en del af en målrettet informationskampagne og som en supplerende service ved siden af de øvrige informationsplatforme. SIRI oprettede endvidere en særskilt telefonlinje til spørgsmål om Brexit.
Udlændingenævnet henviser desuden til, at optagelse af biometri er en obligatorisk del af ansøgningsprocessen, og at der således også skal optages biometri, når der er tale om en ansøgning, der er indgivet for sent.
Endvidere kan ansøgerens oplysninger til støtte for klagen om, at ansøgeren mener, at Danmark har en særlig restriktiv tilgang til udtrædelsesaftalens regler end øvrige EU-lande, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det ved udtrædelsesaftalen er bestemt, at værtslandene kan pålægge britiske statsborgere at ansøge om en ny opholdsstatus, jf. retsregelafsnittet ovenfor, og at det i samme forbindelse er bestemt, at fristen for at indgive ansøgningen ikke må være mindre end 6 måneder fra overgangsperiodens udløb for personer, der har ophold i værtslandet inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, jf. artikel 18, stk. 1, litra b.
Ligeledes henviser Udlændingenævnet til, at det i Danmark blev besluttet, at britiske statsborgere i Danmark kunne indgive ansøgning i en 12 måneders periode, således fra 1. januar 2021 og frem til 31. december 2021, ligesom det blev besluttet, at myndighederne i hvert enkelt tilfælde skal foretage en rimelighedsvurdering af de anførte grunde for den for sent indgivne ansøgning samt inddrage konsekvenserne for den enkelte af, at der ikke indrømmes en yderligere frist, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens oplysninger angivet i klagen om årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt ansøgeren som konsekvens af, at sin ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på ansøgerens personlige forhold og den begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at ansøgeren alene har boet og opholdt sig her i landet i lidt over 2 år og 7 måneder, ligesom ansøgeren samtidig har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, at ansøgeren ud over perioderne, hvor ansøgeren har boet i Danmark, ligeledes har besøgt Danmark ad flere omgange, hvilket ansøgeren ligeledes har fremlagt dokumentation for, ligesom det er indgået, at ansøgeren har henvist til, at ansøgeren har en tæt tilknytning til det danske samfund, hvilket der ligeledes har fremlagt dokumentation for.
Der er herudover også indgået, at ansøgeren har en dansk partner, som ansøgeren har været i et forhold med i 5 år, og at de har planer om at skulle giftes.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at disse forhold ikke i sig selv og særligt henset til den begrænset periode, hvor ansøgeren har udøvet rettigheder i Danmark som hhv. studerende og arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, kan udgøre tilstrækkelig rimelige grunde til, at ansøgningen alligevel skal behandles.
Endelig finder Udlændingenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, hvilke konsekvenser en eventuel fastsat udrejsefrist vil have for ansøgeren og dennes danske partner. Udlændingenævnet henviser herved til, at ansøgeren i august 2022 har fået en opholds- og arbejdstilladelse i medfør af udlændingelovens regler, hvorfor Udlændingenævnet ved nærværende afgørelse ikke har fastsat en udrejsefrist.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsret
Dato: 05-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – tidsubegrænset opholdsret
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, fordi den britiske statsborger ikke havde ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik maj 2011 udstedt et registreringsbevis efter EU-retten. I maj 2018 udrejste ansøgeren herefter af Danmark til Taiwan og genindrejste i juli 2021 i Danmark. Der var ikke registreret lønindkomst for ansøgeren i eIndkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016. Som dokumentation for ansøgerens uafbrudte ophold i Danmark i mindst 5 år var indsendt årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017, kontoudskrifter for ansøgerens konti hos 2 danske banker for perioderne fra maj 2021 til juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, samt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har opnået ret til tidsubegrænset ophold i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. udtrædelsesaftalens artikel 15, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i tilstrækkeligt grad er dokumenteret, at ansøgeren har haft et lovligt ophold her i landet som f.eks. arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende uafbrudt i 5 år.
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, at midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt eller ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde, ikke betragtes som afbrudte ophold uden for landet.
Udlændingenævnet lægger til grund, at perioden, hvori ansøgeren potentielt kunne have erhvervet ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten, begyndte i maj 2011, hvor ansøgeren fik udstedt et registreringsbevis, og frem til maj 2018, hvor ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark til Taiwan.
Udlændingenævnet vurderer herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år siden maj 2011, hvor ansøgeren senest fik udstedt et opholdsdokument efter EU-retten.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har modtaget lønindkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at SIRI ved brev fra juni 2021 oplyste ansøgeren om, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde modtaget indkomst i 2011, 2013, 2014 og 2015. SIRI anmodede samtidig om at indsende dokumentation for, at ansøgeren i perioden fra juni 2011 til maj 2018 havde haft lovligt ophold i 5 år i Danmark. SIRI oplyste, at den pågældende dokumentation f.eks kunne være kontoudtog, der understøttede, at ansøgeren havde haft udgifter til almindelig husholdning og/eller forbrug i Danmark, dokumenter, der understøttede, at ansøgeren havde været ved lægen, tandlæge, i skole eller lignende, eller dokumentation for, at ansøgeren havde benyttet sit rejsekort eller periodekort.
Udlændingenævnet finder endvidere, at de til sagen indsendte årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017 ikke i sig selv dokumenterer, at ansøgeren har haft et uafbrudt lovligt ophold i 5 på hinanden følgende år. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af årsopgørelserne alene fremgår, at ansøgeren har haft beskæftigelse af et vist omfang, men ikke at han faktisk har opholdt sig i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at SIRI i sin afgørelse alene har henvist til årsopgørelserne fra 2013, 2014, 2015, og således ikke forholdte sig til årsopgørelserne fra 2016 og 2017, idet årsopgørelser ikke alene kan dokumentere ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til, at det af årsopgørelserne fra 2013 og 2014 fremgår, at ansøgeren havde en personlig indkomst på henholdsvis 88.320 kr. og 168.360 kr., mens det af årsopgørelserne for 2015 og 2016 fremgår, at ansøgeren i de pågældende år ikke havde en skattepligtig indkomst. Det er således alene årsopgørelsen for 2013, 2014 og 2017, der understøtter dine oplysninger om, at du havde ophold i Danmark i perioden fra 2011 til 2018.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt kontoudskrifter for sin konti hos 2 danske banker for perioderne fra ultimo maj 2021 til ultimo juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, da kontoudtogene alene dokumenterer, at ansøgeren har haft udgifter i Danmark i en meget begrænset periode på ca. 1 ½ måned.
Udlændingenævnet kan derfor ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i en uafbrudt periode på 5 på hinanden følgende år. Derudover vedrører kontoudskrifterne en periode, der ligger efter ultimo maj 2018, hvor ansøgeren udrejste og afbrød sit ophold i Danmark.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgerens udrejse ultimo 2018 og hans efterfølgende ophold uden for Danmark skyldtes grunde, der ville kunne føre til, at hans ophold ikke ville kunne anses for ophørt.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma, fordi ansættelseskontrakten ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et ophold i Danmark i 5 år. Udlændingenævnet henviser herved til ansøgerens egne oplysninger om, samt CPR registreringen om, at ansøgeren udrejste af Danmark til Taiwan ultimo maj 2018.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren både har haft ejendom, børn og firma i Danmark i 6 år, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse oplysninger ikke er dokumenteret og ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at ansøgeren har haft uafbrudt ophold i Danmark i mindst 5 år. Ansøgeren har således ikke indsendt dokumentation for, at han har boet i sin ejendom i Danmark, at ansøgeren har haft beskæftigelse i Danmark, at ansøgerens børn har gået i institution i Danmark, og at ansøgeren i øvrigt har indrettet sig i Danmark på en sådan måde, at det kan konstateres, at ansøgeren har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen uafbrudt i 5 år.
Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et Brexit-opholdsdokument på baggrund af tidsubegrænset ophold.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.
Senest opdateret: 10-11-2021
Udgiver: Udlændingenævnet