Brexit

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

    Dato: 21-11-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren fik i juni 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 4. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været sygemeldt med stress og havde været bortrejst fra Danmark i 2 måneder pga. alvorlig sygdom i nærmeste familie.

    Udlændingenævnets vurdering:

    Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
    Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 4. januar 2022, hvorfor ansøgerens ansøgning er indgivet for sent.
    Udlændingenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgerens ansøgning blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst om sin fars og sin brors sygdomsforløb, ligesom ansøgeren har oplyst, at hun i de sidste måneder af 2021 tog en pause fra sit arbejde for at passe på sit eget mentale og følelsesmæssige helbred samt sin familie.
    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt hun som konsekvens af, at hendes ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt særlig vægt på ansøgerens personlige forhold og hendes begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at hun først indrejste i Danmark primo juni 2020, at hun alene har opholdt sig her i landet i lidt over 2 år, og at hun har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogle familiemæssige forhold her i landet, idet hun har oplyst, at hun er ugift og ikke har nogle børn.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.


  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

    Dato: 21-11-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren havde tidligere haft et studieophold i Danmark fra 2015 til 2016 og havde herefter haft flere kortvarige besøgsophold i landet, bl.a. for at besøge sin danske kæreste, som ansøgeren havde været i forhold med siden 2017. Ansøgeren fik senest i august 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 10. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Ansøgeren oplyste til sagen bl.a., at årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været forvirret over ansøgningsprocessen, som ansøgeren fandt særlig restriktiv, og at ansøgeren ikke havde modtaget et informationsbrev herom i sin e-boks.

    Udlændingenævnets vurdering:

    Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
    Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 10. januar 2022, hvorfor ansøgningen er indgivet for sent.
    Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
    Oplysningerne anført til støtte for klagen om, at årsagen til den sene indgivelse skyldtes, at ansøgeren ikke modtog nogen meddelelse fra SIRI om, hvad ansøgeren skulle foretage sig som britisk statsborger her i landet, samt at ansøgeren mener, at ansøgeren fik en forkert vejledning af SIRI, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren ikke skulle have modtaget meddelelse om sit ophold her i landet som britisk statsborger, så var der i en lang periode forinden fristens udløb øvrige steder at finde den generelle information vedrørende britiske statsborgers ophold i Danmark som konsekvens af Storbritanniens udtræden af EU. Udlændingenævnet henviser herved til bl.a. Udenrigsministeriets hjemmeside og www.nyidanmark.dk, som er Udlændingestyrelsens og SIRI's officielle internetportal om reglerne for indrejse og ophold i Danmark.
    Sidstnævnte hjemmeside indeholder bl.a. målrettet information om Brexit til britiske statsborger med ophold i Danmark, ligesom der på hjemmesiden var en kopi af det påmindelsesbrev, som SIRI sendte ud til alle herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer med ophold her i landet som en del af en målrettet informationskampagne og som en supplerende service ved siden af de øvrige informationsplatforme. SIRI oprettede endvidere en særskilt telefonlinje til spørgsmål om Brexit.
    Udlændingenævnet henviser desuden til, at optagelse af biometri er en obligatorisk del af ansøgningsprocessen, og at der således også skal optages biometri, når der er tale om en ansøgning, der er indgivet for sent.
    Endvidere kan ansøgerens oplysninger til støtte for klagen om, at ansøgeren mener, at Danmark har en særlig restriktiv tilgang til udtrædelsesaftalens regler end øvrige EU-lande, ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at det ved udtrædelsesaftalen er bestemt, at værtslandene kan pålægge britiske statsborgere at ansøge om en ny opholdsstatus, jf. retsregelafsnittet ovenfor, og at det i samme forbindelse er bestemt, at fristen for at indgive ansøgningen ikke må være mindre end 6 måneder fra overgangsperiodens udløb for personer, der har ophold i værtslandet inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, jf. artikel 18, stk. 1, litra b.
    Ligeledes henviser Udlændingenævnet til, at det i Danmark blev besluttet, at britiske statsborgere i Danmark kunne indgive ansøgning i en 12 måneders periode, således fra 1. januar 2021 og frem til 31. december 2021, ligesom det blev besluttet, at myndighederne i hvert enkelt tilfælde skal foretage en rimelighedsvurdering af de anførte grunde for den for sent indgivne ansøgning samt inddrage konsekvenserne for den enkelte af, at der ikke indrømmes en yderligere frist, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens oplysninger angivet i klagen om årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt ansøgeren som konsekvens af, at sin ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på ansøgerens personlige forhold og den begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at ansøgeren alene har boet og opholdt sig her i landet i lidt over 2 år og 7 måneder, ligesom ansøgeren samtidig har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.
    Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, at ansøgeren ud over perioderne, hvor ansøgeren har boet i Danmark, ligeledes har besøgt Danmark ad flere omgange, hvilket ansøgeren ligeledes har fremlagt dokumentation for, ligesom det er indgået, at ansøgeren har henvist til, at ansøgeren har en tæt tilknytning til det danske samfund, hvilket der ligeledes har fremlagt dokumentation for.
    Der er herudover også indgået, at ansøgeren har en dansk partner, som ansøgeren har været i et forhold med i 5 år, og at de har planer om at skulle giftes.
    Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at disse forhold ikke i sig selv og særligt henset til den begrænset periode, hvor ansøgeren har udøvet rettigheder i Danmark som hhv. studerende og arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, kan udgøre tilstrækkelig rimelige grunde til, at ansøgningen alligevel skal behandles.
    Endelig finder Udlændingenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, hvilke konsekvenser en eventuel fastsat udrejsefrist vil have for ansøgeren og dennes danske partner. Udlændingenævnet henviser herved til, at ansøgeren i august 2022 har fået en opholds- og arbejdstilladelse i medfør af udlændingelovens regler, hvorfor Udlændingenævnet ved nærværende afgørelse ikke har fastsat en udrejsefrist.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.



  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – Tidsubegrænset opholdsret

    Dato: 05-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2022 – EU – Brexit – tidsubegrænset opholdsret

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, fordi den britiske statsborger ikke havde ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren fik maj 2011 udstedt et registreringsbevis efter EU-retten. I maj 2018 udrejste ansøgeren herefter af Danmark til Taiwan og genindrejste i juli 2021 i Danmark. Der var ikke registreret lønindkomst for ansøgeren i eIndkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016. Som dokumentation for ansøgerens uafbrudte ophold i Danmark i mindst 5 år var indsendt årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017, kontoudskrifter for ansøgerens konti hos 2 danske banker for perioderne fra maj 2021 til juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, samt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma.

    Udlændingenævnets vurdering:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har opnået ret til tidsubegrænset ophold i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. udtrædelsesaftalens artikel 15, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke i tilstrækkeligt grad er dokumenteret, at ansøgeren har haft et lovligt ophold her i landet som f.eks. arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende uafbrudt i 5 år.

    Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, at midlertidige ophold uden for landet, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, fravær af længere varighed, som skyldes værnepligt eller ét fravær af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde, ikke betragtes som afbrudte ophold uden for landet.

    Udlændingenævnet lægger til grund, at perioden, hvori ansøgeren potentielt kunne have erhvervet ret til tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten, begyndte i maj 2011, hvor ansøgeren fik udstedt et registreringsbevis, og frem til maj 2018, hvor ansøgeren i CPR blev registreret udrejst af Danmark til Taiwan.

    Udlændingenævnet vurderer herefter, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har haft et uafbrudt ophold i Danmark i 5 på hinanden følgende år siden maj 2011, hvor ansøgeren senest fik udstedt et opholdsdokument efter EU-retten.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har modtaget lønindkomst i 2011, 2013, 2014, 2015, og 2016.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at SIRI ved brev fra juni 2021 oplyste ansøgeren om, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke havde modtaget indkomst i 2011, 2013, 2014 og 2015. SIRI anmodede samtidig om at indsende dokumentation for, at ansøgeren i perioden fra juni 2011 til maj 2018 havde haft lovligt ophold i 5 år i Danmark. SIRI oplyste, at den pågældende dokumentation f.eks kunne være kontoudtog, der understøttede, at ansøgeren havde haft udgifter til almindelig husholdning og/eller forbrug i Danmark, dokumenter, der understøttede, at ansøgeren havde været ved lægen, tandlæge, i skole eller lignende, eller dokumentation for, at ansøgeren havde benyttet sit rejsekort eller periodekort.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at de til sagen indsendte årsopgørelser for perioden fra 2013 til 2017 ikke i sig selv dokumenterer, at ansøgeren har haft et uafbrudt lovligt ophold i 5 på hinanden følgende år. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af årsopgørelserne alene fremgår, at ansøgeren har haft beskæftigelse af et vist omfang, men ikke at han faktisk har opholdt sig i Danmark.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at SIRI i sin afgørelse alene har henvist til årsopgørelserne fra 2013, 2014, 2015, og således ikke forholdte sig til årsopgørelserne fra 2016 og 2017, idet årsopgørelser ikke alene kan dokumentere ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til, at det af årsopgørelserne fra 2013 og 2014 fremgår, at ansøgeren havde en personlig indkomst på henholdsvis 88.320 kr. og 168.360 kr., mens det af årsopgørelserne for 2015 og 2016 fremgår, at ansøgeren i de pågældende år ikke havde en skattepligtig indkomst. Det er således alene årsopgørelsen for 2013, 2014 og 2017, der understøtter dine oplysninger om, at du havde ophold i Danmark i perioden fra 2011 til 2018.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt kontoudskrifter for sin konti hos 2 danske banker for perioderne fra ultimo maj 2021 til ultimo juni 2021, og for en periode på 9 dage i december 2020, da kontoudtogene alene dokumenterer, at ansøgeren har haft udgifter i Danmark i en meget begrænset periode på ca. 1 ½ måned.

    Udlændingenævnet kan derfor ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft udgifter til almindelig hushold eller forbrug i Danmark i en uafbrudt periode på 5 på hinanden følgende år. Derudover vedrører kontoudskrifterne en periode, der ligger efter ultimo maj 2018, hvor ansøgeren udrejste og afbrød sit ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgerens udrejse ultimo 2018 og hans efterfølgende ophold uden for Danmark skyldtes grunde, der ville kunne føre til, at hans ophold ikke ville kunne anses for ophørt.

    Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, at ansøgeren i december 2016 blev ansat som adm. direktør i et dansk firma, fordi ansættelseskontrakten ikke dokumenterer, at ansøgeren har haft et ophold i Danmark i 5 år. Udlændingenævnet henviser herved til ansøgerens egne oplysninger om, samt CPR registreringen om, at ansøgeren udrejste af Danmark til Taiwan ultimo maj 2018.

    Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren både har haft ejendom, børn og firma i Danmark i 6 år, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse oplysninger ikke er dokumenteret og ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at ansøgeren har haft uafbrudt ophold i Danmark i mindst 5 år. Ansøgeren har således ikke indsendt dokumentation for, at han har boet i sin ejendom i Danmark, at ansøgeren har haft beskæftigelse i Danmark, at ansøgerens børn har gået i institution i Danmark, og at ansøgeren i øvrigt har indrettet sig i Danmark på en sådan måde, at det kan konstateres, at ansøgeren har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen uafbrudt i 5 år.

    Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et Brexit-opholdsdokument på baggrund af tidsubegrænset ophold.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.





  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse

    Dato: 10-05-2022


    Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som direkte efterkommer over 21 år til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er født i 1999, indrejste i Danmark i marts 2021 for at tage ophold sammen med sin herboende mor, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet fremlagde ansøgeren kontoudskrifter, hvoraf der i perioden fra april 2020 til januar 2021 fremgik 4 overførsler af varierende størrelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin herboende mor, som er britisk statsborger.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor i februar 2021 fik udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.

    Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens mor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. ii), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke har fremlagt nogen oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at størstedelen af posteringerne på de fremlagte kontoudskrifter fremstår overstreget.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens materielle behov i hjemlandet var dækket af ansøgerens mor.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.

    Det forhold, at ansøgerens mor har overført diverse beløb til ansøgeren i 2020 og 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt dokumentation for 4 overførsler fra ansøgerens mor i henholdsvis april 2020, juni 2020, september 2020 og januar 2021, og at der er tale om overførsler af varierende størrelse. Overførslerne har således sporadisk karakter og dækker over en begrænset periode forud for ansøgerens indgivelse af ansøgningen.

    I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet, at der indtil slutningen af september 2020 alene er overført i alt 2000 britiske pund over en periode på 5½ måned, hvilket taler for, at der alene har været tale om et supplement til ansøgerens økonomi, som således ikke kan anses for at udgøre forsørgelse i EU-rettens forstand.

    Udlændingenævnet bemærker videre, at den enkelte større overførsel på 11.000 britiske pund i slutningen af september 2020 ej heller kan føre til, at ansøgeren kan anses for at have været forsørget af sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens øvrige begrænsede dokumentation for reel forsørgelse samt det forhold, at den pågældende overførsel fandt sted relativt kort tid inden ansøgningstidspunktet, hvorfor den – uanset beløbets størrelse – ikke kan antages at dække over en anseelig periode.

    Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at der på tidspunktet for ansøgerens ansøgning forelå det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgerens og ansøgerens herboende mor.

    Endelig bemærker Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgerens mor påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”.

  • EU – Brexit - Grænsearbejder

    Dato: 07-09-2021

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, som havde søgt om udstedelse af grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen, jf. udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, som boede i Storbritannien og var ansat i en virksomhed i Storbritannien, blev fra april 2020 til december 2022 udstationeret til en dansk virksomhed for at arbejde på et byggeprojekt i Danmark. Ansøgeren indrejste derfor jævnligt i Danmark, og efter overgangsperiodens udløb den 31. december 2020 søgte ansøgeren om udstedelse af et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen. SIRI meddelte afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke var arbejdstager i Danmark, men derimod omfattet af EUs regler om fri udveksling af tjenesteydelser.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder SIRIs afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til at få udstedt et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 4, jf. udtrædelsesaftalens artikel 26.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som grænsearbejder i Danmark, idet ansøgeren ikke kan anses for at have udøvet økonomisk aktivitet i Danmark i medfør af TEUF artikel 45, inden den 31. december 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte ansættelseskontrakt mellem ansøgeren og virksomheden i Storbritannien, at ansøgeren fra april 2020 til december 2022 udstationeres til en virksomhed i Danmark med henblik på at arbejde på et byggeprojekt.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt, at det fremgår af ansættelsesaftalen bl.a., at ansøgeren under udstationeringen er lønnet af den britiske virksomhed, at ansøgerens stilling, arbejdstid, løn, godtgørelser m.v. fremgår af ansættelseskontrakten med den britiske virksomhed, og at ansøgeren har ret til ferie i henhold til den danske lovgivning om udstationerede arbejdstagere og EUs direktiv om udstationering af arbejdstagere.

    Det følger af udtrædelsesaftalens artikel 9, litra b) bl.a., at en grænsearbejder skal udøve økonomisk aktivitet i overensstemmelse med TEUF artikel 45.

    Idet ansøgeren er udstationeret i Danmark, anses ansøgeren efter EU-retten ikke som en arbejdstager, som udøver økonomisk aktivitet i Danmark i overensstemmelse med TEUF artikel 45, og ansøgeren er således ikke omfattet af udtrædelsesaftalens regler om grænsearbejdere. Ansøgerens beskæftigelse i Danmark er derimod udledt af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser, idet ansøgeren efter EU-retten betragtes som en udstationeret arbejdstager, som på vegne af sin arbejdsgiver i en begrænset periode leverer tjenesteydelser til en dansk virksomhed.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren ikke leverer tjenesteydelser til den danske virksomhed, men at ansøgeren er arbejdstager i medfør af TEUF artikel 45, bl.a. fordi den danske virksomhed instruerer og påser ansøgerens arbejde, og ansøgeren rapporterer til den danske virksomhed.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et reelt ansættelsesforhold mellem ansøgeren og den danske virksomhed, men at ansøgeren er udstationeret for at udføre arbejdsopgaver for den danske virksomhed. Som beskrevet ovenfor er ansøgeren derfor ikke omfattet af TEUF artikel 45, men af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren er grænsearbejder i medfør af udtrædelsesaftalen, fordi ansøgeren udfører arbejde i Danmark og bor i Storbritannien, og at der ikke kan stilles krav om ansættelse ved en dansk arbejdsgiver, idet hverken Brexit-bekendtgørelsen eller udtrædelsesaftalen indeholder en sådan betingelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at netop fordi ansøgeren ikke er ansat ved en dansk arbejdsgiver, anses ansøgeren efter EU-retten som udstationeret arbejdstager og ikke som en arbejdstager i Danmark. Det ligger således implicit i arbejdstagerbegrebet – og således også i grænsearbejderbegrebet - at vedkommende skal være ansat i arbejdslandet. Som udstationeret arbejdstager er ansøgeren ikke omfattet af udtrædelsesaftalens anvendelsesområde, hvilket ligeledes fremgår af Europa-Kommissions meddelelse C 173/1 af 20. maj 2020.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse”.

Senest opdateret: 10-11-2021
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen