EU – Brexit - Grænsearbejder
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som boede i Storbritannien og var ansat i en virksomhed i Storbritannien, blev fra april 2020 til december 2022 udstationeret til en dansk virksomhed for at arbejde på et byggeprojekt i Danmark. Ansøgeren indrejste derfor jævnligt i Danmark, og efter overgangsperiodens udløb den 31. december 2020 søgte ansøgeren om udstedelse af et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsen. SIRI meddelte afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke var arbejdstager i Danmark, men derimod omfattet af EUs regler om fri udveksling af tjenesteydelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRIs afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til at få udstedt et grænsearbejder-dokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 4, jf. udtrædelsesaftalens artikel 26.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som grænsearbejder i Danmark, idet ansøgeren ikke kan anses for at have udøvet økonomisk aktivitet i Danmark i medfør af TEUF artikel 45, inden den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte ansættelseskontrakt mellem ansøgeren og virksomheden i Storbritannien, at ansøgeren fra april 2020 til december 2022 udstationeres til en virksomhed i Danmark med henblik på at arbejde på et byggeprojekt.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt, at det fremgår af ansættelsesaftalen bl.a., at ansøgeren under udstationeringen er lønnet af den britiske virksomhed, at ansøgerens stilling, arbejdstid, løn, godtgørelser m.v. fremgår af ansættelseskontrakten med den britiske virksomhed, og at ansøgeren har ret til ferie i henhold til den danske lovgivning om udstationerede arbejdstagere og EUs direktiv om udstationering af arbejdstagere.
Det følger af udtrædelsesaftalens artikel 9, litra b) bl.a., at en grænsearbejder skal udøve økonomisk aktivitet i overensstemmelse med TEUF artikel 45.
Idet ansøgeren er udstationeret i Danmark, anses ansøgeren efter EU-retten ikke som en arbejdstager, som udøver økonomisk aktivitet i Danmark i overensstemmelse med TEUF artikel 45, og ansøgeren er således ikke omfattet af udtrædelsesaftalens regler om grænsearbejdere. Ansøgerens beskæftigelse i Danmark er derimod udledt af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser, idet ansøgeren efter EU-retten betragtes som en udstationeret arbejdstager, som på vegne af sin arbejdsgiver i en begrænset periode leverer tjenesteydelser til en dansk virksomhed.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren ikke leverer tjenesteydelser til den danske virksomhed, men at ansøgeren er arbejdstager i medfør af TEUF artikel 45, bl.a. fordi den danske virksomhed instruerer og påser ansøgerens arbejde, og ansøgeren rapporterer til den danske virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et reelt ansættelsesforhold mellem ansøgeren og den danske virksomhed, men at ansøgeren er udstationeret for at udføre arbejdsopgaver for den danske virksomhed. Som beskrevet ovenfor er ansøgeren derfor ikke omfattet af TEUF artikel 45, men af TEUF artikel 56 om fri udveksling af tjenesteydelser.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at ansøgeren er grænsearbejder i medfør af udtrædelsesaftalen, fordi ansøgeren udfører arbejde i Danmark og bor i Storbritannien, og at der ikke kan stilles krav om ansættelse ved en dansk arbejdsgiver, idet hverken Brexit-bekendtgørelsen eller udtrædelsesaftalen indeholder en sådan betingelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at netop fordi ansøgeren ikke er ansat ved en dansk arbejdsgiver, anses ansøgeren efter EU-retten som udstationeret arbejdstager og ikke som en arbejdstager i Danmark. Det ligger således implicit i arbejdstagerbegrebet – og således også i grænsearbejderbegrebet - at vedkommende skal være ansat i arbejdslandet. Som udstationeret arbejdstager er ansøgeren ikke omfattet af udtrædelsesaftalens anvendelsesområde, hvilket ligeledes fremgår af Europa-Kommissions meddelelse C 173/1 af 20. maj 2020.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse. EU/2021/7
Senest opdateret: 07-09-2021