Betingelser ej opfyldt
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Letland.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet han ikke havde sandsynliggjort, at hans beskæftigelse var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det begrænsede omfang af ansøgerens beskæftigelse, herunder at han fra februar 2018 blev ansat hos en arbejdsgiver, og at han i februar 2018 havde 8,94 arbejdstimer, i marts 2018 havde 35,99 arbejdstimer og i april 2018 havde 51,28 arbejdstimer, hvilket svarede til, at han havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 8,11 timer i perioden fra februar 2018 til april 2018. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så ringe omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse den beskæftigelse, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i april 2018 havde et øget antal arbejdstimer, som svarede til 11,97 timers ugentlig beskæftigelse samt en tilsvarende øget indtægt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en øget beskæftigelse i en enkelt måned ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i juli 2018 havde fået udstedt et registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet dette ikke i sig selv sandsynliggjorde, at ansøgeren opfyldte betingelserne som arbejdstager på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at begrebet arbejdstager omfattede enhver, som udøvede reelt og effektivt arbejde og blev betalt under en anden persons ledelse, kunne på baggrund af ovennævnte vurdering af ansøgerens udøvede beskæftigelse, heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at ansøgeren faktisk levede af den pågældende indtægt, og at beskæftigelsen således ikke kunne betragtes som et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt således, at uanset om ansøgeren kunne leve af den pågældende indtægt, kunne det ud fra en samlet vurdering af beskæftigelsen ikke lægges til grund, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. EU/2019/30. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark som arbejdstager til en polsk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet hun ikke havde sandsynliggjort, at beskæftigelsen var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde vægt på ansøgerens begrænsede omfang af sin beskæftigelse, herunder at hun blev ansat i juli 2018, og at hun i perioden fra juli 2018 til august 2018 havde 18,75 arbejdstimer og fra august 2018 til september 2018 havde 39,62 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i perioden havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 6,59 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i oktober 2018 alene fik løn for 19,18 arbejdstimer hos virksomheden, og at hun herefter ikke havde haft indkomst fra virksomheden. Udlændingenævnet fandt, at dette forhold talte imod, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb, idet hun ikke var i færd med at øge sin beskæftigelse til et niveau, som kunne være omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på varigheden af ansøgerens arbejdsforhold. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren tidligst var i beskæftigelse fra juli 2018, idet første lønseddel omfattede denne dato, og at ansættelsen ophørte senest i oktober 2018, idet ansøgeren ikke havde fået udbetalt løn efter oktober 2018. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens samlede ansættelse varede højst i tre måneder. Udlændingenævnet fandt, at den begrænsede samlede varighed af ansøgerens ansættelsesforhold og ansøgerens antal arbejdstimer på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse samlet set talte imod, at ansøgeren opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende ansøgeren og ansøgerens ansættelsesforhold, herunder oplysningerne vedrørende størrelsen af ansøgerens vederlag, overenskomstdækning, pension, feriepenge og løn under sygdom, ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse beskæftigelsen, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun ikke kunne fremlægge en lønseddel med et tilstrækkeligt antal arbejdstimer, fordi ansøgeren havde modtaget sit ”tax number” meget sent, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumenter, der understøttede, at ansøgeren ikke havde mulighed for at påbegynde sin ansættelse tidligere eller at oppebære et større antal arbejdstimer. EU/2019/31. -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 04-07-2019Udlændingenævnet hjemviste i juli 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse for så vidt angik vurderingen af, om ansøgeren havde ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var taget stilling til det forhold, at ansøgerens arbejdsmæssige aktiviteter var en del af et religiøst fællesskab. Udlændingenævnet henviste herved til, at det fremgik af EU-Domstolens sag C-196/87, Steymann, at det i sager, hvor personer påberåber sig at være arbejdstagere på baggrund af beskæftigelse hos et religiøst fællesskab, er relevant at foretage en vurdering af, om det pågældende arbejde er et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om – og på hvilken måde – det pågældende arbejde er med til at sikre det religiøse fællesskab økonomisk uafhængighed. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund relevant at få belyst, hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgerens ansættelse omfattede, om arbejdsopgaverne var et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om de pågældende arbejdsopgaver bidrog til det religiøse fællesskab som økonomisk virksomhed. EU/2019/33.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juni 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 17-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret at være statsborger i et EU-land.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som EU-statsborger har ret til at opholde sig her i landet ud over de tre måneder, der følger af udlændingelovens § 2, stk. 1, og at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han var statsborger i et EU-land. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde indleveret et lettisk fremmedpas, hvorpå ansøgerens nationalitet ikke var anført, ligesom ansøgeren i sin ansøgning ikke havde anført en nationalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at være statsborger i Letland, hvorfor han ikke havde ret til at opholde sig i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren på et senere tidspunkt ville fremmøde med et lettisk fremmedpas, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at der var opstået en fejl i forbindelse med udstedelsen af ansøgerens pas, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet han ikke havde dokumenteret, at han var statsborger i Letland. EU/2019/24.
Senest opdateret: 09-01-2020
Udgiver: Udlændingenævnet