-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – EU – primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Ophør – Betingelse om at ledsage eller slutte sig til unionsborgeren
Dato: 25-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Rumænien, som var blevet meddelt ophør af sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin herboende far.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var født i Danmark i august 2018 og fik i april 2019 udstedt registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far, der var rumænsk statsborger og havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Ansøgerens mor var også rumænsk statsborger og fik i september 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager, og fra oktober 2019 til og med marts 2020 modtog hun lønindkomst, hvorefter hun havde modtaget kontanthjælp. I september 2020 modtog SIRI en indberetning fra kommunen om, at ansøgerens mor havde fået bevilget hjælp til forsørgelse. SIRI iværksatte herefter en undersøgelse af, om ansøgerens mors opholdsgrundlag var ophørt. Til sagen blev bl.a. indsendt en byretsdom fra august 2022, hvorved ansøgerens mor blev tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, og der ikke blev fastsat samvær mellem ansøgeren og ansøgerens far. I juni 2023 traf SIRI afgørelser om, at ansøgerens mors opholdsret var ophørt som følge af, at hun ikke var arbejdstager eller havde tilstrækkelige midler, og at ansøgerens opholdsret ligeledes var ophørt. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 begge afgørelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2023 vedrørende [ansøgeren].
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ret til ophold som medfølgende familiemedlem til sin far efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, er ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, [ansøgeren] i april 2019 fik udstedt et registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far efter den dagældende EU-opholdsbekendtgørelsens § 9 (nu § 10).
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, at familiemedlemmer, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, har en ret til ophold her i landet. EU-opholdsbekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).
Det følger således af bestemmelsens ordlyd, at et familiemedlem til en unionsborger ikke alene som følge af sin EU-retlige familierelation til unionsborgeren har en opholdsret i en medlemsstat, men at opholdsretten forudsætter, at vedkommende ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der gør brug af sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af opholdsdirektivets præambel (5), at ”for at unionsborgerne kan udøve deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område på objektive betingelser, der sikrer frihed og værdighed, bør denne ret også indrømmes familiemedlemmer uanset nationalitet”.
Familiemedlemmers ret ophold i en medlemsstat udspringer således af hensynet til at beskytte unionsborgernes ret til fri bevægelighed, hvorfor et familiemedlems opholdsret modsætningsvis må antages at ophøre, når vedkommende ikke længere kan anses for at ”ledsage eller slutte sig til” unionsborgeren.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af [byrettens] afgørelse af august 2022, at [ansøgerens] mor tildeles den fulde forældremyndighed over [ansøgeren], og at der ikke fastsættes samvær mellem [ansøgeren] og [ansøgerens] far.
Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke efter august 2022 kan anses for at ledsage eller slutte sig til sin far, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, og at [ansøgerens] opholdsret som medfølgende familiemedlem til ham derfor er ophørt jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke kan anses for, at have ret til ophold i Danmark efter EU-retten på andet grundlag, herunder som medfølgende familiemedlem til sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] mors opholdsret som arbejdstager samme dag er konstateret ophørt fra marts 2020.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan anses for særligt belastende for [ansøgeren] at anse hendes ret til ophold i Danmark for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26. Der henvises til SIRI’s begrundelse.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Følgende fremgik af SIRI’s begrundelse vedrørende vurderingen af EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26:
”Det er endvidere vores vurdering, at en afgørelse om ophør ikke vil være særligt belastende for dig, fordi du ikke har særlig tilknytning til Danmark, blandt andet fordi du ikke har samvær med din far her i landet længere.
Du er ikke fremkommet med oplysninger, som vi har bedt dig om i brev af 9. december 2022, der kan godtgøre, at du opfylder betingelserne i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § § 37, stk. 1, og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Vi finder endvidere, at du ikke har oplyst om forhold, der kan begrunde, at du på andet grundlag har ret til at opholde dig i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Endelig finder vi, at der ikke ud fra sagens oplysninger foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at meddelelse om ophør af din EU-opholdsret undlades, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2. Vi har i relation hertil lagt vægt på længden af dit ophold i Danmark, og det danske samfund.
Du er registreret indrejst i Danmark i april 2019, hvorfor du alene har opholdt dig i Danmark i cirka 4 år og 1 måned. Du kan derfor ikke anses at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af din opholdsret vil virke særligt belastende for dig, ligesom du må anses at have bevaret en vis tilknytning til dit hjemland.
Det forhold, at du bor sammen med din mor kan ikke føre til en anden vurdering. Det skyldes, at der ikke er oplysninger om, at du og din mor ikke kan tage ophold udenfor Danmark, for dér at udøve jeres familieliv.
Vi har ikke i øvrigt kunnet lægge vægt på dine personlige forhold og tilknytning til Danmark. Dette skyldes, at du ikke har udfyldt og indsendt det til dig sendte skema vedrørende dine personlige forhold og tilknytning til Danmark, som vi anmodede dig om ved brev af 9. december 2022.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.11.2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlem
Dato: 03-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022
Emneord: EU, primær bevægelighed, familiemedlem, opholdsret ej været til stede
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger og derefter søgte om en selvstændig opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
I oktober 2015 fik referencen udstedt et registreringsbevis som arbejdstager i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2016 og fik i februar 2016 udstedt et EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en unionsborger. Ansøgeren indgav i januar 2021 en ansøgning om selvstændig opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og referencen var blevet skilt, og at referencen var registreret udrejst af Danmark i juli 2018. Ansøgeren var blevet i Danmark på baggrund af det tidligere udstedte opholdskort.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke haft ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i januar 2016 fik udstedt et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen som familiemedlem til en unionsborger, der havde fået udstedt registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, og at det er en grundlæggende betingelse for den konstaterede opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet her hertil lagt vægt på, at unionsborgeren ifølge oplysningerne i eIndkomst havde lønindkomst i perioden fra og med september 2015 til og med december 2015, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at hun har været i beskæftigelse efter december 2015, og at der i øvrigt ikke er fremkommet oplysninger om, at hun skulle have bevaret sin opholdsret i Danmark efter arbejdsophøret.
Udlændingenævnet finder ligeledes, at der ikke foreligger dokumentation for, at unionsborgeren faktisk har opholdt sig her i landet efter december 2015.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelsen af sit opholdskort i januar 2016 ikke havde en afledt opholdsret som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af det ansøgningsskema, som er udfyldt og underskrevet af ansøgeren i januar 2021, at ansøgeren først indrejste i Danmark og følgelig tilsluttede sig unionsborgeren i 2016, hvilket bekræftes af oplysningen i CPR om, at han indrejste i januar 2016, hvor unionsborger ikke længere havde status som arbejdstager.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at ansøgeren har haft lovligt ophold i Danmark i overensstemmelse med det opholdskort, han har fået udstedt.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til EU-Domstolens praksis, hvoraf det følger, at en myndigheds udstedelse af et opholdsbevis ikke skaber nogen ret, men blot er et udtryk for, at myndigheden konstaterer den pågældendes individuelle stilling, jf. dom af 14. september 2017 i sag C 184/16, præmis 32. Som følge af opholdsbevisets konstaterende karakter, kan ansøgerens ophold derfor ikke anses for lovligt alene med henvisning til det af SIRI udstedte opholdskort.
Henset til, at ansøgeren således ikke har haft en afledt opholdsret i Danmark i henhold til EU-reglerne, finder Udlændingenævnet, at det anførte om, at den ret til ophold, som et familiemedlem til en unionsborger har afledt af unionsborgeren, ikke kan erklæres ophørt med tilbagevirkende kraft, når unionsborgerens ret til ophold er ophørt, er uden betydning for vurderingen.
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at selv såfremt Udlændingenævnet havde konstateret, at ansøgeren på et givent tidspunkt faktisk havde en afledt opholdsret som familiemedlem i henhold til EU-reglerne, ville denne ret, henset til opholdsbevisets konstaterende karakter, være ophørt samtidig med ophøret af unionsborgerens opholdsret, desuagtet om udlændingemyndighederne først måtte konstatere dette ophør på et senere tidspunkt.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at tage stilling til bibeholdelse af opholdsgrundlaget efter udlændingelovens § 26, stk. 1, og EU-opholdsbekendtgørelsens § 37, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2, idet ansøgerens opholdsgrundlag ikke har været til stede.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde i egenskab af hovedperson, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, jf. § 2, idet han hverken er unionsborger, statsborger i et land, der er omfattet af EØS-aftalen, eller statsborger i Schweiz.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det til sagen er oplyst og ved fremvisning af gyldigt nationalitetspas dokumenteret, at ansøgeren er statsborger i Tyrkiet.
Udlændingenævnet bemærker, at det anførte om, at ansøgeren har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i en årrække og derfor angiveligt har lovligt ophold i landet i henhold til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, er uden betydning for vurderingen, idet afgørelser om opholdstilladelse for selvstændigt erhvervsdrivende i henhold til nævnte aftale træffes efter udlændingeloven.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelser.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 03. oktober 2022 – EU – primær bevægelighed – familiemedlem
Dato: 03-10-2022Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, der havde søgt om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen indrejste i Danmark i september 2015 og fik udstedt et opholdsdokument som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren var blevet gift med referencen i juli 2015, og indrejste herefter i Danmark i november 2015, hvor han fik udstedt et EU-opholdskort som familiemedlem. Ansøgeren indgav i november 2020 en ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagen, at referencen ikke havde fået indberettet løn siden januar 2016, at hun var udrejst af landet i oktober 2017, og at parret blev skilt i januar 2022.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse. Ansøgeren har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem uafbrudt i 5 år.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i marts 2015 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at hun i oktober 2017 udrejste af Danmark, ligesom det ikke er dokumenteret, at hun efter denne dato faktisk har opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke siden oktober 2017 har haft opholdsret som medfølgende familiemedlem til en unionsborger, som har opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens bestemmelser. Ansøgeren har således ikke haft lovligt ophold her i landet uafbrudt i 5 år i henhold til EU-retten, jf. også begrundelsen nedenfor.
Ansøgeren kan derfor ikke gives ret til tidsubegrænset ophold i Danmark, uanset at han måtte have opholdt sig i landet i mere end 5 år.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgerens ret til ophold i Danmark ophørte i oktober 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i november 2015 blev meddelt ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til dennes daværende ægtefælle, der havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1 (nu § 10, stk. 1). Det er derfor en betingelse for ansøgerens ret til ophold, at den daværende ægtefælle opholder sig her i landet samt opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det af CPR fremgår, at den daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste af Danmark, og at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for, at hun efterfølgende faktisk har opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har haft en afledt opholdsret siden oktober 2017, hvor ansøgeren daværende ægtefælle udrejste af Danmark.
Det forhold, at der til sagen er fremlagt kopi af Familieretshuset bekræftelse fra december 2019 på ansøgerens ansøgning om direkte skilsmisse, og at det samtidigt er oplyst, at ansøgeren grundet samlivets ophævelse ikke har haft mulighed for at give oplysninger om sin daværende ægtefælles forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke kan konstateres, at ansøgerens daværende ægtefælle efter oktober 2017 har haft en lønindtægt i Danmark eller at der ikke på anden vis er fremlagt dokumentation for, at hun har opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, om besvarelse af familiemedlemmers opholdsret efter ophør af ægteskab, idet det til sagen er dokumenteret, at ansøgeren først indledte en skilsmissesag efter, at den daværende ægtefælle udrejste. Udlændingenævnet henviser herved til, at hvis unionsborgeren er udrejst af værtsmedlemsstaten inden proceduren til skilsmisse er begyndt, kan en tredjelandsstatsborger ikke besvare sin ret til ophold i værtsstaten efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 16, stk. 1 og stk. 2, samt EU-domstolens dom i sagen C-218/14, Singh.
Udlændingenævnet finder endvidere, at uanset om skilsmisseproceduren mellem ansøgeren og dennes daværende ægtefællen blev indledt før oktober 2017, hvor ægtefællen udrejste, vil ansøgeren ikke være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, idet ansøgeren og den daværende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke havde været gift i mindst 3 år. Udlændingenævnet henviser herved til, at det af CPR fremgår, at de blev gift i juli 2015.
Det forhold, at det til klagen er oplyst, at ansøgerens ret til ophold ikke kan tilbagekaldes med bagudrettet virkning, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at reglerne om ret til ophold efter EU-retten er konstaterende og ikke retsstiftende, hvorfor ansøgerens opholdsret ophører, når betingelserne for udstedelsen ikke længere er opfyldt. Udlændingenævnet finder, at betingelserne ikke har været opfyldt siden ansøgerens daværende ægtefællen udrejste.
Desuden har Udlændingenævnet lagt vægt på, at udstedelsen af et opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke i sig selv skaber en opholdsret, men i stedet er et udtryk for at myndighederne på tidspunktet for udstedelsen har konstateret den individuelle retsstilling. Det følger bl.a. af EU-domstolens dom af 14. september 2017 i sag C-184/16, Petrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens ret til ophold kan bevares, selvom udlændingemyndighederne først ved ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdsret konstaterer, at hans ret til ophold allerede ophørte i oktober 2017, idet et opholdskort ikke alene kan bevise et lovligt ophold.
Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke foreligger oplysninger, der taler for, at ansøgeren har ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i november 2015 i en alder af 26 år, hvorfor han har haft ophold uden for Danmark i størstedelen af sit liv. Det kan derfor ikke antages, at ansøgeren har opnået sådan en særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdsret alene kan besvares på den baggrund.
Det forhold, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, og at han har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i næsten hele perioden, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens daværende ægtefælle i oktober 2017 udrejste fra Danmark, hvorfor ansøgeren ikke på den baggrund har haft en afledt opholdsret i Danmark som medfølgende familiemedlem i størstedelen af den periode, hvor han har opbygget sin tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har bestået i Prøve i Dansk 2, og at han efter det oplyste har familie, som er bosiddende her i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på anden vis har opnået en særlig tilknytning til Danmark, samt at det ligeledes er oplyst, at ansøgerens far, moster og kusiner forsat bor i Tyrkiet, hvorfor han forsat har en familiemæssig tilknytning til sit hjemland.
Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at ansøgeren til SIRI har oplyst, at han ikke lider at helbredsmæssige problemer, og at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, som bevirker, at ophør ansøgerens ret til ophold må anses for særligt belastende.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ansøgerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten vil virke særlig belastende for ham.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 09-01-2020
Udgiver: Udlændingenævnet