Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede

Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede 

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Serbien, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i januar 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en slovensk virksomhed, der som underleverandør havde indgået aftale med en østrigsk virksomhed om at levere rørinstallationer på et byggeprojekt i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse: 
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i januar 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin slovenske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden), idet den slovenske virksomhed som underleverandør har indgået aftale herom med en østrigsk virksomhed.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der til sagen ikke er fremlagt nogen aftale om levering af de pågældende tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side modtager-virksomheden i Danmark og på den anden side den slovenske eller østrigske virksomhed. 
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der er fremlagt en tysk kontrakt (”Werkvertrag”) mellem den østrigske virksomhed og den slovenske virksomhed, som er underskrevet i november 2021, og hvor den danske modtager-virksomhed er angivet som den endelige kunde (”Final customer”).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en aftale, som alene fremstår indgået mellem den østrigske og den slovenske virksomhed, og den danske modtager-virksomhed er således ikke part i aftalen.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at den tyske kontrakt ikke som anmodet om, er blevet oversat til dansk eller engelsk, hvorfor de mere detaljerede oplysninger i dokumentet ikke har kunnet indgå i Udlændingenævnets vurdering.
Den fremlagte udtalelse fra den østrigske virksomhed, hvoraf det fremgår bl.a., at virksomheden har indgået aftale om levering af rørinstallationer på et byggeprojekt hos modtager-virksomheden i Danmark, og at den slovenske virksomhed er en vigtig underleverandør, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at udtalelsen fra den østrigske virksomhed ikke kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at der er indgået en aftale mellem den østrigske virksomhed og modtager-virksomheden i Danmark om levering af en tjenesteydelse.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det bl.a. fremgår af det fremlagte dokument ”Annex no 5. to the employment contract”, som er underskrevet den 10. januar 2022, at ansøgeren og den slovenske virksomhed har indgået aftale om, at ansøgeren fra den 13. januar 2022 udstationeres til Danmark for at arbejde for modtager-virksomheden i projektets varighed eller formentlig indtil den 13. december 2022.
Udlændingenævnet har herved endnu engang lagt vægt på, at uanset at den danske modtager-virksomhed er nævnt i aftalen om udstationering, kan dette ikke udgøre dokumentation for, at den danske virksomhed faktisk har indgået en aftale om levering af den pågældende tjenesteydelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at den fremlagte udstationeringsaftale fremstår meget ukonkret, idet det ikke er beskrevet, hvilket arbejdsopgaver ansøgeren skal udføre for modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf også gøre opmærksom på, at det fremgår af udstationeringsaftalen, at den er et tillæg til ansøgerens ansættelseskontrakt af 16. juni 2021, som den 20. juni 2021 er indgået med tidsbegrænset varighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse til grund, at det fremlagte dokument med overskriften ”Pogodbo o zapostlitvi” er en slovensk ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den slovenske virksomhed den 16. juni 2021. De nærmere vilkår for ansøgerens ansættelse kan imidlertid ikke indgå i Udlændingenævnets vurdering, idet dokumentet ikke som anmodet er blevet oversat til dansk eller engelsk. 
Idet ansøgerens ansættelseskontrakt ikke er oversat, finder Udlændingenævnet i øvrigt, at det ikke på det foreliggende grundlag kan konstateres, om ansøgerens ansættelse hos den slovenske virksomhed vil kunne danne grundlag for udstedelse af et EU-opholdskort som udstationeret, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom. 
Det anførte om, at ansøgeren er fastansat hos den slovenske virksomhed og har udført arbejde for den slovenske virksomhed forud for udstationeringen, og at ansøgeren efter udstationeringen i Danmark vil vende tilbage til virksomheden i Slovenien, kan således ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation herfor. 
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet har ved denne afgørelse ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt. 
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”

EU/2022/75


Til toppen