Udlændingenævnet stadfæstede i september 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Sagens faktiske omstændigheder: 

Ansøgeren indgav i november 2022 ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. I forbindelse med indgivelsen af ansøgningen oplyste ansøgeren, at han efterfølgende ville vende tilbage til Polen og vente på sit opholdskort. Indsendt til sagen var en aftale mellem en svensk virksomhed og en dansk virksomhed om vikar- og arbejdsformidling, hvoraf det fremgik, at den svenske virksomhed var ansvarlig for at levere tjenesteydelser fra individuelle medarbejdere til den danske virksomhed, at det var den danske virksomhed, der fastsatte arbejdstid m.v., at den udstationerede medarbejder skulle udføre bilvask og påføring af coating, og at udstationeringsperioden var på 2 år. Derudover var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i august 2022 blev ansat som assistent i den svenske virksomhed samt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den svenske virksomhed, hvoraf fremgik bl.a., at ansøgeren skulle udføre bilvaskeinstruktion, og at udstationeringsaftalen varede 1 år.

Udlændingenævnets vurdering:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra januar 2023. [Ansøgeren] opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Udlændingenævnet finder ligesom SIRI, at [ansøgeren] ikke har udnyttet en eventuel ret til fri bevægelighed i Danmark, idet [ansøgeren] ikke ses at være indrejst i Danmark med henblik på levering af tjenesteydelser i henhold til den til sagen fremsendte aftale, men alene med henblik på indgivelse af ansøgning om opholdsret.

Udlændingenævnet finder herefter, at uanset om [ansøgeren] var indrejst i Danmark, ville det ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger og dokumenter i sagen kunne lægges til grund, at [ansøgeren] ville være omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark på vegne af sin arbejdsgiver for at levere en tjenesteydelse i Danmark. 

Det er Udlændingenævnets vurdering, at [den svenske virksomhed] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om sådanne tjenesteydelser, at forholdet er omfattet af anvendelsesområdet for EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] af […] september 2022, at [den svenske virksomhed] er ansvarlig for at levere tjenesteydelser fra individuelle medarbejdere til [den danske virksomhed], at det er [den danske virksomhed], der fastsætter arbejdstid m.v., samt det specifikke arbejde, der skal udføres af den udstationerede medarbejder.

Det er herefter Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om levering af en konkret tjenesteydelse mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed], men at udstationeringen af [ansøgeren] i Danmark udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som [den svenske virksomhed] udfører for [den danske virksomhed], og at aftalen om leveringen af tjenesteydelsen således alene har til formål at opnå adgang til arbejdsmarkedet i Danmark.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansættelsesaftale af  […] august 2022 mellem [ansøgeren] og [den svenske virksomhed], at [ansøgeren] skal vaske biler og være belægningsassistent, og at det af aftale af […] oktober 2022 mellem [ansøgeren] og en medarbejder i [den svenske virksomhed] om udstationering fremgår, at [ansøgeren] skal instruere i bilvask med buffer og belægning, at [ansøgerens] maksimale månedlige arbejdstid er 160 timer, at udstationeringen har en varighed på 1 år, og at [den danske virksomhed] vil stille logi til rådighed og kompensere for transportudgifter til og fra Danmark.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på denne baggrund kan anses for godtgjort, at [den svenske virksomhed] skal levere en konkret tjenesteydelse i form af instruktion i bilvask, og ikke alene stille arbejdskraft til rådighed.

Det til støtte for klagen anførte om, at SIRI’s afgørelse er foretaget på baggrund af falske argumenter og fakta, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke til støtte for klagen er indsendt nye oplysninger eller dokumentation.

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at udstationeringen af [ansøgeren] reelt indebærer, at [ansøgeren] skal udlånes til [den danske virksomhed] i en periode, og at udstationering til Danmark i sig selv udgør formålet med aftalen mellem [den danske virksomhed] og [den svenske virksomhed] med det overordnede formål at bringe arbejdskraft til Danmark. 

Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke er omfattet af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, som udstationeret.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”

EU/2023/109

Til toppen