Sekundær Bevægelighed

  • EU – Sekundær bevægelighed – Tidsmæssig kontinuitet

    Dato: 25-10-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en canadisk statsborger, som havde søgt om EU-familiesammenføring som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren var gift og havde fælles børn med en dansk statsborger, som havde boet og arbejdet i Italien siden 2011. I 2018 blev den danske statsborger udsendt af sin italienske arbejdsgiver for at arbejde i et tredjeland, hvor den danske statsborger og resten af familien herefter opholdt sig i ca. 18 måneder, før de vendte tilbage til Danmark. SIRI meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne med henvisning til, at der som følge af opholdet i tredjelandet ikke var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRIs afgørelse.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på ret til ophold efter EU-retten under henvisning til, at betingelsen om tidsmæssig kontinuitet ikke er opfyldt, fordi den danske statsborger efter sit ophold i Italien opholdt sig i et tredjeland i en periode på ca. 18 måneder, før sin tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger må anses for godtgjort, at der – uanset det længerevarende ophold i tredjelandet – var den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem den danske statsborgers udnyttelse af retten til fri bevægelighed i Italien og dennes tilbagevenden til Danmark.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt særlig vægt på, at det fremgår af den til klagesagen fremsendte dokumentation, at den danske statsborger under opholdet i tredjelandet var ansat og udsendt af sin italienske arbejdsgiver, og at der var tale om en midlertidig udstationering af en planlagt varighed på 4 år.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger forinden opholdet i tredjelandet havde arbejdet for sin italienske arbejdsgiver i hvert fald i 7 år, og at den danske statsborger således forinden udrejsen havde etableret et langvarigt ophold som arbejdstager i en anden medlemsstat, hvor der sammen med ansøgeren var opbygget og konsolideret et familieliv.
    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og parrets børn tog ophold i tredjelandet sammen med den danske statsborger, og at de således ikke har afbrudt deres familieliv i den pågældende periode.
    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på oplysningerne om, at den danske statsborger og dennes familie havde planlagt at vende tilbage til Italien efter udsendelsen til tredjelandet, men at de som følge af Covid-19-pandemien afbrød deres ophold i tredjelandet og valgte at vende tilbage til Danmark i stedet for at genoptage opholdet i Italien.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at have opnået ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, som vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Naturlig forlængelse

    Dato: 21-11-2019

    Udlændingenævnet hjemviste i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark efter reglerne om sekundær bevægelighed, hvor en unionsborger vender hjem efter at have udøvet den fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen i juni 2018 afsagde dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen) om dansk administrativ praksis for familiesammenføring efter EU-retten i situationer, hvor en dansk statsborger vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat (såkaldt sekundær bevægelighed), og et familiemedlem, som påberåber sig en afledt opholdsret, først senere indrejser eller indgiver ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet bemærkede, at der som følge af dommen blev foretaget en præcisering af praksis i sager, hvor der forelå en tidsmæssig forskydning mellem unionsborgerens tilbagevenden og familiemedlemmets indrejse eller indgivelse af ansøgning, hvorefter der skulle foretages en trinvis gennemgang af en række betingelser. Disse betingelser sås ikke at være vurderet i ansøgerens sag. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke fremgik udtrykkeligt af Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018, hvorvidt der var foretaget en konkret vurdering af, om ansøgerens ægtefælle havde haft et reelt og faktisk ophold i Grækenland, om ansøgerens og dennes ægtefælle havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Grækenland, og om familielivet var ophørt eller afbrudt i tidsrummet fra ansøgerens ægtefælles tilbagevenden til Danmark til ansøgerens eller indgivelse af ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet henviste generelt til Udlændinge- og Integrationsministeriet fortolkningsnotat af 12. april 2019 vedrørende EU-Domstolens dom i Altiner-sagen. Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne tage fornyet stilling til sagen på baggrund af praksis, herunder efter Altiner-dommen. EU/2019/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld – Reelt og faktisk ophold

    Dato: 30-09-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Brasilien som familiemedlem til en dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens danske ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i perioden fra september 2016 til april 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at han havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som ville kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i den pågældende periode. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udskriften fra ansøgerens ægtefælles danske bankkonto talte imod, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Således fremgik det af kontoudskriften, at der fra september 2016 frem til slutningen af oktober 2016 var foretaget færre end ti indkøb samt færre end fem kontanthævninger i Tyskland, og at der i samme periode var foretaget et større antal indkøb i Danmark, ligesom der var foretaget danske indbetalinger til bl.a. Fitness World, tandlæge, Fullrate, et fjernvarmeselskab og DR licens. Der fremgik ikke efter oktober 2016 udgifter til almindeligt forbrug i Tyskland. Derudover indikerede transaktionerne på kontoudskriften, at ansøgerens ægtefælle fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien, og at han fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Desuden vedrørte kontoudskriften alene perioden til og med december 2016, og den omfattede således ikke perioden frem til hans oplyste indrejse i Danmark i april 2017. Udlændingenævnet havde ved vurderingen af, om ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, ydermere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation til støtte for, at han havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark i forbindelse med arbejdet i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle fra september 2016 lejede en bolig i Tyskland, og at han havde afholdt udgifter til depositum og husleje i den pågældende periode frem til april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i den pågældende periode. Endvidere kunne det forhold, at ansøgerens ægtefælle i CPR-registeret havde været registreret som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2016 til april 2017, og at han i Tyskland var blevet registreret som tilflyttet fra september 2016, ikke i sig selv føre til en antagelse om, han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet til Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udrejsedatoen i CPR-registeret i november 2016 ikke stemmer overens med ansøgerens ægtefælles egne oplysninger i ansøgningsskemaet og med registreringen i Tyskland fra september 2016. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle fra november 2016 udlejede boligen i Danmark, idet udlejningen af boligen ikke i sig selv godtgjorde, at han var flyttet til Tyskland. Som anført ovenfor indikerede den fremlagte kontoudskrift desuden, at han fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien og fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at der var fremlagt betalingsbekræftelser fra en dansk bank vedrørende ansøgerens ægtefælles betalinger til en tysk konto heller ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det fremgik af sagens oplysninger i øvrigt, at der var tale om en tysk sundhedsforsikring, som vedrørte ansøgeren og således ikke ansøgerens ægtefælle. Ligeledes kunne de fremlagte oplysninger om ansøgerens forhold i Tyskland, herunder hendes registrering i Tyskland, hendes tyske sundhedskort og EU-opholdskort og diverse tyske breve adresseret til hende, ikke føre til en ændret vurdering. Uanset, om ansøgeren opholdt sig i Tyskland i den pågældende periode, godtgjorde dette ikke i sig selv, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold

    Dato: 30-09-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Panama som familiemedlem til en dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, hvilket bl.a. er en betingelse for, at ansøgeren kunne opnå ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som vil kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af kontoudskriften fra ægtefællens danske bankkonto, at langt størstedelen af transaktionerne i perioden fra november 2017 til april 2018, hvor han efter det oplyste vendte tilbage til Danmark, vedrørte køb foretaget i Danmark, og at der fremgik et meget lille forbrug i Tyskland. Således fremgik der cirka 150 køb i Danmark, mens der alene fremgik cirka 25 køb i Tyskland samt otte kontanthævninger i Tyskland på sammenlagt 1.500 euro til blandt andet husleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af bankkontoudskriften, at der i perioden fra januar 2018 til marts 2018 alene var foretaget 14 hævninger, som kunne henføres til almindeligt forbrug i Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af sagens oplysninger, at der var tale om ansøgeren og ægtefællens tyske fælleskonto, og at det fremgik af udskriften fra bankkontoen, at ægtefællen ved overførsel af penge til den tyske konto havde angivet ansøgeren som modtager. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var fremlagt kopi af cirka 100 kvitteringer for indkøb foretaget i Tyskland i den pågældende periode, hvoraf cirka 25 kunne henføres til ægtefællens danske konto eller til parrets tyske fælleskonto, mens de resterende kvitteringer vedrørte køb foretaget med kontanter, som således ikke kunne henføres til ansøgerens ægtefælle. Uanset, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at man mange steder i Tyskland alene kunne betale med kontanter, fandt Udlændingenævnet, at de fremlagte kvitteringer, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke i sig selv kunne føre til, at Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som understøttede etableringen af et reelt og faktisk ophold. Udlændingenævnet havde yderligere tillagt det vægt, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde bibeholdt boligen i Danmark, og at hans ældste søn, som på daværende tidspunkt var 17 år, blev boende i denne bolig, hvor ansøgerens ægtefælle i øvrigt havde sin daglige arbejdsgang i forbindelse med et dansk firma, talte imod, at han faktisk var flyttet fra Danmark og havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Hertil kom, at det fremgik af kontoudskriften fra den danske sparekasse, at størstedelen af de indkøb, der var foretaget i Danmark i den pågældende periode, var foretaget i butikker i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark, herunder kvitteringer for køb af benzin, idet han måtte antages at have haft et øget forbrug af benzin, såfremt han dagligt pendlede cirka 70 kilometer hver vej mellem de relevante byer i Danmark og Tyskland. Den fremlagte lejekontrakt og de medfølgende kvitteringer for betalt husleje kunne ikke i sig selv føre til, at det kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i Tyskland. Endvidere kunne det forhold, at han havde været registreret i CPR som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2017 til april 2018, og at han i Tyskland var blevet registreret som bosiddende i november 2017, heller ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet fra Danmark til Tyskland. Det forhold, at ansøgeren og ægtefællens yngste søn var blevet registreret som bosiddende i Tyskland, at ansøgeren havde fået udstedt et tysk opholdskort som familiemedlem til en EU-borger, og at der var fremlagt en udfyldt blanket vedrørende ansøgerens ægtefælles søns indmeldelse i en dansk skole i Tyskland, kunne heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Ydermere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde været gift siden 1998 og havde to fællesbørn, som var danske statsborgere, og at ansøgeren tidligere havde opnået permanent opholdstilladelse, talte dansk og havde eventuelle jobtilbud i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om forhold, som kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13 var opfyldt. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/22.

Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen