Sekundær Bevægelighed
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – familieliv – familielivet afbrudt
Dato: 16-01-2024Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
” Styrelsen for International Rekruttering og Integration finder efter en konkret vurdering, at din ægtefælle har etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien og der har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som selvforsørgende frem til den […] maj 2008.
Det er videre lagt til grund, at du og din ægtefælle i Storbritannien har udøvet (opbygget eller konsolideret) et familieliv indtil den […] maj 2008 som ægtefæller.
Ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger vurderer vi dog, at dit og din ægtefælles familieliv efterfølgende er afbrudt, og at du derfor ikke kan aflede en opholdsret i Danmark fra din ægtefælle.
Vi har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at der er gået 15 år fra, din ægtefælle indrejste i Danmark, og til, at du indrejste i Danmark.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du ville sikre dit indtægtsgrundlag ved at fortsætte med at arbejde i Storbritannien. Det kan være et hensyn, at man skal færdiggøre et arbejde, sælge fast ejendom eller lignende i det andet EU-land, inden man slutter til sig til den danske statsborger i Danmark, men vi finder ikke, at det har været tilfældet i denne sag. Det skyldes, at du har oplyst, at du selv besluttede dig for at forlænge dit ophold i Storbritannien.
Vi lægger her dine egne oplysninger til grund om, at din plan var at indrejse i Danmark i 2010, men på grund af en forberedning af dine pensionsindtægter besluttede du dig for at fortsætte med at arbejde i Storbritannien frem til februar 2017, hvorefter du gik på pension.
Vi bemærker også, at der gik mere end 6 år efter din pensionering fra dit arbejde og til, at du indrejste i Danmark. Dette understøtter heller ikke, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hendes tilbagevenden til Danmark. Vi lægger her vægt på, at der – efter din pensionering – ikke er fremlagt dokumentation for, at du skulle afvikle jeres fælles liv med henblik på at flytte til Danmark.
Vi vurderer derfor, at du ikke har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hendes indrejse i Danmark, og at jeres familieliv derfor må opfattes som afbrudt.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du og din ægtefælle har besøgt hinanden og holdt kontakten ved telefonopkald, beskeder og fælles ferier. Det samme gælder oplysningerne vedrørende din søns helbredstilstand.
Når vi vurderer disse oplysninger i sammenhæng med oplysningerne om, at du fortsatte med at arbejde i Storbritannien i godt 9 år efter din ægtefælles tilbagevenden til Danmark, og at din ægtefælle indrejste i Danmark 15 år før dig, understøtter de ikke i sig selv, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i en naturlig forlængelse af hendes tilbagevenden i Danmark.
Da det familieliv, du og din ægtefælle konsoliderede i Storbritannien, må anses som afbrudt, er du ikke omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have været omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for unionsborgere i et andet EU-land.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse af […] maj 2023 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at det familieliv, som [ansøgeren] og [den danske statsborger] havde opbygget eller konsolideret i Storbritannien under [den danske statsborgers] ophold der, efterfølgende er afbrudt. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens§ 1, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har udøvet et familieliv i perioden fra den […] maj 2008 og frem til tidspunktet for [ansøgerens] indrejse i Danmark den […] februar 2023, ved daglig telefonisk kontakt, ferier og besøgsophold. Ligeledes er den til støtte for klagen indsendte dokumentation indgået i Udlændingenævnets vurdering.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at oplysningerne herom ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt vægt på, at det fremgår af præmis 26 i Altiner-dommen, at "såfremt der i forbindelse med en unionsborgers reelle ophold i henhold til og under overholdelse af betingelserne i artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger, er blevet opbygget eller konsolideret et familieliv i denne medlemsstat, kræver den effektive virkning af de rettigheder, som unionsborgeren har i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, at det familieliv, som unionsborgeren har ført i værtsmedlemsstaten, skal kunne fortsættes, når unionsborgeren vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, derved at det berørte familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, indrømmes en afledt opholdsret."
Det er således afgørende for, om et familiemedlem til en unionsborger, der vender tilbage sin egen medlemsstat, kan aflede en opholdsret i denne medlemsstat, at der er tale om en fortsættelse af det familieliv, som unionsborgeren førte i værtsmedlemsstaten.
EU-Domstolen har i sag C-230/17, Altiner, fastslået, at der ved vurderingen af, om et opbygget eller konsolideret familieliv har været afbrudt, bl.a. kan indgå den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren, der er familiemedlem til en af medlemsstatens egne statsborgere, er indrejst og har indgivet ansøgning om EU-opholdskort på dens område lang tid efter sidstnævntes tilbagevenden til dette område.
Udlændingenævnet finder, at familielivet mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Storbritannien må anses for afbrudt, før [ansøgeren] sluttede sig til [den danske statsborger] i Danmark. Der henvises i den forbindelse til SIRI's begrundelse, og Udlændingenævnet skal i den forbindelse særligt fremhæve perioden på 15 år mellem [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark og [ansøgerens] indrejse og ansøgning.
Oplysningerne om et eventuelt familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger], som er udøvet ved besøgsophold i perioden efter den […] maj 2008, og som både i omfang og karakter adskiller sig fra det i Storbritannien konsoliderede familieliv, kan derfor ikke føre til, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kan aflede en ret til ophold under henvisning til [den danske statsborgers] ophold i Storbritannien forud for 2008.
Det anførte om, at [ansøgeren] både før og efter [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark rejste til udlandet samt til andre byer inden for Storbritannien omtrent 10-12 gange årligt i forbindelse med sit arbejde, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om [ansøgeren] ved månedlige forretningsrejser havde fravær fra sin og [den danske statsborgers] fælles bopæl i Storbritannien i perioden inden 2008, kan det ikke sidestilles med det familieliv, som parret udøvede efter [den danske statsborgers] indrejse i Danmark i 2008, hvor de tilbragte kortere perioder sammen og ellers levede adskilt. Det er derfor fortsat Udlændingenævnets vurdering, at det mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] opbyggede eller konsoliderede familieliv i Storbritannien må anses for afbrudt, særligt henset til den betydelige varighed af perioden mellem 2008 og 2023.
Det ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at den tidsmæssige forskel mellem [den danske statsborgers] indrejse i Danmark og [ansøgerens] ansøgning om opholdsret skyldes, at det var forbundet med stor risici for [ansøgeren] at opsige sit arbejde i Storbritannien for at søge nyt arbejde i Danmark, og at han forsøgte at forberede sig økonomisk på at flytte til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan anses for godgjort, at [ansøgeren] havde haft til hensigt at slutte sig til [den danske statsborger] i umiddelbart forlængelse af hendes indrejse i Danmark. Der henvises til SIRI's afgørelse.
Oplysningerne om [ansøgeren] og [den danske statsborgers] søn, herunder den til sagen indsendte lægeerklæring, oplysningerne om [ansøgerens] forhold i Storbritannien, og det anførte om EMRK artikel 8 kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for at opnå ret til ophold efter EU-reglerne om fri bevægelighed er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – reelt og faktisk ophold
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for international Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde indgivet ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers samlever, indgav i marts 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra primo februar 2023 til ultimo marts 2023 havde opholdt sig i Sverige sammen med ansøgeren og parrets fælles barn. Den danske statsborger arbejdede i Danmark. Der var til ansøgningen vedlagt bl.a. kontoudtog fra den danske statsborgers bank, kvitteringer for flytteanmeldelse fra Danmark til Sverige, en lejekontrakt, kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas samt den danske statsborgers ansættelseskontrakt og lønsedler.
I april 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på ansøgers opholdsret under henvisning til, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige inden sin tilbagevenden til Dan-mark.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”SIRI lægger til grund, at [referencen] har været registreret som udrejst til Sverige i CPR i perioden fra [primo] februar 2023 til [primo] marts 2023. Dette indebærer ikke i sig selv, at [referencen] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, da der alene er tale om en registrering.
SIRI lægger endvidere til grund, at det er oplyst, at [referencen] vendte tilbage til Danmark [ultimo] marts 2023.
I vurderingen lægger SIRI afgørende vægt på varigheden af [referencens] ophold i Sverige, som har varet i perioden fra [primo] februar 2023 til enten [primo] marts 2023 eller frem til [ultimo] marts 2023. [Referencens] ophold i Sverige udgør derfor enten 30 eller 51 dage.
SIRI finder derfor, at [referencen] ikke har haft etableret et faktisk og reelt ophold i Sverige, og at [referencen] ikke i Sverige havde indrettet sig på en sådan måde, at det viste, at [referencen] havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Sverige og drage de konsekvenser, der følger af at flytte til et andet land.
SIRI henviser også til, at det som udgangspunkt vil tale imod et faktisk og reelt ophold i en anden medlemsstat, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, jf. EU-Domstolens dom i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 59.
Det kan ikke føre til, at SIRI vurderer, at der er etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, at der er fremlagt dokumentation for, at [referencen] har afholdt udgifter til husleje, pendling og almindelig husholdning i Sverige i perioden fra primo februar 2023 og indtil [referencen] tilbagevenden til Danmark.
SIRI lægger her vægt på, at EU-Domstolen i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 52, udtalte, at en unionsborger, som udøver sin ret til frit at opholde sig i en anden medlemsstat i op til 3 måneder (ophold efter artikel 6 i opholdsdirektivet), ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
SIRI vurderer derfor, at de samlede omstændigheder vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at [referencens] ophold i Sverige må betragtes som et korttidsophold efter opholdsdirektivet, og at et sådant ophold ikke kan udgøre et faktisk og reelt ophold.
Eftersom [referencen] ikke har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, kan [ansøgeren] ikke gives ret til ophold i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at [referencens] ophold i Sverige ikke fører til, at [ansøgeren] kan aflede opholdsret fra [referencen].
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har ved sin vurdering inddraget de argumenter, som er anført i forbindelse med klagen.
Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har kendt hinanden siden marts 2019, at [referencen] blev gravid i februar 2020, at parterne har besøgt hinanden flere gange i henholdsvis Danmark og Filippinerne, at de har boet sammen på fælles bopæl siden november 2020, at de har et reelt samliv på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at de har et dybdegående personligt kendskab til hinanden, og at [ansøgeren] har fremvist dokumentation for den familiemæssige tilknytning til [referencen].
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at hverken SIRI eller Udlændingenævnet bestrider [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation er underordnet for vurderingen af, om [referencen] selv har etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at kravet om reelt og faktisk ophold i et andet EU-land ikke gælder for danske statsborgeres familiemedlemmer, og at [ansøgeren] har fremvist bevis på sit faktiske ophold i Sverige.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette ikke vil kunne ændre ved den omstændighed, at [referencen] i sin egenskab af unionsborger og dansk statsborger ikke kan antages at have etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har op-bygget og konsolideret et familieliv før [ansøgerens] ankomst til Sverige, at de har udøvet familielivet i Sverige i en periode på 51 dage frem til [referencens] tilbagevenden til Danmark, og at denne periode ikke er for kort til at opbygge og konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at omstændighederne vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at det er anført, at SIRI’s afgørelse vægter på en tynd bevisførelse samt en forkert formodning og vurdering af den aktuelle hensigt i sagen, og at det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og myndigheden ikke må træffe afgørelse på grundlag af et utilstrækkeligt materiale.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] ved den forelagte dokumentation har redegjort for forholdene omkring sit ophold i Sverige i en sådan grad, at der ikke var behov for, at SIRI indhentede yderligere dokumentation. Udlændingenævnet finder således, at [referencens] egen oplysning om opholdets varighed samt navnlig den indsendte kontoudskrift, ansættelseskontrakt og lejekontrakt udgør de for sagen nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at SIRI kunne træffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse om, hvorvidt [referencen] i lyset af den ovenfor anførte retspraksis havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at SIRI’s afgørelse har negative konsekvenser for [ansøgerens] og [referencens] familie.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold i sager om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen har betydning i tilfælde, hvor der skal tages stilling til, om en allerede eksiste-rende opholdsret skal ophøre. Eftersom [ansøgeren] aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, kan det anførte derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om han har opnået en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2023 – Sekundær bevægelighed – Forsørgelseskrav
Dato: 17-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra USA, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var gift med en dansk statsborger, indgav i december 2022 ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger. Det var til ansøgningen oplyst, at den danske statsborger og ansøgeren havde opholdt sig i Spanien i perioden fra februar 2022 og frem til november 2022, og at den danske statsborger havde været arbejdstager. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kopi af den danske statsborgers kontoudtog og ansættelseskontrakt.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af februar 2023. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist, ligesom SIRI, lagt til grund, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Spanien, som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende). Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har været bosiddende i Spanien, men at vedkommende har haft arbejde i Gibraltar. Den danske statsborger kan derfor ikke anses for at have været arbejdstager i Spanien i medfør af reglerne om fri bevægelighed.
Derudover har Udlændingenævnet lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren har konsolideret et familieliv ved deres ophold i Spanien. Det er herved indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger og ansøgeren bl.a. har indsendt en række dokumenter for deres fælles ophold i Spanien, herunder en fælles lejekontrakt.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Forsørgelseskravet stilles, idet den danske statsborger inden indrejsen i Danmark har opholdt sig i Spanien som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende), og da den danske statsborger ved sin tilbagevenden til Danmark i november 2022 forsat var ikke-økonomisk aktiv.
Det forhold, at den danske statsborger har været i beskæftigelse i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 kan ikke føre til, at den danske statsborger kan anses for at have været økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark, og at forsørgelseskravet derfor ikke stilles.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborgers ansættelse først begyndte 3 måneder efter indrejsen i Danmark, og at den danske statsborgers ansættelse alene har været af begrænset omfang og varighed. Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 i gennemsnit arbejdede ca. 16 timer om måneden, og at den danske statsborger efter maj 2023 ikke ses at have haft en lønindkomst.
Det er herefter indgået i Udlændingenævnets vurdering af forsørgelseskravet, at det af de fremlagte bankudskrifter af december 2022 fremgår, at den danske statsborger pr. december 2022 havde et samlet indestående på 1.654 euro, svarende til ca. 12.300 kr., og at den danske statsborger siden april 2023 månedligt har modtaget 2.474 kr. i SU.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at beløbene på den danske statsborgers kontoudskrifter ikke i sig selv godtgør, at den danske statsborger har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og ansøgeren. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at et beløb på ca. 12.300 kr., ikke over en længere periode må antages at udgøre et tilstrækkelig beløb for forsørgelse af to personer.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf henvise til de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, ved vurderingen af forsørgelseskravets størrelse.
Ved vurderingen har Udlændingenævnet desuden lagt vægt på, at den danske statsborger ud over sit bankindestående har haft lønindtægt fra sin arbejdsplads, og at den danske statsborger har modtaget SU. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på beløbets begrænsede størrelse, som ikke ud fra de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, må anses at være tilstrækkelige midler til to personer.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der i øvrigt ikke er fremlagt dokumentation for andre indtægter eller midler, som taler for, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Det forhold, at det af CPR fremgår, at den danske statsborger er bosiddende på samme adresse som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering, da oplysningen ikke dokumenterer, at der foreligger særlig forhold vedrørende den danske statsborger og ansøgerens økonomiske situation.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Ophør og Tidsubegrænset ophold
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af en sydkoreansk statsborgers opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og afslag på tidsubegrænset opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i november 2016 meddelt opholdsret i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ansøgeren og den danske statsborger havde sammen et dansk statsborgerbarn født i 2017. I januar 2019 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at ansøgerens opholdsret ikke var ophørt, idet den var bevaret som følge af samvær med det danske statsborgerbarn. I oktober 2021 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset EU-opholdsret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at samværet med barnet alene foregik online. Ansøgningen var vedlagt en afgørelse fra september 2021 fra Familieretshuset, som havde truffet afgørelse om, at den danske statsborger havde fuld forældremyndighed over det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnets afgørelser:
”Derfor har ansøgeren ikke ret til tidsubegrænset ophold:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremsendt dokumentation for eller foreligger oplysninger om, at ansøgeren har haft lovligt ophold efter EU-retten som medfølgende familiemedlem her i landet uafbrudt i 5 år.
Det fremgår således af sagens oplysninger, at ansøgeren senest i juni 2016 indrejste i Danmark og blev meddelt opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, og at Statsforvaltningen i januar 2019 traf afgørelse om, at ansøgeren havde bevaret sin opholdsret, selv om ansøgeren ikke opfyldte betingelserne herfor, som følge af samvær med sit danske statsborgerbarn. Imidlertid må ansøgerens opholdsret anses for ophørt i maj 2019, og ansøgeren har således ikke haft ophold i Danmark efter EU-retten uafbrudt i 5 år. Der henvises til begrundelsen nedenfor.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren haft et andet lovligt opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Derfor er ansøgerens tidsbegrænsede ret til ophold efter EU-retten ophørt:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af ultimo marts 2022. Ansøgerens opholdsret, der tidligere blev bevaret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, ophørte derfor i maj 2019, idet ophør fra dette tidspunkt ikke længere må anses for særligt belastende for ansøgeren.
Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om, at ansøgeren fra september 2016 ikke længere opfyldte betingelserne for sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger. Statsforvaltningen fandt samtidig, at ansøgeren alligevel bevarede sin opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 (tidligere § 39), og udlændingelovens § 26, 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 (tidligere § 32, stk. 1, 2. pkt.).
Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om bevarelse af ansøgerens opholdsret, at der blev lagt afgørende vægt på, at ansøgeren havde samvær med sit og den danske statsborgers fællesbarn, født i april 2017, idet ansøgeren havde oplyst at have fast og regelmæssigt samvær med overnatning hver anden weekend. Disse oplysninger var blevet bekræftet af den danske statsborger, hvorfor Statsforvaltningen lagde oplysningerne til grund.
Det fremgår videre af Statsforvaltningens afgørelse, at ansøgeren alene kunne bevare sin opholdsret i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, så længe betingelserne herfor var opfyldt.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at en afgørelse om ophør af ansøgerens opholdsret ikke siden maj 2019, kan anses for at være særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, hvoraf det fremgår, at Familieretshuset har truffet afgørelse om, at den danske statsborger har den fulde forældremyndighed over det danske statsborgerbarn, indtil den endelige afgørelse om forældremyndighed og samvær forelægger. Familieretshuset lagde i den forbindelse vægt på, at det var vurderet, at det var bedst for det danske statsborgerbarn at bo hos den danske statsborger, bl.a. fordi barnet på afgørelsestidspunktet var 4 år og ikke havde set ansøgeren i 2 år.
Ansøgeren har til SIRI i december 2021 oplyst, at samværet med det danske statsborgerbarn alene foregår online. Til Udlændingenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har haft mulighed for fysisk samvær med sit barn, fordi den danske statsborger forhindrede samvær, og fordi COVID-19 besværliggjorde alt i de sidste 2 år. Udlændingenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har haft fysisk kontakt til eller samvær med det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren har forsøgt at få bevilliget samvær af Familieretshuset eller i øvrigt forsøgt at opnå kontakt med det danske statsborgerbarn før 2021. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, at det var den danske statsborger, der i april 2021 søgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at ansøgeren dukkede op på den danske statsborgers bopæl i marts 2021, og at dette var første kontakt i 2 år. Det fremgår videre, at det danske statsborgerbarns børnehave til Familieretshuset har oplyst, at de aldrig har mødt eller hørt noget fra ansøgeren hverken telefonisk eller på skrift.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der skal tages hensyn til ansøgerens og det danske statsborgerbarns fremtidige forhold, herunder den lange afstand mellem Danmark og Sydkorea, at ansøgeren ikke ønsker at blive adskilt fra sit barn, at der skal tages hensyn til de menneskeretlige aspekter herved, og at ansøgeren ikke vil have mulighed for at have samvær med sit barn, hvis ansøgeren skal udrejse af Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det efter praksis ikke er muligt at blive meddelt opholdsret eller bevare en opholdsret i Danmark med henblik på etablering eller intensivering af samvær med herboende børn. Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til meddelelse af et opholdsgrundlag, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke har været samvær af et sådant omfang, at det måtte anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren ophør af opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at ansøgeren har mulighed for at besøge det danske statsborgerbarn på et visumbesøg, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et visum.
Udlændingenævnet finder endvidere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at der ikke er indtrådt andre særlige omstændigheder der vil medføre, at ophør af ansøgerens opholdsret vil være særligt belastende.
Udlændingenævnet har ud fra en samlet og konkret vurdering lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i juni 2016, og at ansøgeren har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren og den danske statsborgers samliv ophørte, da deres barn var 1 år, og at ansøgeren ikke har samvær med sit barn.
Ansøgeren kan derfor ikke på baggrund af sit ophold anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ret til ophold kan antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter det oplyste har kontakt med sin mor i sit hjemland.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2021 påbegyndte en kandidatuddannelse på RUC, at ansøgeren efter det oplyste er medlem af en frimurerloge og i januar 2020 blev døbt i en kirke. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende at anse opholdsretten for ophørt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af det anførte, SIRI's afgørelser.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Reelt og Faktisk ophold
Dato: 27-06-2023Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælle, indgav i september 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra juni 2020 havde opholdt sig i Italien sammen med ansøgeren. Den danske statsborger havde sin søn i Danmark og var under uddannelse i Danmark. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kontoudtog fra den danske statsborgers bank, fly- og togbilletter mellem Danmark og Italien, en lejekontrakt og kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad kan anses for godtgjort, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Italien, som er en betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark ved den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet finder ved en samlet konkret og individuel vurdering af den til sagen indsendte dokumentation, at den danske statsborger ikke i perioden fra 2020 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning kan anses for at have haft et ophold i Italien, der er udtryk for, at den danske statsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som følger af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af kontoudtog fra den danske statsborgers bank, at den danske statsborger forud for indgivelse af ansøgerens ansøgning i september 2021 har haft udgifter i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til primo august 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra medio november 2020 til ultimo december 2020, fra ultimo februar 2021 til ultimo maj 2021, og en dag i ultimo september 2021.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at de indsendte fly- og togbilletter understøtter en formodning for, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i de samme perioder, som fremgår af de indsendte kontoudtog, idet billetterne sandsynliggør, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til ultimo juli 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra primo november 2020 til medio december 2020, fra ultimo februar 2021, til medio maj 2021, og fra ultimo september 2021 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at den danske statsborger ikke på baggrund af de periodevis ophold i Italien, kan anses for at have draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Italien, og derved have etableret et reelt og faktisk ophold dér.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes af den indsendte dokumentation fremgår, at den danske statsborgers ophold i Italien har været afbrudt af ophold i Danmark af længere varighed, herunder i perioderne fra primo september 2020 til primo november 2020 og fra medio maj 2021 til ultimo september 2021.
Der er ikke til sagen fremsendt kontoudtog for perioden fra ultimo januar 2021 til ultimo februar 2021, og for perioden fra ultimo maj 2021 til ultimo august 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger medio februar 2022 til SIRI oplyste, at den danske statsborger har pendlet meget mellem Danmark og Italien for at besøge sin søn så ofte som muligt og for at deltage i laboratoriekurser i forbindelse med sin uddannelse.
Udlændingenævnet finder således, at Danmark må anses for den danske statsborgers primære opholdssted, idet det er i Danmark, den danske statsborger har haft sine forpligtelser, herunder sin søn og sit studie, og at den danske statsborger alene har opholdt sig i Italien i det omfang den danske statsborgers forpligtelser i Danmark har tilladt dette. Udlændingenævnet vurderer derfor, at opholdene i Italien må anses for at have karakter af besøgsophold, og at den danske statsborger dermed ikke har haft sin hverdag dér.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger til sagen har indsendt en lejekontrakt af fra september 2020 for bolig beliggende på en adresse i Italien og kvitteringer for betalt husleje, el og gas.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om den danske statsborger har haft rådighed over en lejlighed i Italien i hele den angivne periode, som ansøgeren må antages at have boet i, idet den danske statsborger på baggrund af sagens øvrige oplysninger om den danske statsborgers længerevarende ophold i Danmark og forpligtelser her i landet, ikke kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold i Italien.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for tilmelding til sprogundervisning i Italien, idet dette ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Italien. Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at det ikke fremgår af de til sagen indsendte oplysninger, om den danske statsborger har deltaget i fysisk undervisning
Den til sagen indsendte fraflytningsrapport for den danske statsborgers tidligere lejlighed beliggende på en adresse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det fremgår, at synstidspunktet var ultimo september 2019, og det i CPR fremgår, at den danske statsborger fraflyttede adressen medio oktober 2019. Fraflytningsrapporten sandsynliggør således ikke, at den danske statsborger flyttede til Italien næsten et år senere i ultimo juni 2020 og i den forbindelse drog konsekvenserne af at flytte fra Danmark.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger senest har været registreret i CPR som udrejst til Italien i perioden fra ultimo juni 2020 til primo november 2021, og at den danske statsborger i primo september 2020 blev bopælsregistreret i Italien. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger faktisk flyttede fra Danmark til Italien.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 15-03-2023
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:
”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”
Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 22-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbindelse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fælles barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pandemien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Danmark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøgeren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konstaterende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemærker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 13-10-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolide-ret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden med-lemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbin-delse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fæl-les barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pan-demien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Dan-mark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøge-ren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konsta-terende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingel-serne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemær-ker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav
Dato: 16-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.
Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.
Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.
Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.
Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022
Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.
Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.
Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”
Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet