Sekundær Bevægelighed
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19.12.2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Familieliv - Ej opbygget eller konsolideret familieliv
Dato: 19-12-2024Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en 20-årig statsborger fra Zambia, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var var barn af den danske statsborgers (hovedpersonens) ægtefælle, indrejste i Danmark i januar 2024 og indgav ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til hovedpersonen. Barnet var 20 år på ansøgningstidspunktet. Forud for indrejsen i Danmark havde ansøgeren opholdt sig i Sverige i 5 uger sammen med hovedperson og sin mor, indtil de i januar 2024 rejste sammen til Danmark. Hovedpersonen og ansøgerens mor havde forud for indrejsen været bosat i Sverige i 3½ måned, og inden da havde de boet i Danmark i 4 år. Det var oplyst, at ansøgeren først tilsluttede sig hovedpersonen og sin mor i Sverige i december 2023, fordi ansøgeren skulle færdiggøre sin uddannelse i hjemlandet, men at hovedperson og ansøgerens mor i denne periode havde forsørget ansøgeren.
I april 2024 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger under henvisning til, at ansøgeren og hovedpersonen ikke havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] april 2024. [ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [hovedpersonen] har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige og dér har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne, samt at [ansøgeren] er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, som barn af [hovedpersonens] ægtefælle, [..].
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige i den periode, hvor [hovedpersonen] udnyttede sin ret til fri bevægelighed i Sverige, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at [ansøgerens] ophold i Sverige har været af en sådan karakter, at det har været egnet til, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har kunnet opbygge eller konsolidere et fælles familieliv dér, og således fortsætte det pågældende familieliv efter [hovedpersonens] tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i løbet af den periode på 3½ måneder, hvor [hovedpersonen] var bosat i Sverige, hovedsageligt opholdt sig i Zambia, idet [ansøgeren] alene opholdt sig i Sverige i 5 uger, fra den [..] december 2023 til og med den [..] januar 2024, og at [ansøgeren] indrejste i Sverige kort tid før, at [hovedpersonen] vendte tilbage til Danmark.
Udlændingenævnet finder herefter, at varigheden og omfanget af [ansøgerens] ophold i Sverige har haft karakter af et besøgsophold, hvilket taler imod, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] i Sverige har haft et familieliv af en sådan varighed og intensitet, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem dem.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af præmis 56 i EU-Domstolens sag C-456/12, O og B, at det er det forhold, at unionsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til og under overholdelse af betingelserne i henholdsvis artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1 og stk. 2, i opholdsdirektivet, som ved unionsborgerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, giver den tredjelandsstatsborger, med hvem unionsborgeren har haft et familieliv i værtsmedlemsstaten, en afledt opholdsret.
Ved vurderingen af karakteren af familielivet i Sverige, har Udlændingenævnet inddraget det anførte om [ansøgeren], [ansøgerens mor] og [hovedpersonens] familieliv forud for [ansøgerens] indrejse i Sverige, herunder den indsendte dokumentation for [ansøgerens] forsørgelse, for kontakten mellem [ansøgeren], [ansøgerens mor] og [hovedpersonen], og for [ansøgerens mors] rejse til Zambia i 2022.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at det forhold, at [ansøgeren] i de seneste 4 år forud for sin indrejse i Sverige havde sin faste bopæl og sine øvrige livsforhold, herunder sin skolegang, hos sin moster i Zambia, samt at [ansøgeren] og [hovedpersonen] i denne periode alene har haft telefonisk kontakt, taler imod, at relationen mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen] havde en sådan karakter, at de ved [ansøgerens] indrejse i Sverige videreførte et allerede etableret fast familieliv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] var forhindret i at tilslutte sig [ansøgerens mor] og [hovedpersonen] tidligere som følge af Covid-19, og fordi [ansøgeren] skulle færdiggøre sin skolegang, da der ikke er tale om omstændigheder, som kan medføre, at der i Sverige er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen].
For så vidt angår det forhold, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark sammen med [ansøgerens mor] og [hovedpersonen] siden den [..] januar 2024, kan dette heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en betingelse, at det etablerede familieliv er til stede på tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, idet det alene er fortsættelsen af et familieliv, der opbygges eller konsolideres under den danske statsborgers udøvelse af rettigheder i værtsmedlemsstaten, der er omfattet af den sekundære ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2024 – EU - sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – familieliv afbrudt
Dato: 17-10-2024Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var statsborger i Storbritannien og gift med en dansk statsborger, indgav i april 2023 ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger. Ansøgeren og den danske statsborger oplyste at have opholdt sig sammen i Storbritannien fra april 2014 til juli 2018, hvor den danske statsborger vendte tilbage til Danmark. Ansøgeren indrejste ikke i Danmark sammen med den danske statsborger i juli 2018 og begrundede dette med, at ansøgeren havde sine myndige børn og forældre i Storbritannien, at ansøgerens søn var hjemmeboende, at ansøgeren fik lagtidsgener efter at have haft Covid-19 og skulle afvikle sin virksomhed og sælge fast ejendom. Det var endvidere oplyst, og at ansøgeren og den danske statsborger i den mellemliggende periode fra juli 2018 til indgivelsen af ansøgningen i april 2023 havde besøgt hinanden i både Danmark og Storbritannien, havde været på flere rejser sammen og holdt kontakten ved telefonopkald og beskeder. De havde endvidere købt fælles ejendom og lavet testamenter, hvori de hver især tilgodeså hinanden.
I april 2024 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger under henvisning til, at ansøgeren og den danske statsborgers etablerede familieliv var afbrudt.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”På baggrund af Udlændingenævnets omgørelse af den […] marts 2024, har Styrelsen for International Rekruttering og Integration lagt til grund, at din ægtefælle har etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og dér opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne i perioden frem til den […] juli 2018.
Det er videre lagt til grund at du og din ægtefælle i Storbritannien har udøvet (opbygget eller konsolideret) et familieliv indtil din ægtefælles tilbagevenden til Danmark.
Ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger vurderer vi dog, at dit og din ægtefælles familieliv efterfølgende er afbrudt, og at du derfor ikke kan aflede en opholdsret i Danmark fra din ægtefælle efter EU-reglerne.
Vi har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at der er gået 4 år og 9 måneder fra, at din ægtefælle indrejste i Danmark, og til, at du indgav ansøgning om familiesammenføring i Danmark.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du har oplyst, at årsagen til, at du ikke flyttede til Danmark i naturlig forlængelse af din ægtefælles tilbagevenden var, at din søn boede hjemme ved dig, mens han studerede.
Det skal hertil bemærkes, at det kan være et hensyn, at man skal færdiggøre et arbejde eller en uddannelse, sælge fast ejendom eller lignende i det andet EU-land, inden man slutter til sig til den danske statsborger i Danmark.
Vi finder dog, at det ikke har været tilfældet i denne sag. Vi vurderer således, at du selv besluttede dig for at forlænge dit ophold i Storbritannien. Vi har i den anledning tillagt det betydning, at din søn på daværende tidspunkt var voksen, og der derved er en formodning for, at han ikke har været afhængig af din tilstedeværelse i Storbritannien.
Vi har ligeledes tillagt det betydning, at din søn i øvrigt færdiggjorde sit studie i 2019 og fik egen bolig i 2022, og at du på trods heraf, ventede yderligere næsten et år med at indgive ansøgning om familiesammenføring.
Vi vurderer derfor, at du frivilligt forlængede dit ophold, efter din søn færdiggjorde sit studie og flyttede hjemmefra. Efter vores opfattelse taler den omstændighed meget imod, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hans indrejse i Danmark.
Dine oplysninger om, at du gerne ville deltage i planlægningen af din datters bryllup, at du er meget tæt med din familie i Storbritannien samt at Covid-19 påvirkede dine planer om at flytte til Danmark, kan heller ikke føre til anden vurdering. Det er herved vores vurdering, at der ikke er tale om årsager, der kan begrunde varigheden af den tidsmæssige forskel mellem din ægtefælles tilbagevenden og indgivelsen af din ansøgning.
Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at du og din ægtefælle har besøgt hinanden i et ikke ubetydeligt omgang, at I også har deltaget sammen i forskellige familiearrangementer, og at I har haft en del fælles rejser, bl.a. til jeres fælles sommerbolig i Frankrig. Det samme gælder oplysningerne om de perioder, hvor I har opholdt jer sammen i længere perioder i Storbritannien bl.a. på grund din ægtefælles ulykke i 2019, nedlukningen under Covid-19 samt din skulderoperation i 2022.
Det skyldes igen, at når vi vurderer disse oplysninger i sammenhæng med varigheden af den tidsmæssige forskel din ægtefælles tilbagevenden og indgivelsen af din ansøgning, sammenholdt med årsagen til, at du ventede med at indgive ansøgning, ikke understøtter, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i en naturlig forlængelse af hans tilbagevenden i Danmark.
Da det familieliv, du og din ægtefælle udøvede i Storbritannien, må anses som afbrudt, er du ikke omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have været omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for unionsborgere i et andet EU-land.
Vi kan derfor ikke meddele dig opholdsret efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] april 2024 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at det familieliv, som [ansøgeren] og [den danske statsborger] havde opbygget eller konsolideret i Storbritannien under hans ophold dér, efterfølgende er afbrudt. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens§ 1, stk. 3.EU_
Det er indgået i Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har udøvet et familieliv i perioden fra juli 2018 og frem til tidspunktet for [ansøgerens] ansøgning om opholdsret i Danmark den […] april 2023, ved daglig telefonisk kontakt, ferier og besøgsophold. Ligeledes er den til støtte for klagen indsendte dokumentation indgået i Udlændingenævnets vurdering.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at oplysningerne herom ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt vægt på, at det fremgår af præmis 26 i Altiner-dommen, at "såfremt der i forbindelse med en unionsborgers reelle ophold i henhold til og under overholdelse af betingelserne i artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger, er blevet opbygget eller konsolideret et familieliv i denne medlemsstat, kræver den effektive virkning af de rettigheder, som unionsborgeren har i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, at det familieliv, som unionsborgeren har ført i værtsmedlemsstaten, skal kunne fortsættes, når unionsborgeren vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, derved at det berørte familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, indrømmes en afledt opholdsret."
Det er således afgørende for, om et familiemedlem til en unionsborger, der vender tilbage sin egen medlemsstat, kan aflede en opholdsret i denne medlemsstat, at der er tale om en fortsættelse af det familieliv, som unionsborgeren førte i værtsmedlemsstaten.
EU-Domstolen har i sag C-230/17, Altiner, fastslået, at der ved vurderingen af, om et opbygget eller konsolideret familieliv har været afbrudt, bl.a. kan indgå den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren, der er familiemedlem til en af medlemsstatens egne statsborgere, er indrejst og har indgivet ansøgning om EU-opholdskort på dens område lang tid efter sidstnævntes tilbagevenden til dette område.
Udlændingenævnet finder, at familielivet mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Storbritannien må anses for afbrudt, før [ansøgerens] ansøgning om afledt opholdsret i Danmark. Der henvises i den forbindelse til SIRI's begrundelse, og Udlændingenævnet skal i den forbindelse særligt fremhæve perioden på 4 år og 9 måneder, der forløb mellem [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark og [ansøgerens] ansøgning.
Oplysningerne om et eventuelt familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger], som er udøvet ved besøgsophold i henholdsvis Storbritannien og Danmark i perioden efter [den danske statsborgers] indrejse i juli 2018, samt ved fælles ferier i Frankrig, og som både i omfang og karakter adskiller sig fra det i Storbritannien konsoliderede familieliv, kan derfor ikke føre til, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kan aflede en ret til ophold under henvisning til [den danske statsborgers] ophold i Storbritannien forud for juli 2018.
Det ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at den tidsmæssige forskel mellem [den danske statsborgers] indrejse i Danmark og [ansøgerens] ansøgning om opholdsret skyldes, at [ansøgerens] børn og forældre var bosiddende i Storbritannien, at [ansøgerens] søn var hjemmeboende indtil 2022, at [ansøgeren] fik Corona-virus i oktober 2022, at [ansøgeren] i december 2022 blev diagnosticeret med langtidsgener, som [ansøgeren] modtog behandling for indtil april 2023, og at [ansøgeren] endvidere brugte 6 måneder på at afvikle [sin] virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på det oplyste om, at [ansøgeren] påbegyndte afvikling af [sin virksomhed efter april 2022 og at [ansøgerens] ejendom blev sat til salg i april 2024, hvilket var mere end henholdsvis 3 år og 9 måneder og 4 år og 9 måneder efter [den danske statsborgers] udrejse, og at der således ikke er oplysninger, der understøtter en antagelse om, at [ansøgeren] havde til hensigt at slutte [sig] til ham i Danmark i umiddelbar forlængelse af hans indrejse.
Det ændrer endvidere ikke Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det alene er perioden efter den 31. januar 2020, hvor Brexit trådte i kraft, som skal indgå i vurderingen, fordi [ansøgeren] forud herfor kunne indrejse i Danmark uden begrænsninger.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved nærværende afgørelse har foretaget en vurdering af, om [ansøgeren] har en afledt ret til ophold som følge af [den danske statsborgers] ophold i Storbritannien frem til juli 2018, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, herunder om det familieliv, som [ansøgeren] og [den danske statsborger] førte i Storbritannien kan anses for afbrudt som følge af, at [ansøgeren] ikke indrejste i naturlig forlængelse. Udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU og de heraf følgende eventuelle indrejse- og opholdsbegrænsninger for britiske statsborgere indgår derfor ikke indgår i vurderingen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22.08.2024 – EU – sekundær bevægelighed - ophør
Dato: 22-08-2024Udlændingenævnet stadfæstede i august 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af sekundær opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet SIRI’s afgørelse om afslag på tidsubegrænset EU-opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren, som var statsborger i Fillippinerne, fik i august 2017 udstedt EU-opholdskort som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Klageren søgte i august 2022 om ret til tidsubegrænset ophold i Danmark. SIRI anmodede herefter om dokumentation for, at klageren reelt havde haft ophold i Danmark siden april 2019 samt dokumentation for, at den danske statsborger havde haft reelt ophold i Danmark. SIRI orienterede i januar 2023 klageren om, at SIRI havde til hensigt at træffe afgørelse om, at klagerens opholdsret var ophørt, idet det ikke kunne konstateres, at den danske statsborger reelt havde opholdt sig i Danmark siden november 2017.
Klageren indsendte i marts 2023 bl.a. kontoudskrifter vedrørende klagerens og den danske statsborgers bankkonti, samt dokumentation vedrørende klagerens og den danske statsborgers restaurant. SIRI traf i december 2023 afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdsret her i landet og meddelte samtidig klageren ophør af klagerens opholdsret.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] december 2023. [Klagerens] ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er derfor ophørt.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [klageren] den […] august 2017 fik udstedt opholdskort som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens daværende § 13 (nu EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3).
Dette er en afledt opholdsret, idet opholdsretten udspringer af den danske statsborgers udøvelse af retten til fri bevægelighed.
Det er en betingelse for [klagerens] opholdsret, at [klageren] og [den danske statsborger] reelt har ophold i Danmark, og alene opholder sig uden for Danmark i midlertidige perioder, der ikke tilsammen overstiger 6 måneder om året, samt i forbindelse med aftjening af værnepligt, eller i én periode af højst 12 på hinanden følgende måneder, som skyldes vægtige grunde.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at [den danske statsborger] har haft ophold i Danmark i perioden fra [...] marts 2017 til […] oktober 2017, idet dette understøttes af oplysningerne i indkomstregistret.
Udlændingenævnet finder dog på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at [den danske statsborger] har haft ophold i perioden fra […] november 2017 samt i hele 2018, hvorfor [klagerens] opholdsret må anses for afbrudt fra den […] november 2017, idet den efterfølgende periode, hvor [den danske statsborgers] ophold i Danmark ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, både overstiger 6 måneder om året, samt er af længere varighed end én periode af højst 12 på hinanden følgende måneder.
Det forhold, at der er indsendt en oversigt over konsultationer vedrørende [den danske statsborger] fra sundhed.dk, hvoraf det fremgår, at der i perioden fra […] november 2017 og i 2018 har været registreret et betydeligt antal konsultationer, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan udledes af udskriftet fra sundhed.dk, hvorvidt [den danske statsborger] har været fysisk til stede i Danmark i forbindelse med konsultationerne, eller om der alene er tale om opkald til lægen.
Det forhold, at [partsrepræsentanten] har anført til støtte for klagen, at [den danske statsborger] har været registreret i CPR som bosiddende i Danmark siden den […] marts 2017, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv dokumenterer, at [den danske statsborger] faktisk har opholdt sig i Danmark siden den […] marts 2017.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der er indsendt dokumentation til støtte for [den danske statsborgers] ophold i 2019 og fremefter, idet selv hvis det lægges til grund, at [den danske statsborger] uafbrudt har haft ophold i Danmark fra 2019, så medfører den manglende dokumentation for [den danske statsborgers] ophold i perioden fra den […] november 2017 til og med 2018 fortsat, af [klagerens] opholdsret er afbrudt fra den […] november 2017.
Udlændingenævnet finder derudover, at selv hvis [den danske statsborger] havde dokumenteret sit ophold i Danmark i perioden efter […] november 2017, så ville [klagerens] ophold være at anse for afbrudt fra juli 2019, idet der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for [klagerens] ophold i perioden fra juli 2019 samt i hele 2020.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at oplysningerne i indkomstregistret understøtter, at [klageren] har opholdt sig i Danmark i perioden fra […] maj 2017 til […] marts 2019, samt at de underskrevne dokumenter af […] maj 2019 og […] april 2019 og artikel af […] juli 2019 understøtter, at [klageren] har opholdt sig i Danmark i perioden fra april 2019 til juni 2019.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for [klagerens] faktiske ophold i Danmark i den resterende del af 2019, og at der alene i 2020 er fremlagt dokumentation for ophold i Danmark i form af en artikel af […] maj 2020 om […], samt 3 lægekonsultationer, hvorfor [klagerens] reelle ophold i Danmark i 2020 ikke kan konstateres, idet den indsendte dokumentation er yderst begrænset og sporadisk.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at såfremt [klageren] reelt har haft sin dagligdag i Danmark i denne periode, så må det være muligt for [klageren] at fremlægge dokumentation for sit reelle ophold i form af eksempelvis dokumentation for sædvanlige udgifter i Danmark og et almindeligt forbrug.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger oplysninger, der taler for, at [klageren] har ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag.
Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af [klagerens] opholdsret må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at [klageren] i en alder af 28 år indrejste i Danmark første gang den […] oktober 2009, at [klageren] udrejste af Danmark den […] juni 2011, at [klageren] igen indrejste i Danmark den […] august 2017, og at [klageren] har tilbragt hovedparten af sit liv uden for Danmark, hvilket taler imod, at ophør af [klagerens] opholdsret må antages at være særligt belastende for [klageren].
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har en tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet det fremgår af sagens oplysninger, at [klageren] har været forpagter af en restaurant, og at det fremgår af indkomstregistret, at [klageren] har modtaget lønindkomst som lønmodtager i perioderne fra […] maj 2017 til […] juni 2017, fra […] november 2017 til […] januar 2018, fra […] marts 2018 til […] marts 2019 og fra […] maj 2023 til […] juli 2023.
Udlændingenævnet finder dog, at denne tilknytning ikke har et sådant omfang, at ophør af [klagerens] opholdsret må antages at virke særligt belastende for [klageren].
Det forhold, at [klageren] har født et barn den […] oktober 2023 kan ikke føre til en ændret vurdering, idet barnet på grund af sin alder ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at en meddelelse om ophør af [klagerens] opholdsret bør undlades. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at familielivet ikke kan udøves uden for Danmark.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [klageren] ikke er fremkommet med oplysninger om andre personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold.
Udlændingenævnet finder dermed, efter en samlet vurdering af alle sagens oplysninger, at ophør af [klagerens] opholdsret ikke kan antages at virke særligt belastende for [klageren].
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at [klageren] ikke har opnået ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] ikke har haft lovligt ophold her i landet efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger uafbrudt i 5 år.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] den […] august 2017 fik udstedt opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsens daværende § 13 (nu EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3) som familiemedlem til en dansk statsborger, og at denne opholdsret er ophørt fra den […] november 2017.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse af […] december 2023.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juli 2024 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt - familieliv
Dato: 22-07-2024ke havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] juli 2023. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [den danske statsborger] har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige og dér har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som selvforsørgende, samt at [ansøgeren] er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, som barn af [den danske statsborgers samlever].
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige i den periode, hvor [den danske statsborger] udnyttede sin ret til fri bevægelighed i Sverige, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at [ansøgerens] ophold i Sverige har været af en sådan karakter, at det har været egnet til, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har kunnet opbygge eller konsolidere et fælles familieliv dér, og således fortsætte det pågældende familieliv efter [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i løbet af den periode på 13 måneder, hvor [den danske statsborger] var bosat i Sverige, hovedsageligt opholdt sig i USA, idet hun alene opholdt sig i Sverige i 53 dage fordelt over 2 ophold, henholdsvis i 5 dage fra den […] marts 2022 til den […] marts 2022, hvorefter hun rejste tilbage til USA, og i 48 dage fra den […] juni 2022 til den […] august 2022, hvor hun opholdt sig i Sverige i forbindelse med sin skoleferie.
Udlændingenævnet finder herefter, at varigheden og omfanget af [ansøgerens] ophold i Sverige har haft karakter af ferie- og besøgsophold, hvilket taler imod, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Sverige har haft et familieliv af en sådan varighed og intensitet, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem dem.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af præmis 56 i EU-Domstolens sag C-456/12, O og B, at det er det forhold, at unionsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til og under overholdelse af betingelserne i henholdsvis artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1 og stk. 2, i opholdsdirektivet, som ved unionsborgerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, giver den tredjelandsstatsborger, med hvem unionsborgeren har haft et familieliv i værtsmedlemsstaten, en afledt opholdsret.
Ved vurderingen af karakteren af familielivet i Sverige, har Udlændingenævnet inddraget det anførte om [ansøgeren] og [den danske statsborgers] familieliv forud for indrejsen i Sverige. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] den […] oktober 2021, allerede 2 måneder efter sin indrejse i Danmark, afbrød uddannelsesforløbet på [skole] og rejste til USA for at påbegynde et uddannelsesforløb på [High School] og bo hos sin far, og at hun – på trods af at hun den […] november 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark – efterfølgende alene opholdt sig 7 dage i Danmark, fra den […] november 2021 til og med den […] november 2021, indtil hun den […] marts 2022 igen indrejste i Danmark umiddelbart før [den danske statsborger] udrejste til og tog ophold i Sverige.
[Ansøgeren] har således i størstedelen af perioden frem til indrejsen i Sverige boet i USA, idet hun, ud over en periode på 2 måneder fra den […] august 2021 til og med den […] oktober 2021, alene opholdt sig sammen med [den danske statsborger] i forbindelse med kortere besøgsophold i Danmark og USA.
Udlændingenævnet finder således, at relationen mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] ikke havde en sådan karakter, at de ved indrejsen i Sverige skulle videreføre et allerede etableret fast familieliv.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren], [den danske statsborgers samlever] og [den danske statsborger] indrejste i Sverige sammen, og at det kan udledes af den fremlagte dokumentation, at de havde til hensigt at etablere eller konsolidere deres familieliv dér, at [ansøgeren] fik udstedt et opholdskort i Sverige og ansøgte om optagelse på flere internationale uddannelsesinstitutioner i Sverige, at [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] var i kontakt med flere uddannelsesinstitutioner i Sverige omkring [ansøgerens] uddannelsesmuligheder, og at [ansøgeren] dagligt var i kontakt med [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] gennem videoopkald.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at det forhold, at [ansøgeren] udrejste til USA allerede 5 dage efter indrejsen i Sverige, og at [ansøgerens] øvrige ophold i Sverige ligeledes havde karakter af et korte besøgs- og ferieophold sammenholdt med, at [ansøgeren] under [den danske statsborgers] og [den danske statsborgers samlevers] ophold i Sverige havde sin faste bopæl hos sin far i USA, og at [ansøgeren] således primært havde sine livsforhold, herunder sin skolegang, i USA, taler imod, at [ansøgeren] kan antages at indgå i den familieenhed, som [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] har konsolideret under opholdet i Sverige.
Alene det forhold, at det var hensigten, at [ansøgeren] skulle bo hos [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] i Danmark og i Sverige, at [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] både i Danmark og i Sverige havde indrettet deres liv herefter, og at [ansøgeren] udrejste til USA på grund af manglende egnede uddannelsesmuligheder i Danmark og i Sverige, kan ikke medføre, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger].
Dertil kan det anførte om, at [ansøgerens] ophold i USA alene har været af midlertidig karakter, ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet derimod finder, at sagens oplysninger samlet set taler for, at der er tale om en længerevarende ordning, hvor [ansøgeren] siden den […] oktober 2021 har boet fast hos sin far i USA. [Ansøgeren] har i den forbindelse regelmæssigt haft besøg af [den danske statsborgers samlever], som rejste til USA hver 6. uge, mens [ansøgeren] både umiddelbart op til og under [den danske statsborgers] ophold i Sverige og i de efterfølgende perioder alene har opholdt sig sammen med [den danske statsborger] i forbindelse med kortere besøgsophold 3-4 gange om året.
Det anførte om, at den mest nærliggende tolkning af EU-Domstolens praksis må indebære, at et ophold uden for familiens bopæl i forbindelse med uddannelse ikke udelukker, at et familieliv er blevet opbygget eller konsolideret i en værtsmedlemsstat under henvisning til Altiner-dommen (C-230/17), kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Altiner-dommen vedrører vurderingen af, om et i værtsmedlemsstaten allerede etableret eller konsolideret familieliv kan anses for afbrudt under henvisning til, at familiemedlemmet indrejser eller indgiver ansøgning senere end unionsborgerens tilbagevenden til sin egen medlemsstat, og at familiemedlemmets eventuelle færdiggørelse af uddannelse kan indgå i vurderingen heraf. Idet Udlændingenævnet finder, at der i denne sag ikke er etableret eller konsolideret et familieliv i Sverige, finder disse principper i Altiner-dommen ikke anvendelse.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at det hele tiden har været hensigten, at [ansøgeren] skulle flytte tilbage til [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever], når [ansøgerens] uddannelsesophold i USA var afsluttet, og at [den danske statsborger] utvivlsomt ville have tilrettelagt sit arbejdsliv anderledes, hvis [den danske statsborger] havde været af den opfattelse, at [den danske statsborger] ikke kunne medbringe både [den danske statsborgers samlever] og [ansøgeren] til Danmark.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det alene er fortsættelsen af et familieliv, der opbygges eller konsolideres under den danske statsborgers udøvelse af rettigheder i værtsmedlemsstaten, der er omfattet af den sekundære ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at det forhold, at [ansøgeren] først påtænker at flytte til Danmark, når [ansøgerens] uddannelsesophold i USA er afsluttet, og at [ansøgeren] således fortsat ikke har taget ophold i Danmark efter indgivelsen af ansøgningen i maj 2023, ikke taler for, at ansøgningen om EU-opholdsret reelt er udtryk for et ønske om at fortsætte et allerede etableret eller konsolideret familieliv.
Endeligt kan det anførte om, at en retspraksis, hvor mindreårige børn, der er tredjelandstatsborgere, som følge af f.eks. et uddannelses- eller kostskoleophold i udlandet ikke kan følge deres familie, når denne udøver sekundær bevægelighed, må anses for at udgøre en uforholdsmæssig begrænsning, der kan afskrække unionsborgere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med at indrømme en afledt opholdsret til et familiemedlem, der er tredjelandsborger, er at gøre det muligt for unionsborgeren at fortsætte det familieliv, som den pågældende har opbygget eller konsolideret i en anden medlemsstat. Det indebærer, at der først vil kunne tales om uforholdsmæssig begrænsning, såfremt der mellem familiemedlemmet og unionsborgeren reelt er opbygget eller konsolideret et familieliv i værts-medlemsstaten.
For så vidt angår retten til familieliv, herunder EMRK artikel 8 og EU-Chartrets artikel 7, henviser Udlændingenævnet til, at et eventuelt beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand mellem en dansk statsborger og en tredjelandsstatsborger ikke i sig selv kan føre til, at en tredjelandsstatsborger kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, hvis de øvrige betingelser ikke er opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingen af, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse under henvisning til EMRK art. 8, ligger under Udlændingestyrelsens kompetence og bør foretages med hjemmel i national lovgivning – i dette tilfælde udlændingelovens regler om familiesammenføring.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 26-06-2024SIRI meddelte ansøgeren afslag under henvisning til, at det ikke kunne lægges til grund, at den danske statsborger havde haft reelt og faktisk ophold i Polen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] januar 2024. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at [den danske statsborger] i perioden fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Polen, som er en betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samle-de omstændigheder, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at [den danske statsborger] har haft udgifter til et almindeligt forbrug i Polen, som vil kunne antages at være normalt, hvis [den danske statsborger] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Polen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af kontoudskrifter fra [en dansk bank] fra perioden fra [..] januar 2021 til og med [..] april 2021, samt kvitteringer af [..] januar 2021, [..] februar 2021, [..] februar 2021, [..] marts 2021 og [..] april 2021.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at de fremlagte kontoudskrifter og kvitteringer ikke i selv dokumen-terer, at [den danske statsborger] har haft udgifter til et almindeligt forbrug i Polen i perioden fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021, idet hverken kontoudskrifterne eller kvitteringerne er person-henførbare til [den danske statsborger].
Udlændingenævnet finder endvidere, at uanset om kontoudskrifterne og kvitteringerne kunne henføres til [den danske statsborger], dokumenterer de alene, at [den danske statsborger] i en kort, afgrænset periode har haft et forbrug i Polen, hvilket ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at [den danske statsborger] kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold dér.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemed-lem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
EU-Domstolen udtalte i sagen C-456/12, O m.fl., præmis 52, i følgende:
"I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke af-skrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsbor-gerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret"
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [den danske statsborger] under opholdet i Polen i perio-den fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021 beholdt sin bopælsadresse i Danmark, hvilket taler imod, at [den danske statsborger] faktisk har draget konsekvenserne af at være flyttet fra Dan-mark til Polen for dér at etablere et reelt og faktisk ophold, men derimod har haft et ferie- eller besøgs-ophold.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at [den danske statsborger] har haft sådanne faste udgifter herunder eksempelvis til husleje, telefoni, eller at [den dan-ske statsborger] i øvrigt har foretaget sådanne dispositioner, som må antages at kunne forventes i forbindelse med et reelt og faktisk ophold i Polen.
Det er på denne baggrund Udlændingenævnets vurdering, at omstændighederne vedrørende [den dan-ske statsborgers] angivne ophold i Polen taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdi-rektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 4 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation vedrørende [den danske statsborgers] beskæftigelse i Danmark i 2022 og 2023, [den danske statsborgers] kontoudtog fra [en dansk bank] for perioden fra den [..] november 2023 til den [..] december 2023, [den danske statsborgers] overførsler via [..] for perioden fra maj 2022 til oktober 2023 og kvittering fra [..] af [..] marts 2023, samt at det er oplyst, at [den danske statsborger] besøger [ansøgeren] i Polen et par gan-ge om året, og at [den danske statsborger og ansøgeren] dagligt har kontakt med hinanden.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de pågældende forhold hverken i sig selv eller sam-menholdt med sagens øvrig omstændigheder dokumenterer, at [den danske statsborger] har etableret et reelt og faktisk ophold i Polen i fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021 eller efterfølgen-de.
Endelig kan oplysningerne om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder at [ansøgeren] har boet i Danmark i 20 år, at [ansøgerens] 7 voksne børn bor her i landet, at [ansøgeren] er blevet enke, at [an-søgeren] har brug for [sin] families støtte på grund af [sine] helbredsmæssige problemer, og at [ansø-gerens] to mindreårige børn ønsker at gå i skole i Danmark, heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning
ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, er opfyldt. Udlændingenævnet henviser til nedenstående vejledning.
Udlændingenævnet har i modsætning til SIRI ikke fundet anledning til at vurdere om [den danske stats-borger] opfylder forsørgelseskravet, idet hverken SIRI eller Udlændingenævnet har taget stilling til om de øvrige betingelser for at opnå opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsbor-ger, der vender tilbage til Danmark, er opfyldt, herunder bl.a. om [ansøgeren] er omfattet af omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Familieliv – Ej opbygget eller konsolideret familieliv
Dato: 06-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en pakistansk statsborger, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3. Nævnet fandt, at der ikke var opbygget eller konsolideret et familieliv i den anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der i marts 2021 havde indgået ægteskab med en dansk statsborger, indrejste i Danmark i juni 2021 og indgav ansøgning om EU-opholdskort som familiemedlem til den danske statsborger, der vendte tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i Sverige. Forud for indrejsen i Danmark havde ansøgeren opholdt sig i Sverige i 50 dage sammen med den danske statsborger på baggrund af et turistvisum. Ansøgeren og den danske statsborger havde ikke boet sammen, før deres fælles ophold i Sverige.
I juni 2023 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke havde opnået opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger under henvisning til, at ansøgeren og den danske statsborgers ægteskab var indgået proforma, og at de – uanset om der var tale om et reelt ægteskab – ikke havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige. Udlændingenævnet stadfæstede denne afgørelse i januar 2024.
I juni 20224 genoptog Udlændingenævnet sagen som følge af nye oplysninger. Udlændingenævnet stadfæstede herefter sagen på ny, dog med en delvis ændret begrundelse, idet Udlændingenævnet fandt, at der ikke længere var grundlag for at anse ægteskabet for indgået proforma. Udlændingenævnet vurderede imidlertid fortsat, at det ikke kunne anses for godtgjort, at ansøgeren og den danske statsborger havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] juni 2023. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at [den danske statsborger] har haft et reelt og faktisk ophold i Sverige.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [den danske statsborger] og [ansøgeren] den […] marts 2021 indgik ægteskab, og at det på baggrund af sagens samlede oplysninger må anses for godtgjort, at ægteskabet er reelt.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [den danske statsborger] og [ansøgeren] ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige i den periode, hvor [den danske statsborger] udnyttede [sin] ret til fri bevægelighed i Sverige, hvilket er en betingelse for, at [ansøgeren] kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger, at [ansøgerens] kortvarige ophold i Sverige ikke har været af en sådan karakter, at det har været egnet til, at [den danske statsborger] og [ansøgeren] kunne konsolidere et familieliv dér, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan støtte ret på den sekundære frie bevægelighed og fortsætte det pågældende familieliv efter [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] efter det oplyste opholdt sig i Sverige i perioden fra den […] april 2021 til og med den […] juni 2021, hvilket svarer til 50 dage.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [den danske statsborger] til sagen har oplyst, at [den danske statsborger] og [ansøgeren] indrejste i Danmark den […] juni 2021, fordi [ansøgeren] visum ville udløbe kort efter, ligesom [den danske statsborgers] arbejde var i Danmark, og [den danske statsborgers] mormors helbred var forværret.
Dette er forhold, som efter Udlændingenævnets vurdering indikerer, at [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark i juni 2021 var planlagt på forhånd, hvorfor det må lægges til grund, at [ansøgeren] ikke havde til hensigt at etablere sig i Sverige i medfør af EU-retten for der at etablere eller konsolidere et familieliv med [den danske statsborger].
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [ansøgeren] indrejste i Sverige på et turistvisum og opholdt sig der uden at indgive ansøgning om opholdsdokument, og at [ansøgerens] ophold i Sverige således har haft karakter af et ferie- og besøgsophold.
Det til støtte for klagen anførte om, at [den danske statsborger] og [ansøgeren] i Sverige etablerede et solidt familieliv, idet [de] boede sammen, håndterede økonomiske forpligtelser sammen og forsøgte at integrere [sig] ved bl.a. at deltage i en sprogcafe og etablere venskaber, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] ophold i Sverige som følge af varigheden og karakteren ikke har været egnet til at etablere eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af præmis 56 i EU-Domstolens sag C-456/12, O og B, at det er det forhold, at unionsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til og under overholdelse af betingelserne i henholdsvis artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1 og stk. 2, i opholdsdirektivet, som ved unionsborgerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, giver den tredjelandsstatsborger, med hvem unionsborgeren har haft et familieliv i værtsmedlemsstaten, en afledt opholdsret.
Udlændingenævnet har endelig tillagt det vægt, at [den danske statsborger] og [ansøgeren] i perioden mellem indgåelse af ægteskab og [ansøgerens] indrejse i Sverige ikke havde boet sammen eller på anden måde udøvet et familieliv, og at der således ikke var tale om videreførelse af et allerede etableret og konsolideret familieliv.
Udlændingenævnet bemærker afslutningsvis, at det endvidere ikke på baggrund af den indsendte dokumentation kan anses for godtgjort, at [ansøgeren] i den angivne periode opholdt sig i Sverige, idet der til sagen alene er indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] har fået udstedt et Schengenvisum og en togbillet for rejse den […] april 2021 fra København til Malmø samt dokumentation for forsikring.
Det anførte om, at der ved vurderingen af [ansøgerens] ophold i Sverige bør lægges vægt på [den danske statsborgers] forhold, og at der ifølge pakistansk kultur er etableret et familieliv allerede ved indgåelsen af et ægteskab, kan ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt [den danske statsborger] og [ansøgeren] har etableret eller konsolideret et familieliv under [den danske statsborgers] ophold i Sverige.
Det anførte om, at Danmark ikke bør efterprøve rigtigheden af de afgørelser, som andre EU-lande har truffet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at udlændingemyndighederne har adgang til foretage en selvstændig vurdering af, om en ansøger opfylder betingelserne for meddelelse af opholdsret efter EU-retten.
Endelig kan den til klagen anførte generelle kritik af SIRI’s vurdering af sager om opholdsret til familiemedlemmer efter EU-reglerne ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder således, at SIRI’s afgørelse ikke giver anledning til at antage, at SIRI har sat ”skøn under regel”, idet afgørelsens begrundelse afspejler en konkret og individuel vurdering af samtlige sagens oplysninger.
Udlændingenævnet stadfæster således, omend med en ændret begrundelse, SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – familieliv – familielivet afbrudt
Dato: 16-01-2024Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
” Styrelsen for International Rekruttering og Integration finder efter en konkret vurdering, at din ægtefælle har etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien og der har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som selvforsørgende frem til den […] maj 2008.
Det er videre lagt til grund, at du og din ægtefælle i Storbritannien har udøvet (opbygget eller konsolideret) et familieliv indtil den […] maj 2008 som ægtefæller.
Ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger vurderer vi dog, at dit og din ægtefælles familieliv efterfølgende er afbrudt, og at du derfor ikke kan aflede en opholdsret i Danmark fra din ægtefælle.
Vi har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at der er gået 15 år fra, din ægtefælle indrejste i Danmark, og til, at du indrejste i Danmark.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du ville sikre dit indtægtsgrundlag ved at fortsætte med at arbejde i Storbritannien. Det kan være et hensyn, at man skal færdiggøre et arbejde, sælge fast ejendom eller lignende i det andet EU-land, inden man slutter til sig til den danske statsborger i Danmark, men vi finder ikke, at det har været tilfældet i denne sag. Det skyldes, at du har oplyst, at du selv besluttede dig for at forlænge dit ophold i Storbritannien.
Vi lægger her dine egne oplysninger til grund om, at din plan var at indrejse i Danmark i 2010, men på grund af en forberedning af dine pensionsindtægter besluttede du dig for at fortsætte med at arbejde i Storbritannien frem til februar 2017, hvorefter du gik på pension.
Vi bemærker også, at der gik mere end 6 år efter din pensionering fra dit arbejde og til, at du indrejste i Danmark. Dette understøtter heller ikke, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hendes tilbagevenden til Danmark. Vi lægger her vægt på, at der – efter din pensionering – ikke er fremlagt dokumentation for, at du skulle afvikle jeres fælles liv med henblik på at flytte til Danmark.
Vi vurderer derfor, at du ikke har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hendes indrejse i Danmark, og at jeres familieliv derfor må opfattes som afbrudt.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du og din ægtefælle har besøgt hinanden og holdt kontakten ved telefonopkald, beskeder og fælles ferier. Det samme gælder oplysningerne vedrørende din søns helbredstilstand.
Når vi vurderer disse oplysninger i sammenhæng med oplysningerne om, at du fortsatte med at arbejde i Storbritannien i godt 9 år efter din ægtefælles tilbagevenden til Danmark, og at din ægtefælle indrejste i Danmark 15 år før dig, understøtter de ikke i sig selv, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i en naturlig forlængelse af hendes tilbagevenden i Danmark.
Da det familieliv, du og din ægtefælle konsoliderede i Storbritannien, må anses som afbrudt, er du ikke omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have været omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for unionsborgere i et andet EU-land.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse af […] maj 2023 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at det familieliv, som [ansøgeren] og [den danske statsborger] havde opbygget eller konsolideret i Storbritannien under [den danske statsborgers] ophold der, efterfølgende er afbrudt. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens§ 1, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har udøvet et familieliv i perioden fra den […] maj 2008 og frem til tidspunktet for [ansøgerens] indrejse i Danmark den […] februar 2023, ved daglig telefonisk kontakt, ferier og besøgsophold. Ligeledes er den til støtte for klagen indsendte dokumentation indgået i Udlændingenævnets vurdering.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at oplysningerne herom ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt vægt på, at det fremgår af præmis 26 i Altiner-dommen, at "såfremt der i forbindelse med en unionsborgers reelle ophold i henhold til og under overholdelse af betingelserne i artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger, er blevet opbygget eller konsolideret et familieliv i denne medlemsstat, kræver den effektive virkning af de rettigheder, som unionsborgeren har i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, at det familieliv, som unionsborgeren har ført i værtsmedlemsstaten, skal kunne fortsættes, når unionsborgeren vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, derved at det berørte familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, indrømmes en afledt opholdsret."
Det er således afgørende for, om et familiemedlem til en unionsborger, der vender tilbage sin egen medlemsstat, kan aflede en opholdsret i denne medlemsstat, at der er tale om en fortsættelse af det familieliv, som unionsborgeren førte i værtsmedlemsstaten.
EU-Domstolen har i sag C-230/17, Altiner, fastslået, at der ved vurderingen af, om et opbygget eller konsolideret familieliv har været afbrudt, bl.a. kan indgå den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren, der er familiemedlem til en af medlemsstatens egne statsborgere, er indrejst og har indgivet ansøgning om EU-opholdskort på dens område lang tid efter sidstnævntes tilbagevenden til dette område.
Udlændingenævnet finder, at familielivet mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Storbritannien må anses for afbrudt, før [ansøgeren] sluttede sig til [den danske statsborger] i Danmark. Der henvises i den forbindelse til SIRI's begrundelse, og Udlændingenævnet skal i den forbindelse særligt fremhæve perioden på 15 år mellem [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark og [ansøgerens] indrejse og ansøgning.
Oplysningerne om et eventuelt familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger], som er udøvet ved besøgsophold i perioden efter den […] maj 2008, og som både i omfang og karakter adskiller sig fra det i Storbritannien konsoliderede familieliv, kan derfor ikke føre til, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kan aflede en ret til ophold under henvisning til [den danske statsborgers] ophold i Storbritannien forud for 2008.
Det anførte om, at [ansøgeren] både før og efter [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark rejste til udlandet samt til andre byer inden for Storbritannien omtrent 10-12 gange årligt i forbindelse med sit arbejde, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om [ansøgeren] ved månedlige forretningsrejser havde fravær fra sin og [den danske statsborgers] fælles bopæl i Storbritannien i perioden inden 2008, kan det ikke sidestilles med det familieliv, som parret udøvede efter [den danske statsborgers] indrejse i Danmark i 2008, hvor de tilbragte kortere perioder sammen og ellers levede adskilt. Det er derfor fortsat Udlændingenævnets vurdering, at det mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] opbyggede eller konsoliderede familieliv i Storbritannien må anses for afbrudt, særligt henset til den betydelige varighed af perioden mellem 2008 og 2023.
Det ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at den tidsmæssige forskel mellem [den danske statsborgers] indrejse i Danmark og [ansøgerens] ansøgning om opholdsret skyldes, at det var forbundet med stor risici for [ansøgeren] at opsige sit arbejde i Storbritannien for at søge nyt arbejde i Danmark, og at han forsøgte at forberede sig økonomisk på at flytte til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan anses for godgjort, at [ansøgeren] havde haft til hensigt at slutte sig til [den danske statsborger] i umiddelbart forlængelse af hendes indrejse i Danmark. Der henvises til SIRI's afgørelse.
Oplysningerne om [ansøgeren] og [den danske statsborgers] søn, herunder den til sagen indsendte lægeerklæring, oplysningerne om [ansøgerens] forhold i Storbritannien, og det anførte om EMRK artikel 8 kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for at opnå ret til ophold efter EU-reglerne om fri bevægelighed er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – reelt og faktisk ophold
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for international Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde indgivet ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers samlever, indgav i marts 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra primo februar 2023 til ultimo marts 2023 havde opholdt sig i Sverige sammen med ansøgeren og parrets fælles barn. Den danske statsborger arbejdede i Danmark. Der var til ansøgningen vedlagt bl.a. kontoudtog fra den danske statsborgers bank, kvitteringer for flytteanmeldelse fra Danmark til Sverige, en lejekontrakt, kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas samt den danske statsborgers ansættelseskontrakt og lønsedler.
I april 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på ansøgers opholdsret under henvisning til, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige inden sin tilbagevenden til Dan-mark.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”SIRI lægger til grund, at [referencen] har været registreret som udrejst til Sverige i CPR i perioden fra [primo] februar 2023 til [primo] marts 2023. Dette indebærer ikke i sig selv, at [referencen] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, da der alene er tale om en registrering.
SIRI lægger endvidere til grund, at det er oplyst, at [referencen] vendte tilbage til Danmark [ultimo] marts 2023.
I vurderingen lægger SIRI afgørende vægt på varigheden af [referencens] ophold i Sverige, som har varet i perioden fra [primo] februar 2023 til enten [primo] marts 2023 eller frem til [ultimo] marts 2023. [Referencens] ophold i Sverige udgør derfor enten 30 eller 51 dage.
SIRI finder derfor, at [referencen] ikke har haft etableret et faktisk og reelt ophold i Sverige, og at [referencen] ikke i Sverige havde indrettet sig på en sådan måde, at det viste, at [referencen] havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Sverige og drage de konsekvenser, der følger af at flytte til et andet land.
SIRI henviser også til, at det som udgangspunkt vil tale imod et faktisk og reelt ophold i en anden medlemsstat, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, jf. EU-Domstolens dom i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 59.
Det kan ikke føre til, at SIRI vurderer, at der er etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, at der er fremlagt dokumentation for, at [referencen] har afholdt udgifter til husleje, pendling og almindelig husholdning i Sverige i perioden fra primo februar 2023 og indtil [referencen] tilbagevenden til Danmark.
SIRI lægger her vægt på, at EU-Domstolen i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 52, udtalte, at en unionsborger, som udøver sin ret til frit at opholde sig i en anden medlemsstat i op til 3 måneder (ophold efter artikel 6 i opholdsdirektivet), ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
SIRI vurderer derfor, at de samlede omstændigheder vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at [referencens] ophold i Sverige må betragtes som et korttidsophold efter opholdsdirektivet, og at et sådant ophold ikke kan udgøre et faktisk og reelt ophold.
Eftersom [referencen] ikke har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, kan [ansøgeren] ikke gives ret til ophold i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at [referencens] ophold i Sverige ikke fører til, at [ansøgeren] kan aflede opholdsret fra [referencen].
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har ved sin vurdering inddraget de argumenter, som er anført i forbindelse med klagen.
Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har kendt hinanden siden marts 2019, at [referencen] blev gravid i februar 2020, at parterne har besøgt hinanden flere gange i henholdsvis Danmark og Filippinerne, at de har boet sammen på fælles bopæl siden november 2020, at de har et reelt samliv på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at de har et dybdegående personligt kendskab til hinanden, og at [ansøgeren] har fremvist dokumentation for den familiemæssige tilknytning til [referencen].
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at hverken SIRI eller Udlændingenævnet bestrider [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation er underordnet for vurderingen af, om [referencen] selv har etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at kravet om reelt og faktisk ophold i et andet EU-land ikke gælder for danske statsborgeres familiemedlemmer, og at [ansøgeren] har fremvist bevis på sit faktiske ophold i Sverige.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette ikke vil kunne ændre ved den omstændighed, at [referencen] i sin egenskab af unionsborger og dansk statsborger ikke kan antages at have etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har op-bygget og konsolideret et familieliv før [ansøgerens] ankomst til Sverige, at de har udøvet familielivet i Sverige i en periode på 51 dage frem til [referencens] tilbagevenden til Danmark, og at denne periode ikke er for kort til at opbygge og konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at omstændighederne vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at det er anført, at SIRI’s afgørelse vægter på en tynd bevisførelse samt en forkert formodning og vurdering af den aktuelle hensigt i sagen, og at det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og myndigheden ikke må træffe afgørelse på grundlag af et utilstrækkeligt materiale.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] ved den forelagte dokumentation har redegjort for forholdene omkring sit ophold i Sverige i en sådan grad, at der ikke var behov for, at SIRI indhentede yderligere dokumentation. Udlændingenævnet finder således, at [referencens] egen oplysning om opholdets varighed samt navnlig den indsendte kontoudskrift, ansættelseskontrakt og lejekontrakt udgør de for sagen nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at SIRI kunne træffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse om, hvorvidt [referencen] i lyset af den ovenfor anførte retspraksis havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at SIRI’s afgørelse har negative konsekvenser for [ansøgerens] og [referencens] familie.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold i sager om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen har betydning i tilfælde, hvor der skal tages stilling til, om en allerede eksiste-rende opholdsret skal ophøre. Eftersom [ansøgeren] aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, kan det anførte derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om han har opnået en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2023 – Sekundær bevægelighed – Forsørgelseskrav
Dato: 17-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra USA, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var gift med en dansk statsborger, indgav i december 2022 ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger. Det var til ansøgningen oplyst, at den danske statsborger og ansøgeren havde opholdt sig i Spanien i perioden fra februar 2022 og frem til november 2022, og at den danske statsborger havde været arbejdstager. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kopi af den danske statsborgers kontoudtog og ansættelseskontrakt.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af februar 2023. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist, ligesom SIRI, lagt til grund, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Spanien, som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende). Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har været bosiddende i Spanien, men at vedkommende har haft arbejde i Gibraltar. Den danske statsborger kan derfor ikke anses for at have været arbejdstager i Spanien i medfør af reglerne om fri bevægelighed.
Derudover har Udlændingenævnet lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren har konsolideret et familieliv ved deres ophold i Spanien. Det er herved indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger og ansøgeren bl.a. har indsendt en række dokumenter for deres fælles ophold i Spanien, herunder en fælles lejekontrakt.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Forsørgelseskravet stilles, idet den danske statsborger inden indrejsen i Danmark har opholdt sig i Spanien som person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende), og da den danske statsborger ved sin tilbagevenden til Danmark i november 2022 forsat var ikke-økonomisk aktiv.
Det forhold, at den danske statsborger har været i beskæftigelse i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 kan ikke føre til, at den danske statsborger kan anses for at have været økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark, og at forsørgelseskravet derfor ikke stilles.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborgers ansættelse først begyndte 3 måneder efter indrejsen i Danmark, og at den danske statsborgers ansættelse alene har været af begrænset omfang og varighed. Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger i perioden fra marts 2023 til og med maj 2023 i gennemsnit arbejdede ca. 16 timer om måneden, og at den danske statsborger efter maj 2023 ikke ses at have haft en lønindkomst.
Det er herefter indgået i Udlændingenævnets vurdering af forsørgelseskravet, at det af de fremlagte bankudskrifter af december 2022 fremgår, at den danske statsborger pr. december 2022 havde et samlet indestående på 1.654 euro, svarende til ca. 12.300 kr., og at den danske statsborger siden april 2023 månedligt har modtaget 2.474 kr. i SU.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at beløbene på den danske statsborgers kontoudskrifter ikke i sig selv godtgør, at den danske statsborger har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og ansøgeren. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at et beløb på ca. 12.300 kr., ikke over en længere periode må antages at udgøre et tilstrækkelig beløb for forsørgelse af to personer.
Udlændingenævnet skal i forlængelse heraf henvise til de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, ved vurderingen af forsørgelseskravets størrelse.
Ved vurderingen har Udlændingenævnet desuden lagt vægt på, at den danske statsborger ud over sit bankindestående har haft lønindtægt fra sin arbejdsplads, og at den danske statsborger har modtaget SU. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på beløbets begrænsede størrelse, som ikke ud fra de gældende satser i § 22 i lov om aktiv socialpolitik, må anses at være tilstrækkelige midler til to personer.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der i øvrigt ikke er fremlagt dokumentation for andre indtægter eller midler, som taler for, at den danske statsborger opfylder forsørgelseskravet. Det forhold, at det af CPR fremgår, at den danske statsborger er bosiddende på samme adresse som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering, da oplysningen ikke dokumenterer, at der foreligger særlig forhold vedrørende den danske statsborger og ansøgerens økonomiske situation.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Ophør og Tidsubegrænset ophold
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af en sydkoreansk statsborgers opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og afslag på tidsubegrænset opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i november 2016 meddelt opholdsret i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ansøgeren og den danske statsborger havde sammen et dansk statsborgerbarn født i 2017. I januar 2019 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at ansøgerens opholdsret ikke var ophørt, idet den var bevaret som følge af samvær med det danske statsborgerbarn. I oktober 2021 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset EU-opholdsret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at samværet med barnet alene foregik online. Ansøgningen var vedlagt en afgørelse fra september 2021 fra Familieretshuset, som havde truffet afgørelse om, at den danske statsborger havde fuld forældremyndighed over det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnets afgørelser:
”Derfor har ansøgeren ikke ret til tidsubegrænset ophold:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremsendt dokumentation for eller foreligger oplysninger om, at ansøgeren har haft lovligt ophold efter EU-retten som medfølgende familiemedlem her i landet uafbrudt i 5 år.
Det fremgår således af sagens oplysninger, at ansøgeren senest i juni 2016 indrejste i Danmark og blev meddelt opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, og at Statsforvaltningen i januar 2019 traf afgørelse om, at ansøgeren havde bevaret sin opholdsret, selv om ansøgeren ikke opfyldte betingelserne herfor, som følge af samvær med sit danske statsborgerbarn. Imidlertid må ansøgerens opholdsret anses for ophørt i maj 2019, og ansøgeren har således ikke haft ophold i Danmark efter EU-retten uafbrudt i 5 år. Der henvises til begrundelsen nedenfor.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren haft et andet lovligt opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Derfor er ansøgerens tidsbegrænsede ret til ophold efter EU-retten ophørt:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af ultimo marts 2022. Ansøgerens opholdsret, der tidligere blev bevaret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, ophørte derfor i maj 2019, idet ophør fra dette tidspunkt ikke længere må anses for særligt belastende for ansøgeren.
Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om, at ansøgeren fra september 2016 ikke længere opfyldte betingelserne for sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger. Statsforvaltningen fandt samtidig, at ansøgeren alligevel bevarede sin opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 (tidligere § 39), og udlændingelovens § 26, 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 (tidligere § 32, stk. 1, 2. pkt.).
Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om bevarelse af ansøgerens opholdsret, at der blev lagt afgørende vægt på, at ansøgeren havde samvær med sit og den danske statsborgers fællesbarn, født i april 2017, idet ansøgeren havde oplyst at have fast og regelmæssigt samvær med overnatning hver anden weekend. Disse oplysninger var blevet bekræftet af den danske statsborger, hvorfor Statsforvaltningen lagde oplysningerne til grund.
Det fremgår videre af Statsforvaltningens afgørelse, at ansøgeren alene kunne bevare sin opholdsret i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, så længe betingelserne herfor var opfyldt.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at en afgørelse om ophør af ansøgerens opholdsret ikke siden maj 2019, kan anses for at være særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, hvoraf det fremgår, at Familieretshuset har truffet afgørelse om, at den danske statsborger har den fulde forældremyndighed over det danske statsborgerbarn, indtil den endelige afgørelse om forældremyndighed og samvær forelægger. Familieretshuset lagde i den forbindelse vægt på, at det var vurderet, at det var bedst for det danske statsborgerbarn at bo hos den danske statsborger, bl.a. fordi barnet på afgørelsestidspunktet var 4 år og ikke havde set ansøgeren i 2 år.
Ansøgeren har til SIRI i december 2021 oplyst, at samværet med det danske statsborgerbarn alene foregår online. Til Udlændingenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har haft mulighed for fysisk samvær med sit barn, fordi den danske statsborger forhindrede samvær, og fordi COVID-19 besværliggjorde alt i de sidste 2 år. Udlændingenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har haft fysisk kontakt til eller samvær med det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren har forsøgt at få bevilliget samvær af Familieretshuset eller i øvrigt forsøgt at opnå kontakt med det danske statsborgerbarn før 2021. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, at det var den danske statsborger, der i april 2021 søgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at ansøgeren dukkede op på den danske statsborgers bopæl i marts 2021, og at dette var første kontakt i 2 år. Det fremgår videre, at det danske statsborgerbarns børnehave til Familieretshuset har oplyst, at de aldrig har mødt eller hørt noget fra ansøgeren hverken telefonisk eller på skrift.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der skal tages hensyn til ansøgerens og det danske statsborgerbarns fremtidige forhold, herunder den lange afstand mellem Danmark og Sydkorea, at ansøgeren ikke ønsker at blive adskilt fra sit barn, at der skal tages hensyn til de menneskeretlige aspekter herved, og at ansøgeren ikke vil have mulighed for at have samvær med sit barn, hvis ansøgeren skal udrejse af Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det efter praksis ikke er muligt at blive meddelt opholdsret eller bevare en opholdsret i Danmark med henblik på etablering eller intensivering af samvær med herboende børn. Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til meddelelse af et opholdsgrundlag, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke har været samvær af et sådant omfang, at det måtte anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren ophør af opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at ansøgeren har mulighed for at besøge det danske statsborgerbarn på et visumbesøg, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et visum.
Udlændingenævnet finder endvidere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at der ikke er indtrådt andre særlige omstændigheder der vil medføre, at ophør af ansøgerens opholdsret vil være særligt belastende.
Udlændingenævnet har ud fra en samlet og konkret vurdering lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i juni 2016, og at ansøgeren har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren og den danske statsborgers samliv ophørte, da deres barn var 1 år, og at ansøgeren ikke har samvær med sit barn.
Ansøgeren kan derfor ikke på baggrund af sit ophold anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ret til ophold kan antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter det oplyste har kontakt med sin mor i sit hjemland.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2021 påbegyndte en kandidatuddannelse på RUC, at ansøgeren efter det oplyste er medlem af en frimurerloge og i januar 2020 blev døbt i en kirke. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende at anse opholdsretten for ophørt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af det anførte, SIRI's afgørelser.”
Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet