Sekundær Bevægelighed
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Ophør og Tidsubegrænset ophold
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af en sydkoreansk statsborgers opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og afslag på tidsubegrænset opholdsret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i november 2016 meddelt opholdsret i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ansøgeren og den danske statsborger havde sammen et dansk statsborgerbarn født i 2017. I januar 2019 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at ansøgerens opholdsret ikke var ophørt, idet den var bevaret som følge af samvær med det danske statsborgerbarn. I oktober 2021 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset EU-opholdsret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at samværet med barnet alene foregik online. Ansøgningen var vedlagt en afgørelse fra september 2021 fra Familieretshuset, som havde truffet afgørelse om, at den danske statsborger havde fuld forældremyndighed over det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnets afgørelser:
”Derfor har ansøgeren ikke ret til tidsubegrænset ophold:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremsendt dokumentation for eller foreligger oplysninger om, at ansøgeren har haft lovligt ophold efter EU-retten som medfølgende familiemedlem her i landet uafbrudt i 5 år.
Det fremgår således af sagens oplysninger, at ansøgeren senest i juni 2016 indrejste i Danmark og blev meddelt opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, og at Statsforvaltningen i januar 2019 traf afgørelse om, at ansøgeren havde bevaret sin opholdsret, selv om ansøgeren ikke opfyldte betingelserne herfor, som følge af samvær med sit danske statsborgerbarn. Imidlertid må ansøgerens opholdsret anses for ophørt i maj 2019, og ansøgeren har således ikke haft ophold i Danmark efter EU-retten uafbrudt i 5 år. Der henvises til begrundelsen nedenfor.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren haft et andet lovligt opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Derfor er ansøgerens tidsbegrænsede ret til ophold efter EU-retten ophørt:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af ultimo marts 2022. Ansøgerens opholdsret, der tidligere blev bevaret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, ophørte derfor i maj 2019, idet ophør fra dette tidspunkt ikke længere må anses for særligt belastende for ansøgeren.
Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om, at ansøgeren fra september 2016 ikke længere opfyldte betingelserne for sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger. Statsforvaltningen fandt samtidig, at ansøgeren alligevel bevarede sin opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 (tidligere § 39), og udlændingelovens § 26, 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 (tidligere § 32, stk. 1, 2. pkt.).
Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om bevarelse af ansøgerens opholdsret, at der blev lagt afgørende vægt på, at ansøgeren havde samvær med sit og den danske statsborgers fællesbarn, født i april 2017, idet ansøgeren havde oplyst at have fast og regelmæssigt samvær med overnatning hver anden weekend. Disse oplysninger var blevet bekræftet af den danske statsborger, hvorfor Statsforvaltningen lagde oplysningerne til grund.
Det fremgår videre af Statsforvaltningens afgørelse, at ansøgeren alene kunne bevare sin opholdsret i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, så længe betingelserne herfor var opfyldt.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at en afgørelse om ophør af ansøgerens opholdsret ikke siden maj 2019, kan anses for at være særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, hvoraf det fremgår, at Familieretshuset har truffet afgørelse om, at den danske statsborger har den fulde forældremyndighed over det danske statsborgerbarn, indtil den endelige afgørelse om forældremyndighed og samvær forelægger. Familieretshuset lagde i den forbindelse vægt på, at det var vurderet, at det var bedst for det danske statsborgerbarn at bo hos den danske statsborger, bl.a. fordi barnet på afgørelsestidspunktet var 4 år og ikke havde set ansøgeren i 2 år.
Ansøgeren har til SIRI i december 2021 oplyst, at samværet med det danske statsborgerbarn alene foregår online. Til Udlændingenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har haft mulighed for fysisk samvær med sit barn, fordi den danske statsborger forhindrede samvær, og fordi COVID-19 besværliggjorde alt i de sidste 2 år. Udlændingenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har haft fysisk kontakt til eller samvær med det danske statsborgerbarn.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren har forsøgt at få bevilliget samvær af Familieretshuset eller i øvrigt forsøgt at opnå kontakt med det danske statsborgerbarn før 2021. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, at det var den danske statsborger, der i april 2021 søgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at ansøgeren dukkede op på den danske statsborgers bopæl i marts 2021, og at dette var første kontakt i 2 år. Det fremgår videre, at det danske statsborgerbarns børnehave til Familieretshuset har oplyst, at de aldrig har mødt eller hørt noget fra ansøgeren hverken telefonisk eller på skrift.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der skal tages hensyn til ansøgerens og det danske statsborgerbarns fremtidige forhold, herunder den lange afstand mellem Danmark og Sydkorea, at ansøgeren ikke ønsker at blive adskilt fra sit barn, at der skal tages hensyn til de menneskeretlige aspekter herved, og at ansøgeren ikke vil have mulighed for at have samvær med sit barn, hvis ansøgeren skal udrejse af Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det efter praksis ikke er muligt at blive meddelt opholdsret eller bevare en opholdsret i Danmark med henblik på etablering eller intensivering af samvær med herboende børn. Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til meddelelse af et opholdsgrundlag, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke har været samvær af et sådant omfang, at det måtte anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren ophør af opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at ansøgeren har mulighed for at besøge det danske statsborgerbarn på et visumbesøg, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et visum.
Udlændingenævnet finder endvidere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at der ikke er indtrådt andre særlige omstændigheder der vil medføre, at ophør af ansøgerens opholdsret vil være særligt belastende.
Udlændingenævnet har ud fra en samlet og konkret vurdering lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i juni 2016, og at ansøgeren har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren og den danske statsborgers samliv ophørte, da deres barn var 1 år, og at ansøgeren ikke har samvær med sit barn.
Ansøgeren kan derfor ikke på baggrund af sit ophold anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ret til ophold kan antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter det oplyste har kontakt med sin mor i sit hjemland.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2021 påbegyndte en kandidatuddannelse på RUC, at ansøgeren efter det oplyste er medlem af en frimurerloge og i januar 2020 blev døbt i en kirke. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende at anse opholdsretten for ophørt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af det anførte, SIRI's afgørelser.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Reelt og Faktisk ophold
Dato: 27-06-2023Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælle, indgav i september 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra juni 2020 havde opholdt sig i Italien sammen med ansøgeren. Den danske statsborger havde sin søn i Danmark og var under uddannelse i Danmark. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kontoudtog fra den danske statsborgers bank, fly- og togbilletter mellem Danmark og Italien, en lejekontrakt og kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad kan anses for godtgjort, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Italien, som er en betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark ved den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet finder ved en samlet konkret og individuel vurdering af den til sagen indsendte dokumentation, at den danske statsborger ikke i perioden fra 2020 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning kan anses for at have haft et ophold i Italien, der er udtryk for, at den danske statsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som følger af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af kontoudtog fra den danske statsborgers bank, at den danske statsborger forud for indgivelse af ansøgerens ansøgning i september 2021 har haft udgifter i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til primo august 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra medio november 2020 til ultimo december 2020, fra ultimo februar 2021 til ultimo maj 2021, og en dag i ultimo september 2021.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at de indsendte fly- og togbilletter understøtter en formodning for, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i de samme perioder, som fremgår af de indsendte kontoudtog, idet billetterne sandsynliggør, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til ultimo juli 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra primo november 2020 til medio december 2020, fra ultimo februar 2021, til medio maj 2021, og fra ultimo september 2021 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at den danske statsborger ikke på baggrund af de periodevis ophold i Italien, kan anses for at have draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Italien, og derved have etableret et reelt og faktisk ophold dér.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes af den indsendte dokumentation fremgår, at den danske statsborgers ophold i Italien har været afbrudt af ophold i Danmark af længere varighed, herunder i perioderne fra primo september 2020 til primo november 2020 og fra medio maj 2021 til ultimo september 2021.
Der er ikke til sagen fremsendt kontoudtog for perioden fra ultimo januar 2021 til ultimo februar 2021, og for perioden fra ultimo maj 2021 til ultimo august 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger medio februar 2022 til SIRI oplyste, at den danske statsborger har pendlet meget mellem Danmark og Italien for at besøge sin søn så ofte som muligt og for at deltage i laboratoriekurser i forbindelse med sin uddannelse.
Udlændingenævnet finder således, at Danmark må anses for den danske statsborgers primære opholdssted, idet det er i Danmark, den danske statsborger har haft sine forpligtelser, herunder sin søn og sit studie, og at den danske statsborger alene har opholdt sig i Italien i det omfang den danske statsborgers forpligtelser i Danmark har tilladt dette. Udlændingenævnet vurderer derfor, at opholdene i Italien må anses for at have karakter af besøgsophold, og at den danske statsborger dermed ikke har haft sin hverdag dér.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger til sagen har indsendt en lejekontrakt af fra september 2020 for bolig beliggende på en adresse i Italien og kvitteringer for betalt husleje, el og gas.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om den danske statsborger har haft rådighed over en lejlighed i Italien i hele den angivne periode, som ansøgeren må antages at have boet i, idet den danske statsborger på baggrund af sagens øvrige oplysninger om den danske statsborgers længerevarende ophold i Danmark og forpligtelser her i landet, ikke kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold i Italien.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for tilmelding til sprogundervisning i Italien, idet dette ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Italien. Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at det ikke fremgår af de til sagen indsendte oplysninger, om den danske statsborger har deltaget i fysisk undervisning
Den til sagen indsendte fraflytningsrapport for den danske statsborgers tidligere lejlighed beliggende på en adresse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det fremgår, at synstidspunktet var ultimo september 2019, og det i CPR fremgår, at den danske statsborger fraflyttede adressen medio oktober 2019. Fraflytningsrapporten sandsynliggør således ikke, at den danske statsborger flyttede til Italien næsten et år senere i ultimo juni 2020 og i den forbindelse drog konsekvenserne af at flytte fra Danmark.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger senest har været registreret i CPR som udrejst til Italien i perioden fra ultimo juni 2020 til primo november 2021, og at den danske statsborger i primo september 2020 blev bopælsregistreret i Italien. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger faktisk flyttede fra Danmark til Italien.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 15-03-2023
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:
”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”
Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 22-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbindelse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fælles barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pandemien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Danmark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøgeren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konstaterende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemærker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 13-10-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolide-ret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden med-lemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbin-delse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fæl-les barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pan-demien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Dan-mark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøge-ren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konsta-terende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingel-serne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemær-ker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav
Dato: 16-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.
Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.
Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.
Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.
Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022
Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.
Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.
Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 17-08-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Japan, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var kæreste med en dansk statsborger, og parret havde siden juni 2018 boet i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, herunder Marokko. Parret oplyste til ansøgningen, at de havde rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned. Parret havde i perioden fra januar 2020 til juli 2020 boet på en campingplads i Storbritannien, hvor de oprindeligt havde haft til hensigt at opholde sig i 3 måneder, idet ansøgeren alene have ret til at opholde sig i landet i 180 dage. Parret endte imidlertid med at opholde sig på campingpladsen frem til primo juli 2020 grundet COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat i perioden fra december 2019 og frem til juli 2020, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Storbritannien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra den danske statsborger.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den danske statsborger flyttede til Storbritannien med henblik på at bosætte sig dér og etablere en reel tilværelse, eller at den danske statsborger har draget konsekvenserne af at være flyttet til et andet land.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har oplyst, at han og ansøgeren siden juni 2018 har boet sammen i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, og at de i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020 boede i deres autocamper på en campingplads i Storbritannien, hvor de ville opholde sig i 3 måneder, men at de endte med at være der i længere tid på grund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående oplysninger taler imod, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Storbritannien.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger og ansøgeren indrejste i Storbritannien alene med henblik på at opholde sig i Storbritannien i en kort periode og således ikke med henblik på, at etablere et reelt ophold i Storbritannien og faktisk bosætte sig i landet.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på den danske statsborgers oplysninger om, at han og ansøgeren siden juni 2018 har rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned, hvilket efter Udlændingenævnet opfattelse taler for, at opholdet i Storbritannien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Det forhold, at den danske statsborger har fremlagt kopi af en underskrevet erklæring fra campingpladsen i Storbritannien, hvor det bekræftes, at den danske statsborger og ansøgeren har boet på campingpladsen i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020, en bookingbekræftelse fra campingpladsen fra januar 2020 samt 4 kvitteringer fra campingpladsen dateret i januar 2020, maj 2020, juni 2020 og juli 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Kontoudskrifter fra den danske statsborgers bankkonto i en britisk bank for perioden fra januar 2020 til juni 2020 og kontoudskrifterne fra hans danske bankkonto for perioden fra oktober 2019 til september 2020 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Dette gælder uanset, at der af disse fremgår oplysninger om bl.a., at den danske statsborger siden december 2019 og frem til primo august 2020 har haft et sædvanligt forbrug i Storbritannien.
Ydermere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation i form af 2 booking bekræftelser fra december 2019 vedrørende den danske statsborgers og ansøgerens rejse med færge samt et brev fra juni 2020 udstedt af de britiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at de britiske myndigheder traf afgørelse om at forlænge ansøgerens 180 dages ophold i Storbritannien frem til juli 2020 på baggrund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen ikke i sig selv ændrer karakteren af den danske statsborgers og ansøgerens ophold i Storbritannien, der alene havde karakter af et ferielignende ophold. Dette understøttes af oplysningen om, at ansøgeren opholdt sig i Storbritannien i kraft af en begrænset ret til 3 måneders midlertidigt besøgsophold som visumfri statsborger og ikke med henblik på at tage fast ophold.
Den til sagen fremlagte kopi af den danske statsborgers skøde vedrørende salget af hans ejerbolig i Danmark, hvoraf det fremgår, at han indgik købsaftalen i juli 2019, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at købsaftalen ikke er indgået i umiddelbar forlængelse af, at den danske statsborger rejste til Storbritannien.
Den danske statsborgers oplysninger om, at SIRI i deres afgørelse havde vurderet, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, idet SIRI ikke i afgørelsen har anfægtet denne betingelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der altid skal foretages en samlet vurdering af, hvorvidt samtlige af betingelser er opfyldt for at blive meddelt opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra januar 2022 gav den danske statsborger mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger eller dokumentation til sagen, som bl.a. kunne tale for, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og at der ikke er fremkommet yderligere til sagen herefter.
Det er i øvrigt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har fremlagt forskellig dokumentation til sagen vedr. hans og ansøgerens samlivsforhold, og at han også i sin klage er fremkommet med oplysninger til støtte hertil.
Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har fremlagt kopi af bl.a. et antal billeder visende ham og ansøgeren sammen i forskellige lande, en underskrevet erklæring fra maj 2019 fra en campingplads beliggende i Marokko, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger og ansøgeren har opholdt sig på campingstedet fra april 2019 til maj 2019 samt et brev fra marts 2021 fra Familieretshuset vedrørende ægteskabsbevis. Ligeledes er der fremlagt dokumentation for ansøgerens ufrivillige abort og scanningsbilleder fra et dansk hospital.
Den danske statsborger har endvidere i sin klage anført bl.a., at han har haft tilstrækkelige indtægter og midler til at forsørge både sig selv og ansøgeren gennem hele deres samlivsforhold, og at der efter EU-retten ikke gælder et minimumskrav for samlivets varighed, men alene en antagelse eller en formodning.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, at det er Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger ikke har haft etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien. Udlændingenævnet har således i denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for at kunne anses for omfattet af personkredsen som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Oplysningerne om, at den danske statsborger og ansøgeren har et stort ønske om at blive gift og stifte familie, og den danske statsborgers henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 vedrørende retten til respekt for familieliv og artikel 9 vedrørende retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af ovenstående grunde SIRI's afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Anvendelsesområde
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i april 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en værtsmedlemsstat. Parret havde været sammen siden 1995 og havde boet sammen på øen Isle of Man siden 1999. Parret havde giftet sig i 2001.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra august 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og den danske statsborger har boet på øen Isle of Man siden 1999, og at de på den baggrund har indgivet en ansøgning til SIRI vedrørende ansøgerens ret til ophold som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Hertil har Udlændingenævnet lagt afgørende vægt på, at EU-rettens regler vedrørende den frie bevægelighed for arbejdstagere ikke finder anvendelse for Isle of Man. Ansøgerens ægtefælle har således ikke udøvet en ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og hendes ophold på øen Isle of Man kan derfor ikke føre til, at ansøgeren kan få ret til ophold som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har anført, at uanset at Isle of Man er delvis selvstændig, så er øen tæt tilknyttet til Storbritannien, som altid har været en del af EU, kan ikke føre til en ændret vurdering, da Isle of Man ikke er en del af EU eller EØS-samarbejdet.
Uanset, at ansøgeren og den danske statsborger skulle have modtaget vejledning fra SIRI om, at de kunne indgive en ansøgning om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, på baggrund af deres ophold på Isle of Man, så kan dette ikke føre til en ændret vurdering, da EU-opholdsbekendtgørelsen ikke finder anvendelse for ophold uden for medlemsstaternes område
Da Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers ophold på Isle of Man ikke falder under EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde, har Udlændingenævnet ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt ansøgeren på baggrund af sagens oplysninger kan meddeles opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Oplysningerne til sagen om, at ansøgeren og den danske statsborger har været sammen siden 1995, at de har været gift siden 2001, og at de har boet sammen på Isle of Man siden 1999, samt at ansøgeren har en selvstændig tilknytning til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Dato: 03-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Zimbabwe, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde boet sammen med den danske statsborger i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Herefter rejste parret til Sydafrika, hvor de opholdte sig i 1 år og 9 måneder, inden de i november 2019 indrejste i Danmark, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Til ansøgningen var vedlagt flybilletter og passtempler for deres rejseaktivitet, deres vielsesattest fra Sydafrika fra medio oktober 2019 og ansøgerens midlertidige opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløb ultimo oktober 2019. Der var ikke oplysninger om årsagen til den danske statsborgers ophold i Sydafrika.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren havde etableret et reelt og faktisk ophold i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Udlændingenævnet har også lagt til grund, at den danske statsborger under sit ophold i Cypern har været henholdsvis arbejdstager og person med tilstrækkelige midler.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke har været den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem udnyttelsen af den danske statsborgers ret til fri bevægelighed i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018 og frem til sin tilbagevenden til Danmark primo november 2019.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste udrejste fra Cypern ultimo januar 2018, og at den danske statsborger først vendte tilbage til Danmark primo november 2019. Den danske statsborg har dermed opholdt sig i alt 1 år og 9 måneder uden for Cypern før sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at anvendelse af reglerne om ophold for familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er betinget af, at der er en vis tidsmæssig kontinuitet mellem den danske statsborgers benyttelse af sin ret til fri bevægelighed, og udøvelsen af denne rettighed, jf. afsnittet om retsregler, herunder EU-Domstolens dom i sagen C-138/02, Collins.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at parrets vielsesattest fra Sydafrika er fra medio oktober 2019, at ansøgeren i sit pas har en midlertidig opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløber ultimo oktober 2019 og at der til sagen er fremlagt dokumentation for udrejse fra Cypern til Sydafrika ultimo januar 2018. Udlændingenævnet vurderer, at disse forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, taler for, at den danske statsborgers ophold i Cypern må anses for, at være varigt ophørt ultimo januar 2018, og at den danske statsborger ikke har udøvet rettigheder på unionens område fra denne dato og indtil sin indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet har desuden ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren, på trods af SIRI’s anmodning herom i juli 2021 eller i forbindelse med sin klage sendt til Udlændingenævnet i september 2021, ikke har oplyst årsagen til sit ophold på 1 år og 9 måneder uden for Cypern, inden parrets tilbagevenden til Danmark.
Det til klagen fremførte om, at parret har boet og været sammen i 5 år, at den danske statsborger har været økonomisk afhængig af ansøgeren og at det ikke har været muligt for ansøgeren, at fremskaffe alle de nødvendige dokumenter til sagen, at den danske statsborger ikke fik fraflyttet alt fra Danmark ifm. sin udrejse og at det altid har været parrets plan at flytte til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindeles lagt vægt på, at ansøgeren ved disse forhold ikke har begrundet eller dokumenteret årsagen til, at den danske statsborger har opholdt sig 1 år og 9 måneder uden for Cypern og uden for unionens område, forud for sin tilbagevenden til Danmark.
Oplysningerne om, at parret venter barn sammen, at de påtænker at bo sammen i Danmark, og at det i den forbindelse er en hindring, at ansøgeren ikke har et CPR eller kan arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet