-
Udlændingenævnets afgørelse af 19.12.2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Familieliv - Ej opbygget eller konsolideret familieliv
Dato: 19-12-2024Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en 20-årig statsborger fra Zambia, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var var barn af den danske statsborgers (hovedpersonens) ægtefælle, indrejste i Danmark i januar 2024 og indgav ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til hovedpersonen. Barnet var 20 år på ansøgningstidspunktet. Forud for indrejsen i Danmark havde ansøgeren opholdt sig i Sverige i 5 uger sammen med hovedperson og sin mor, indtil de i januar 2024 rejste sammen til Danmark. Hovedpersonen og ansøgerens mor havde forud for indrejsen været bosat i Sverige i 3½ måned, og inden da havde de boet i Danmark i 4 år. Det var oplyst, at ansøgeren først tilsluttede sig hovedpersonen og sin mor i Sverige i december 2023, fordi ansøgeren skulle færdiggøre sin uddannelse i hjemlandet, men at hovedperson og ansøgerens mor i denne periode havde forsørget ansøgeren.
I april 2024 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger under henvisning til, at ansøgeren og hovedpersonen ikke havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] april 2024. [ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [hovedpersonen] har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige og dér har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne, samt at [ansøgeren] er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, som barn af [hovedpersonens] ægtefælle, [..].
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige i den periode, hvor [hovedpersonen] udnyttede sin ret til fri bevægelighed i Sverige, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at [ansøgerens] ophold i Sverige har været af en sådan karakter, at det har været egnet til, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har kunnet opbygge eller konsolidere et fælles familieliv dér, og således fortsætte det pågældende familieliv efter [hovedpersonens] tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i løbet af den periode på 3½ måneder, hvor [hovedpersonen] var bosat i Sverige, hovedsageligt opholdt sig i Zambia, idet [ansøgeren] alene opholdt sig i Sverige i 5 uger, fra den [..] december 2023 til og med den [..] januar 2024, og at [ansøgeren] indrejste i Sverige kort tid før, at [hovedpersonen] vendte tilbage til Danmark.
Udlændingenævnet finder herefter, at varigheden og omfanget af [ansøgerens] ophold i Sverige har haft karakter af et besøgsophold, hvilket taler imod, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] i Sverige har haft et familieliv af en sådan varighed og intensitet, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem dem.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af præmis 56 i EU-Domstolens sag C-456/12, O og B, at det er det forhold, at unionsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til og under overholdelse af betingelserne i henholdsvis artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1 og stk. 2, i opholdsdirektivet, som ved unionsborgerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, giver den tredjelandsstatsborger, med hvem unionsborgeren har haft et familieliv i værtsmedlemsstaten, en afledt opholdsret.
Ved vurderingen af karakteren af familielivet i Sverige, har Udlændingenævnet inddraget det anførte om [ansøgeren], [ansøgerens mor] og [hovedpersonens] familieliv forud for [ansøgerens] indrejse i Sverige, herunder den indsendte dokumentation for [ansøgerens] forsørgelse, for kontakten mellem [ansøgeren], [ansøgerens mor] og [hovedpersonen], og for [ansøgerens mors] rejse til Zambia i 2022.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at det forhold, at [ansøgeren] i de seneste 4 år forud for sin indrejse i Sverige havde sin faste bopæl og sine øvrige livsforhold, herunder sin skolegang, hos sin moster i Zambia, samt at [ansøgeren] og [hovedpersonen] i denne periode alene har haft telefonisk kontakt, taler imod, at relationen mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen] havde en sådan karakter, at de ved [ansøgerens] indrejse i Sverige videreførte et allerede etableret fast familieliv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] var forhindret i at tilslutte sig [ansøgerens mor] og [hovedpersonen] tidligere som følge af Covid-19, og fordi [ansøgeren] skulle færdiggøre sin skolegang, da der ikke er tale om omstændigheder, som kan medføre, at der i Sverige er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen].
For så vidt angår det forhold, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark sammen med [ansøgerens mor] og [hovedpersonen] siden den [..] januar 2024, kan dette heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en betingelse, at det etablerede familieliv er til stede på tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, idet det alene er fortsættelsen af et familieliv, der opbygges eller konsolideres under den danske statsborgers udøvelse af rettigheder i værtsmedlemsstaten, der er omfattet af den sekundære ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2024 – EU - sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – familieliv afbrudt
Dato: 17-10-2024Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en britisk statsborger, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var statsborger i Storbritannien og gift med en dansk statsborger, indgav i april 2023 ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger. Ansøgeren og den danske statsborger oplyste at have opholdt sig sammen i Storbritannien fra april 2014 til juli 2018, hvor den danske statsborger vendte tilbage til Danmark. Ansøgeren indrejste ikke i Danmark sammen med den danske statsborger i juli 2018 og begrundede dette med, at ansøgeren havde sine myndige børn og forældre i Storbritannien, at ansøgerens søn var hjemmeboende, at ansøgeren fik lagtidsgener efter at have haft Covid-19 og skulle afvikle sin virksomhed og sælge fast ejendom. Det var endvidere oplyst, og at ansøgeren og den danske statsborger i den mellemliggende periode fra juli 2018 til indgivelsen af ansøgningen i april 2023 havde besøgt hinanden i både Danmark og Storbritannien, havde været på flere rejser sammen og holdt kontakten ved telefonopkald og beskeder. De havde endvidere købt fælles ejendom og lavet testamenter, hvori de hver især tilgodeså hinanden.
I april 2024 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger under henvisning til, at ansøgeren og den danske statsborgers etablerede familieliv var afbrudt.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”På baggrund af Udlændingenævnets omgørelse af den […] marts 2024, har Styrelsen for International Rekruttering og Integration lagt til grund, at din ægtefælle har etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og dér opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne i perioden frem til den […] juli 2018.
Det er videre lagt til grund at du og din ægtefælle i Storbritannien har udøvet (opbygget eller konsolideret) et familieliv indtil din ægtefælles tilbagevenden til Danmark.
Ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger vurderer vi dog, at dit og din ægtefælles familieliv efterfølgende er afbrudt, og at du derfor ikke kan aflede en opholdsret i Danmark fra din ægtefælle efter EU-reglerne.
Vi har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at der er gået 4 år og 9 måneder fra, at din ægtefælle indrejste i Danmark, og til, at du indgav ansøgning om familiesammenføring i Danmark.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du har oplyst, at årsagen til, at du ikke flyttede til Danmark i naturlig forlængelse af din ægtefælles tilbagevenden var, at din søn boede hjemme ved dig, mens han studerede.
Det skal hertil bemærkes, at det kan være et hensyn, at man skal færdiggøre et arbejde eller en uddannelse, sælge fast ejendom eller lignende i det andet EU-land, inden man slutter til sig til den danske statsborger i Danmark.
Vi finder dog, at det ikke har været tilfældet i denne sag. Vi vurderer således, at du selv besluttede dig for at forlænge dit ophold i Storbritannien. Vi har i den anledning tillagt det betydning, at din søn på daværende tidspunkt var voksen, og der derved er en formodning for, at han ikke har været afhængig af din tilstedeværelse i Storbritannien.
Vi har ligeledes tillagt det betydning, at din søn i øvrigt færdiggjorde sit studie i 2019 og fik egen bolig i 2022, og at du på trods heraf, ventede yderligere næsten et år med at indgive ansøgning om familiesammenføring.
Vi vurderer derfor, at du frivilligt forlængede dit ophold, efter din søn færdiggjorde sit studie og flyttede hjemmefra. Efter vores opfattelse taler den omstændighed meget imod, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hans indrejse i Danmark.
Dine oplysninger om, at du gerne ville deltage i planlægningen af din datters bryllup, at du er meget tæt med din familie i Storbritannien samt at Covid-19 påvirkede dine planer om at flytte til Danmark, kan heller ikke føre til anden vurdering. Det er herved vores vurdering, at der ikke er tale om årsager, der kan begrunde varigheden af den tidsmæssige forskel mellem din ægtefælles tilbagevenden og indgivelsen af din ansøgning.
Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at du og din ægtefælle har besøgt hinanden i et ikke ubetydeligt omgang, at I også har deltaget sammen i forskellige familiearrangementer, og at I har haft en del fælles rejser, bl.a. til jeres fælles sommerbolig i Frankrig. Det samme gælder oplysningerne om de perioder, hvor I har opholdt jer sammen i længere perioder i Storbritannien bl.a. på grund din ægtefælles ulykke i 2019, nedlukningen under Covid-19 samt din skulderoperation i 2022.
Det skyldes igen, at når vi vurderer disse oplysninger i sammenhæng med varigheden af den tidsmæssige forskel din ægtefælles tilbagevenden og indgivelsen af din ansøgning, sammenholdt med årsagen til, at du ventede med at indgive ansøgning, ikke understøtter, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i en naturlig forlængelse af hans tilbagevenden i Danmark.
Da det familieliv, du og din ægtefælle udøvede i Storbritannien, må anses som afbrudt, er du ikke omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have været omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for unionsborgere i et andet EU-land.
Vi kan derfor ikke meddele dig opholdsret efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] april 2024 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at det familieliv, som [ansøgeren] og [den danske statsborger] havde opbygget eller konsolideret i Storbritannien under hans ophold dér, efterfølgende er afbrudt. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens§ 1, stk. 3.EU_
Det er indgået i Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har udøvet et familieliv i perioden fra juli 2018 og frem til tidspunktet for [ansøgerens] ansøgning om opholdsret i Danmark den […] april 2023, ved daglig telefonisk kontakt, ferier og besøgsophold. Ligeledes er den til støtte for klagen indsendte dokumentation indgået i Udlændingenævnets vurdering.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at oplysningerne herom ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt vægt på, at det fremgår af præmis 26 i Altiner-dommen, at "såfremt der i forbindelse med en unionsborgers reelle ophold i henhold til og under overholdelse af betingelserne i artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger, er blevet opbygget eller konsolideret et familieliv i denne medlemsstat, kræver den effektive virkning af de rettigheder, som unionsborgeren har i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, at det familieliv, som unionsborgeren har ført i værtsmedlemsstaten, skal kunne fortsættes, når unionsborgeren vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, derved at det berørte familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, indrømmes en afledt opholdsret."
Det er således afgørende for, om et familiemedlem til en unionsborger, der vender tilbage sin egen medlemsstat, kan aflede en opholdsret i denne medlemsstat, at der er tale om en fortsættelse af det familieliv, som unionsborgeren førte i værtsmedlemsstaten.
EU-Domstolen har i sag C-230/17, Altiner, fastslået, at der ved vurderingen af, om et opbygget eller konsolideret familieliv har været afbrudt, bl.a. kan indgå den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren, der er familiemedlem til en af medlemsstatens egne statsborgere, er indrejst og har indgivet ansøgning om EU-opholdskort på dens område lang tid efter sidstnævntes tilbagevenden til dette område.
Udlændingenævnet finder, at familielivet mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Storbritannien må anses for afbrudt, før [ansøgerens] ansøgning om afledt opholdsret i Danmark. Der henvises i den forbindelse til SIRI's begrundelse, og Udlændingenævnet skal i den forbindelse særligt fremhæve perioden på 4 år og 9 måneder, der forløb mellem [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark og [ansøgerens] ansøgning.
Oplysningerne om et eventuelt familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger], som er udøvet ved besøgsophold i henholdsvis Storbritannien og Danmark i perioden efter [den danske statsborgers] indrejse i juli 2018, samt ved fælles ferier i Frankrig, og som både i omfang og karakter adskiller sig fra det i Storbritannien konsoliderede familieliv, kan derfor ikke føre til, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kan aflede en ret til ophold under henvisning til [den danske statsborgers] ophold i Storbritannien forud for juli 2018.
Det ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at den tidsmæssige forskel mellem [den danske statsborgers] indrejse i Danmark og [ansøgerens] ansøgning om opholdsret skyldes, at [ansøgerens] børn og forældre var bosiddende i Storbritannien, at [ansøgerens] søn var hjemmeboende indtil 2022, at [ansøgeren] fik Corona-virus i oktober 2022, at [ansøgeren] i december 2022 blev diagnosticeret med langtidsgener, som [ansøgeren] modtog behandling for indtil april 2023, og at [ansøgeren] endvidere brugte 6 måneder på at afvikle [sin] virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på det oplyste om, at [ansøgeren] påbegyndte afvikling af [sin virksomhed efter april 2022 og at [ansøgerens] ejendom blev sat til salg i april 2024, hvilket var mere end henholdsvis 3 år og 9 måneder og 4 år og 9 måneder efter [den danske statsborgers] udrejse, og at der således ikke er oplysninger, der understøtter en antagelse om, at [ansøgeren] havde til hensigt at slutte [sig] til ham i Danmark i umiddelbar forlængelse af hans indrejse.
Det ændrer endvidere ikke Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det alene er perioden efter den 31. januar 2020, hvor Brexit trådte i kraft, som skal indgå i vurderingen, fordi [ansøgeren] forud herfor kunne indrejse i Danmark uden begrænsninger.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved nærværende afgørelse har foretaget en vurdering af, om [ansøgeren] har en afledt ret til ophold som følge af [den danske statsborgers] ophold i Storbritannien frem til juli 2018, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, herunder om det familieliv, som [ansøgeren] og [den danske statsborger] førte i Storbritannien kan anses for afbrudt som følge af, at [ansøgeren] ikke indrejste i naturlig forlængelse. Udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU og de heraf følgende eventuelle indrejse- og opholdsbegrænsninger for britiske statsborgere indgår derfor ikke indgår i vurderingen.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juli 2024 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt - familieliv
Dato: 22-07-2024ke havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] juli 2023. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [den danske statsborger] har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige og dér har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som selvforsørgende, samt at [ansøgeren] er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, som barn af [den danske statsborgers samlever].
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige i den periode, hvor [den danske statsborger] udnyttede sin ret til fri bevægelighed i Sverige, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at [ansøgerens] ophold i Sverige har været af en sådan karakter, at det har været egnet til, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har kunnet opbygge eller konsolidere et fælles familieliv dér, og således fortsætte det pågældende familieliv efter [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i løbet af den periode på 13 måneder, hvor [den danske statsborger] var bosat i Sverige, hovedsageligt opholdt sig i USA, idet hun alene opholdt sig i Sverige i 53 dage fordelt over 2 ophold, henholdsvis i 5 dage fra den […] marts 2022 til den […] marts 2022, hvorefter hun rejste tilbage til USA, og i 48 dage fra den […] juni 2022 til den […] august 2022, hvor hun opholdt sig i Sverige i forbindelse med sin skoleferie.
Udlændingenævnet finder herefter, at varigheden og omfanget af [ansøgerens] ophold i Sverige har haft karakter af ferie- og besøgsophold, hvilket taler imod, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Sverige har haft et familieliv af en sådan varighed og intensitet, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem dem.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af præmis 56 i EU-Domstolens sag C-456/12, O og B, at det er det forhold, at unionsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til og under overholdelse af betingelserne i henholdsvis artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1 og stk. 2, i opholdsdirektivet, som ved unionsborgerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, giver den tredjelandsstatsborger, med hvem unionsborgeren har haft et familieliv i værtsmedlemsstaten, en afledt opholdsret.
Ved vurderingen af karakteren af familielivet i Sverige, har Udlændingenævnet inddraget det anførte om [ansøgeren] og [den danske statsborgers] familieliv forud for indrejsen i Sverige. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] den […] oktober 2021, allerede 2 måneder efter sin indrejse i Danmark, afbrød uddannelsesforløbet på [skole] og rejste til USA for at påbegynde et uddannelsesforløb på [High School] og bo hos sin far, og at hun – på trods af at hun den […] november 2021 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark – efterfølgende alene opholdt sig 7 dage i Danmark, fra den […] november 2021 til og med den […] november 2021, indtil hun den […] marts 2022 igen indrejste i Danmark umiddelbart før [den danske statsborger] udrejste til og tog ophold i Sverige.
[Ansøgeren] har således i størstedelen af perioden frem til indrejsen i Sverige boet i USA, idet hun, ud over en periode på 2 måneder fra den […] august 2021 til og med den […] oktober 2021, alene opholdt sig sammen med [den danske statsborger] i forbindelse med kortere besøgsophold i Danmark og USA.
Udlændingenævnet finder således, at relationen mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] ikke havde en sådan karakter, at de ved indrejsen i Sverige skulle videreføre et allerede etableret fast familieliv.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren], [den danske statsborgers samlever] og [den danske statsborger] indrejste i Sverige sammen, og at det kan udledes af den fremlagte dokumentation, at de havde til hensigt at etablere eller konsolidere deres familieliv dér, at [ansøgeren] fik udstedt et opholdskort i Sverige og ansøgte om optagelse på flere internationale uddannelsesinstitutioner i Sverige, at [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] var i kontakt med flere uddannelsesinstitutioner i Sverige omkring [ansøgerens] uddannelsesmuligheder, og at [ansøgeren] dagligt var i kontakt med [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] gennem videoopkald.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at det forhold, at [ansøgeren] udrejste til USA allerede 5 dage efter indrejsen i Sverige, og at [ansøgerens] øvrige ophold i Sverige ligeledes havde karakter af et korte besøgs- og ferieophold sammenholdt med, at [ansøgeren] under [den danske statsborgers] og [den danske statsborgers samlevers] ophold i Sverige havde sin faste bopæl hos sin far i USA, og at [ansøgeren] således primært havde sine livsforhold, herunder sin skolegang, i USA, taler imod, at [ansøgeren] kan antages at indgå i den familieenhed, som [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] har konsolideret under opholdet i Sverige.
Alene det forhold, at det var hensigten, at [ansøgeren] skulle bo hos [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] i Danmark og i Sverige, at [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever] både i Danmark og i Sverige havde indrettet deres liv herefter, og at [ansøgeren] udrejste til USA på grund af manglende egnede uddannelsesmuligheder i Danmark og i Sverige, kan ikke medføre, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger].
Dertil kan det anførte om, at [ansøgerens] ophold i USA alene har været af midlertidig karakter, ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet derimod finder, at sagens oplysninger samlet set taler for, at der er tale om en længerevarende ordning, hvor [ansøgeren] siden den […] oktober 2021 har boet fast hos sin far i USA. [Ansøgeren] har i den forbindelse regelmæssigt haft besøg af [den danske statsborgers samlever], som rejste til USA hver 6. uge, mens [ansøgeren] både umiddelbart op til og under [den danske statsborgers] ophold i Sverige og i de efterfølgende perioder alene har opholdt sig sammen med [den danske statsborger] i forbindelse med kortere besøgsophold 3-4 gange om året.
Det anførte om, at den mest nærliggende tolkning af EU-Domstolens praksis må indebære, at et ophold uden for familiens bopæl i forbindelse med uddannelse ikke udelukker, at et familieliv er blevet opbygget eller konsolideret i en værtsmedlemsstat under henvisning til Altiner-dommen (C-230/17), kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Altiner-dommen vedrører vurderingen af, om et i værtsmedlemsstaten allerede etableret eller konsolideret familieliv kan anses for afbrudt under henvisning til, at familiemedlemmet indrejser eller indgiver ansøgning senere end unionsborgerens tilbagevenden til sin egen medlemsstat, og at familiemedlemmets eventuelle færdiggørelse af uddannelse kan indgå i vurderingen heraf. Idet Udlændingenævnet finder, at der i denne sag ikke er etableret eller konsolideret et familieliv i Sverige, finder disse principper i Altiner-dommen ikke anvendelse.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det er oplyst, at det hele tiden har været hensigten, at [ansøgeren] skulle flytte tilbage til [den danske statsborger] og [den danske statsborgers samlever], når [ansøgerens] uddannelsesophold i USA var afsluttet, og at [den danske statsborger] utvivlsomt ville have tilrettelagt sit arbejdsliv anderledes, hvis [den danske statsborger] havde været af den opfattelse, at [den danske statsborger] ikke kunne medbringe både [den danske statsborgers samlever] og [ansøgeren] til Danmark.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det alene er fortsættelsen af et familieliv, der opbygges eller konsolideres under den danske statsborgers udøvelse af rettigheder i værtsmedlemsstaten, der er omfattet af den sekundære ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at det forhold, at [ansøgeren] først påtænker at flytte til Danmark, når [ansøgerens] uddannelsesophold i USA er afsluttet, og at [ansøgeren] således fortsat ikke har taget ophold i Danmark efter indgivelsen af ansøgningen i maj 2023, ikke taler for, at ansøgningen om EU-opholdsret reelt er udtryk for et ønske om at fortsætte et allerede etableret eller konsolideret familieliv.
Endeligt kan det anførte om, at en retspraksis, hvor mindreårige børn, der er tredjelandstatsborgere, som følge af f.eks. et uddannelses- eller kostskoleophold i udlandet ikke kan følge deres familie, når denne udøver sekundær bevægelighed, må anses for at udgøre en uforholdsmæssig begrænsning, der kan afskrække unionsborgere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med at indrømme en afledt opholdsret til et familiemedlem, der er tredjelandsborger, er at gøre det muligt for unionsborgeren at fortsætte det familieliv, som den pågældende har opbygget eller konsolideret i en anden medlemsstat. Det indebærer, at der først vil kunne tales om uforholdsmæssig begrænsning, såfremt der mellem familiemedlemmet og unionsborgeren reelt er opbygget eller konsolideret et familieliv i værts-medlemsstaten.
For så vidt angår retten til familieliv, herunder EMRK artikel 8 og EU-Chartrets artikel 7, henviser Udlændingenævnet til, at et eventuelt beskyttelsesværdigt familieliv i EMRK artikel 8’s forstand mellem en dansk statsborger og en tredjelandsstatsborger ikke i sig selv kan føre til, at en tredjelandsstatsborger kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, hvis de øvrige betingelser ikke er opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingen af, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse under henvisning til EMRK art. 8, ligger under Udlændingestyrelsens kompetence og bør foretages med hjemmel i national lovgivning – i dette tilfælde udlændingelovens regler om familiesammenføring.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 26-06-2024SIRI meddelte ansøgeren afslag under henvisning til, at det ikke kunne lægges til grund, at den danske statsborger havde haft reelt og faktisk ophold i Polen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] januar 2024. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at [den danske statsborger] i perioden fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Polen, som er en betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samle-de omstændigheder, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at [den danske statsborger] har haft udgifter til et almindeligt forbrug i Polen, som vil kunne antages at være normalt, hvis [den danske statsborger] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Polen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af kontoudskrifter fra [en dansk bank] fra perioden fra [..] januar 2021 til og med [..] april 2021, samt kvitteringer af [..] januar 2021, [..] februar 2021, [..] februar 2021, [..] marts 2021 og [..] april 2021.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at de fremlagte kontoudskrifter og kvitteringer ikke i selv dokumen-terer, at [den danske statsborger] har haft udgifter til et almindeligt forbrug i Polen i perioden fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021, idet hverken kontoudskrifterne eller kvitteringerne er person-henførbare til [den danske statsborger].
Udlændingenævnet finder endvidere, at uanset om kontoudskrifterne og kvitteringerne kunne henføres til [den danske statsborger], dokumenterer de alene, at [den danske statsborger] i en kort, afgrænset periode har haft et forbrug i Polen, hvilket ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at [den danske statsborger] kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold dér.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemed-lem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
EU-Domstolen udtalte i sagen C-456/12, O m.fl., præmis 52, i følgende:
"I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke af-skrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsbor-gerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret"
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [den danske statsborger] under opholdet i Polen i perio-den fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021 beholdt sin bopælsadresse i Danmark, hvilket taler imod, at [den danske statsborger] faktisk har draget konsekvenserne af at være flyttet fra Dan-mark til Polen for dér at etablere et reelt og faktisk ophold, men derimod har haft et ferie- eller besøgs-ophold.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at [den danske statsborger] har haft sådanne faste udgifter herunder eksempelvis til husleje, telefoni, eller at [den dan-ske statsborger] i øvrigt har foretaget sådanne dispositioner, som må antages at kunne forventes i forbindelse med et reelt og faktisk ophold i Polen.
Det er på denne baggrund Udlændingenævnets vurdering, at omstændighederne vedrørende [den dan-ske statsborgers] angivne ophold i Polen taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdi-rektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 4 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation vedrørende [den danske statsborgers] beskæftigelse i Danmark i 2022 og 2023, [den danske statsborgers] kontoudtog fra [en dansk bank] for perioden fra den [..] november 2023 til den [..] december 2023, [den danske statsborgers] overførsler via [..] for perioden fra maj 2022 til oktober 2023 og kvittering fra [..] af [..] marts 2023, samt at det er oplyst, at [den danske statsborger] besøger [ansøgeren] i Polen et par gan-ge om året, og at [den danske statsborger og ansøgeren] dagligt har kontakt med hinanden.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de pågældende forhold hverken i sig selv eller sam-menholdt med sagens øvrig omstændigheder dokumenterer, at [den danske statsborger] har etableret et reelt og faktisk ophold i Polen i fra [primo] januar 2021 til og med [medio] april 2021 eller efterfølgen-de.
Endelig kan oplysningerne om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder at [ansøgeren] har boet i Danmark i 20 år, at [ansøgerens] 7 voksne børn bor her i landet, at [ansøgeren] er blevet enke, at [an-søgeren] har brug for [sin] families støtte på grund af [sine] helbredsmæssige problemer, og at [ansø-gerens] to mindreårige børn ønsker at gå i skole i Danmark, heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning
ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, er opfyldt. Udlændingenævnet henviser til nedenstående vejledning.
Udlændingenævnet har i modsætning til SIRI ikke fundet anledning til at vurdere om [den danske stats-borger] opfylder forsørgelseskravet, idet hverken SIRI eller Udlændingenævnet har taget stilling til om de øvrige betingelser for at opnå opholdsret efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsbor-ger, der vender tilbage til Danmark, er opfyldt, herunder bl.a. om [ansøgeren] er omfattet af omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – familieliv – familielivet afbrudt
Dato: 16-01-2024Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
” Styrelsen for International Rekruttering og Integration finder efter en konkret vurdering, at din ægtefælle har etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien og der har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som selvforsørgende frem til den […] maj 2008.
Det er videre lagt til grund, at du og din ægtefælle i Storbritannien har udøvet (opbygget eller konsolideret) et familieliv indtil den […] maj 2008 som ægtefæller.
Ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens oplysninger vurderer vi dog, at dit og din ægtefælles familieliv efterfølgende er afbrudt, og at du derfor ikke kan aflede en opholdsret i Danmark fra din ægtefælle.
Vi har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at der er gået 15 år fra, din ægtefælle indrejste i Danmark, og til, at du indrejste i Danmark.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du ville sikre dit indtægtsgrundlag ved at fortsætte med at arbejde i Storbritannien. Det kan være et hensyn, at man skal færdiggøre et arbejde, sælge fast ejendom eller lignende i det andet EU-land, inden man slutter til sig til den danske statsborger i Danmark, men vi finder ikke, at det har været tilfældet i denne sag. Det skyldes, at du har oplyst, at du selv besluttede dig for at forlænge dit ophold i Storbritannien.
Vi lægger her dine egne oplysninger til grund om, at din plan var at indrejse i Danmark i 2010, men på grund af en forberedning af dine pensionsindtægter besluttede du dig for at fortsætte med at arbejde i Storbritannien frem til februar 2017, hvorefter du gik på pension.
Vi bemærker også, at der gik mere end 6 år efter din pensionering fra dit arbejde og til, at du indrejste i Danmark. Dette understøtter heller ikke, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hendes tilbagevenden til Danmark. Vi lægger her vægt på, at der – efter din pensionering – ikke er fremlagt dokumentation for, at du skulle afvikle jeres fælles liv med henblik på at flytte til Danmark.
Vi vurderer derfor, at du ikke har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i naturlig forlængelse af hendes indrejse i Danmark, og at jeres familieliv derfor må opfattes som afbrudt.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at du og din ægtefælle har besøgt hinanden og holdt kontakten ved telefonopkald, beskeder og fælles ferier. Det samme gælder oplysningerne vedrørende din søns helbredstilstand.
Når vi vurderer disse oplysninger i sammenhæng med oplysningerne om, at du fortsatte med at arbejde i Storbritannien i godt 9 år efter din ægtefælles tilbagevenden til Danmark, og at din ægtefælle indrejste i Danmark 15 år før dig, understøtter de ikke i sig selv, at du har haft til hensigt at slutte dig til din ægtefælle i en naturlig forlængelse af hendes tilbagevenden i Danmark.
Da det familieliv, du og din ægtefælle konsoliderede i Storbritannien, må anses som afbrudt, er du ikke omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have været omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for unionsborgere i et andet EU-land.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse af […] maj 2023 af de grunde, som SIRI har anført.
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at det familieliv, som [ansøgeren] og [den danske statsborger] havde opbygget eller konsolideret i Storbritannien under [den danske statsborgers] ophold der, efterfølgende er afbrudt. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens§ 1, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] og [den danske statsborger] har udøvet et familieliv i perioden fra den […] maj 2008 og frem til tidspunktet for [ansøgerens] indrejse i Danmark den […] februar 2023, ved daglig telefonisk kontakt, ferier og besøgsophold. Ligeledes er den til støtte for klagen indsendte dokumentation indgået i Udlændingenævnets vurdering.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at oplysningerne herom ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har indledningsvis lagt vægt på, at det fremgår af præmis 26 i Altiner-dommen, at "såfremt der i forbindelse med en unionsborgers reelle ophold i henhold til og under overholdelse af betingelserne i artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er statsborger, er blevet opbygget eller konsolideret et familieliv i denne medlemsstat, kræver den effektive virkning af de rettigheder, som unionsborgeren har i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, at det familieliv, som unionsborgeren har ført i værtsmedlemsstaten, skal kunne fortsættes, når unionsborgeren vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, derved at det berørte familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, indrømmes en afledt opholdsret."
Det er således afgørende for, om et familiemedlem til en unionsborger, der vender tilbage sin egen medlemsstat, kan aflede en opholdsret i denne medlemsstat, at der er tale om en fortsættelse af det familieliv, som unionsborgeren førte i værtsmedlemsstaten.
EU-Domstolen har i sag C-230/17, Altiner, fastslået, at der ved vurderingen af, om et opbygget eller konsolideret familieliv har været afbrudt, bl.a. kan indgå den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren, der er familiemedlem til en af medlemsstatens egne statsborgere, er indrejst og har indgivet ansøgning om EU-opholdskort på dens område lang tid efter sidstnævntes tilbagevenden til dette område.
Udlændingenævnet finder, at familielivet mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] i Storbritannien må anses for afbrudt, før [ansøgeren] sluttede sig til [den danske statsborger] i Danmark. Der henvises i den forbindelse til SIRI's begrundelse, og Udlændingenævnet skal i den forbindelse særligt fremhæve perioden på 15 år mellem [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark og [ansøgerens] indrejse og ansøgning.
Oplysningerne om et eventuelt familieliv mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger], som er udøvet ved besøgsophold i perioden efter den […] maj 2008, og som både i omfang og karakter adskiller sig fra det i Storbritannien konsoliderede familieliv, kan derfor ikke føre til, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kan aflede en ret til ophold under henvisning til [den danske statsborgers] ophold i Storbritannien forud for 2008.
Det anførte om, at [ansøgeren] både før og efter [den danske statsborgers] tilbagevenden til Danmark rejste til udlandet samt til andre byer inden for Storbritannien omtrent 10-12 gange årligt i forbindelse med sit arbejde, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om [ansøgeren] ved månedlige forretningsrejser havde fravær fra sin og [den danske statsborgers] fælles bopæl i Storbritannien i perioden inden 2008, kan det ikke sidestilles med det familieliv, som parret udøvede efter [den danske statsborgers] indrejse i Danmark i 2008, hvor de tilbragte kortere perioder sammen og ellers levede adskilt. Det er derfor fortsat Udlændingenævnets vurdering, at det mellem [ansøgeren] og [den danske statsborger] opbyggede eller konsoliderede familieliv i Storbritannien må anses for afbrudt, særligt henset til den betydelige varighed af perioden mellem 2008 og 2023.
Det ændrer ikke Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at den tidsmæssige forskel mellem [den danske statsborgers] indrejse i Danmark og [ansøgerens] ansøgning om opholdsret skyldes, at det var forbundet med stor risici for [ansøgeren] at opsige sit arbejde i Storbritannien for at søge nyt arbejde i Danmark, og at han forsøgte at forberede sig økonomisk på at flytte til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan anses for godgjort, at [ansøgeren] havde haft til hensigt at slutte sig til [den danske statsborger] i umiddelbart forlængelse af hendes indrejse i Danmark. Der henvises til SIRI's afgørelse.
Oplysningerne om [ansøgeren] og [den danske statsborgers] søn, herunder den til sagen indsendte lægeerklæring, oplysningerne om [ansøgerens] forhold i Storbritannien, og det anførte om EMRK artikel 8 kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for at opnå ret til ophold efter EU-reglerne om fri bevægelighed er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – reelt og faktisk ophold
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for international Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde indgivet ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers samlever, indgav i marts 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra primo februar 2023 til ultimo marts 2023 havde opholdt sig i Sverige sammen med ansøgeren og parrets fælles barn. Den danske statsborger arbejdede i Danmark. Der var til ansøgningen vedlagt bl.a. kontoudtog fra den danske statsborgers bank, kvitteringer for flytteanmeldelse fra Danmark til Sverige, en lejekontrakt, kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas samt den danske statsborgers ansættelseskontrakt og lønsedler.
I april 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på ansøgers opholdsret under henvisning til, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige inden sin tilbagevenden til Dan-mark.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”SIRI lægger til grund, at [referencen] har været registreret som udrejst til Sverige i CPR i perioden fra [primo] februar 2023 til [primo] marts 2023. Dette indebærer ikke i sig selv, at [referencen] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, da der alene er tale om en registrering.
SIRI lægger endvidere til grund, at det er oplyst, at [referencen] vendte tilbage til Danmark [ultimo] marts 2023.
I vurderingen lægger SIRI afgørende vægt på varigheden af [referencens] ophold i Sverige, som har varet i perioden fra [primo] februar 2023 til enten [primo] marts 2023 eller frem til [ultimo] marts 2023. [Referencens] ophold i Sverige udgør derfor enten 30 eller 51 dage.
SIRI finder derfor, at [referencen] ikke har haft etableret et faktisk og reelt ophold i Sverige, og at [referencen] ikke i Sverige havde indrettet sig på en sådan måde, at det viste, at [referencen] havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Sverige og drage de konsekvenser, der følger af at flytte til et andet land.
SIRI henviser også til, at det som udgangspunkt vil tale imod et faktisk og reelt ophold i en anden medlemsstat, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, jf. EU-Domstolens dom i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 59.
Det kan ikke føre til, at SIRI vurderer, at der er etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, at der er fremlagt dokumentation for, at [referencen] har afholdt udgifter til husleje, pendling og almindelig husholdning i Sverige i perioden fra primo februar 2023 og indtil [referencen] tilbagevenden til Danmark.
SIRI lægger her vægt på, at EU-Domstolen i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 52, udtalte, at en unionsborger, som udøver sin ret til frit at opholde sig i en anden medlemsstat i op til 3 måneder (ophold efter artikel 6 i opholdsdirektivet), ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
SIRI vurderer derfor, at de samlede omstændigheder vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at [referencens] ophold i Sverige må betragtes som et korttidsophold efter opholdsdirektivet, og at et sådant ophold ikke kan udgøre et faktisk og reelt ophold.
Eftersom [referencen] ikke har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, kan [ansøgeren] ikke gives ret til ophold i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at [referencens] ophold i Sverige ikke fører til, at [ansøgeren] kan aflede opholdsret fra [referencen].
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har ved sin vurdering inddraget de argumenter, som er anført i forbindelse med klagen.
Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har kendt hinanden siden marts 2019, at [referencen] blev gravid i februar 2020, at parterne har besøgt hinanden flere gange i henholdsvis Danmark og Filippinerne, at de har boet sammen på fælles bopæl siden november 2020, at de har et reelt samliv på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at de har et dybdegående personligt kendskab til hinanden, og at [ansøgeren] har fremvist dokumentation for den familiemæssige tilknytning til [referencen].
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at hverken SIRI eller Udlændingenævnet bestrider [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation er underordnet for vurderingen af, om [referencen] selv har etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at kravet om reelt og faktisk ophold i et andet EU-land ikke gælder for danske statsborgeres familiemedlemmer, og at [ansøgeren] har fremvist bevis på sit faktiske ophold i Sverige.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette ikke vil kunne ændre ved den omstændighed, at [referencen] i sin egenskab af unionsborger og dansk statsborger ikke kan antages at have etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har op-bygget og konsolideret et familieliv før [ansøgerens] ankomst til Sverige, at de har udøvet familielivet i Sverige i en periode på 51 dage frem til [referencens] tilbagevenden til Danmark, og at denne periode ikke er for kort til at opbygge og konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at omstændighederne vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at det er anført, at SIRI’s afgørelse vægter på en tynd bevisførelse samt en forkert formodning og vurdering af den aktuelle hensigt i sagen, og at det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og myndigheden ikke må træffe afgørelse på grundlag af et utilstrækkeligt materiale.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] ved den forelagte dokumentation har redegjort for forholdene omkring sit ophold i Sverige i en sådan grad, at der ikke var behov for, at SIRI indhentede yderligere dokumentation. Udlændingenævnet finder således, at [referencens] egen oplysning om opholdets varighed samt navnlig den indsendte kontoudskrift, ansættelseskontrakt og lejekontrakt udgør de for sagen nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at SIRI kunne træffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse om, hvorvidt [referencen] i lyset af den ovenfor anførte retspraksis havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at SIRI’s afgørelse har negative konsekvenser for [ansøgerens] og [referencens] familie.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold i sager om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen har betydning i tilfælde, hvor der skal tages stilling til, om en allerede eksiste-rende opholdsret skal ophøre. Eftersom [ansøgeren] aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, kan det anførte derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om han har opnået en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Reelt og Faktisk ophold
Dato: 27-06-2023Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælle, indgav i september 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra juni 2020 havde opholdt sig i Italien sammen med ansøgeren. Den danske statsborger havde sin søn i Danmark og var under uddannelse i Danmark. Der var til ansøgningen bl.a. vedlagt kontoudtog fra den danske statsborgers bank, fly- og togbilletter mellem Danmark og Italien, en lejekontrakt og kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad kan anses for godtgjort, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Italien, som er en betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark ved den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet finder ved en samlet konkret og individuel vurdering af den til sagen indsendte dokumentation, at den danske statsborger ikke i perioden fra 2020 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning kan anses for at have haft et ophold i Italien, der er udtryk for, at den danske statsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som følger af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af kontoudtog fra den danske statsborgers bank, at den danske statsborger forud for indgivelse af ansøgerens ansøgning i september 2021 har haft udgifter i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til primo august 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra medio november 2020 til ultimo december 2020, fra ultimo februar 2021 til ultimo maj 2021, og en dag i ultimo september 2021.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at de indsendte fly- og togbilletter understøtter en formodning for, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i de samme perioder, som fremgår af de indsendte kontoudtog, idet billetterne sandsynliggør, at den danske statsborger har opholdt sig i Italien i perioderne fra ultimo juni 2020 til ultimo juli 2020, fra medio august 2020 til primo september 2020, fra primo november 2020 til medio december 2020, fra ultimo februar 2021, til medio maj 2021, og fra ultimo september 2021 og frem til tidspunktet for ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at den danske statsborger ikke på baggrund af de periodevis ophold i Italien, kan anses for at have draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Italien, og derved have etableret et reelt og faktisk ophold dér.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes af den indsendte dokumentation fremgår, at den danske statsborgers ophold i Italien har været afbrudt af ophold i Danmark af længere varighed, herunder i perioderne fra primo september 2020 til primo november 2020 og fra medio maj 2021 til ultimo september 2021.
Der er ikke til sagen fremsendt kontoudtog for perioden fra ultimo januar 2021 til ultimo februar 2021, og for perioden fra ultimo maj 2021 til ultimo august 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger medio februar 2022 til SIRI oplyste, at den danske statsborger har pendlet meget mellem Danmark og Italien for at besøge sin søn så ofte som muligt og for at deltage i laboratoriekurser i forbindelse med sin uddannelse.
Udlændingenævnet finder således, at Danmark må anses for den danske statsborgers primære opholdssted, idet det er i Danmark, den danske statsborger har haft sine forpligtelser, herunder sin søn og sit studie, og at den danske statsborger alene har opholdt sig i Italien i det omfang den danske statsborgers forpligtelser i Danmark har tilladt dette. Udlændingenævnet vurderer derfor, at opholdene i Italien må anses for at have karakter af besøgsophold, og at den danske statsborger dermed ikke har haft sin hverdag dér.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger til sagen har indsendt en lejekontrakt af fra september 2020 for bolig beliggende på en adresse i Italien og kvitteringer for betalt husleje, el og gas.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om den danske statsborger har haft rådighed over en lejlighed i Italien i hele den angivne periode, som ansøgeren må antages at have boet i, idet den danske statsborger på baggrund af sagens øvrige oplysninger om den danske statsborgers længerevarende ophold i Danmark og forpligtelser her i landet, ikke kan anses for at have etableret et reelt og faktisk ophold i Italien.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for tilmelding til sprogundervisning i Italien, idet dette ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Italien. Udlændingenævnet har herved tillagt det vægt, at det ikke fremgår af de til sagen indsendte oplysninger, om den danske statsborger har deltaget i fysisk undervisning
Den til sagen indsendte fraflytningsrapport for den danske statsborgers tidligere lejlighed beliggende på en adresse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det fremgår, at synstidspunktet var ultimo september 2019, og det i CPR fremgår, at den danske statsborger fraflyttede adressen medio oktober 2019. Fraflytningsrapporten sandsynliggør således ikke, at den danske statsborger flyttede til Italien næsten et år senere i ultimo juni 2020 og i den forbindelse drog konsekvenserne af at flytte fra Danmark.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger senest har været registreret i CPR som udrejst til Italien i perioden fra ultimo juni 2020 til primo november 2021, og at den danske statsborger i primo september 2020 blev bopælsregistreret i Italien. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterer, at den danske statsborger faktisk flyttede fra Danmark til Italien.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 15-03-2023
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:
”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”
Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Dato: 22-11-2022Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbindelse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fælles barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pandemien herefter indtrådte.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.
Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Danmark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.
Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøgeren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.
Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konstaterende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.
Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.
Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemærker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.
Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld - Forsørgelseskrav
Dato: 16-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt - Forsørgelseskrav
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Libanon, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og havde boet i Tyskland sammen med ægtefællen og deres fælles børn. I november 2020 indrejste familien i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ægtefællen havde opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler, idet ægtefællen i starten af opholdet havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og derefter havde modtaget offentlige ydelser fra Danmark og rådede ikke over tilstrækkelige midler til sig selv og familien ved sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten som familiemedlem til sin ægtefælle, som er dansk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har opfyldt forsørgelseskravet ved sin tilbagevenden til Danmark, hvilket er en betingelse for, at ansøgeren kan opnå en afledt opholdsret efter EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Tyskland som person med tilstrækkelige midler og således som ikke-økonomisk aktiv, idet ansøgerens ægtefælle hverken var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Tyskland. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle ved sin tilbagevenden til Danmark fortsat var ikke-økonomisk aktiv, og at der således kan stilles et forsørgelseskrav.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at der ikke kan stilles et forsørgelseskrav, idet ansøgerens ægtefælle må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende ved sin tilbagevenden til Danmark, da denne var midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke ud fra en analog anvendelse af EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, kan udledes, at ansøgerens ægtefælle var økonomisk aktiv ved sin tilbagevenden til Danmark. Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om en sådan analog anvendelse blev lagt til grund, ville ansøgerens ægtefælles opholdsret i Danmark – og således også dennes status som selvstændig erhvervsdrivende – være ophørt i det øjeblik, hvor vedkommende opgav sit ophold i Danmark og etablerede sig i Tyskland. Det er således ikke muligt for en unionsborger at bevare en opholdsret i en medlemsstat som f.eks. selvstændig erhvervsdrivende, når unionsborgeren samtidig hermed etablerer sig og udøver en opholdsret efter opholdsdirektivet i en andet medlemsstat.
Ved vurderingen af, om forsørgelseskravet er opfyldt har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgerens ægtefælle har modtaget sygedagpenge i perioden juni 2019 – juni 2021, og at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med, at sygedagpengene er stoppet, og ansøgerens ægtefælle er overgået til et jobafklaringsforløb.
Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgerens ægtefælle derudover modtager børne- og ungeydelse og boligstøtte og ikke råder over andre indtægter eller anden formue.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens ægtefælle siden sin tilbagevenden til Danmark alene har forsørget sig selv og sin familie ved offentlige ydelser.
Det anførte til Udlændingenævnet om, at ansøgerens ægtefælle har modtaget boligstøtte i Danmark, og at den månedlige indkomst derfor lever op til forsørgelseskravet, vil ikke kunne føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indkomst, der stammer fra offentlige ydelser ikke medregnes ved vurderingen af den samlede indtægt, med mindre der er tale om berettigede arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der er udtryk for en tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dette følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Af samme grund vil det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle siden juli 2021 har fået udbetalt en højere månedlig ydelse i form af ressourceforløbsydelse, idet ressourceforløbsydelse ej heller ikke er udtryk for en tilknytning til arbejdsmarkedet og således ikke kan indgå ved vurderingen af familiens rådighedsbeløb.
Det anførte om, at ansøgerens ægtefælle kunne forsørge familien under opholdet i Tyskland på baggrund af de danske offentlige ydelser, kan ikke i sig selv føre til, at forsørgelseskravet anses for opfyldt ved familiens tilbagevenden til Danmark.
Endvidere kan oplysningerne til Udlændingenævnet om ansøgerens ægtefælles helbred, herunder at det fremgår af den generelle helbredsattest, at ansøgerens ægtefælle lider af bl.a. PTSD, stress og smerter i form af slidgigt m.v., ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om de pågældende helbredsoplysninger var understøttet af yderligere lægefaglig dokumentation, er der ikke tale om forhold af en sådan særlig karakter, at det ville kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har været gift siden 2001 og har 4 danske børn, hvoraf den ældste er myndig, og at det er anført, at nægtelse af opholdsret vil være i strid med EMRK art. 8, idet det ikke vil være proportionalt at henvise familien til at tage ophold i Libanon, da de ingen tilknytning har dertil.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK art. 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, idet familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af parrets mindreårige børn på nuværende tidspunkt kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet de som følge af deres alder, deres tidligere ophold i Libanon og deres ophold i Tyskland frem til november 2020, har afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at børn først efter 6 til 7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anse for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet.
Udlændingenævnet skal i øvrigt bemærke, at henvisningen til Zambrano-dommen og det anførte om, at børnene har en nær tilknytning til ansøgeren, og at ansøgerens ægtfælles diagnoser nødvendiggør tilstedeværelsen af ansøgeren i Danmark, ikke er forhold, der kan tages i betragtning ved vurderingen af, om ansøgeren har opnået en ret til ophold på baggrund af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed, som er udmøntet i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens praksis i henholdsvis Zambrano-dommen og Chavez-Vilchez-dommen.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 13-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet