Reelt og faktisk ophold
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 15-03-2023
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.
Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:
”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”
Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.
Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Dato: 14-09-2022Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022
Emneord: EU – Sekundær bevægelighed – Carpenter
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Kenya, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er mindreårig, er barn af en statsborger fra Kenya, der i 2017 var blevet familiesammenført til sin danske ægtefælle, efter udlændingeloven. Ansøgeren indgav i januar 2021 ansøgning om familiesammenføring til sin mor efter udlændingeloven, som ansøgeren fik afslag på. Ansøgeren søgte efterfølgende i maj 2021 om afledt opholdsret som familiemedlem til ansøgerens mors ægtefælle, efter EU-reglerne bl.a. med henvisning til ansøgerens mors ægtefælles arbejdsmæssige rejseaktiviteter til andre medlemslande.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer indledningsvis, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat. Ansøgeren kan derfor ikke opnå opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har udfyldt afsnittet om ophold i andre medlemsstater i ansøgerens ansøgning om afledt opholdsret efter EU-retten, og at han ikke i CPR, har været registreret udrejst af Danmark.
Udlændingenævnet har herefter foretaget en vurdering af, om ansøgeren kan have en afledt opholdsret som følge af, at den danske statsborgers regelmæssigt rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse indledningsvis lagt til grund, at den danske statsborger har dokumenteret, at han som følge af sine arbejdsopgaver hos sin arbejdsgiver rejser til andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen.
Udlændingenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse fra maj 2021 fra den danske statsborgers arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra 2018 til 2021 samlet havde mere end 180 rejsedage p.a. primært til Holland og Tyskland, og at det forventedes, at den danske statsborger fremadrettet ville have samme arbejdsmønster. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen var indsendt timesedler vedrørende den danske statsborger, hvoraf hans lokationer fremgik. I perioden fra december 2020 til april 2021 havde den danske statsborger således alene 19 arbejdsdage i Danmark.
Uanset, at den danske statsborger således udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i andre medlemsstater som arbejdstager i et omfang, der er omfattet af principperne i S-dommen, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været nødvendig for at sikre, at den danske statsborger forsat kunne udøve sin ret til fri bevægelighed. Et afslag på familiesammenføring ville således ikke have afskrækket ham fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til TEUF artikel 45.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familiemæssige relation til den danske statsborger følger af den danske statsborgers ægteskab med ansøgerens mor. Ansøgerens mor fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i august 2017, og ansøgeren søgte i januar 2021 første gang om opholdstilladelse i Danmark.
Henset til, at der således forløb 3,5 år fra at ansøgerens mor fik opholdstilladelse til ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse, og den danske statsborger efter det oplyste i den forløbne periode har været i stand til at forsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse, herunder foretage forretningsrejser til andre medlemsstater, er det Udlændingenævnets vurdering, at familiesammenføring ikke har været eller er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger fortsat kan udøve sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ikke er indsendt oplysninger om, at familielivet mellem ansøgeren, ansøgerens mor, og den danske statsborger ikke kan udøves som hidtil, herunder via visumbesøg.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte eller opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten, uanset at den danske statsborger har foretaget regelmæssige rejser til andre medlemslande som arbejdstager efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen, idet familiesammenføring ikke kan anses for nødvendig.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse fra september 2021”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 17-08-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Japan, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var kæreste med en dansk statsborger, og parret havde siden juni 2018 boet i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, herunder Marokko. Parret oplyste til ansøgningen, at de havde rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned. Parret havde i perioden fra januar 2020 til juli 2020 boet på en campingplads i Storbritannien, hvor de oprindeligt havde haft til hensigt at opholde sig i 3 måneder, idet ansøgeren alene have ret til at opholde sig i landet i 180 dage. Parret endte imidlertid med at opholde sig på campingpladsen frem til primo juli 2020 grundet COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat i perioden fra december 2019 og frem til juli 2020, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Storbritannien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra den danske statsborger.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den danske statsborger flyttede til Storbritannien med henblik på at bosætte sig dér og etablere en reel tilværelse, eller at den danske statsborger har draget konsekvenserne af at være flyttet til et andet land.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har oplyst, at han og ansøgeren siden juni 2018 har boet sammen i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, og at de i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020 boede i deres autocamper på en campingplads i Storbritannien, hvor de ville opholde sig i 3 måneder, men at de endte med at være der i længere tid på grund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående oplysninger taler imod, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Storbritannien.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger og ansøgeren indrejste i Storbritannien alene med henblik på at opholde sig i Storbritannien i en kort periode og således ikke med henblik på, at etablere et reelt ophold i Storbritannien og faktisk bosætte sig i landet.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på den danske statsborgers oplysninger om, at han og ansøgeren siden juni 2018 har rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned, hvilket efter Udlændingenævnet opfattelse taler for, at opholdet i Storbritannien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Det forhold, at den danske statsborger har fremlagt kopi af en underskrevet erklæring fra campingpladsen i Storbritannien, hvor det bekræftes, at den danske statsborger og ansøgeren har boet på campingpladsen i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020, en bookingbekræftelse fra campingpladsen fra januar 2020 samt 4 kvitteringer fra campingpladsen dateret i januar 2020, maj 2020, juni 2020 og juli 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Kontoudskrifter fra den danske statsborgers bankkonto i en britisk bank for perioden fra januar 2020 til juni 2020 og kontoudskrifterne fra hans danske bankkonto for perioden fra oktober 2019 til september 2020 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Dette gælder uanset, at der af disse fremgår oplysninger om bl.a., at den danske statsborger siden december 2019 og frem til primo august 2020 har haft et sædvanligt forbrug i Storbritannien.
Ydermere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation i form af 2 booking bekræftelser fra december 2019 vedrørende den danske statsborgers og ansøgerens rejse med færge samt et brev fra juni 2020 udstedt af de britiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at de britiske myndigheder traf afgørelse om at forlænge ansøgerens 180 dages ophold i Storbritannien frem til juli 2020 på baggrund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen ikke i sig selv ændrer karakteren af den danske statsborgers og ansøgerens ophold i Storbritannien, der alene havde karakter af et ferielignende ophold. Dette understøttes af oplysningen om, at ansøgeren opholdt sig i Storbritannien i kraft af en begrænset ret til 3 måneders midlertidigt besøgsophold som visumfri statsborger og ikke med henblik på at tage fast ophold.
Den til sagen fremlagte kopi af den danske statsborgers skøde vedrørende salget af hans ejerbolig i Danmark, hvoraf det fremgår, at han indgik købsaftalen i juli 2019, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at købsaftalen ikke er indgået i umiddelbar forlængelse af, at den danske statsborger rejste til Storbritannien.
Den danske statsborgers oplysninger om, at SIRI i deres afgørelse havde vurderet, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, idet SIRI ikke i afgørelsen har anfægtet denne betingelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der altid skal foretages en samlet vurdering af, hvorvidt samtlige af betingelser er opfyldt for at blive meddelt opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra januar 2022 gav den danske statsborger mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger eller dokumentation til sagen, som bl.a. kunne tale for, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og at der ikke er fremkommet yderligere til sagen herefter.
Det er i øvrigt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har fremlagt forskellig dokumentation til sagen vedr. hans og ansøgerens samlivsforhold, og at han også i sin klage er fremkommet med oplysninger til støtte hertil.
Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har fremlagt kopi af bl.a. et antal billeder visende ham og ansøgeren sammen i forskellige lande, en underskrevet erklæring fra maj 2019 fra en campingplads beliggende i Marokko, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger og ansøgeren har opholdt sig på campingstedet fra april 2019 til maj 2019 samt et brev fra marts 2021 fra Familieretshuset vedrørende ægteskabsbevis. Ligeledes er der fremlagt dokumentation for ansøgerens ufrivillige abort og scanningsbilleder fra et dansk hospital.
Den danske statsborger har endvidere i sin klage anført bl.a., at han har haft tilstrækkelige indtægter og midler til at forsørge både sig selv og ansøgeren gennem hele deres samlivsforhold, og at der efter EU-retten ikke gælder et minimumskrav for samlivets varighed, men alene en antagelse eller en formodning.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, at det er Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger ikke har haft etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien. Udlændingenævnet har således i denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for at kunne anses for omfattet af personkredsen som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Oplysningerne om, at den danske statsborger og ansøgeren har et stort ønske om at blive gift og stifte familie, og den danske statsborgers henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 vedrørende retten til respekt for familieliv og artikel 9 vedrørende retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af ovenstående grunde SIRI's afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 - EU – sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 10-02-2022Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Austra-lien, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udø-vet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde været samlever med den danske statsborger siden 2017. Ansøgeren havde fra 2018 til 2019 haft opholdstilladelse i Danmark og flyttede herefter til Norge, hvor ansøgerens danske samle-ver sluttede sig til i marts 2020. Parret indrejste i Danmark i juli 2021, hvorefter ansøgeren indgav an-søgning om opholdsret efter EU-reglerne. Parret havde til sagen bl.a. fremlagt kopi af flybilletter for deres jævnlige rejseaktivitet mellem Norge og Danmark, den danske samlevers kontoudskrifter samt kvitteringer for den danske samlevers tilmelding til et fitnesscenter i Norge. Den danske samlever fremgik ikke på lejekontrakten for boligen i Norge og kunne ikke dokumentere at have afholdt udgifter til forbrug m.m. under sit ophold. Den danske samlever havde under sit ophold i Norge, bibeholdt sin danske bopæl, været fjernstuderende på et dansk universitet, og havde ikke på noget tidspunkt regi-streret sin udrejse i CPR.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2021. Ansøgerens danske samlever har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge, som er en betingelse for, at den danske samlever kan få ret til op-hold.
Udlændingenævnet har ved en konkret og individuel vurdering lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at den danske samlever har haft udgifter til et almin-deligt forbrug i Norge, som vil kunne antages at være normalt, hvis den danske samlever havde etable-ret et reelt og faktisk ophold i Norge.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af kontoudskrifter fra den dan-ske samlevers bankkonto hos Danske Bank for perioden fra januar 2020 til marts 2020. Dette kan imid-lertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det heraf fremgår, at den danske samlever kun har foretaget 1 enkelt køb til almindeligt forbrug i Norge efter, at den danske samlever indrejste i landet den i marts 2020.
Udlændingenævnet har også vurderet de fremlagte kontoudskrifter for perioden fra oktober 2020 til december 2020. Selvom det af disse fremgår, at den danske samlever har foretaget i alt 26 køb til et almindeligt forbrug i Norge i perioden, så finder Udlændingenævnet, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet købene er foretaget over en periode på 3 måneder og at de fleste køb er foretaget over enkelte sammenhængende perioder. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremlagt kopi af den danske samlevers kontoudskrifter for perioden fra april 2020 til september 2020 eller fra januar 2021 og frem til den danske samlevers indrejse i Danmark i juli 2021.
Henset til, at der alene er fremlagt kontoudskrifter fra den danske samlevers bankkonto for en spora-disk periode, kan de fremlagte kontoudskrifter derfor ikke tillægges nogen afgørende vægt i vurderin-gen af, hvorvidt den danske samlever under sit ophold i Norge havde etableret et reelt og faktisk op-hold.
Udlændingenævnet har i samme forbindelse lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er fremsendt dokumenta-tion for, at den danske samlever har haft en dagligdag i Norge i form af f.eks. norske kvitteringer og dokumentation for udgifter til internet, tv, elforsyning telefonforbrug, læge- eller tandlægebesøg eller andre forhold i Norge, som vil kunne antages at være normalt, såfremt den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumenta-tion, der understøtter, at den danske samlever i forbindelse med sin udrejse til Norge i marts 2020 op-gav sin bopæl i Danmark og dermed drog de nødvendige konsekvenser, der fulgte af at være flyttet.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af CPR, at den danske samlever ikke på noget tidspunkt har været registreret som udrejst til Norge, og at det endvidere fremgår, at hun har været registreret på en dansk adresse indtil juli 2021.
Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at det fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever i oktober 2020 har haft udgifter til varme i forbindelse med sin husførelse i Danmark.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at der i den forbindelse ikke er fremlagt dokumentation for, at den danske samlever, som følge af sin flytning til Norge, udlejede eller opsagde sin lejebolig i peri-oden.
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den dan-ske samlever har boet hos ansøgeren i lejlighederne beliggende på de norske adresser i Oslo i Norge i perioden fra hendes indrejse i landet i marts 2020 og frem til, at de efter det oplyste fra november 2020 boede på en anden norsk adresse.
De fremlagte norske lejekontrakter kan ikke i sig selv føre til, at det kan lægges til grund, at den dan-ske samlever faktisk har boet i og rådet over boligerne på de 2 adresser. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den danske samlevers navn ikke fremgår af lejekontrakterne, og at det i øvrigt ikke fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at den danske samlever har bidraget til afholdelsen af udgifter til bl.a. husleje og andre løbende udgifter i forbindelse med lejemålene.
Det forhold, at det i klagen er anført, at den danske samlever bibeholdte både sin bolig og bankkonto i Danmark på grund af uforudsigelige omstændigheder omkring CoVID-19-situationen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at CoVID-19-situationen ikke i sig selv und-tager den danske samlever for at opfylde betingelserne efter EU-reglerne.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der er fremlagt kopi af 1 kvittering for køb af 12 måneders medlemskab til SATS fitnesscenter i Oslo fra september 2020, og at der er fremlagt et antal billeder visende ansøgeren og den danske samlever sammen. Ligeledes er det indgået, at der er frem-lagt kopi af flybilletter i den danske samlever navn, hvoraf det fremgår, at den danske samlever ofte har opholdt sig i Norge, og kopi af e-mailkorrespondancer mellem den danske samlever og Danske Bank samt erklæringer fra ansøgerens og den danske samlevers forældre vedrørende jeres samliv.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet finder, at uanset at den danske samlever har haft flere længerevarende besøgsophold hos ansøgeren i Norge, så er det på baggrund af sagens samlede oplysninger ikke godtgjort, at den danske samlever ud fra objektivt kon-staterbare faktorer har indrettet sig i Norge på en måde, som viser, at den danske samlever har haft til hensigt at etablere en reel tilværelse dér, og har draget de nødvendige konsekvenser af at være flyttet til et andet land.
De fremlagte danske lejekontrakter kan desuden ikke tillægges væsentlig vægt i vurderingen, da de ikke vedrører den danske samlevers ophold i Norge.
Endelig kan ansøgerens forhold i Norge, herunder ansøgerens norske opholdskort, ansøgerens ansæt-telseskontrakt, lønsedler og kontoudtog, ansøgerens formueforhold i Australien og ansøgerens flybil-letter, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at uanset om ansøgeren har opholdt sig i Norge i den pågæl-dende periode, godtgør dette ikke i sig selv, at den danske samlever havde etableret et reelt og faktisk ophold i Norge.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 - EU – sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 01-02-2022Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 SIRI’s afgørelser vedrørende en statsborger fra Thailand, og hendes barn, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgik ægteskab med den danske statsborger i 2016, og var samlevende med den danske statsborger i Danmark, hvor hun havde opholdstilladelse. I november 2018 flyttede parret efter det oplyste til Sverige i 3,5 måned og genindrejste i Danmark i februar2019. Ansøgeren og ansøgerens særbarn indgav herefter ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Parret havde til sagen fremlagt bl.a. kopi af en oversigt over rejser via Øresundsbroen, kopi af kontooversigt vedrørende en fælleskonto, kvitteringer for køb foretaget i Sverige, samt en tidsbegrænset lejekontrakt. Den danske statsborger havde under sit ophold i Sverige bibeholdt sin danske bolig, og sit arbejde i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelser fra september 2019. Ansøgeren og ansøgerens særbarn har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Sverige ikke objektivt kvalificerer sig til, at ansøgeren og ansøgerens særbarn kan aflede opholdsret fra ham.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger ikke har indrettet sig i Sverige på en måde, som viser, at han har haft til hensigt at etablere en reel tilværelse dér, og har draget de nødvendige konsekvenser af at være flyttet til et andet land.
Udlændingenævnet har særligt lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste alene har haft bopæl i Sverige sammen med ansøgeren og ansøgerens særbarn i perioden fra november 2018 til februar 2019, dvs. en kort periode på ca. 3,5 måned, og at han i denne periode ligeledes havde flere ophold i Danmark samt at han under opholdet fortsat arbejdede og havde det meste af sin dag i Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt en oversigt over rejser via Øresundsbroen for perioden fra november 2018 til februar 2019, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger i perioden fra medio november til ultimo november 2018 opholdte sig i Danmark i 4 dage, at han i december 2018 opholdte sig i Danmark i 11 dage, at han i januar 2019 opholdte sig i Danmark i 14 dage, og at han i februar 2019 opholdte sig i Danmark i 7 dage. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at den danske statsborger har indsendt dokumentation for, at han var på ferie i Hamborg 2 dage i februar 2019, og at han var på forretningsrejse i samlet set 14 dage. Udlændingenævnet kan derfor lægge til grund, at den danske statsborger har opholdt sig i Danmark, svarende til i alt 20 dage. Den danske statsborger har således samlet set opholdt sig i Sverige i mindre end 3 måneder.
Derudover er der lagt vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad er fremlagt dokumentation, der understøtter, at den danske statsborger har haft udgifter til et almindeligt forbrug i Sverige, som vil kunne antages at være normalt, hvis han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige i den pågældende periode. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er dokumentation for almindelige udgifter til husholdning og forbrug som for eksempel udgifter til internet, telefon eller lignende. Udlændingenævnet finder således, at disse forhold underbygger en antagelse om, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige i den angivne periode.
Den til sagerne indsendte kontooversigt fra februar 2019 for perioden fra november 2018 til februar 2019 kan ikke føre til en ændret vurdering, uanset at det fremgår af konto-oversigten, at der er valgt etiket ”Köp i Sverige”. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ligeledes fremgår af oversigten, at der er tale om en fælleskonto. Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at det er den danske statsborger, der har foretaget købene. Ligeledes kan de 24 kvitteringer, der blev indsendt under SIRI´s behandling, og de 24 billeder af transaktioner, der blev indsendt til Udlændingenævnet, ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet vurderer således, at selvom der er foretaget betalinger i Sverige i den pågældende periode, kan disse betalinger, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, ikke stå alene i forhold til vurderingen af, om opholdet i Sverige har været af reel og faktisk karakter.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er indsendt en tidsbegrænset lejekontrakt af november 2018 for en møbleret lejlighed på 69 kvm beliggende på en svensk adresse for perioden fra november 2018 til november 2019, og den danske statsborger havde orienteret sin arbejdsgiver, om at han havde skiftet adresse. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke at dette kan føre til en ændret vurdering, idet der er tale om en tidsbegrænset lejekontrakt vedrørende en møbleret bolig. Hertil har Udlændingenævnet tillagt det betydning, at lejligheden, hvor de alle 3 skulle bo var 69 kvm og at den danske statsborger sammen med ansøgeren og ansøgerens særbarn i et år forud for flytningen til Sverige, havde boet sammen i Danmark i en bolig på 308 kvm.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at den danske statsborger har beholdt boligen på den danske adresse i Danmark, hvilket ligeledes taler imod, at han faktisk har draget konsekvenserne af at være flyttet fra Danmark til Sverige og etableret et faktisk og reelt ophold der. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at han angiveligt forsøgte at udleje huset til en månedlig husleje på 54.000 kr., idet dette ikke skete, hvorfor han fortsat havde rådighed over huset. Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at hans søn i CPR blev bopælsregistreret på adressen, og at han tegnede en indboforsikring, idet der er tale om et familieforhold, hvorfor den danske statsborger må formodes fortsat at have haft råderet over boligen.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har været registreret i CPR som udrejst til Sverige i perioden fra november 2018 til februar 2019, og at Skatteverket i Sverige i januar 2019 registrerede den danske statsborger som indrejst i landet, idet der er alene er tale om registreringer, der sammenholdt med sagens øvrige oplysninger ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer en faktisk flytning til Sverige.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er indsendt kopi af mail fra november 2018, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger anmodede om, at hans indbo/familie- og rejseforsikring blev slettet ifm. med flytning til Sverige, at han siden januar 2019 har haft en parkeringstilladelse som beboer i Malmö, og at han har indsendt dokumentation for, at der er betalt for parkering i Malmø, idet dette forhold ikke i sig selv dokumenterer, at opholdet har været reelt og faktisk.
Ansøgeren og ansøgerens særbarns forhold i Sverige, herunder, at de i november 2018 indgav ansøgning om opholdskort i Sverige, at ansøgeren i februar 2019 modtog tandlægebehandling i Malmö, og at ansøgerens særbarn i januar 2019 modtog behandling på et privat sundhedscenter i Malmø kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Uanset, om ansøgeren og ansøgerens særbarn har opholdt sig i Sverige i den pågældende periode, godtgør dette ikke i sig selv, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld – Reelt og faktisk ophold
Dato: 30-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Brasilien som familiemedlem til en dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens danske ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i perioden fra september 2016 til april 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at han havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som ville kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i den pågældende periode. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udskriften fra ansøgerens ægtefælles danske bankkonto talte imod, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Således fremgik det af kontoudskriften, at der fra september 2016 frem til slutningen af oktober 2016 var foretaget færre end ti indkøb samt færre end fem kontanthævninger i Tyskland, og at der i samme periode var foretaget et større antal indkøb i Danmark, ligesom der var foretaget danske indbetalinger til bl.a. Fitness World, tandlæge, Fullrate, et fjernvarmeselskab og DR licens. Der fremgik ikke efter oktober 2016 udgifter til almindeligt forbrug i Tyskland. Derudover indikerede transaktionerne på kontoudskriften, at ansøgerens ægtefælle fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien, og at han fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Desuden vedrørte kontoudskriften alene perioden til og med december 2016, og den omfattede således ikke perioden frem til hans oplyste indrejse i Danmark i april 2017. Udlændingenævnet havde ved vurderingen af, om ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, ydermere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation til støtte for, at han havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark i forbindelse med arbejdet i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle fra september 2016 lejede en bolig i Tyskland, og at han havde afholdt udgifter til depositum og husleje i den pågældende periode frem til april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i den pågældende periode. Endvidere kunne det forhold, at ansøgerens ægtefælle i CPR-registeret havde været registreret som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2016 til april 2017, og at han i Tyskland var blevet registreret som tilflyttet fra september 2016, ikke i sig selv føre til en antagelse om, han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet til Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udrejsedatoen i CPR-registeret i november 2016 ikke stemmer overens med ansøgerens ægtefælles egne oplysninger i ansøgningsskemaet og med registreringen i Tyskland fra september 2016. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle fra november 2016 udlejede boligen i Danmark, idet udlejningen af boligen ikke i sig selv godtgjorde, at han var flyttet til Tyskland. Som anført ovenfor indikerede den fremlagte kontoudskrift desuden, at han fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien og fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at der var fremlagt betalingsbekræftelser fra en dansk bank vedrørende ansøgerens ægtefælles betalinger til en tysk konto heller ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det fremgik af sagens oplysninger i øvrigt, at der var tale om en tysk sundhedsforsikring, som vedrørte ansøgeren og således ikke ansøgerens ægtefælle. Ligeledes kunne de fremlagte oplysninger om ansøgerens forhold i Tyskland, herunder hendes registrering i Tyskland, hendes tyske sundhedskort og EU-opholdskort og diverse tyske breve adresseret til hende, ikke føre til en ændret vurdering. Uanset, om ansøgeren opholdt sig i Tyskland i den pågældende periode, godtgjorde dette ikke i sig selv, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/21. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 30-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Panama som familiemedlem til en dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, hvilket bl.a. er en betingelse for, at ansøgeren kunne opnå ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som vil kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af kontoudskriften fra ægtefællens danske bankkonto, at langt størstedelen af transaktionerne i perioden fra november 2017 til april 2018, hvor han efter det oplyste vendte tilbage til Danmark, vedrørte køb foretaget i Danmark, og at der fremgik et meget lille forbrug i Tyskland. Således fremgik der cirka 150 køb i Danmark, mens der alene fremgik cirka 25 køb i Tyskland samt otte kontanthævninger i Tyskland på sammenlagt 1.500 euro til blandt andet husleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af bankkontoudskriften, at der i perioden fra januar 2018 til marts 2018 alene var foretaget 14 hævninger, som kunne henføres til almindeligt forbrug i Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af sagens oplysninger, at der var tale om ansøgeren og ægtefællens tyske fælleskonto, og at det fremgik af udskriften fra bankkontoen, at ægtefællen ved overførsel af penge til den tyske konto havde angivet ansøgeren som modtager. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var fremlagt kopi af cirka 100 kvitteringer for indkøb foretaget i Tyskland i den pågældende periode, hvoraf cirka 25 kunne henføres til ægtefællens danske konto eller til parrets tyske fælleskonto, mens de resterende kvitteringer vedrørte køb foretaget med kontanter, som således ikke kunne henføres til ansøgerens ægtefælle. Uanset, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at man mange steder i Tyskland alene kunne betale med kontanter, fandt Udlændingenævnet, at de fremlagte kvitteringer, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke i sig selv kunne føre til, at Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som understøttede etableringen af et reelt og faktisk ophold. Udlændingenævnet havde yderligere tillagt det vægt, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde bibeholdt boligen i Danmark, og at hans ældste søn, som på daværende tidspunkt var 17 år, blev boende i denne bolig, hvor ansøgerens ægtefælle i øvrigt havde sin daglige arbejdsgang i forbindelse med et dansk firma, talte imod, at han faktisk var flyttet fra Danmark og havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Hertil kom, at det fremgik af kontoudskriften fra den danske sparekasse, at størstedelen af de indkøb, der var foretaget i Danmark i den pågældende periode, var foretaget i butikker i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark, herunder kvitteringer for køb af benzin, idet han måtte antages at have haft et øget forbrug af benzin, såfremt han dagligt pendlede cirka 70 kilometer hver vej mellem de relevante byer i Danmark og Tyskland. Den fremlagte lejekontrakt og de medfølgende kvitteringer for betalt husleje kunne ikke i sig selv føre til, at det kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i Tyskland. Endvidere kunne det forhold, at han havde været registreret i CPR som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2017 til april 2018, og at han i Tyskland var blevet registreret som bosiddende i november 2017, heller ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet fra Danmark til Tyskland. Det forhold, at ansøgeren og ægtefællens yngste søn var blevet registreret som bosiddende i Tyskland, at ansøgeren havde fået udstedt et tysk opholdskort som familiemedlem til en EU-borger, og at der var fremlagt en udfyldt blanket vedrørende ansøgerens ægtefælles søns indmeldelse i en dansk skole i Tyskland, kunne heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Ydermere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde været gift siden 1998 og havde to fællesbørn, som var danske statsborgere, og at ansøgeren tidligere havde opnået permanent opholdstilladelse, talte dansk og havde eventuelle jobtilbud i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om forhold, som kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13 var opfyldt. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/22.
Senest opdateret: 09-01-2020
Udgiver: Udlændingenævnet