Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Brasilien som familiemedlem til en dansk statsborger.

Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens danske ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i perioden fra september 2016 til april 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at han havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som ville kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i den pågældende periode. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udskriften fra ansøgerens ægtefælles danske bankkonto talte imod, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Således fremgik det af kontoudskriften, at der fra september 2016 frem til slutningen af oktober 2016 var foretaget færre end ti indkøb samt færre end fem kontanthævninger i Tyskland, og at der i samme periode var foretaget et større antal indkøb i Danmark, ligesom der var foretaget danske indbetalinger til bl.a. Fitness World, tandlæge, Fullrate, et fjernvarmeselskab og DR licens. Der fremgik ikke efter oktober 2016 udgifter til almindeligt forbrug i Tyskland. Derudover indikerede transaktionerne på kontoudskriften, at ansøgerens ægtefælle fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien, og at han fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Desuden vedrørte kontoudskriften alene perioden til og med december 2016, og den omfattede således ikke perioden frem til hans oplyste indrejse i Danmark i april 2017. Udlændingenævnet havde ved vurderingen af, om ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, ydermere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation til støtte for, at han havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark i forbindelse med arbejdet i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle fra september 2016 lejede en bolig i Tyskland, og at han havde afholdt udgifter til depositum og husleje i den pågældende periode frem til april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i den pågældende periode. Endvidere kunne det forhold, at ansøgerens ægtefælle i CPR-registeret havde været registreret som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2016 til april 2017, og at han i Tyskland var blevet registreret som tilflyttet fra september 2016, ikke i sig selv føre til en antagelse om, han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet til Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udrejsedatoen i CPR-registeret i november 2016 ikke stemmer overens med ansøgerens ægtefælles egne oplysninger i ansøgningsskemaet og med registreringen i Tyskland fra september 2016. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle fra november 2016 udlejede boligen i Danmark, idet udlejningen af boligen ikke i sig selv godtgjorde, at han var flyttet til Tyskland. Som anført ovenfor indikerede den fremlagte kontoudskrift desuden, at han fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien og fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at der var fremlagt betalingsbekræftelser fra en dansk bank vedrørende ansøgerens ægtefælles betalinger til en tysk konto heller ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det fremgik af sagens oplysninger i øvrigt, at der var tale om en tysk sundhedsforsikring, som vedrørte ansøgeren og således ikke ansøgerens ægtefælle. Ligeledes kunne de fremlagte oplysninger om ansøgerens forhold i Tyskland, herunder hendes registrering i Tyskland, hendes tyske sundhedskort og EU-opholdskort og diverse tyske breve adresseret til hende, ikke føre til en ændret vurdering. Uanset, om ansøgeren opholdt sig i Tyskland i den pågældende periode, godtgjorde dette ikke i sig selv, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/21.

Senest opdateret: 30-09-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen