Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Panama som familiemedlem til en dansk statsborger.

Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, hvilket bl.a. er en betingelse for, at ansøgeren kunne opnå ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som vil kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af kontoudskriften fra ægtefællens danske bankkonto, at langt størstedelen af transaktionerne i perioden fra november 2017 til april 2018, hvor han efter det oplyste vendte tilbage til Danmark, vedrørte køb foretaget i Danmark, og at der fremgik et meget lille forbrug i Tyskland. Således fremgik der cirka 150 køb i Danmark, mens der alene fremgik cirka 25 køb i Tyskland samt otte kontanthævninger i Tyskland på sammenlagt 1.500 euro til blandt andet husleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af bankkontoudskriften, at der i perioden fra januar 2018 til marts 2018 alene var foretaget 14 hævninger, som kunne henføres til almindeligt forbrug i Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af sagens oplysninger, at der var tale om ansøgeren og ægtefællens tyske fælleskonto, og at det fremgik af udskriften fra bankkontoen, at ægtefællen ved overførsel af penge til den tyske konto havde angivet ansøgeren som modtager. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var fremlagt kopi af cirka 100 kvitteringer for indkøb foretaget i Tyskland i den pågældende periode, hvoraf cirka 25 kunne henføres til ægtefællens danske konto eller til parrets tyske fælleskonto, mens de resterende kvitteringer vedrørte køb foretaget med kontanter, som således ikke kunne henføres til ansøgerens ægtefælle. Uanset, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at man mange steder i Tyskland alene kunne betale med kontanter, fandt Udlændingenævnet, at de fremlagte kvitteringer, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke i sig selv kunne føre til, at Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som understøttede etableringen af et reelt og faktisk ophold. Udlændingenævnet havde yderligere tillagt det vægt, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde bibeholdt boligen i Danmark, og at hans ældste søn, som på daværende tidspunkt var 17 år, blev boende i denne bolig, hvor ansøgerens ægtefælle i øvrigt havde sin daglige arbejdsgang i forbindelse med et dansk firma, talte imod, at han faktisk var flyttet fra Danmark og havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Hertil kom, at det fremgik af kontoudskriften fra den danske sparekasse, at størstedelen af de indkøb, der var foretaget i Danmark i den pågældende periode, var foretaget i butikker i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark, herunder kvitteringer for køb af benzin, idet han måtte antages at have haft et øget forbrug af benzin, såfremt han dagligt pendlede cirka 70 kilometer hver vej mellem de relevante byer i Danmark og Tyskland. Den fremlagte lejekontrakt og de medfølgende kvitteringer for betalt husleje kunne ikke i sig selv føre til, at det kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i Tyskland. Endvidere kunne det forhold, at han havde været registreret i CPR som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2017 til april 2018, og at han i Tyskland var blevet registreret som bosiddende i november 2017, heller ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet fra Danmark til Tyskland. Det forhold, at ansøgeren og ægtefællens yngste søn var blevet registreret som bosiddende i Tyskland, at ansøgeren havde fået udstedt et tysk opholdskort som familiemedlem til en EU-borger, og at der var fremlagt en udfyldt blanket vedrørende ansøgerens ægtefælles søns indmeldelse i en dansk skole i Tyskland, kunne heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Ydermere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde været gift siden 1998 og havde to fællesbørn, som var danske statsborgere, og at ansøgeren tidligere havde opnået permanent opholdstilladelse, talte dansk og havde eventuelle jobtilbud i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om forhold, som kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13 var opfyldt. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/22.

Senest opdateret: 30-09-2019
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post