Praksis

Adoption og anden familie

Forrige

Side 1 af 2

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2023 – Medfølgende familiemedlem – til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – adoptivbarn

Dato: 09-03-2023

Udlændingenævnet stadfæstelse i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et medfølgende familiemedlem til en statsborger fra Egypten.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren er et mindreårigt barn, der er født i december 2021. I marts 2022 indgav ansøgerens adoptivforældre, på vegne af ansøgeren, en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende barn til ansøgerens mor. SIRI traf i juni 2022 afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, idet Ankestyrelsen ikke havde anerkendt adoptionen efter dansk ret, fordi forældrene var domicilleret i Danmark på tidspunktet for adoptionen.

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse af [dato] juni 2022. [Ansøgeren] får således ikke opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til [referencen], jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at [referencens] adoption af [ansøgeren] ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. Ankestyrelsens afgørelse af […] juni 2022.

Udlændingenævnet har endvidere vurderet, at der ikke er oplyst om særlige grunde til, at [ansøgeren] skal meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at [ansøgeren] ikke har andre familiemedlemmer end [referencen].

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde til, at [referencen] ikke kan vende tilbage til Egypten, hvor [referencen] og [referencens] ægtefælle er statsborgere, for dér at udøve familielivet.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [referencen] i klagen har oplyst, at [referencen] forud for indgivelsen af [referencens] adoptionsansøgning kontaktede SIRI med henblik på vejledning, at [referencen] herunder søgte råd til adoptionsmulighederne fra Egypten, at SIRI i februar 2021 vejledte [referencen] om, hvordan [referencen] på vegne af [ansøgeren] kunne søge om opholdstilladelse som medfølgende familie til [referencen], og at SIRI efter [referencens] opfattelse oplyste [referencen] om, at [referencens] fremtidige adoptivbarn vil kunne indrejse i Danmark som medfølgende familiemedlem til [referencen].

Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [referencen] i klagen har oplyst, at SIRI’s afgørelse efter [referencens] opfattelse er truffet på baggrund af et ukorrekt sagsforløb, at de danske myndigheder har lavet en forbrydelse i [referencens] sag, ligesom de har løjet over for [referencen] og manipuleret [referencen], herunder at SIRI ikke har vejledt [referencen] korrekt om, at [referencen] skulle søge om anerkendelse af adoption efter dansk ret.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI ved e-mail af […] februar 2021 til [referencen] sendte et link til nyidanmark.dk, hvor [referencen] kunne læse nærmere om, hvordan [referencen] på vegne af [ansøgeren] kunne søge om opholdstilladelse som medfølgende familie, og at Udlændingenævnet ikke vurderer, at denne vejledning gav [referencen] en berettiget forventning om, at [ansøgeren] ville blive meddelt opholdstilladelse som medfølgende barn.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at uanset at SIRI den […] februar 2021 gav [referencen] en mangelfuld vejledning, finder Udlændingenævnet ikke at kunne lægge til grund, at styrelsens vejledning afgivet den […] februar 2021 var fejlagtig. Udlændingenævnet konstaterer, at [referencen] ikke er fremkommet med oplysninger, der dokumenterer eller sandsynliggør, at [referencen] i øvrigt har modtaget fejlagtig vejledning af SIRI.

Det forhold, at [referencen] i klagen har oplyst, at SIRI i sin afgørelse har vurderet barnets tarv i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, men at SIRI efter [referencens] opfattelse ikke har efterlevet Danmarks internationale forpligtelser, og at dette skal betragtes som en forbrydelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Ankestyrelsen den […] juni 2022 traf afgørelse af om, at [referencens] adoption af [ansøgeren] ikke kan anerkendes efter dansk ret, idet [referencen] og [referencens] ægtefælle på tidspunktet for adoptionen havde domicil i Danmark.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnets vurdering er fastlagt ud fra betragtninger om barnets tarv og for at sikre, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser, når der adopteres børn i andre lande, som skal bo og tage ophold i Danmark.

Henset til, at [referencen] og [referencens] ægtefælle i Egypten har adopteret [ansøgeren] da han var 2 dage gammel, og siden da har draget omsorg for [ansøgeren], der i dag er 1 år og 3 måneder gammel, vurderer Udlændingenævnet, at der er holdepunkter for at antage, at der er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [referencen], [referencens] ægtefælle og [ansøgeren], som er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet finder imidlertid samtidig, at Danmark ikke er nærmest til at beskytte dette familieliv, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde til, at I ikke kan udøve familielivet i Egypten.

Udlændingenævnet finder således ikke, at et afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] som medfølgende familiemedlem til [referencen] vil stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 30-03-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, jf. udlændingelovens § 9. c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til en herboende person, som skulle være vedkommendes stedmoder.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens og den herboende references forhold til hinanden. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at den herboende reference havde boet i Goma, Den Demokratiske Republik Congo, sammen med sin mor, sine børn og sine søskende, at den herboende reference efter sin ægtefælles død var fortsat med at bo i Goma med sin familie, at den herboende reference havde oplyst navnene på sine børn, at den herboende reference i maj 2012 efter problemerne ved grænseovergangen mellem Den Demokratiske Republik Congo og Uganda, hvor den herboende reference var blevet adskilt fra sin familie, havde fundet alle sin familiemedlemmer i Uganda. Den herboende reference havde således ikke oplyst om ansøgeren på noget tidspunkt forud for ansøgningen fra august 2015. Det var til ansøgningen oplyst, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgeren i perioden fra 2003 og indtil den herboende references flugt i 2012, hvor de var blevet væk fra hinanden, og at de først havde fået kontakt i april 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det på denne baggrund ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var den herboende references steddatter og havde været en del af den herboende references husstand på noget tidspunkt. Det forhold at det var oplyst, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag ikke var blevet oplyst om, at hun skulle oplyse om savnede familiemedlemmer, at sprogbarrierer havde besværliggjort kommunikationen med myndighedspersoner i Uganda, og at hun ikke efterfølgende havde fået mulighed for at oplyse om ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af UNHCR’s familieskema, at der skulle oplyses om eventuelle stedbørn, hvilket den herboende reference ikke havde gjort. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride mod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at hun var meget bekymret for ansøgeren, at ansøgeren blev slået hver dag, og at det blev værre fra gang til gang, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var et forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det anførte om, at ansøgeren havde sin familie i Danmark, at ansøgeren ikke havde familie i hjemlandet, at ansøgeren ikke kunne tage ophold hos nogen i hjemlandet, at ansøgeren havde stærk tilknytning til den herboende reference, at ansøgerens to halvsøskende boede i Danmark, og at ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse havde størst tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at det var oplyst, at ansøgeren skulle have boet i en kirke, indtil den herboende references veninde havde fundet ansøgeren i april 2015, at ansøgeren siden april 2015 havde boet hos den herboende references veninde, at den herboende reference havde besluttet, at ansøgeren skulle bo hos veninden, idet ansøgeren var hjemløs og forældreløs, og at ansøgeren ikke kunne bo hos veninden, idet veninden ikke kunne vedblive med at passe ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det herved ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Den omstændighed, at den herboende reference skulle have forsørget ansøgeren, efter at de havde fået kontakt i april 2015, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at den herboende reference fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, sådan som det var oplyst, at hun hidtil havde gjort, og at det forhold, at der eventuelt blev sendt penge til forsørgelse, ikke var tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv i Danmark, som Danmark ville være nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. FAM/2017/79.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Familieliv

Dato: 09-01-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til to mindreårige congolesiske statsborgere, født i 1998 og 2000, der havde søgt om familiesammenføring med deres afdøde mosters ægtefælle (referencen). Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgernes biologiske forældre var afgået ved døden i 2007, og ansøgernes moster var afgået ved døden i 2014.

Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen og ansøgernes moster efter det oplyste havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo i 2007, og at begge ansøgerne siden var indgået i referencens og mosterens husstand i Den Demokratiske Republik Congo indtil 2012, hvor referencen var flygtet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen var nødsaget til at flygte fra Den Demokratiske Republik Congo, og at ansøgernes moster efterfølgende forsøgte at følge referencen sammen med parrets fællesbarn og ansøgerne, hvorunder ansøgernes moster efterfølgende blev fængslet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der måtte anses for at være etableret et familieliv mellem referencen og ansøgerne siden 2007, og at der ikke havde været tale om en frivillig afbrydelse af familielivet mellem referencen og ansøgernes moster og mellem referencen og ansøgerne. Det forhold, at ansøgernes moster blev adskilt fra parrets fællesbarn samt ansøgerne og efterfølgende afgik ved døden, og at fællesbarnet samt ansøgerne efter adskillelsen kom under en anden voksen persons omsorg, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til ansøgernes langvarige opvækst hos referencen som en del af dennes husstand, og henset til at der var tale om forhold, som referencen og ansøgernes moster var uden skyld i. Udlændingenævnet fandt ved stadfæstelsen, at det ikke kunne lægges til grund, at referencens adoption af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen ikke havde fremlagt dokumentation for, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde adopteret ansøgerne efter deres forældres død i 2007 i Den Demokratiske Republik Congo, og at referencen i forbindelse med ansøgernes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde fremlagt dokumentation for, at referencen havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er et krav for meddelelse af opholdstilladelse til et barn, der er adopteret i udlandet, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at den udenlandske adoption – foruden at være retsgyldig i adoptionslandet – tillige kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er Ankestyrelsen, der har kompetence til at vurdere om en udenlandsk adoption kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at referencen ikke havde dokumenteret, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. FAM/2017/25.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Aldersvurdering – Ej ganske særlige grunde

Dato: 06-04-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afslag i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, da der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have ophold hos sin herboende onkel som ansøgerens nærmeste familie, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende onkel var statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, og han fik opholdstilladelse i Danmark i 2012 som flygtning. I forbindelse med sin asylsag oplyste den herboende onkel, at han havde adopteret sin søsters barn, som var født i december 2002, at hans søster var død, og at han havde boet med barnet fra barnets fødsel og frem til 2011, da han flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo. Den herboende onkel havde vedlagt en kopi af en retsafgørelse fra november 2012 fra byretten i Kinshasa, hvoraf det fremgik, at han var ansøgerens morbror, og at han var blevet udpeget som værge for ansøgeren. Ansøgeren boede på tidspunktet for ansøgningen hos sin bedstemor. I maj 2015 udtalte Retslægerådet, at det var sandsynligt, at ansøgeren på undersøgelsestidspunktet i marts 2015 var 21 år og fire måneder eller derover, men at det ikke med rimelighed kunne vurderes, om ansøgeren på ansøgningstidspunktet i august 2013 var over eller under 18 år. I juni 2015 oplyste den herboende onkel, at ansøgeren på daværende tidspunkt var 15 år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, uanset om det måtte lægges til grund, at han var under 18 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde været over 17 år og dermed havde en alder, hvor han kunne klare sig selv i dagligdagen, og meget tæt på at være myndig, hvis ikke allerede myndig. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren, da han var mindreårig, ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med sin bedstemor i Den Demokratiske Republik Congo, samt at han ikke havde lidt alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Den Demokratiske Republik Congo, da han var mindreårig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til den herboende onkel, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af det oplyste slægtskab. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og som kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende onkel og ansøgeren tillige havde boet sammen med ansøgerens bedstemor, at ansøgeren fortsat havde boet sammen med sin bedstemor efter den herboende onkels udrejse, og at den herboende onkel først efter sin indrejse i Danmark var blevet udpeget som værge for ansøgeren, ligesom ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgeren var uden forældre, idet hans forældre efter det oplyste var døde, og at ansøgerens bedstemor ønskede, at han skulle bo sammen med den herboende onkel i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke forelå et særligt familiemæssigt forhold mellem ansøgeren og den herboende onkel. FAM/2016/72.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Tvivl om slægtskabsforholdet

Dato: 20-01-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 tre afgørelser om opholdstilladelse til tre congolesiske statsborgere, som havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en herboende kvinde, som i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun var ansøgernes faster, og at deres fader og moder var blevet dræbt på et ikke nærmere angivet tidspunkt. Ansøgerne var født i henholdsvis 2000, 2002 og 2004.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at den herboende kvinde var nærmeste familie til ansøgerne. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden i forbindelse med sin asylsag til FN’s Flygtningehøjkommissariat havde oplyst, at hendes broder sammen med to af hendes andre søskende og hendes fader blev dræbt i Congo i 1987, og at hun havde oplyst at have seks søskende, der var i live, hvoraf to boede i Burundi og fire boede i Congo. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at ansøgerne var født på ikke nærmere angivne tidspunkter i henholdsvis 2000-2001, 2002-2003 og 2004-2005, og at hun samtidig i et senere fremsendt oplysningsskema havde oplyst, at ansøgernes fader var hendes biologiske broder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at kvindens broder skulle være fader til ansøgerne, hvorfor kvinden som følge heraf ikke kunne anses for at være ansøgernes faster. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at kvinden under klagesagen havde oplyst, at hendes moder havde 12 børn, hvoraf tre hold var tvillinger, at det var kutyme i den landsby i det område, hvor kvinden kom fra i Congo, at give tvillinger det samme navn, og at hun på den baggrund havde to brødre med samme navn, hvoraf den ene var død i 1987, mens den anden på tidspunktet for FN’s Flygtningehøjkommissariats genbosættelsesrapport fra 2010 stadig var i live. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden ikke i forbindelse med sin asylsag havde oplyst om, at tre hold ud af kvindens oplyste ni søskende var tvillinger, ligesom det heller ikke fremgik af rapporten, at kvinden havde en broder med det oplyste navn, og som ifølge hendes egne oplysninger i klagen på tidspunktet for rapporten var i live. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden ikke havde oplyst, at nogle af hendes søskende var tvillinger, idet ingen af dem stod opført med to navne. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at børnene skulle tage ophold hos kvinden som nærmeste familie, uanset om kvinden måtte være ansøgernes faster, og uanset om kvindens broder og børnenes fader måtte være blevet slået ihjel i september 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Congo, herunder at børnene ville være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i Congo, idet ansøgerne var født og opvokset i Congo, hvor de siden forældrenes død havde været i varetægt af naboer, og at ansøgerne havde en morbroder i Kenya samt deres farmoder (kvindens moder), en af kvindens brødre og dennes børn i Burundi. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden aldrig havde boet sammen med børnene, og at hun derfor ikke kunne anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted. FAM/2016/12.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie

Dato: 21-10-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2, til to somaliske statsborgere. Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis otte og ni år, og de søgte i august 2014 opholdstilladelse til en herboende somalisk statsborger, der var meddelt asyl i maj 2014 (referencen). Ansøgerne oplyste, at de var henholdsvis niece og fætter til referencen, at de var forældreløse, og at referencen havde taget sig af dem, siden de var små og havde været deres forsørger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerne var opvokset hos referencen, siden ansøgerne var ganske små, eller at den ene af ansøgerne var referencens fætter. Udlændingenævnet kunne derfor heller ikke lægge til grund, at referencen var trådt i stedet for ansøgernes forældre, eller at referencen var ansøgernes nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at referencen var flyttet hen til sin ægtefælle, da referencen indgik ægteskab med denne, og at de eneste slægtninge, der var omtalt i asylsagen, var referencens mor, søn, niece og onkel. Det fremgik endvidere af referencens asylsag, at referencen havde oplyst, at hendes mor, søn, niece og fætter på tidspunktet for asylansøgningen boede i referencens hjemby, og at de alle boede i det samme hus. Det fremgik desuden af asylsagen, at referencen, da hun blev foreholdt, at hun først havde forklaret, at det var hendes onkel, der fortsat boede i referencens hjemby, i stedet forklarede, at der rettelig var tale om en slægtning fra referencens moders side af familien, som ikke var en onkel, men rettelig en slægtning, der ifølge lokal tradition kunne defineres som en fætter. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne havde boet hos referencen, siden de var henholdsvis ganske lille og nyfødt, og at referencen havde det fulde ansvar over for ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med asylsagen ikke havde oplyst om, at hun havde ansvaret for ansøgerne eller havde nævnt ansøgerne i forbindelse med udfyldelsen af sit familieskema i forbindelse med asylsagen. Udlændingenævnet fandt det påfaldende, at referencen ikke i forbindelse med udfyldelsen af asylansøgningsskemaet havde oplyst om navnene på ansøgernes forældre, ligesom referencen havde oplyst, at hun ikke havde haft kontakt til ansøgerne siden sin flugt, da referencen havde oplyst, at det ikke var muligt at få telefonisk kontakt til ansøgerne, og at referencen ikke havde forsørget ansøgerne, men at referencen desuagtet havde været i stand til at få oplyst, at referencens moder var afgået ved døden. Det forhold, at referencen var analfabet, kunne ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af asylsagen, at referencen havde bekræftet, at hun forstod tolken, og at referencen havde afgivet bemærkninger til asylreferaterne. Udlændingenævnet fandt, at der var tale om så væsentlige oplysninger, at referencen burde have oplyst herom til de danske myndigheder, da referencen blev spurgt ind til sine familieforhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne risikerede at blive dræbt som følge af referencens flugt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved kunne være tale om oplysninger af asylretlig karakter, der ikke kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. FAM/2015/168.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 15-09-2015

Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en mozambiquisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende faster. Den herboende faster blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forældre var afgået ved døden i henholdsvis 2008 og 2009, at ansøgeren havde boet hos sin farmoder og farfader, at farfaderen var afgået ved døden, at farmoderen nu var for syg til at drage omsorg for ansøgeren, at den herboende faster havde forældremyndigheden over ansøgeren, og at den herboende faster efter det oplyste efter forældrenes død havde sendt penge hver måned til ansøgeren til dækning af udgifter til blandt andet skole, transport og uniform. Udlændingenævnet tillagde det endvidere stor vægt, at den herboende faster havde været i Mozambique i perioden fra december 2013 til januar 2014, at den herboende faster igen fra juli 2014 til januar 2015 havde været i Mozambique for at være sammen med ansøgeren, at den herboende faster fortsat havde draget omsorg for ansøgeren under hendes ophold i Mozambique, og at hun siden januar 2015 havde draget omsorg for ansøgeren i Danmark, hvor de begge var indrejst samtidig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at særlige grunde talte for, at ansøgeren kunne tage ophold hos sin herboende faster som nærmeste slægtning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, måtte være opfyldt. FAM/2015/163.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 27-08-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en somalisk statsborger, født i 1999, der søgte om familiesammenføring med sin herboende faster, som i august 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det var under sagen oplyst, at ansøgerens forældre var afgået ved døden, da hun var to år, at ansøgeren siden havde boet hos sin faster, at ansøgeren efter den herboende fasters udrejse fra Somalia havde boet hos naboer, hvor hun arbejdede som husholderske, at hun ikke længere kunne gå i skole, da der ikke var nogen til at betale for skolegangen, og at den herboende faster havde to brødre og to søstre i Somalia. Den herboende faster havde under behandlingen af sin asylsag alene oplyst om en navngiven datter, der samtidigt søgte asyl, og en enkelt gang nævnt, at hun havde opfostret en ikke navngiven datter på 14 år inden hendes flugt.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive at tage ophold i Somalia. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Somalia, herunder at hun var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Somalia. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren ikke sås at være uden omsorgspersoner i Somalia, idet den herboende faster blandt andet havde fire søskende i Somalia. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til, at generelle dårlige sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til, at en ansøger meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/154.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. oktober 2014 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Ophold hos barnets nærmeste familie

Dato: 06-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlængestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til et barn fra Iran, født i 1998, der søgte om familiesammenføring med sin herboende onkel, som i marts 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren var født og opvokset i Iran, hvor han havde gået otte år i skole. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens forældre blev skilt, da ansøgeren var to år, at ansøgerens mor havde stiftet en ny familie, at hun ikke siden skilsmissen havde set ansøgeren, at hans far forsvandt ti år forud for ansøgningens indgivelse, at ansøgeren var blevet smidt ud af skolen, fordi hans far ikke mødte på skolen, at han hele sit liv havde boet hos sin farmor, at han havde boet med den herboende onkel, fra han var et år, til han var 11 år, og at den herboende onkel sidst havde set ansøgeren i 2009. Under klagesagen oplyste den herboende onkel, at han rettelig sidst så ansøgeren i 2011. Den herboende onkel havde anført, at han siden marts 2013 havde bidraget til forsørgelsen af ansøgeren, men at han ikke længere havde råd til at forsørge ansøgeren, at ansøgerens farmor på ansøgningstidspunktet var gammel og syg, og at hun og den herboende onkels to søskende, som var bosiddende i Iran, ikke kunne tage ansvar for ansøgeren. Den herboende onkel var selv født i 1986.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive at tage ophold sammen med sin farmor eller den øvrige familie, som var bosiddende i Iran. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Iran, herunder at han var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Iran. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens mor og ansøgerens herboende onkels to søskende endvidere opholdt sig i Iran. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren, i perioden siden han var et år til i hvert fald 2009, havde boet hos sin farmor sammen med den herboende onkel, og at han igen efter den herboende onkels udrejse i 2011 tog ophold hos sin farmor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende onkel efter det oplyste ikke siden 2011 havde boet sammen, at ansøgeren hele sit liv havde boet hos sin farmor og på afgørelsestidspunktet fortsat gjorde det, og at ansøgerens farmor måtte anses som den primære omsorgsperson, da den herboende onkel på det tidspunkt, hvor ansøgerens far forsvandt, kun var 14 år, og da den herboende onkel først i 2013 – to år efter at han senest havde set ansøgeren – af de iranske myndigheder blev udpeget som ansvarlig for ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere gik i skole, og at hans farmor var syg og ikke længere kunne forsørge ham, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet generelle dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne anses som særlige grunde, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 15 år, og at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, hvorfor han ikke havde behov for omsorg i samme omfang, som mindre børn har. FAM/2014/160.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 09-07-2014

Udlændingenævnet afviste i juli 2014 at genoptage Udlændingenævnets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 og § 9 c, stk. 1 til en mindreårig statsborger fra Mozambique, der ønskede at blive familiesammenført med sin herboende faster. Udlændingenævnet havde i juli 2013 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2013. Udlændingenævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren ikke kunne vedblive med at bo i sit hjemland hos sin farmor eller en anden nær slægtning. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på, at der ikke forelå en sådan særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende faster, der lå udover, hvad der følger af det oplyste slægtskab. Det forhold, at fasteren ved dom i april 2010 i Mozambique fik forældremyndigheden over ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. I august 2013 anmodede Københavns Retshjælp om, at sagen blev genoptaget. Det blev i den forbindelse anført, at sagen ikke skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet der var tale om, at ansøgerens faster alene havde forældremyndigheden over ansøgeren, og dermed var ansøgerens faster efter retshjælpens opfattelse forælder i lovens forstand, hvorfor sagen skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet fandt, at Københavns Retshjælp ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet oplyste, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 kun finder anvendelse for ugifte mindreårige børn under 15 år af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Bestemmelsen vedrører alene biologiske børn eller adoptivbørn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Børn, som ikke er biologiske børn af en herboende voksen – uanset om denne har forældremyndigheden – falder således ikke under bestemmelsens anvendelsesområde, men skal i stedet for vurderes efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 eller § 9 c, stk. 1. I den forbindelse henviste Udlændingenævnet til U2003.1322H, hvor Højesteret fastslog, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, alene finder anvendelse, når der er tale om et biologisk eller adoptivbarn, som man har forældremyndigheden over. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at opholdstilladelse kan meddeles til en mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen blandt andet gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, hvis særlige grunde taler derfor. Det forhold, at en person, som påberåber sig at være barnets nærmeste familie, og som ikke er biologisk forælder, samtidig eller senere får tillagt forældremyndigheden over barnet, kan efter praksis ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, ikke kan finde anvendelse i forhold til en vurdering af, om betingelsen for familiesammenføring er opfyldt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at anvendelsen af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, var den korrekte måde at behandle sagen på. Det forhold, at fasteren havde forældremyndigheden over ansøgeren, kunne således ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt anvendelse, henset til at fasteren alene havde forældremyndigheden, men ikke var barnets biologiske forælder eller adoptivforælder. Udlændingenævnet fandt derfor grundlag for at henholde sig til sin afgørelse af juli 2013. FAM/2014/212.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen