Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to statsborgere fra Den Dominikanske Republik – en mor og hendes mindreårige søn -, som havde søgt om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

 

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgerne indrejste til Danmark i september 2009, hvor sønnen var seks år. Moren led af HIV og familien fik i de følgende år afslag på asyl og humanitært ophold samt afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede, ligesom moren blev udvist med indrejseforbud. I oktober 2016 indgav ansøgerne en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c til Udlændingestyrelsen, som styrelsen meddelte afslag på i november 2018.

 

Udlændingenævnets afgørelse:

”Vurdering efter udlændingelovens § 10, stk. 4, vedrørende moren

 

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, stk. 4.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren den i november 2012 blev udvist med et indrejseforbud i to år, og at indrejseforbuddet fortsat er gyldigt, idet hun ikke ses at være udrejst fra Danmark.

 

Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgerens indrejseforbud skal ophæves.

 

Der henvises i den forbindelse til vurderingen nedenfor.

 

Vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, vedrørende moren og sønnen

 

Udlændingenævnet finder, at ansøgerne ikke kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller barnets tarv.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke siden deres indrejse i Danmark i 2009 har haft et opholdsgrundlag i Danmark, og at de dermed ikke kan have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark.

 

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset, at ansøgerne har opholdt sig i Danmark siden september 2009, kan dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet ansøgerne har opholdt sig ulovligt i Danmark og alene har haft processuelt ophold i forbindelse med ansøgninger om blandt andet asyl, humanitær opholdstilladelse, og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ligesom moren er udvist med indrejseforbud.

 

Udlændingenævnet bemærker endvidere, at der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode, uanset denne er indrejst som mindreårig.

 

Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at de bør gives opholdstilladelse.

 

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at moren er i behandling mod HIV, og at det er anført, at hun vil være særligt sårbar ved en tilbagevenden til Den Dominikanske Republik.

 

Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse helbredsmæssige forhold ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

 

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at familien i september 2011 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, at det fremgår af afgørelsen, at morens sygdom HIV ikke kunne antages at være så fremskreden, at hun var i risiko for at udvikle AIDS, at de endvidere blev meddelt afslag på genoptagelse af sagen i januar 2013, og at udlændingelovens § 9 b må anses som lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, der tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold.

 

Det forhold, at moren har været udsat for menneskehandel i forbindelse med sin indrejse, at hun har sin daglige gang i et lokalt aktivitetshus, at hun tager et socialt ansvar, og at hun taler engelsk og mere dansk, kan ikke føre til, at hun kan meddeles en opholdstilladelse, da det herved ikke er oplyst om en sådan stærk tilknytning til det danske samfund, at dette i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

 

Det er yderligere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at sønnen indrejste i Danmark som seksårig, at han nu er 17 år, at han har gået i dansk skole og taler dansk, og at det er anført, at han ikke taler spansk, at han har en begrænset tilknytning til Den Dominikanske Republik eller Haiti, hvor han ikke har været, siden han var seks år, og hvor han risikerer at blive efterladt alene i tilfælde af, at morens helbred forværres.

 

Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset at sønnen måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem sin skolegang, fritidsaktiviteter og netværk, kan dette ikke i sig selv medføre, at der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen henset til, at han alene har opholdt sig i Danmark på processuelt ophold samt ved ulovligt ophold siden sin indrejse. Udlændingenævnet bemærker endvidere, at der efter praksis, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse til en udlænding alene med henvisning til, at udlændingen har opholdt sig i Danmark i en længere periode, mens der søges om opholdstilladelse.

 

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerne er indrejst i Danmark i en alder af henholdsvis 33 år og seks år, at de ikke har et familiemæssigt netværk i Danmark udover hinanden, og at de begge stadig må anses for at have en tilknytning til deres hjemland, hvor moren har levet størstedelen af sit voksne liv, og hvor sønnen har boet indtil sit sjette leveår.

 

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at et manglende familienetværk ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at sønnen er knap 18 år, og dermed næsten er myndig.

 

Udlændingenævnets kan endvidere henvise til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af et herboende barns forhold, hvis barnet har haft seks til syv års sammenhængende lovligt og fast ophold i Danmark, og barnet vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Det bemærkes i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af et herboende barn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt og sammenhængende lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke er grundlag for at meddele sønnen opholdstilladelse i Danmark og som konsekvens heraf meddele opholdstilladelse til moren. Udlændingenævnet finder således, at det ikke strider mod Danmarks internationale forpligtelser og barnets tarv at meddele afslag på opholdstilladelse, uanset at sønnen har tilbragt sine formative år i Danmark.

 

Det forhold, at det i forbindelse med klagen er anført, at sønnen er i en positiv udvikling og gerne vil læse til pædagog, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der ikke er tale om forhold, der i sig selv vil kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet finder endvidere, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviser til, at det har været morens eget valg at rejse til Danmark sammen med sønnen og dermed flytte sønnen væk fra hans hidtidige tilværelse, og at familien flere gange er blevet pålagt at udrejse af Danmark, og dermed aldrig har haft et opholdsgrundlag her i landet.

 

Udlændingenævnet henviser desuden til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre sig barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensynstagen til de rettigheder og pligter, der gælder barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre at barnet og dets forældre kan forblive sammen.

 

Udlændingenævnet finder således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset en vis tilknytning til opholdslandet, og uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets og forældrenes hjemland.

 

På tilsvarende vis finder Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forælderen ikke medvirker til hjemsendelsen, og dermed selv modvirker familiens udrejse af Danmark og etablering i et andet land.

 

Udlændingenævnet finder, at ansvaret for sønnens trivsel først og fremmest må være morens, og at der henset til, at familien kan opholde sig sammen i Den Dominikanske Republik, ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet.

 

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at familien i december 2016 blev meddelt afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede.

 

På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark.” ERH/2020/8

Til toppen