Immigration

Forrige
Side 2 af 3
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i december 2009 til Danmark. I juni 2010 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren midlertidig humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse. Ministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som var en sådan alvorlig sygdom, at den efter praksis kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse, men at ansøgeren blev behandlet med et præparat, som var tilgængeligt i Irak, og at ansøgeren således havde behandlingsmuligheder i hjemlandet. I april 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, idet ansøgeren ikke havde opnået en samlet tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. I oktober 2015 blev ansøgeren meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag om forlængelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2010 og alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. tre år med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren henset til karakteren af hans ophold her i landet ikke kunne antages at have opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af en alvorlig paranoid skizofreni, at ansøgeren var i ambulant behandling, at ansøgeren dagligt modtog hjælp fra en hjemmesygeplejerske, og at ansøgeren tre gange dagligt tog medicin og var i diabetesbehandling. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i december 2014 havde meddelt ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ministeriet lagde til grund, at den medicin, som ansøgeren anvendte, var tilgængelig i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurdering af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i oktober 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne få behandling for diabetes i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af karakteren og længden af hans ophold i Danmark ikke burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren indrejste i Danmark ultimo 2009 som 45-årig, at ansøgeren alene i perioden fra juni 2010 til juni 2012 havde haft en midlertidig humanitær opholdstilladelse, og at ansøgeren herefter alene havde haft processuelt ophold i Danmark i forbindelse med ansøgningerne om henholdsvis forlængelse af humanitær opholdstilladelse, genoptagelse heraf, ansøgning om asyl og ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold eller tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde to herboende søskende, der hjalp ansøgeren med praktiske gøremål, og at ansøgeren dagligt havde besøg af en hjemmesygeplejerske, der sørgede for, at ansøgeren tog sin medicin. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra 2013 til 2014 havde gået på en specialskole for voksne, at ansøgeren ikke havde arbejdet i Danmark, at ansøgeren modtog kontanthjælp, og at ansøgeren talte, læste og forstod dansk. Det af partsrepræsentanten anførte om, at en udvisning ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet ansøgerens psykiske tilstand ville blive forværret, og at forholdene i Irak ikke var blevet bedre, siden ansøgeren udrejste i 2009, indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt samtidig, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søskende, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 45 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark siden ultimo 2009, og at ansøgerens herboende søskende ikke bidrog i væsentlig grad til ansøgerens pleje, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Danmark, at det måtte antages for uforholdsmæssigt at henvise ansøgeren til at tage ophold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede, at tre af ansøgerens søskende efter det oplyste opholdt sig i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at en udlænding, der har opholdt sig i et andet land med en midlertidig opholdstilladelse eller processuelt ophold, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Det gælder uanset økonomiske eller sociale vilkår i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet fandt endelig henset til, at ansøgeren først indrejste i Danmark i en alder af 45 år, og at ansøgeren havde adgang til behandling i hjemlandet, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerlandet til at sikre ophold og de fortsatte behandlingsvilkår for ansøgeren, herunder at der ikke kunne udledes en selvstændig immigrationsret for, at ansøgeren kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at partsrepræsentantens henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bensaid mod Storbritannien (app. no. 44599/98) ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/194.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 12-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, som var indrejst i Danmark i 2009 som 15-årig, var tidligere meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, samt afslag på genoptagelse af behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren havde i forbindelse med en samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde slægtninge eller familie i Danmark, at han ikke havde det godt psykisk, og at han fysisk var sund og rask. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke tidligere havde gået i skole i sit hjemland, at han ikke kunne læse eller skrive dari, men at han talte sit modersmål flydende, at han ikke havde været uden for Danmark siden sin indrejse, at han ikke havde haft kontakt med sine forældre eller sine søskende siden sin udrejse af Afghanistan, at han tidligere uden held havde forsøgt at eftersøge sin familie ved hjælp af Dansk Røde Kors, og at han ikke udover sine forældre og søskende havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens partrepræsentant oplyste, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 16-årig, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i fem år og seks måneder, og at ansøgerens manglende kontakt med sin familie var blevet bekræftet af IOM, der tidligere havde forsøgt at lede efter ansøgerens familie i hjemlandet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt endeligt afslag på humanitær opholdstilladelse og asyl, at han ikke siden sin indrejse i Danmark i september 2009 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født i Afghanistan af afghanske forældre, at han var opvokset i Afghanistan, til han var 15 år, at han talte sit modersmål flydende, og at han dermed havde en sådan tilknytning til Afghanistan, at han måtte antages at kunne indgå i det afghanske samfund ved tilbagevenden dertil. Det forhold, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret afgørelse henset til, at han alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden sin indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold i forbindelse med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, asyl og senere i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde accepteret at medvirke til forberedt udsendelse til Afghanistan siden maj 2011, og at han på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at modtagelsesforholdene i forbindelse med en udrejse af Danmark ikke i sig selv kunne føre til, at der meddeltes opholdstilladelse i Danmark, når selve længden og karakteren af opholdet i Danmark ikke fandtes at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i ansøgerens rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention, da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver enkeltpersoner eller familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at et barn, som har opholdt sig i fire og et halvt år i et andet land uden opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbare dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets hjemland. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for et barn, herunder at der ikke kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv. FAM/2015/182.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 21-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Bosnien-Hercegovina og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 1997 og 2002, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne indrejste i Danmark i maj 2012 og søgte asyl. Ansøgerne blev i maj 2012 meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I oktober 2012 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet den ene ansøger ganske vist led af en sådan alvorlig psykisk sygdom, som efter Justitsministeriets praksis ville kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, men som ansøgeren ville kunne blive behandlet for i hjemlandet. I november 2014 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, idet det var muligt for den ansøger, der led af psykisk sygdom, at blive behandlet i Bosnien-Hercegovina. I december 2014 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste i den forbindelse til FN’s børnekonvention. I januar 2015 afslog Justitsministeriet at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2015 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i maj 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke havde haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger var psykisk syg, havde været indlagt og modtog medicin herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i sine afgørelser fra oktober 2012, december 2013 og november 2014 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at Justitsministeriet i januar 2015 havde afvist at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, måtte anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at Justitsministeriet havde vurderet, at den fornødne medicin kunne fås i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ikke havde tillagt en genoptagelsesanmodning fra oktober 2015 vedrørende ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse opsættende virkning. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden maj 2012, at fællesbørnene talte dansk og indgik i hverdagen i det danske samfund, og at de var knyttet til deres respektive skoler og lokalsamfundet, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark og havde fået et socialt netværk og venner i blandt andet gymnasiet, skolen og til fritidsaktiviteter, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til, at familien alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse i Danmark alene under henvisning til, at en ansøger taler dansk og kan gå i skole eller på gymnasiet på almindelige vilkår. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt herudover, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder at familien ikke havde haft opholdsgrundlag i Danmark, længden og karakteren af familiens ophold og børnenes faktiske tilknytning til deres forældre, som de var indrejst sammen med – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet, hvor de udrejste fra i 2012. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at fællesbørnenes sociale og følelsesmæssige udvikling i høj grad var afhængig af, at de havde minimum én forælder, som kunne støtte dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at børnene var indrejst sammen med deres forældre. Uanset at den ene forælder måtte have været den primære omsorgsperson både før og efter familiens indrejse i Danmark, fandt Udlændingenævnet, at dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at et afslag på opholdstilladelse til fællesbørnene ikke efter Udlændingenævnets opfattelse udgjorde et uproportionalt indgreb i fællesbørnenes rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre år og fem måneder i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. Det forhold, at det ene af fællesbørnene på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, var mindreårig, og at fællesbarnet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i august 2015 var blevet myndig, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbarnet ej heller som myndig ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til familiens forhold eller på baggrund af egne selvstændige forhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at den ene forælder arbejdede frivilligt i en genbrugsbutik to gange ugentligt, og at det ene fællesbarn havde arbejdet frivilligt i forbindelse med afholdelsen af en festival. FAM/2015/169.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1996, flygtede efter det oplyste til Danmark som 15-årig i oktober 2011. Det fremgik af sagen, at ansøgerens forældre og søskende et til to år forinden var udrejst til Iran uden ansøgeren, og at ansøgeren havde opholdt sig 13 til 14 år i Afghanistan inden udrejsen til Danmark. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt endeligt afslag på asyl, jf. udlændingelovens § 7. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, gældende til ansøgeren fyldte 18 år i oktober 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2011, og at han i april 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 16 ½ år, da han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, frem til han var 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af cirka 15 år, hvorfor det måtte lægges til grund, at han havde haft hovedparten af sine formative år uden for Danmark. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland, indtil han var cirka 13 eller 14 år, at han havde modtaget undervisning i hjemlandet, at han talte flydende dari, og at han ikke sås at have en sådan tilknytning til personer her i landet, som kunne begrunde en opholdstilladelse. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren talte næsten flydende dansk, at han havde gået på en almindelig dansk folkeskole, at han havde danske venner og bekendte, at han gik til taekwondo i en klub to gange ugentligt, at han arbejdede på et autoværksted, og at han havde været i flere praktikforløb, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde kontakt til sin familie i Afghanistan, fandt Udlændingenævnet ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde familiemedlemmer i Afghanistan, og at han havde kontakt til sine forældre, som efter det oplyste fortsat befandt sig i Iran. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. FAM/2015/164.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 09-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en russisk statsborger. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen på et forkert grundlag, da ansøgeren blev anset for at være lettisk statsborger og dermed EU-borger, hvorimod han rettelig var russisk statsborger. I juni og juli 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at hans ansøgning om tids¬ubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke kunne imødekommes. I juni 2014 stadfæstede Udlændingestyrelsen Statsforvaltningens afslag på tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingestyrelsen oplyste overfor ansøgeren, at Udlændingestyrelsen tillige havde behandlet ansøgerens sag efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag efter denne bestemmelse. I september 2014 meddelte Statsforvaltningen, at ansøgerens opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt. I oktober 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til Udlændingenævnet og anførte i den forbindelse, at han havde boet og arbejdet i Danmark siden december 2008, at han opfyldte alle betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som EU-borger, og at Statsforvaltningens fejl ikke burde komme ham til skade. Ansøgeren anførte endvidere, at han indtil september 2013 havde været på dagpenge fra sin A-kasse, at han havde et lettisk pas, at han var lettisk statsborger, og at han var EU-borger. Vedlagt klagen var en kopi af det, som ansøgeren oplyste var et lettisk stats¬borgerpas fra december 1970. Det fremgik af de kopierede sider, at passet var udstedt af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og ansøgerens nationalitet var russisk.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, og at han ikke havde oplyst om sådanne omstændigheder, herunder at han skulle lide af alvorlige sygdomme eller handicaps, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at han havde været i arbejde siden maj 2014, og at han havde uddannet sig til buschauffør og lastbilchauffør. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet henviste til, at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at ansøgeren ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i perioderne fra april 2011 til maj 2013, fra juli 2013 til juni 2014 og fra september 2014 til marts 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i kraft af sit ophold i Danmark, herunder karakteren og længden heraf, hvor han i cirka fem år havde haft ret til ophold på et forkert grundlag, sammenholdt med ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarkedet, ikke havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke burde komme ham til skade, at han af Statsforvaltningen i december 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen, og at han var lettisk statsborger og dermed EU-borger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af blandt andet kopi af certifikat med bilag fra den lettiske ambassade i Danmark fra juli 2013 samt af kopier af ansøgerens lettiske fremmedpas, at han ikke var statsborger i Letland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens statsborgerskabsstatus ikke i sig selv var afgørende for, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på baggrund af sin tidligere ret til ophold meddelt på forkert grundlag havde opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens almindelige regler. FAM/2015/204.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 16-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelser til to irakiske statsborgere og deres børn, født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Forældrene indrejste i Danmark i henholdsvis 2002 og 2004 og søgte asyl. Forældrene var efterfølgende flere gange blevet meddelt afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Parret fik en søn i Danmark i september 2005. Forældrene havde flere gange meddelt Rigspolitiet, at parret ikke ønskede at udrejse af Danmark. Forældrene fik i august 2010 og januar 2011 afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, og disse afgørelser vedrørte også parrets børn. Udlændingestyrelsen udviste forældrene af Danmark med indrejseforbud i november 2012, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014. Børnene havde boet hele deres liv i Danmark og gået i danske institutioner.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne og deres børn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var blevet meddelt afslag på asyl, hvilket var blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse straks, at ansøgerne flere gange havde meddelt til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark, at de efterfølgende flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse, og som udsendelseshindrede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes egne forhold og egne selvstændige valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet henviste herved også til, at Flygtningenævnet i henholdsvis juli 2008 og juli 2011 havde meddelt ansøgerne afslag på genoptagelse af deres asylsager, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2009 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen flere gange havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, senest i august 2013, samt at Justitsministeriet i november 2012 og i maj 2013 havde meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af deres sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Justitsministeriet havde endvidere i december 2014 stadfæstet afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og Justitsministeriet havde senest i april 2015 meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af Justitsministeriets sager om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet henviste således til, at forældrene, som forældremyndighedsindehavere aldrig havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, uanset at forældrene havde fået to børn under deres ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herunder, at børnenes forhold ikke kunne føre til, at familien samlet skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og uanset, at børnene måtte have opnået tilknytning til Danmark i kraft af, at de var født i Danmark og uafbrudt havde opholdt sig i Danmark, herunder gået i danske institutioner og nu gik i skole, at familien ikke under henvisning hertil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at forældrene selv havde valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at familielivet med børnene var blevet etableret i Danmark og var fortsat under disse omstændigheder, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at børnenes ophold i Danmark havde varet i ni år og syv år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder under henvisning til herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt lovligt ophold i landet med opholdstilladelse gennem deres opvækst. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgernes valg at søge asyl i Danmark og stifte familie på trods af, at de var blevet pålagt at udrejse af Danmark og dermed aldrig havde haft et opholdsgrundlag her i landet, og at ingen af familiemedlemmerne havde opholdstilladelse eller havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. På tilsvarende vis fandt Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modvirker familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at børnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at ansøgerne dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forældre. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 150, fremsat den 19. juni 2012, om ændring af udlændingeloven (ændring af reglerne om familiesammenføring med børn) afsnit 8, at blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder ikke anerkender en ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet. Dette fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og det antages, at disse bestemmelser ikke indeholder en videre beskyttelse end EMRK artikel 8. FAM/2015/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et ægtepar. Ansøgerne blev født i henholdsvis 1947 og 1953 og var begge statsborgere i Kosovo. I oktober 2007 indrejste begge ansøgere i Danmark, og i august 2008 blev begge ansøgere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgernes opholdstilladelse blev senest forlænget med gyldighed til marts 2013. Den humanitære opholdstilladelse blev begrundet under henvisning til den kvindelige ansøgers helbredsmæssige forhold. I februar 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på forlængelse af deres humanitære opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Afslaget var begrundet i blandt andet, at der ikke forelå humanitære hensyn af en sådan styrke, at det afgørende talte for at forlænge ansøgernes opholdstilladelse. Det blev oplyst til Justitsministeriet, at ansøgerne havde stærkt brug for deres herboende datter i mange situationer, at den kvindelige ansøger var medtaget af sin psykose, og at hun ikke kunne modtage medicinsk behandling i Kosovo, idet medicinen var for dyr. Det blev af den mandlige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at han havde gået på sprogskole i Danmark, at han ikke var under eller havde taget en uddannelse i Danmark, at han ikke var i arbejde, og at han modtog folkepension. Det blev af den kvindelige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at hun ikke gik eller havde gået i skole i Danmark, at hun ikke arbejdede i Danmark, at hun modtog kontanthjælp, at hun ikke talte dansk, og at hendes broder boede i Danmark. Det blev af ansøgerne endvidere oplyst, at de havde to børn, fire børnebørn og en svoger, som alle opholdt sig i Danmark, samt at de havde børn i Schweiz og i deres hjemland. Begge ansøgere oplyste i samme forbindelse, at de havde kontakt til deres familie i hjemlandet. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, krævede ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne først blev meddelt opholdstilladelse i 2008 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka seks år frem til 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke havde været under uddannelse eller i beskæftigelse og derved ikke havde opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at den mandlige ansøger havde haft problemer med sit hjerte, at han havde haft blodpropper, at han havde fedt i blodet, at han havde hudproblemer, at han resten af livet skulle modtage medicinsk behandling for sine hudproblemer, og at han havde symptomer, som kunne være en indikation på Parkinsons syge, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ikke kunne modtage medicinsk behandling for sine lidelser i hjemlandet, og at de helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den kvindelige ansøger led af PTSD, at hun var depressiv, at hun led af galdesten, at hun havde brug for behandling, og at det var anført, at medicin til behandlingen ikke kunne fremskaffes legalt og var dyrt i hjemlandet, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i afgørelser af marts 2014 havde lagt til grund, at den kvindelige ansøgers medicin var tilgængelig i hjemlandet, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgerne passede den kvindelige ansøgers herboende broder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige ansøgers herboende broder havde mulighed for at blive passet på institution eller af sin herboende familie. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerne var katolikker, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og ansøgernes øvrige familie, der boede Danmark, at der på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen. FAM/2015/33.

    For så vidt angår sagsresumé vedrørende parrets voksne barn, der samtidig blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se resumé FAM/2015/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Kosovo i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå ganske særlige grunde. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2007 sammen med sine forældre, og han havde efter det oplyste gået i skole fra 8. til 10. klasse i Danmark og kunne derudover tale, læse og skrive dansk. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra marts 2009 til marts 2010, fra maj 2010 til marts 2011 og fra april 2011 til marts 2013 haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, meddelt på baggrund af hans moders forhold. Ansøgeren havde sine forældre, en onkel, to søstre, tre nevøer, en niece, to svogre, en dansk kæreste og en dansk svigerfamilie i Danmark. Ansøgeren havde derudover to søstre i Kosovo og havde kontakt til sin familie i hjemlandet. Ved klagen blev det anført, at baggrunden for, at ansøgeren havde et ustabilt forhold til arbejdsmarkedet, var, at han havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, da han var blevet slået bevidstløs af en gruppe serbiske soldater. Derudover henvistes der til, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens tilknytning til det danske samfund, herunder hans arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige og øvrige tilknytning i Danmark, grundet tilknytningens begrænsede omfang og karakter ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2007, at han blev meddelt opholdstilladelse i august 2008, at opholdstilladelsen senest udløb i marts 2013, og at ansøgeren havde haft afbrudte uddannelsesforløb, kortere beskæftigelsesforløb og havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren under sit ophold i Danmark ikke havde gjort en særlig indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, og at han derfor havde haft en ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark fra 8. til 10. klasse, at han havde en dansk kæreste, og at han havde været ansat som hegnsmontør i en måned i 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke udgjorde ganske særlige forhold. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren og dennes kæreste ikke havde samme fremtidsmuligheder i Kosovo som i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, da der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes øvrige familie, der boede i Danmark, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nigeriansk statsborger. Ansøgeren blev i august 2006 meddelt midlertidig opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem. I oktober 2007 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, og i september 2009 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med en udlænding, som havde opholdstilladelse efter greencardordningen gyldig indtil juli 2012. I oktober 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og i november 2013 blev ansøgeren ligeledes meddelt afslag på forlængelse af opholdstilladelse, da hendes ægtefælle fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen. Det blev ved ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 i december 2013 anført, at ansøgeren var ved at blive skilt fra sin ægtefælle, at ansøgeren fra juli 2008 til februar 2013 havde været ansat i en kommune, at ansøgeren fra marts 2013 havde været ansat som SOSU-medhjælper i en anden kommune, at ansøgeren i januar 2013 gennemførte uddannelsen til social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2 og Medborgerskabsprøven. Det blev ligeledes anført til støtte for ansøgningen, at afslaget på tidsubegrænset opholdstilladelse i oktober 2013 skyldtes Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at ansøgeren havde været i Danmark uafbrudt i otte år, at ansøgeren havde gennemført uddannelsen som social- og sundhedshjælper, at ansøgeren havde været fuldtidsansat i fem år, og at ansøgeren var integreret i forenings- og kirkeliv. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren var gift, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i august 2014 udrejste af Danmark sammen.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at karakteren og længden af ansøgerens ophold fra august 2006 til august 2014, herunder i syv år med opholdstilladelse, ikke kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, samt at ansøgeren ikke havde en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at give opholdstilladelse under henvisning hertil. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var færdiguddannet social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde haft arbejde i to kommuner. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren kom til Danmark i en alder af 37 år, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste var vendt tilbage til sit hjemland, at parret var ved at blive skilt, og at ansøgeren således ikke havde herboende familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra august 2006 til august 2014, og at ansøgeren efter det oplyste havde indrettet sig på fremadrettet at skulle leve i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen og bemærkede i denne forbindelse, at ansøgerens opholdstilladelser havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgeren således ikke berettiget havde fået forventning om at kunne opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at eventuelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/8.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.