Forsørgelse og indkvartering
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28.07.2023 – fratagelse af kontante ydelser – afvist asylansøger
Dato: 12-09-2023Udlændingenævnet hjemviste i juli 2023 Hjemrejsestyrelsen afgørelse vedrørende en statsborger fra Somalia, som var blevet frataget sine kontante ydelser.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, som er statsborger i Somalia, blev i 2016 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til sin ægtefælle. Klageren fik nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse i 2017 af Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingenævnet samme år stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse. Klageren ansøgte i 2017 om asyl i Danmark, hvorpå klageren blev meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen i 2019 og meddelt endelig afslag på asyl af Flygtningenævnet i 2020. Hjemrejsestyrelsen vurderede i 2021, at klageren ikke medvirkede til sin udrejse, hvorefter Hjemrejsestyrelsen traf afgørelse om administrative foranstaltninger, herunder afgørelse om fratagelse af dennes kontante ydelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Hjemrejsestyrelsen, idet Hjemrejsestyrelsens partshøring og afgørelse ikke i tilstrækkeligt omfang lever op til forvaltningslovens regler om kontradiktion og begrundelse, herunder i relation til henvisning til de særlige omstændigheder, der i henhold til forarbejderne til udlændingelovens § 42 a, stk. 10, ville kunne føre til en ændret vurdering. Det ses således ikke af Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021, hvorvidt der er foretaget en konkret og individuel vurdering i sagen, jf. forvaltningslovens §§ 19, stk. 1, og 24, stk. 1, samt god forvaltningsskik.
Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen i deres beslutningsgrundlag ikke i fornødent omfang har foretaget en konkret og individuel vurdering af sagen. Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en fornyet gennemgang af sagen skal foretage en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, herunder inddrage i partshøring såvel som i begrundelsen om der er særlige omstændigheder, der kan føre til en ændret vurdering.
Partshøring efter forvaltningslovens § 19 omfatter myndighedens forelæggelse af oplysninger for parten, som denne ikke kan antages at være bekendt med. Herunder falder de særlige omstændigheder, der eventuelt kan føre til en ændret vurdering, så pågældende eventuelt ikke vil få frataget sine kontante ydelser. Forvaltningsmyndigheden skal således oplyse parten, at denne har mulighed for at oplyse om særlige omstændigheder i sagen, såfremt der måtte foreligge nogen.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke er foretaget en fyldestgørende partshøring under samtale af ultimo november 2021, og at der ikke fremgår en fyldestgørende begrundelse i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021. Det bemærkes, at det ej heller fremgår af sagens akter, at Hjemrejsestyrelsen har forholdt sig til, hvorvidt der foreligger særlige omstændigheder i sagen. Disse særlige omstændighederne kan i henhold til forarbejderne til udlændingelovens § 42 a, stk. 10, være, hvis udlændingen er alvorligt svækket som følge af en livstruende sygdom, eller hvis der er tale om en uledsaget mindreårig asylansøger. Der kan også foreligge andre særlige omstændigheder. Hjemrejsestyrelsen lægger i sin afgørelse af primo december 2021 vægt på, at klageren alene er vejledt om, at fratagelse af kontante ydelser er en konsekvens af, at denne ikke medvirker til sin udrejse. Det er imidlertid i forarbejderne til bestemmelsen gjort klart, at særlige omstændigheder kan føre til en ændret vurdering, hvorfor der i hver enkelt sag skal foretages en individuel og konkret vurdering.
En part i sagen skal oplyses om muligheden for at fremkomme med de særlige omstændigheder i forhold til partshøring, med henblik på kontradiktion, og eventuelle særlige omstændigheder skal inddrages i begrundelsen med henblik på at begrunde den konkrete afgørelse. Dette ses ikke at være foretaget af Hjemrejsestyrelsen i denne sag. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at klageren i hvert fald under hjemrejsesamtaler medio september 2020 og primo marts 2021 samt ved en samtale ultimo november 2021 har oplyst om helbredsmæssige forhold, som Hjemrejsestyrelsen burde have inddraget i vurderingen. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til, hvorvidt oplysningerne vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til en ændret vurdering i sagen. Vi henviser alene til, at oplysningerne skal være en del af beslutningsgrundlaget, hvilket ikke ses, at de har været.
Udlændingenævnet har derfor sendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet vurdering af, hvorvidt klageren med rette blev frataget sine kontante ydelser. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til sagens udfald.
Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. maj 2023 - meldepligt, afvist asylansøger
Dato: 16-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Albanien, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter 3 dage om ugen – mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren, som er statsborger i Albanien, blev meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen i 2019, meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse af Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2020, og meddelt afslag på genoptagelse af asylsagen af Udlændingestyrelsen i 2021. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse. Klageren oplyste ved en samtale med Hjemrejsestyrelsen i 2021, at hun ikke ønskede at medvirke til sin udrejse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet stadfæster Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo juli 2021, hvorved klageren blev pålagt at melde sig i et udrejsecenter 3 dage om ugen – mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9.00 og kl. 15.00, jf. hjemrejselovens § 12, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at meldepligten varetog et sagligt hensyn, idet formålet med meldepligten er, at myndighederne løbende havde kendskab til, hvor klageren opholdt sig, således at der kunne ske udsendelse, så snart muligheden herfor opstod.
Meldepligt er som udgangspunkt et indgreb i retten til respekt for privat- og familieliv i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), og det betyder, at indgrebet skal være begrundet i et sagligt hensyn, og at indgrebet skal være proportionalt.
Udlændingenævnet finder, at meldepligten i klagerens sag er proportional.
I vurderingen af proportionaliteten af meldepligten, er det indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Udlændingestyrelsen primo december 2019 meddelte klageren afslag på asyl, at Udlændinge- og Integrationsministeriet ultimo februar 2020 meddelte klageren afslag på humanitær opholdstilladelse, og at Udlændingestyrelsen primo marts 2021 meddelte klageren afslag på genoptagelse af hendes asylsag. På tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo juli 2021 om meldepligt, havde klageren således ikke lovligt ophold i Danmark.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren ved en hjemrejsesamtale med Hjemrejsestyrelsen ultimo marts 2021 oplyste, at hun ikke ønskede at medvirke til sin udrejse.
Udlændingenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at meldepligten var begrundet i et sagligt hensyn, og at den ikke var uproportional i forhold til EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet finder endvidere, at oplysningerne om, at det var vigtigt for klageren at kunne mødes personligt med sin advokat, så advokaten kunne bistå hende på bedst mulig vis, at advokatfirmaet havde tilbudt hende en person, som hjalp med social støtte, mens hun håndterede sine juridiske sager, og at hun ikke ville forlade centeret, udover i forbindelse med det ovennævnte, idet hun ikke havde venner eller familie uden for centeret, ikke kan føre til en ændret vurdering, da der herved ikke er oplyst om sådanne særlige omstændigheder, der kan føre til, at hun ikke skulle være pålagt meldepligt.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at meldepligten ikke var til hinder for, at klageren reelt kunne færdes uden for centeret, herunder deltage i fysiske møder med sin advokat eller andre, og at meldepligten ligeledes ikke var til hinder for, at hun kunne opretholde kontakt til det omgivende samfund.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren har oplyst at have helbredsmæssige problemer, og at det af hendes sygehusjournal fremgår, at hun gennem flere år har lidt af to diagnoser, herunder anæmi (blodmangel). Udlændingenævnet finder, at dette ikke i sig selv kan føre til, at klageren ikke skal pålægges meldepligt, da der herved ikke er oplyst om sådanne særlige omstændigheder, der kunne føre til, at hun ikke skulle være pålagt meldepligt.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at klageren kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling på eller i tilknytning til udrejsecenteret. Klagerens sygdomsbillede var endvidere ikke af en sådan særlig karakter, at det ikke var muligt for hende at opfylde kravet om meldepligt.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at klageren ultimo februar 2020 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.
Udlændingenævnet finder, at oplysningerne om at klageren har to børn, ikke i sig selv kan føre til en ændret vurdering, da der herved ikke er oplyst om sådanne særlige omstændigheder, der kan føre til, at hun ikke skulle være pålagt meldepligt.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Hjemrejsestyrelsen primo juli 2021 traf afgørelse om, at klageren på tidspunktet for afgørelsen havde pligt til at opholde sig på udrejsecenteret, jf. hjemrejselovens § 13, stk. 1. Af Hjemrejsestyrelsens afgørelse fremgår det, at klagerens børn ville blive indkvarteret sammen med hende på udrejsecenteret.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren har oplyst, at hendes advokatfirma har indikeret, at hendes børn led som resultat af de dårlige vilkår og de traumer, som de oplevede i forbindelse med indkvarteringen på centeret. Udlændingenævnet finder, at dette ikke i sig selv kan føre til, at klageren ikke skulle pålægges meldepligt, da der herved ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, der kan føre til, at hun ikke skulle være pålagt meldepligt.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at nærværende klage omhandler pålagt meldepligt efter hjemrejselovens § 12, stk. 1, nr. 4, og ikke pålagt opholdspligt efter hjemrejselovens § 13, stk. 1, der ikke kan påklages, jf. hjemrejselovens § 22, stk. 3, og at den pålagte meldepligt ikke ændrede på, at klageren og hendes børn skulle tage ophold på udrejsecenteret i henhold til Hjemrejsestyrelsens afgørelse herom af primo juli 2021.
Udlændingenævnet finder således, at der ikke foreligger særlige grunde, der kan tale imod, at klageren på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse blev pålagt pligt til at melde sig i udrejsecenteret 3 dage om ugen – mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo juli 2021.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger
Dato: 19-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser for en russisk statsborger. I september 2017 havde Udlændingestyrelsen meddelt klageren, at denne skulle tage ophold på et udrejsecenter, da klageren ikke havde medvirket til udrejse. Samtidig havde Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren skulle fratages sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde frataget klageren dennes kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i september 2017 havde meddelt klageren opholdspligt på et udrejsecenter, idet klageren ikke havde medvirket til udrejsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i oktober 2018 havde hjemvist klagerens asylsag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet klageren havde oplyst, at klageren og dennes børn rettelig var fra Rusland og ikke Armenien som tidligere oplyst. På denne baggrund havde Udlændingestyrelsen i oktober 2018 besluttet, at klageren og dennes børn ikke længere skulle have opholdspligt på et udrejsecenter, og at klageren igen skulle have mulighed for at få udbetalt tillægsydelser og forsørgelsesydelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke reelt havde medvirket til sin udsendelse, idet han havde afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og nationalitet, samt at der ikke forelå ganske særlige grunde, som talte imod at fratage klageren dennes kontante ydelser. FAM/2018/85.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger
Dato: 12-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser for en indisk statsborger. I oktober 2017 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at denne skulle tage ophold på et udrejsecenter, da klageren ikke havde medvirket til udrejse. Samtidig meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at denne skulle fratages sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde frataget klageren dennes kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2017 havde meddelt klageren opholdspligt på et udrejsecenter, idet klageren ikke havde medvirket til udrejse i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet fastsatte frist i november 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet skulle drage omsorg for klageren i forbindelse med dennes udrejse, og at klageren ikke havde medvirket dertil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå, særlige grunde, som talte imod at fratage klageren dennes kontante ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling på udrejsecenteret, hvor klageren var meddelt opholdspligt, og at det havde været politiets vurdering, at klagerens tilkendegivelse i november 2013 om at ville medvirke til udrejsen ikke var reel. FAM/2018/24.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger – Fratagelse af kontante ydelser
Dato: 07-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2, til en statsborger fra Irak.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette i august 2017 havde frataget ansøgeren sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet havde herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen med afgørelsen fra august 2017 havde meddelt ansøgeren pligt til at opholde sig på Udrejsecenter Kærshovedgård, idet hun ikke havde medvirket til sin udrejse efter Flygtningenævnets afgørelse fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende pligt til ophold på udrejsecenter Kærshovedgård, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, ikke kunne påklages. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var særlige grunde, der talte imod fratagelsen af ansøgerens kontante ydelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at en fratagelse af ansøgerens kontante ydelser ville begrænse hendes mulighed for at besøge sin herboende ægtefælle og parrets fællesbarn samt afskære hende fra at bidrage til familiens underhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark og var pålagt at udrejse af Danmark senest i november 2016. FAM/2018/47.
Senest opdateret: 12-02-2019
Udgiver: Udlændingenævnet