Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2024 – Forvaltningsretlige problemstillinger - Begrundelse
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelse modtog i maj 2023 en ansøgning om familiesammenføring for en ansøger, der er født i april 2023, og som er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingestyrelsen meddelte ved afgørelse fra juli 2023 ansøgeren midlertidig opholdstilladelse som familiesammenført til ansøgerens mor med gyldighed til marts 2024. Ansøgerens mor var flygtning med midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, med gyldighed til marts 2024. Ansøgerens far, der oprindelig havde fået opholdstilladelse som familiesammenført, havde tidsubegrænset opholdstilladelse. Det var ansøgerens far, der havde indgivet ansøgningen. Udlændingestyrelsen havde ikke begrundet, hvorfor tilladelsen alene havde gyldighed til marts 2024. En partsrepræsentant klagede i juli 2023 over afgørelsen, og det blev i klagen anført, at ansøgeren burde have fået opholdstilladelse til det 18. år henset til, at hendes far havde permanent opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved afgørelsen af […] juli 2023 alene har oplyst, at opholdstilladelse er givet som en midlertidig opholdstilladelse med gyldighed til den […] marts 2024, dog uden at begrunde afkortningen af tilladelsens gyldighed.
Udlændingenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det følger af forvaltningslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, at en myndighed skal begrunde sine skriftlige afgørelser, medmindre borgeren får fuldt ud medhold, og at det følger af forvaltningslovens § 24, at når en afgørelse skal begrundes, skal afgørelsen indeholde en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har, og en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet i henhold til. Når en myndighed imødekommer en ansøgning, men knytter vilkår til tilladelsen, må det vurderes konkret, om afgørelsen giver borgeren fuldt ud medhold. Hvis vilkårene begrænser tilladelsen i forhold til det, der er ansøgt om, er der ikke givet fuldt ud medhold, og der skal derfor gives en begrundelse.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at selv om [ansøgerens] mor er flygtning, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, med midlertidig opholdstilladelse, der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse udløb den […] marts 2024, har [ansøgerens] far, […], oprindelig fået opholdstilladelse som familiesammenført, og han har nu tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at [ansøgerens] mor og far har fælles forældremyndighed, at det er [ansøgerens] far, der har indsendt ansøgningen om familiesammenføring, at Udlændingestyrelsen har sendt kvitteringsbrevet i sagen til [ansøgerens] far, men at Udlændingestyrelsen har sendt afgørelsen om opholdstilladelse til [ansøgerens] mor, og at Udlændingestyrelsen ikke har begrundet, hvorfor [ansøgerens] opholdstilladelse som familiesammenført er meddelt under henvisning til hendes mor og ikke hendes far.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke giver ansøgeren fuldt ud medhold, og nævnet finder derfor også, at Udlændingestyrelsen ikke har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt, jf. begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22 og 24.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet og begrundet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
[…] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.”
FAM/2024/49