Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2024 – Fremmedpas – Afslag – Asylretlige forhold
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2006 som medfølgende ægtefælle til en unionsborger. I forbindelse med ansøgerens ansøgning om fremmedpas i november 2023 havde ansøgeren oplyst, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade havde opdigtet et gældsforhold for at lokke hende til at rejse hjem. Ansøgeren oplyste, at hun derfor ikke turde rejse til Rusland af frygt for at blive fængslet og retsforfulgt, idet hun havde støttet Ukraine i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine.
I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på fremmedpas under henvisning til, at ansøgeren ikke på tilstrækkelig vis havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt et nationalitetspas af myndighederne i sit hjemland.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Det forhold, at du ikke kan få udstedt et nationalitetspas, fordi den russiske ambassade har opdigtet et gældsforhold i dit hjemland, kan ikke føre til en ændret vurdering, fordi det er op til det enkelte land at fastsætte de nærmere betingelser for udstedelse af nationalitetspas, herunder betaling af evt. gæld i hjemlandet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du oplyser, at du frygter for din sikkerhed, hvis du skal tage kontakt til dit hjemlands myndigheder, fordi du støtter krigen i Ukraine både moralsk og økonomisk.
Vi har herved lagt vægt på, at der er tale om oplysninger af asylretlig karakter, som i sig selv ikke kan føre til, at der udstedes fremmedpas til dig, når du ikke har opholdstilladelse på baggrund af asyl.
Det er derfor vores vurdering, at du ikke opfylder betingelserne for at få udstedt et fremmedpas jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Du har endvidere ikke dokumenteret, at der er særlige grunde, der taler for at udstede et fremmedpas til dig.
Du opfylder derfor heller ikke betingelserne for at få udstedt et fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
På den baggrund skal vi henvise dig til at søge om et nationalitetspas hos myndighederne i Rusland, herunder en evt. pasudstedende ambassade.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at [ansøgeren] ikke kan få udstedt et fremmedpas.
Udlændingenævnet henviser til, at det ikke ses dokumenteret, at [ansøgeren] ikke er i stand til at skaffe [sig] nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsen § 7, stk. 3.
Det til støtte for klagen anførte om, at [ansøgeren] i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine har rejst til Ukraine for at hjælpe krigsramte personer, og at de russiske myndigheder ikke vil acceptere dette, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om asylretlige forhold, og at sådanne forhold ikke kan lægges til grund i forbindelse med vurderingen af, om der kan udstedes fremmedpas, når [ansøgeren] har opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag end asyl.
Der foreligger således ikke oplysninger eller dokumentation, der indikerer, at [ansøgeren] ikke kan indrejse i Rusland, eller at [ansøgeren] er særligt udsat, såfremt hun indrejser i Rusland.
[…]
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke ses at have undersøgt eller dokumenteret, at [hun] ikke kan få udstedt et nationalitetspas ved anden pasudstedende myndighed.
[Ansøgeren] ses således ikke at have udtømt [sine] muligheder i forbindelse med at få udstedt et nationalitetspas.
Det er desuden Udlændingenævnets vurdering, at der ikke er tale om sådanne særlige grunde, herunder alvorlig psykisk sygdom eller sygdom, der kræver behandling i udlandet, eller øvrige grunde som nævnt i retsafsnittet, at der kan udstedes fremmedpas på baggrund heraf efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 5.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
VAU/2024/29