Hjemsendelse af nordisk statsborger
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Hjemsendelse af nordisk statsborger
Dato: 06-12-2016Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18, og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2014 indrejst i Danmark. I oktober 2014 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, og at kommunen vurderede, at hjælpen måtte anses for vedvarende, idet det måtte påregnes, at klageren ville have behov for ydelser i mere end et halvt år.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, og at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik fra oktober 2014 og frem, og at klageren således havde modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i perioden, hvor hun havde modtaget ydelser til forsørgelse, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, jf. stk. 3. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde haft et praktikjob i en børnehave i en ikke nærmere angivet og dokumenteret periode, og det forhold, at klageren havde anført, at hun var aktivt jobsøgende, og at det på ingen måde var hendes hensigt at forblive på kontanthjælp i en længere periode, at hun havde fremlagt dokumentation for, at hun havde ansøgt om et job i september og oktober 2015, og at den kommune, hvori klageren boede, ikke havde vejledt klageren om konsekvenserne af at modtage kontanthjælp, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at klageren ville have undladt at søge om hjælp til forsørgelse, dersom hun var blevet vejledt af kommunen om, hvilken betydning det kunne have for hendes ret til at opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet henviste herunder til, at klageren var vidende om, at kommunen i oktober 2014 havde indberettet til Udlændingestyrelsen, at hun havde modtaget offentlig forsørgelse efter aktivloven, og at Udlændingestyrelsen ved dennes partshøring af hende i juni 2015 havde anmodet om hendes oplysninger om, hvorfor hun modtog offentlige ydelser. Endelig havde Udlændingestyrelsen oplyst klageren om, at Udlændingestyrelsen ville træffe afgørelse om, hvorvidt hun skulle hjemsendes på baggrund af, at hun i en vedvarende periode havde modtaget hjælp til forsørgelse, og at hun på trods heraf var fortsat med at modtage offentlige ydelser og ikke havde søgt midlertidig støtte fra sin familie i Danmark, som klageren i sin klage havde anført, at hun ville have gjort, såfremt hun havde været bekendt med konsekvenserne af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke på tilstrækkelig vis havde redegjort for, hvad hun ville og kunne have foretaget sig, herunder at hun ville og kunne have indrettet sig anderledes, såfremt hun var blevet vejledt af kommunen om konsekvensen af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at hun på anden vis ville have været i stand til at opretholde sin forsørgelse i Danmark, såfremt hun havde været klar over konsekvensen for sin opholdsret ved at modtage kontanthjælp og på den baggrund kunne have fravalgt at modtage kontanthjælp, da det fremgik af ansøgningen om hjælp til forsørgelse, at hun var uden arbejde og forsørgelsesgrundlag. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, idet hun alene havde opholdt sig i Danmark siden august 2014, og at der i øvrigt ikke var oplyst om helbredsmæssige problemer, der kunne føre til, at hun ikke skulle hjemsendes, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 6. Det forhold, at klageren havde to børn, som efter det oplyste kun talte dansk, gik i dansk folkeskole, havde danske kammerater, og som dagligt søgte at integrere sig i det danske samfund, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom det forhold, at klagerens søster og svoger boede i Danmark, heller ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, når hensås til klagerens manglende tilknytning til Danmark i øvrigt. Udlændingenævnet fandt herudover efter de foreliggende oplysninger, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med EU/EØS-reglerne om opholdsret og arbejdskraftens frie bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – uanset at hun kortvarigt havde været i praktik i en børnehave i en ikke nærmere angivet eller dokumenteret periode, og uanset at hun havde anført, at hun var arbejdssøgende og fuldt arbejdsdygtig – havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse siden september 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at klageren ikke efter EU-opholdsdirektivet var berettiget til fortsat ophold som arbejdssøgende, eller som en person med tilstrækkelige midler. Udlændingenævnet fandt endelig på grund af den manglende tilknytning til Danmark, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. FAM/2016/121.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2016 - Hjemsendelse af nordisk statsborger
Dato: 21-03-2016Udlændingenævnet hjemviste i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Sverige, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i marts 2013 indrejst i Danmark. I maj 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, og at kommunen formodede, at klageren ville have behov for ydelser i mere end et halvt år.
Udlændingenævnet fandt, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik til og med juni 2015, at klageren ikke efterfølgende havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at Udlændingestyrelsen først i september 2015 havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have inddraget klagerens helbredsoplysninger i vurderingen af, om der forelå omstændigheder, der kunne tale for, at klageren ikke skulle hjemsendes. FAM/2016/9.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. oktober 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger
Dato: 15-10-2015Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Island, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2012 indrejst i Danmark. I september 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden april 2014, og at kommunen ikke vidste, om ydelsen måtte antages at være vedvarende.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og havde konstateret, at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra april 2014 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015 – det vil sige i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, og at ydelserne derfor måtte antages at ville blive vedvarende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kun havde boet lovligt i Danmark i cirka to år og 11½ måned, og at hun således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Det forhold, at klageren på klagetidspunktet havde opholdt sig i Danmark i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i mere end tre år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig i Danmark siden august 2012, at hun i perioden fra april 2014 til og med juli 2015 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at klageren i sin klage havde oplyst, at hun nu, hvor kommunen var ophørt med at udbetale kontanthjælp, var gået i gang med at søge job. Udlændingenævnet fandt således efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke kunne anses for at have været omfattet af EU-rettens regler for fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det forhold, at ansøgeren og dennes barn var glade for at bo i Danmark, hvor ansøgeren og barnet havde fået venner, og hvor barnet gik i skole og deltog i fritidsaktiviteter, kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes barn indrejste i Danmark i august 2012, og at ansøgeren og barnet derfor havde opholdt sig i Danmark i mindre end tre år, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og barnet havde familie i Island. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde fået konstateret bipolær affektiv sindslidelse, at en medarbejder hos jobcenteret herefter havde sygemeldt klageren, hvorfor klageren begyndte at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at klageren efter længere tids behandling begyndte at føle sig bedre tilpas. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke led af en akut eller aktuelt livstruende lidelse, og at der måtte antages at være tilgængelige behandlingsmuligheder i Island. FAM/2015/167.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger
Dato: 16-09-2015Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Sverige, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i maj 2014 indrejst i Danmark. I februar 2015 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden oktober 2014, og at kommunen formodede, at klageren ville have brug for vedvarende ydelser i mere end et halvt år.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og at Udlændingestyrelsen havde konstateret, at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra oktober 2014 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015 – det vil sige i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, og at ydelserne derfor måtte antages at ville blive vedvarende. Det forhold, at klageren kortvarigt forud for oktober 2014 havde haft beskæftigelse, og at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han var arbejdssøgende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren siden oktober 2014 havde modtaget hjælp til forsørgelse, og idet klageren selv forventede at modtage offentlig hjælp året ud. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde familie i Danmark og kun havde boet lovligt i Danmark i cirka et år og fire måneder, og at han således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke kunne anses for at være omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark, henset til at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden oktober 2014. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han ved en hjemsendelse til Sverige ville blive hjemløs, og at han ikke havde familie i Sverige, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren i Sverige havde mulighed for at modtage offentlig hjælp – herunder hjælp til at finde en bolig og arbejde. FAM/2015/66.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger
Dato: 07-09-2015Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, hvorved ansøgerens opholdsret i Danmark var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Ansøgeren indrejste i Danmark fra Norge i juli 2012 sammen med sine tre mindreårige børn. I september 2012 underrettede ansøgerens bopælskommune Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren havde ansøgt om løbende forsørgelse i forbindelse med sin indrejse fra Norge til Danmark, men at ansøgeren havde fået afslag herpå under henvisning til, at ansøgeren havde en ægtefælle i Norge, der var forpligtet til at forsørge hende. I oktober 2012 indberettede ansøgerens bopælskommune til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren var bevilget kontanthjælp fra august 2012, ligesom bopælskommunen i april 2013 oplyste over for Udlændingestyrelsen, at ansøgeren fortsat siden august 2012 havde modtaget kontanthjælp.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette traf afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 og frem til Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2014. Ansøgeren havde således modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden for udbetaling af kontanthjælp ikke havde været i stand til at opnå beskæftigelse i Danmark, ligesom ydelserne ifølge oplysninger fra ansøgerens bopælskommune måtte antages at blive vedvarende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren allerede søgte om offentlige ydelser i forbindelse med sin indrejse fra Norge i juli 2012, og at hun efter at have fået dette bevilget i august 2012 uden afbrydelse havde modtaget sådanne ydelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en ændret vurdering af sagens udfald. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren alene havde boet i Danmark i ca. to år og fire måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, at hun således havde boet mindre end tre år her i landet, og at en hjemsendelse af hende derfor som udgangspunkt ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, samt Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Det forhold, at ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde truet ansøgeren med, at han ville tage hendes børn fra hende og rejse tilbage til ansøgerens oprindelige hjemland, og at børnene gik i danske institutioner, fandt Udlændingenævnet – henset til længden og karakteren af ansøgerens og børnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, der kunne føre til, at ansøgeren ikke skulle hjemsendes i medfør af udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark i forhold til udlændingeloven efter seks til syv års ophold med opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne anses for at være omfattet af EU/EØS-reglerne, idet hun ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde arbejde i Danmark, var arbejdssøgende i Danmark eller havde gået i skole i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede samtidigt – henset til oplysningerne om at ansøgeren udrejste af Danmark i december 2014 og genindrejste i juni 2015 – at det efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18, er et krav, at en nordisk statsborger, der er blevet hjemsendt, har pligt til at udrejse af Danmark i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, men at den pågældende har mulighed for at indrejse i Danmark på ny på et senere tidspunkt og tage nyt ophold, jf. udlændingelovens § 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at der ved et nyt ophold i Danmark påbegyndtes en ny treårig periode i henhold til lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5. FAM/2015/160.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger
Dato: 26-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Island, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i november 2012 indrejst i Danmark sammen med sit mindreårige barn, idet klagerens daværende ægtefælle ønskede at arbejde i Danmark. I januar 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden november 2012, og at kommunen formodede, at klageren ville have brug for vedvarende ydelser i mere end et halvt år.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette traf afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra november 2012 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2014 – det vil sige i mere end seks måneder – hvor kommunen ophørte med at udbetale ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik på grund af Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, hvorfor ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik måtte antages at ville blive vedvarende. Det forhold, at klageren nu levede af sin opsparing og venners forsørgelse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren fra november 2012 til juli 2014 modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor klagerens opholdsgrundlag bortfaldt, jf. udlændingelovens § 18, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, hvorfor det påhvilede klageren at udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kun havde boet lovligt i Danmark i cirka et år og syv måneder, og at hun således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne anses for at være omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark, henset til at klageren havde opholdt sig i Danmark siden november 2012, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra november 2012 til juli 2014, og at klageren havde oplyst, at hun planlagde at være på arbejdsmarkedet inden for to år. Udlændingenævnet henviste desuden til, at klageren og klagerens datter på 11 år alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over to år på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. FAM/2015/5.