Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, hvorved ansøgerens opholdsret i Danmark var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Ansøgeren indrejste i Danmark fra Norge i juli 2012 sammen med sine tre mindreårige børn. I september 2012 underrettede ansøgerens bopælskommune Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren havde ansøgt om løbende forsørgelse i forbindelse med sin indrejse fra Norge til Danmark, men at ansøgeren havde fået afslag herpå under henvisning til, at ansøgeren havde en ægtefælle i Norge, der var forpligtet til at forsørge hende. I oktober 2012 indberettede ansøgerens bopælskommune til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren var bevilget kontanthjælp fra august 2012, ligesom bopælskommunen i april 2013 oplyste over for Udlændingestyrelsen, at ansøgeren fortsat siden august 2012 havde modtaget kontanthjælp. 

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette traf afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 og frem til Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2014. Ansøgeren havde således modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden for udbetaling af kontanthjælp ikke havde været i stand til at opnå beskæftigelse i Danmark, ligesom ydelserne ifølge oplysninger fra ansøgerens bopælskommune måtte antages at blive vedvarende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren allerede søgte om offentlige ydelser i forbindelse med sin indrejse fra Norge i juli 2012, og at hun efter at have fået dette bevilget i august 2012 uden afbrydelse havde modtaget sådanne ydelser.  Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en ændret vurdering af sagens udfald. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren alene havde boet i Danmark i ca. to år og fire måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, at hun således havde boet mindre end tre år her i landet, og at en hjemsendelse af hende derfor som udgangspunkt ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, samt Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Det forhold, at ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde truet ansøgeren med, at han ville tage hendes børn fra hende og rejse tilbage til ansøgerens oprindelige hjemland, og at børnene gik i danske institutioner, fandt Udlændingenævnet – henset til længden og karakteren af ansøgerens og børnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, der kunne føre til, at ansøgeren ikke skulle hjemsendes i medfør af udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark i forhold til udlændingeloven efter seks til syv års ophold med opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne anses for at være omfattet af EU/EØS-reglerne, idet hun ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde arbejde i Danmark, var arbejdssøgende i Danmark eller havde gået i skole i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede samtidigt – henset til oplysningerne om at ansøgeren udrejste af Danmark i december 2014 og genindrejste i juni 2015 – at det efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18, er et krav, at en nordisk statsborger, der er blevet hjemsendt, har pligt til at udrejse af Danmark i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, men at den pågældende har mulighed for at indrejse i Danmark på ny på et senere tidspunkt og tage nyt ophold, jf. udlændingelovens § 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at der ved et nyt ophold i Danmark påbegyndtes en ny treårig periode i henhold til lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5. FAM/2015/160.

Senest opdateret: 07-09-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen