Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Stiftet selvstændig familie i hjemlandet

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en statsborger fra Filippinernes opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, jf. § 9 j, stk. 5 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren havde i ansøgningen om opholdstilladelse som au pair oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift, ligesom klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse under et interview på den danske ambassade i sit hjemland ligeledes havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Klageren blev i januar 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift. Det blev efterfølgende oplyst, at klageren var gift og havde et barn i hjemlandet.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, idet klageren ved ansøgningens indgivelse havde et barn og var gift. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde modtaget en verificeringsrapport fra den danske ambassade i klagerens hjemland, hvoraf det fremgik, at klageren havde et barn i sit hjemland, og at klageren var gift. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren under behandlingen af inddragelsessagen havde oplyst, at det var korrekt, at klageren havde et barn og var gift. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren ikke betragtede sig som værende forælder eller gift, at klagerens ægtefælle var voldelig, at klagerens svigerfamilie havde afskåret klageren fra at have kontakt til sit barn, og at klageren ønskede at spare penge op, så klageren kunne rejse tilbage til sit hjemland for at få ægteskabet annulleret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse omstændigheder ikke ændrede på det forhold, at klageren havde opnået opholdstilladelsen på urigtigt grundlag, idet klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift, og at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det handlede om liv og død for klageren, at dette var årsagen til, at klageren ikke havde afgivet korrekte oplysninger til myndighederne, og at klagerens værtsmoder ligeledes til støtte for klagen havde anført, at værtsfamilien frygtede for klagerens liv, såfremt klageren skulle rejse tilbage til Filippinerne, idet klagerens svigerfamilie havde truet klageren på livet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold kunne være af strafferetlig karakter, der måtte anmeldes til det stedlige politi, ligesom oplysningerne kunne være af asylretlig karakter, hvilket ikke indgik i vurderingen af, om en opholdstilladelse som au pair skulle inddrages. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i en alder af 23 år, at klageren ikke tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at klageren på tidspunktet, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde truffet afgørelse, alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i lidt over ti måneder, og at klageren således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde familie i Danmark. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren havde en kæreste i Danmark, idet der ikke herved forelå oplysninger, som gjorde, at klageren skulle bevare sin opholdstilladelse i Danmark, henset til opholdets varighed og til at opholdstilladelsen var opnået på baggrund af urigtige oplysninger. ERH/2017/100.
 

Senest opdateret: 23-08-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen