Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Nægtelse af forlængelse - Betingelser ej længere opfyldt

Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia. Ansøgeren blev i juni 2015 meddelt opholdstilladelse på baggrund af samvær med sine 2 børn efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Børnene var anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hun fortsat udøvede samvær med børnene i et tilstrækkeligt omfang, indtil ansøgeren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.  

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren, der er somalisk statsborger og diagnosticeret med paranoid skizofreni, indrejste i Danmark i april 2013 ledsaget af sine 2 mindreårige børn født i henholdsvis marts 2010 og november 2011 i Norge, og søgte asyl. I august 2013 blev ansøgeren første gang indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark ved tvang på grund af sine psykiske lider og psykotisk adfærd. Ansøgerens børn blev i august 2013 anbragt i akut familiepleje og har været anbragt siden. Ansøgeren fik endeligt afslag på asyl i Danmark i september 2014, mens børnene i november 2014 fik opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2015 ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på midlertidigt ophold, på baggrund af oplysninger om, at hun havde samvær med børnene en gang om ugen af 2 timers varighed. Samværet med begge børnene blev herefter reduceret til en times samvær hver 14. dag og herudover en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden. I december 2016 blev ansøgerens opholdstilladelse forlænget til december 2017. I september 2017 søgte ansøgeren om forlængelse af opholdstilladelsen. I september 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen under henvisning til blandt andet, at ansøgeren siden januar 2018 alene havde haft støttet samvær med børnene hver 4. uge under tilstedeværelse af tolk, og at samværet var fastsat til et minimum af lovgivningsmæssige hensyn. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et indgreb i hendes ret til familieliv, uanset at børnene var tvangsanbragt uden for hjemmet og havde opholdstilladelse her i landet, og at der ikke længere forelå et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnets afgørelse:

Dansk Flygtningehjælp anmodede på vegne af [ansøgeren] ultimo november 2022 om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra august 2020, hvorved Udlændingenævnet havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2018 om nægtelse af forlængelse af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark. Der henvises til Dansk Flygtningehjælps j.nr. [...].

Efter en fornyet gennemgang af sagen besluttede Udlændingenævnet ultimo december 2022 at genoptage sagen.

Udlændingenævnet har nu behandlet klagen og ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke længere foreligger ganske særlige grunde for meddelelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] herboende mindreårige børn, [A]  og [B], er anbragt uden for hjemmet uden samtykke, at der ikke arbejdes på en hjemgivelse af børnene, at [ansøgeren] på tidspunktet, hvor opholdstilladelsen blev meddelt, havde samvær med børnene én gang om ugen af 2 timers varighed, at samværet herefter blev nedreguleret til én times samvær hver anden uge samt en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden og fra den 1. januar 2018 til 1 time hver fjerde uge, og at Børne- og Ungeudvalget senest i februar 2023 har truffet afgørelse om såkaldt ”afbrydelse af samvær” med fortsat kontaktbevarende samvær én gang i kvartalet, svarende til fire gange om året, som er et lovbestemt minimumssamvær. 

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at anbringelsen er sket på baggrund af [ansøgerens] psykiske lidelser og manglende forælderevne, og at [ansøgeren] er mødt op til de fastsatte samværsaftaler i det omfang, hendes helbredsmæssige tilstand har tilladt det. 

Til trods for det aktuelt begrænsede samvær vurderer Udlændingenævnet, at det er bedst overensstemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's Konvention om barnets rettigheders (Børnekonventionen) artikel 3 og 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familie- og privatliv, at [A] og [B] skal have mulighed for fortsat at have samvær med deres biologiske moder i det omfang, det er muligt.

Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at der mellem [ansøgeren] og børnene fortsat eksisterer et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at et barn ”… har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Nether-lands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84), og at familielivet mellem [ansøgeren] og hendes børn primært er svækket som følge af hendes helbredsmæssige udfordringer.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at børnene for tiden ikke har udtrykt ønske om samvær med [ansøgeren], og at [X] Kommune har vurderet, at børnene aktuelt ikke har udbytte af samværet. Udlændingenævnet har imidlertid ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at det af sagen fremgår, at børnene har betydelige problemer, at det følger af barnets lov § 105 (tidligere lov om social service § 71), at børn, der er anbragt uden for hjemmet, har ret til samvær med forældre og netværk, samt at forbindelsen mellem børn og forældre skal holdes ved lige under hensyntagen til barnets bedste, og at der af hensyn til børnenes tarv er fastsat kontaktbevarende samvær, der har til formål, at børnene skal kende deres biologiske ophav. Det er derfor uden betydning, at der for tiden alene er samvær en gang i kvartalen, og at dette samvær i visse tilfælde ikke gennemføres.

I den forbindelse har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at både [ansøgeren] og børnene er statsborgere i Somalia, at de danske myndigheder har foretaget indgreb i form af anbringelse af børnene uden for hjemmet, og at det som udgangspunkt må anses for urimeligt byrdefuldt at skulle udøve familielivet fra et land, der ligger uden for Europa. 

Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på [ansøgerens] helbredsmæssige tilstand og børnenes aktuelle problemer og manglende ønske om samvær, samt det forhold, at børnene ikke har lært deres modersmål. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ovennævnte forhold tilsammen udgør yderst svære vilkår for opretholdelse af kontakten fra Somalia. 

Udlændingenævnet har herudover tillagt det vægt, at Somalia er placeret i landegruppe 5 i forhold til udstedelse af visum, jf. visumbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 1454 af 25. november 2022 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum) bilag 2, hvorefter en person i landegruppe 5 som udgangspunkt kun kan gives visum i ekstraordinære situationer.

Udlændingenævnet finder derfor efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der foreligger ganske særlige forhold, der taler for, at [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark skal forlænges, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan forlænge [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. 

FAM/2024/06

Til toppen