Nægtelse af forlængelse

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 12-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren var i december 2012 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført under henvisning til sin tidligere ægtefælle, og var endvidere i november 2014 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til hendes nye ægtefælle. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil hun meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, ligesom det fremgik af opholdstilladelsen, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens bopælskommune til Udlændingestyrelsen i juni 2016 havde oplyst, at klageren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2013 til ultimo april 2016, dog ikke i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik fra medio oktober 2013 til og med april 2016. Som følge af, at klageren havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde oplyst, at hun fik kontanthjælp, inden hun blev gift med sin nuværende ægtefælle, at kommunen var fortsat med at udbetale kontanthjælp, efter at hendes ægtefælle havde skrevet under på, at klageren ikke måtte modtage kontanthjælp, og at klageren derfor var af den opfattelse, at hun gerne måtte modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra november 2014, at den var betinget af, at klageren ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil hun meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at undersøge, hvorvidt hun måtte modtage offentlige ydelser. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Filippinerne, at hun først i en alder af cirka 40 år var indrejst i Danmark og var blevet meddelt opholdstilladelse, og at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka fem år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka seks år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft deltidsarbejde i Danmark hos flere forskellige virksomheder, og at klageren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var ansat på fuld tid som kok i en restaurant, men Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hendes opholdstilladelse af den grund skulle forlænges, henset til omfanget og karakteren af hendes arbejde. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået danskprøve på A1-niveau, Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på VUC, og at hun havde deltaget i et fødevarehygiejnekursus, men Udlændingenævnet fandt, at hun heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren udover sin ægtefælle havde sin moder, søster og myndige datter i Danmark, at klagerens anden myndige datter ligeledes opholdt sig en stor del af tiden i Danmark med sin ægtefælle og parrets fællesbarn, og at klageren havde mange venner samt ægtefællens familie i Danmark, som hun alle var tæt knyttet til. Det indgik i den forbindelse i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens ægtefælle var førtidspensionist – efter det oplyste på grund af hans psykiske helbred – og at klageren led af astma, som hun modtog receptpligtig medicin for. Udlændingenævnet fandt imidlertid endelig, at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren og hendes ægtefælle kunne udøve familielivet i Filippinerne, hvor klagerens ægtefælle havde været på besøg for at møde klagerens familie, og at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for hende. FAM/2018/55.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet

    Dato: 03-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge en brasiliansk statsborger og dennes særbarns opholdstilladelser.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde samlevet på fælles bopæl med sin ægtefælle frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke havde været samlevende i perioden fra oktober 2015 til februar 2017, og at ansøgeren i klagen havde bekræftet, at betingelserne for hendes opholdstilladelse på et tidspunkt ikke havde været opfyldt. Det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde genetableret samlivet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at samliv på fælles bopæl er en løbende betingelse, der skal være opfyldt helt frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorfor det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde genoptaget samlivet i en periode, ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at hendes ægtefælle var voldelig imod hende forud for samlivsophævelsen i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter ansøgerens egne oplysninger var hendes ægtefælle, som havde ophævet samlivet, at det var dokumenteret, at det var hendes ægtefælle, som havde anmodet Statsforvaltningen om skilsmisse, hvilket ansøgeren havde modsat sig, og at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke var godtgjort, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, at ansøgeren selv oprindeligt havde ophævet samlivet som følge af vold mod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 19, stk. 8 – uanset at en udlænding måtte have været udsat for vold – at udlændingen også ophæver samlivet på den baggrund. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hendes ægtefælle på ny i december 2017 havde ophævet samlivet, at ansøgeren efterfølgende havde taget ophold på et krisecenter, og at det var dokumenteret, at ansøgeren af sin ægtefælle havde været udsat for vold. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgeren ikke oprindeligt i 2016 havde ophævet samlivet med sin ægtefælle som følge af den begåede vold. Det forhold, at ansøgeren efter at have genetableret samlivet med sin ægtefælle måtte have ophævet det som følge af den begåede vold, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgerens opholdstilladelse allerede på baggrund af den oprindelige samlivsophævelse kunne nægtes forlænget. Udlændingenævnet bemærkede, at den seneste samlivsophævelse i december 2017 efter det til sagen oplyste ikke entydigt var foranlediget af ansøgeren, men tillige af hendes ægtefælle, som i forbindelse med samlivsophøret havde underskrevet separationspapirer. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i april 2015 i en alder af 25 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, hvorfor hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig lovligt i Danmark i omkring to år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i omkring tre år, og at hun ikke gennem sit relativt korte ophold i Danmark kunne anses for at have opnået et sådant tilhørsforhold til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i omkring seks måneder, da samlivet mellem hende og hendes ægtefælle oprindeligt var blevet ophævet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra januar 2016 til februar 2016 havde været ansat i en midlertidig stilling med en ugentlig arbejdstid på 10,5 time, at hun i sammenlagt cirka tre og en halv måned havde været i virksomhedspraktik, at det fremgik af eIndkomst, at hun i oktober 2017, november 2017, januar 2018 og marts 2018 havde arbejdet fuldtid og i december 2017 og februar 2018 havde arbejdet deltid, og at hun havde bestået modul 3 på Danskuddannelse 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat i sagen, idet ansøgeren ikke gennem sin beskæftigelse, herunder sin begrænsede tilknytning til det ordinære arbejdsmarked eller opnåede danskkundskaber, kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fortsat havde stor tilknytning til sit hjemland, hvor hun var født og opvokset, hvor hun i perioden fra 2011 til 2014 havde været i beskæftigelse, og hvortil hun var rejst i perioden fra april 2017 til juli 2017. Det indgik samtidig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens datter havde gået i dansk daginstitution og gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges under henvisning til hendes datters tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution og/eller skole, kan antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen kan anses for at være særlig belastende. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angik ansøgerens særbarn, lagde Udlændingenævnet indledningsvis til grund, at hun havde haft opholdstilladelse på baggrund af, at ansøgeren var fastboende her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at barnets moder eller fader var fastboende i Danmark. Da ansøgerens opholdstilladelse var nægtet forlænget, var ansøgeren ikke længere fastboende her i landet. Grundlaget for særbarnets opholdstilladelse var således ikke længere til stede, og tilladelsen kunne nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for særbarnet, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at særbarnet gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at særbarnet i april 2015 i en alder af seks år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark gældende fra oktober 2014, og at hun grundet sit korte ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det følger af praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. FAM/2018/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 03-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev i marts 2010 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, og hans opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det i klagerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse fra februar 2016 var oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget eller modtog offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ligesom klageren i november 2016 havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser siden ultimo august 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at klagerens ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden september 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra og med september 2016 til og med december 2016 og i perioden fra og med juli 2017 til og med december 2017. Som følge af, at klageren og klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste var blevet vejledt af sin bopælskommune om, at det ikke ville have opholdsretlige konsekvenser for hans opholdstilladelse, såfremt han modtog kontanthjælp, og at klagerens ægtefælle i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste ikke var blevet vejledt af bopælskommunen om, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren, såfremt hun modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, uanset om bopælskommunen havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i sin opholdstilladelse fra marts 2010 og den efterfølgende forlængelse af opholdstilladelse fra februar 2013 var blevet vejledt af Udlændingestyrelsen om, at opholdstilladelsen var betinget af, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv social politik eller integrationsloven, indtil han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ligesom det fremgik af begge opholdstilladelser, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken klageren eller klagerens ægtefælle efter det oplyste havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen inden indgivelsen af ansøgningerne om kontanthjælp med henblik på at modtage vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingestyrelsen – som den myndighed, der i første instans vurderer, om en opholdstilladelse kan meddeles eller inddrages – måtte anses som den rette myndighed til besvarelse af spørgsmål om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp, og at klageren måtte antages at være bekendt hermed, idet han tidligere havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, ligesom han i de meddelte opholdstilladelser var blevet vejledt skriftligt herom. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, at han først i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse og efterfølgende var indrejst i Danmark, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka otte år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren udover sin ægtefælle ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens ægtefælle var tidligere statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at parret havde mødt hinanden i Bosnien-Hercegovina, hvor klageren fortsat havde sine forældre og brødre. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens ægtefælle kunne udøve familielivet i Bosnien-Hercegovina. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft arbejde i Danmark fra juli 2010 til december 2012, i 2014 og i 2016, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges henset til omfanget og karakteren af arbejdet. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på HF, at han var uddannet fysiurgisk massør, og at han arbejdede som frivillig på Odense Bibliotek, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren led af depression og angst, at han havde fået konstateret PTSD i 2013, at han var i medicinsk behandling, og at klagerens partsrepræsentant havde anført, at en eventuel udsendelse ville forværre hans helbredstilstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren efter det oplyste alene var ordineret medicin mod angst, og at han havde kunnet bestride et arbejde, tage en uddannelse som massør og efter det oplyste havde etableret selvstændig virksomhed i Danmark. FAM/2018/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. januar 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 03-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 a, stk. 12.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencard¬ordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 12, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., havde oppebåret en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år forud for, at ansøgningen om forlængelse blev indgivet. Da ansøgeren oprindeligt var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen medio oktober 2012, skulle ansøgeren således i de seneste 12 måneder, før ansøgningen om forlængelse blev indgivet, have oppebåret en lønindtægt på 301.084 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens egne oplysninger samt af eIndkomst, at ansøgeren inden for det seneste år forud for indgivelse af ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ultimo december 2016 alene havde oppebåret en lønindtægt på 11.384 kr. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen senest var blevet forlænget primo januar 2016, og at det udtrykkeligt fremgik på engelsk af ansøgerens opholdstilladelse fra primo januar 2016, at ansøgeren ved en eventuel efterfølgende forlængelse skulle opfylde et krav om i det seneste år forud for ansøgningens indgivelse at have oppebåret en løn svarende til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene var lønindtægt, der kunne medtages ved vurderingen, og at ansøgerens udbetalte sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge derfor ikke kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren medio oktober 2014 havde været udsat for en arbejdsulykke, hvorved ansøgeren skadede sine knæ, og at ansøgeren på grund af sine knæsmerter ikke havde kunnet arbejde siden februar 2016, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en udlændings personlige forhold ikke kunne indgå som en del af vurderingen ved ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. ERH/2018/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 06-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en somalisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens mindreårige barns opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Barnet var ligeledes somalisk statsborger. Klageren blev i december 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit samliv med referencen – en på daværende tidspunkt herboende somalisk statsborger. Barnet, der var født i Danmark i november 2013, blev i marts 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark ligeledes under henvisning til referencen. Klagernes opholdstilladelser var betinget af, at referencen, der var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus), var bosiddende i Danmark og havde en gyldig opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen havde imidlertid i januar 2017 inddraget referencens opholdstilladelse, hvilken afgørelse Flygtningenævnet havde stadfæstet i juli 2017.

    Udlændingenævnet fandt, at det var en betingelse for klagernes opholdstilladelser, at referencen var bosiddende i Danmark, herunder at han havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2017 havde inddraget referencens opholdstilladelse i Danmark, og at Flygtningenævnet i juli 2017 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af, at referencen ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og derfor heller ikke kunne anses for at være fastboende her i landet, var betingelsen for klagernes opholdstilladelser ikke længere opfyldt, og opholdstilladelserne kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage dem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at henholdsvis nægtelse af forlængelse og inddragelse af opholdstilladelserne måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den kvindelige klager var født og opvokset i Somalia, hvor hun havde tilbragt en stor del af sit voksenliv og stiftet familie, og hvor hun talte sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den kvindelige klager først havde fået opholdstilladelse i Danmark i december 2012, at hun var indrejst i Danmark i februar 2013, og at hun ikke kunne anses for at have opnået en så særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den kvindelige klager havde bestået Prøve i Dansk 2, at hun var i gang med at tage en 9. klasses eksamen, at hun flere gange havde været i virksomhedspraktik, at hun var et aktivt medlem i en forening, og at hun efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, henset til længden og karakteren af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige klager ikke havde haft ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom hun gennem sine danskkundskaber ikke fandtes at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den kvindelige klagers virksomhedspraktik ikke kunne anses for ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, idet det fremgik af sagen, at der havde været tale om erhvervsrettede kommunale tiltag, under hvilke hun havde modtaget offentlige ydelser i form af kontanthjælp eller integrationsydelse. Det forhold, at den kvindelige klager havde født sit mindreårige barn efter sin indrejse i Danmark og derfor tillige havde været på barsel, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering heraf. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet var født i Danmark i 2013, at barnet efter det oplyste havde gået i dagpleje og børnehave, og at barnet efter det oplyste kun talte dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder samt længden og karakteren af hans ophold i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet ikke fandt, at han som 4-årig havde opnået en så selvstændig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse ikke burde inddrages. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke med henvisning til barnets forhold, herunder barnets tarv, var grundlag for at forlænge den kvindelige klagers opholdstilladelse og undlade at inddrage barnets opholdstilladelse, som var meddelt med henvisning til referencen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om andre personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der gjorde, at nægtelse af forlængelse af den kvindelige klagers opholdstilladelse og inddragelse af barnets opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den kvindelige klager mente, at det ville være risikofyldt for hende at vende tilbage til Somalia, idet hun frygtede Al-Shabaab og efter det oplyste ikke kunne forlade sig på klanbeskyttelse, ligesom referencen ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at barnet ville blive rekrutteret som soldat eller kidnappet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der var tale om asylretlige forhold, der ville skulle indgå i vurderingen af barnets verserende asylansøgning. FAM/2017/101.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 14-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i marts 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et ægteskab med sin herboende ægtefælle. Denne opholdstilladelse var gyldig til januar 2015. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at ansøgeren bestod Prøve i Dansk 1 på A1-niveau senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun efter at være blevet meddelt opholdstilladelse tilmeldte sig folkeregistret. Ansøgeren tilmeldte sig i april 2014 i Det Centrale Personregister (CPR). I november 2014 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. I april 2015 aflagde og bestod ansøgeren Prøve i Dansk 1. Udlændingestyrelsen bad i maj 2015 om ansøgerens bemærkninger til, at hun ikke havde aflagt danskprøven inden for den udmeldte frist og at oplyse om sin tilknytning til Danmark. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at hun siden november 2014 havde arbejdet 25 timer om ugen som rengøringsassistent i sit eget firma, og at hun havde kontakt med sin familie i Tyrkiet. Udlændingestyrelsen nægtede i juli 2016 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke inden den af Udlændingestyrelsen meddelte frist herfor havde bestået udlændingemyndighedernes Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Samtidig afslog Udlændingestyrelsen at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet fremsendte i august 2016 ansøgerens klage vedrørende Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet samt EU-reglerne til videre foranstaltning til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet (nu Udlændinge- og Integrationsministeriet). Det fremgik af CPR, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn i december 2016 var udrejst til Sverige.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, da ansøgeren først i april 2015 havde aflagt og bestået Prøve i Dansk 1. Ansøgeren blev tilmeldt CPR primo april 2014, hvorfor hun skulle have gennemført prøven senest primo oktober 2014. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hendes ægtefælle var tyrkisk statsborger og økonomisk aktiv, at han havde ret til familiesammenføring efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, og at Udlændingestyrelsen ikke havde taget stilling til, at ansøgeren var selvstændig og tyrkisk statsborger, som var beskyttet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle var dansk statsborger, at ansøgeren blev tilmeldt CPR i april 2014, og at hun ikke havde dokumenteret, at hun inden seks måneder fra tilmeldingen til folkeregisteret havde været økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Det forhold, at ansøgeren havde fremsendt en kopi af en forskudsopgørelse fra 2015 og kopier af kvitteringer af momsindberetninger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde indberettet moms for perioderne fra primo oktober 2014 til ultimo december 2014 med 0 kr., fra primo januar 2015 til ultimo marts 2015 med ca. 7.000 kr., fra primo april 2015 til ultimo juni 2015 med ca. 11.400 kr., og fra primo juli 2015 til ultimo september 2015 med ca. 5.500 kr., fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hun ikke herved havde dokumenteret, at hun fra april 2014 til oktober 2014 havde været økonomisk aktiv. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn i december 2016 var registreret i CPR som udrejst til Sverige, hvorfor ansøgeren ikke længere kunne anses for at opfylde betingelsen i opholdstilladelsen om samliv med ægtefællen på fælles bopæl, ligesom ægtefællen ikke opfyldte betingelsen om fast bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2014 i en alder af 30 år, og at hun således kun havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka to år og fire måneder, samt at ansøgeren på baggrund af længden af sit ophold her i landet ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Sverige, hvor hendes ægtefælle og parrets fællesbarn var bosiddende, og for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/106.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 09-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2016 om nægtelse af forlængelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Klageren var ifølge Det Centrale Personregister indrejst i Danmark i december 2007 og blev i september 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle – en iransk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun boede på fælles bopæl med sin ægtefælle. I juli 2015 orienterede Statsforvaltningen Udlændingestyrelsen om, at Statsforvaltningen havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og i september 2015 fraflyttede klageren sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. I december 2016 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse. I februar 2017 indgik klageren og den herboende ægtefælle nyt ægteskab, og fra marts 2017 boede klageren og den herboende ægtefælle atter på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte den løbende betingelse om samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Statsforvaltningen i juli 2015 havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og at klageren i september 2015 var fraflyttet sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at samlivsophøret skyldtes den herboende ægtefælles sygdom, og at parret ikke forstod hinanden længere. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at klagerens advokat havde anført, at klageren og den herboende ægtefælle reelt kun havde været fra hinanden i en kortere periode, og at parret – efter at Udlændingestyrelsen i december 2016 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse – på ny havde indgået ægteskab og var flyttet sammen på fælles bopæl, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at samlivsforholdet havde været afbrudt i knap halvandet år i perioden fra september 2015, hvor klageren var registreret fraflyttet parrets fælles bopæl, til marts 2017, hvor klageren atter flyttede sammen med den herboende ægtefælle. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 42 år i 2009, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over ni år og ikke kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren fortsat måtte anses for at have en stærk tilknytning til Iran, hvor hun var statsborger, hvor hun var født, opvokset og havde boet, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og hvor hendes voksne datter, som hun fortsat havde kontakt med, og som hun havde besøgt i 2015, fortsat boede. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at klageren ikke på noget tidspunkt sås at have været tilknyttet arbejdsmarkedet eller en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at klageren havde diabetes type 2 og symptomer i blandt andet sit ene knæ og sin ene hånd, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at det hindrede hende i at tage ophold i Iran. FAM/2017/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 08-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på opholdsret efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet til en statsborger fra Tyrkiet. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016.

    Udlændingenævnet fandt, for så vidt angår Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på opholdstilladelse efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i medfør af artikel 6, stk. 1, 1. led i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde været i lønnet beskæftigelse i et år hos den samme arbejdsgiver i samme stilling, idet hun kun havde arbejdet i fire måneder fra primo marts 2015 til ultimo juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren ikke havde haft mulighed for at optjene rettigheder efter artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, siden hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark ultimo juni 2014. Det anførte om, at ansøgeren var ophørt med at arbejde, idet hun ikke ville risikere at blive udvist med et indrejseforbud, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens oplysninger om, at hun var ophørt med at arbejde ultimo juni 2015, hvilket var forud for Udlændingestyrelsens brev fra november 2015, at hun først ved Udlændingestyrelsens brev fra november 2015 fejlagtigt var blevet vejledt om, at hun ikke måtte arbejde, og at hun således havde haft mere end et år til at optjene rettigheder i medfør af artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet konstaterede endvidere, at ansøgeren rettidigt havde indgivet ansøgning om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse og var fortsat med at arbejde frem til ultimo juni 2015, selvom hendes opholds- og arbejdstilladelse kun var gyldig til primo maj 2015, og at hun rettidigt havde indgivet ansøgning om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren lovligt kunne have fortsat sin beskæftigelse, og at det derfor ikke beroede på Udlændingestyrelsens vejledning i brev fra november 2015, at hun var ophørt med at arbejde. Udlændingenævnet fandt således, at Udlændingestyrelsens forkerte vejledning i brev fra november 2015 ikke havde haft indflydelse på, at ansøgeren var ophørt med at arbejde ved udgangen af juni 2015. Det forhold, at ansøgeren havde været på sprogpraktik i en daginstitution, og at hun havde været tilmeldt undervisning på en sprogskole, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet dette ikke kunne ligestilles med lønnet beskæftigelse, ligesom det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren på ny var blevet tilbudt arbejde på en restaurant, idet hun ikke havde optjent rettigheder efter artikel 6, stk.1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde optjent rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om forlængelse havde indsendt dokumentation for, at hendes ægtefælle var førtidspensionist og dermed ikke arbejdstager. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angår Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse fra februar 2017, ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 under henvisning til EU-domstolens afgørelser i Dogan- og Genc-sagerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af Justitsministeriets notat fra september 2014 vedrørende EU-Domstolens dom i sagen C-138/13, Dogan, at dommen ikke gav anledning til ændringer af udlændingelovens regler om familiesammenføring. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at det i klagen var anført, at ansøgeren havde været gift i fem år, at hun havde boet i Danmark i tre år, at ansøgeren og hendes ægtefælle ønskede, at parrets fællesbarn kunne komme i børnehave i Danmark, at parrets barn fortsat gik til kontrol hos lægen, og at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse, således at parrets fællesbarn kunne have begge sine forældre hos sig. Udlændingenævnet fandt endelig, at det oplyste ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var tale om nye væsentlige oplysninger, der kunne føre til, at sagen burde genoptages i Udlændingestyrelsen. FAM/2017/137.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 08-08-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse som ægtefællesammenført til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, på grund af manglende bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den meddelte frist. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse medregnet en suspension af fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau på baggrund af de til sagen fremsendte helbredsmæssige oplysninger, således at ansøgerens frist for aflæggelse af danskprøve kunne udskydes til marts 2016, men ansøgeren havde på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2016 endnu ikke bestået en danskprøve.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de helbredsmæssige oplysninger, hvorefter ansøgeren havde været alvorligt syg i en lang periode. Det fremgik således, at ansøgeren i december 2014 var blevet opereret for en godartet hjernetumor, og det fremgik af en undersøgelse foretaget på et neurologisk ambulatorium, at ansøgeren efter en senere indlæggelse var blevet udskrevet i marts 2017, at ansøgeren fortsat havde betydelige problemer, der kunne relateres til operationen fra december 2014, at hun havde haft det meget dårligt, og ikke havde rykket sig så hurtigt som forventet, at hun ikke havde overskud til ting, og at hun ikke var kommet tilbage i arbejde efter operationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en lægeerklæring fra marts 2017 fra en kræftafdeling på et hospital her i landet, at der var indikation for at opstarte onkologisk behandling med strålebehandling og eventuelt efterfølgende kemoterapi, og at ansøgeren havde søgt og fået en tilbagerejsetilladelse i juni 2017 for at gennemføre protonbehandling i Sverige. FAM/2017/53.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Ansøgeren blev i oktober 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var gyldig indtil juli 2015 og var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at danskprøven ikke var aflagt rettidigt på grund af, at hun i februar 2014 havde født tvillinger for tidligt, at hun i den forbindelse var blevet indlagt i halvanden måned, og at hun havde fået psykiske problemer efter fødslen og var i behandling for depression.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist. Udlændingenævnet fandt endvidere på baggrund af sagens konkrete omstændigheder – herunder at ansøgerens ægtefælle i september 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – at Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen primo oktober 2013 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning fra Udlændingestyrelsen kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2013. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2. FAM/2017/60.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post