Nægtelse af forlængelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Kortvarig samlivsophævelse men fortsat gift
Dato: 18-07-2023Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, der havde opholdstilladelse som ægtefællesammenført.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er filippinsk statsborger, indrejste i Danmark i januar 2015, da hun fik opholds- og arbejdstilladelse som au-pair. Ansøgeren blev i januar 2017 gift med referencen, som er dansk statsborger, og ansøgeren blev i juni 2017 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført til referencen. Ansøgeren fraflyttede i perioderne fra primo februar 2019 til primo marts 2019 og fra medio april 2020 til ultimo juli 2020 ansøgeren og referencens fælles bopæl, men parret var bortset fra disse perioder samboende og fortsatte med at være gift. Referencen havde to mindreårige særbørn, der er danske statsborgere, som han havde samvær med efter en 7-7-ordning. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2021 ansøgeren afslag på forlængelse af hendes opholdstilladelse under henvisning til, at parret ikke opfyldte betingelsen om kontinuerligt at have været samboende, og da styrelsen vurderede, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen ikke måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2021.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgerens fælles samliv med sin ægtefælle, referencen, har været ophævet i en periode. Grundlaget for hendes opholdstilladelse var herefter ikke længere til stede hvorfor betingelsen for, at kunne nægte opholdstilladelsen forlænget var opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun ifølge Det Centrale Personregister har været fraflyttet den fælles adresse i perioderne fra primo februar 2019 til primo marts 2019 og fra medio april 2020 til ultimo juli 2020.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at advokaten til sagen har oplyst, at ansøgeren og referencen i en kortvarig periode i 2020 havde behov for en pause fra hinanden, da de var uenige om forståelsen af de daværende corona-restriktioner, hvorfor ansøgeren midlertidigt fraflyttede den fælles adresse.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at betingelsen om samliv er en løbende betingelse, der skal være opfyldt, indtil eventuel meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at da ansøgeren ikke kontinuerligt har været samlevende med referencen, har betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke løbende været opfyldt, hvorfor betingelsen for, at hendes opholdstilladelse kunne nægtes forlænget, er til stede.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid også, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, da Udlændingenævnet vurderer, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen har 2 særbørn, der er født henholdsvis i juli 2005 og i oktober 2008, som er danske statsborgere, og at referencen har samvær med børnene efter en 7-7-ordning. Referencens samvær med børnene er dokumenteret ved en samværsaftale, der er indgået i februar 2018, og som er underskrevet af både referencen og børnenes mor. Endvidere er det ene barn ifølge CPR-registret bopælsregistreret hos referencen, mens det andet barn er bopælsregistreret hos børnenes mor, hvilket understøtter, at der fortsat praktiseres en 7-7-ordning.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren og referencen som følge af deres samliv, der kun kortvarigt har været afbrudt 2 gange i 2019 og 2020, og ægteskab har et beskyttelsesværdigt familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, og at det er nødvendigt for, at referencen kan bevare sit samvær med sine særbørn, at han har bopæl i Danmark. Referencen og ansøgeren kan således ikke henvises til at udøve deres familieliv i Filippinerne.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark som 24-årig i januar 2015, da hun fik opholds- og arbejdstilladelse som au-pair, at hun i juni 2017 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført til referencen, at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse samlet havde haft lovligt ophold i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at hun aktuelt har haft lovligt ophold i Danmark i 8 år og 4 måneder, herunder opsættende virkning i forbindelse med behandlingen af hendes sag i Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i april 2020 har bestået danskprøve modultest 3, at hun i november 2020 har bestået medborgerskabsprøven, og at hun ifølge eIndkomst har arbejdet siden juli 2017, således at hun har arbejdet fuldtid i 28 måneder, deltid i 28 måneder og arbejdet i et mindre antal timer i 13 måneder.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af ovenstående, at der er oplyst om ganske særlige forhold, der bevirker, at det vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, og henvise hende til at søge om opholdstilladelse på ny som familiesammenført til referencen.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet, konkret og individuel vurdering, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. ”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Inddragelse og nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Modtagelse af offentlige ydelser
Dato: 20-12-2022Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, da ansøgerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren fik i juni 2016 opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle (referencen), der er dansk statsborger. Opholdstilladelsen var betinget af, at hverken ansøgeren eller hendes ægtefælle modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I marts 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholdstilladelse. I juli 2019 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at styrelsen havde konstateret, at referencen i perioden fra medio marts 2017 til og med maj 2018 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv social politik. Fra juni 2018 var referencen blevet tilkendt førtidspension primært som følge af psykiske lidelser. I april 2020 afslog Udlændingestyrelsen at forlænge ansøgerens opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 19 a, stk. 2, jf. § 26.
Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med sin ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2016, hvormed ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, at denne bl.a. er betinget af, at hverken ansøgeren eller hendes ægtefælle modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), så længe opholdstilladelsen er tidsbegrænset.
Udlændingenævnets flertal har ved afgørelsen vurderet, at betingelsen om selvforsørgelse i ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., ikke har været opfyldt i en periode på over 13 måneder, og at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget, da der er grundlag for at inddrage den, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at det fremgår af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at referencen har modtaget offentlig hjælp i form af ressourceforløbsydelser, udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik, i perioden fra medio marts 2017 til ultimo maj 2018.
Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at referencen ved telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen i september 2019 har oplyst, at han havde modtaget ressourceforløbsydelse, ligesom der til sagen er fremlagt dokumentation i form af udbetalingsmeddelelser fra ydelsescentret i parrets bopælskommune, hvoraf det fremgår, at referencen modtog ressourceforløbsydelse i perioderne fra april 2017 til og med november 2017 og fra januar 2018 til og med maj 2018.
Udlændingenævnets flertal har yderligere lagt vægt på, at ydelserne ikke er udbetalt som hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke direkte er relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 5, 3. pkt.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets flertals vurdering, at der til støtte for klagen er henvist til referencens helbredsmæssige tilstand, og at det i den forbindelse er oplyst, at referencen lider af alvorlige sygdomme, at han har en selvmordstruende adfærd og ikke kan magte tilværelsen, at han er blevet tilkendt førtidspension på baggrund af sine psykiske lidelser, og at ansøgeren frygter en forværring i referencens tilstand i tilfælde af adskillelse fra ansøgeren. Det er i tilknytning hertil indgået i vurderingen, at det af den til sagen indsendte kopi af afgørelsen om tilkendelse af førtidspension fra maj 2018 bl.a. fremgår, at referencen bl.a. lider af depression og posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) samt kroniske smerter i nakken ledsaget af hovedpine og med smerteudstråling i venstre side, at han skal være i livslang medicinsk behandling grundet myxødem, at han er i behandling for søvnapnø med CPAP-maskine, og at han frarådes stress og pres, da dette vil kunne medføre selvmordsrisiko.
Udlændingenævnets flertal har ved afgørelsen vurderet, at referencens helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerens opholdstilladelse bør forlænges. Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at betingelsen om ikke at have modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven er en løbende betingelse, som skal være opfyldt i tiden indtil eventuel meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvilket også fremgik af afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren, og at baggrunden for modtagelsen af ressourceforløbsydelser ikke i sig selv kan føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal har i den forbindelse vurderet, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne alvorlige sygdomme, at der er særlige grunde til, at betingelsen om, at ansøgeren og referencen ikke modtager hjælp efter lov aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden indtil ansøgeren meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, skal fraviges.
Den omstændighed, at referencen er tilkendt førtidspension med virkning fra juni 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke ændrer ved, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse i en periode ikke har været opfyldt. Udlændingenævnets flertal skal hertil bemærke, at det forhold, at referencen er blevet tilkendt førtidspension, kan danne grundlag for en ny ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. også vejledningen sidst i denne afgørelse, idet Udlændingenævnets flertal kan konstatere, at der på nuværende tidspunkt er gået mere end 3 år siden referencen ophørte med at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 5, 1. pkt.
Det til støtte for klagen anførte om, at parrets bopælskommune ikke har ydet en tilstrækkelig god hjælp og vejledning til ansøgeren og referencen, at parret ikke var i stand til at overskue situationen grundet ansøgerens manglende danskkundskaber og kendskab til de danske love og regler samt referencens helbredstilstand, og at parret var ubevidst om, at den ydelse, referencen modtog, skiftede karakter fra sygedagpenge til ressourceforløbsydelse, kan ikke føre til en ændret vurdering i sagen.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at referencen ved brev i marts 2017 fra parrets bopælskommune blev orienteret om, at han var bevilget ressourceforløbsydelse med virkning fra samme dato som følge af, at han var blevet visiteret til et jobafklaringsforløb, og at ydelsen var beregnet efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det er en udlændings eget ansvar at sikre sig, at vedkommende overholder betingelser for sin opholdstilladelse, samt at betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse fremgik tydeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2016. Udlændingenævnets flertal henviser her også til, at ansøgeren efter egne oplysninger driver 3 selvstændige virksomheder i Danmark, hvorfor hun må formodes at være i stand til at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse.
Som følge af, at referencen har modtaget offentlig hjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik, har den løbende betingelse om selvforsørgelse i ansøgerens opholdstilladelse i en periode ikke været opfyldt, og opholdstilladelsen kan nægtes forlænget, da der er grundlag for at inddrage den, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnets flertal har herefter vurderet ud fra en konkret afvejning af sagens samlede omstændigheder, at der ikke foreligger sådanne forhold, at nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.
Det er herved indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgeren i juni 2016 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv med referencen i en alder af 36 år, at opholdstilladelsen var gyldig fra januar 2016, og at ansøgeren således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2020 havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. 4 år og 3 måneder – og på nuværende tidspunkt i ca. 6 år og 11 måneder.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt dokumentation for, at hun medio december 2018 har bestået Prøve i Dansk 2, og at hun har været ejer af virksomhederne A ApS (nu X ApS), B IVS og C IVS siden ultimo juni 2018, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren har suppleret sin indkomst ved arbejde på en teknisk skole 15 timer om ugen siden marts 2019, samt hos en servicevirksomhed siden juni 2022. Det bemærkes, at Udlændingenævnets flertal ikke ved denne afgørelse har taget stilling til, hvorvidt omfanget og karakteren af ansøgerens beskæftigelse i hendes selvstændige virksomheder kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse, da der ikke til sagen er fremlagt tiltrækkeligt dokumentation for virksomhederne i form af f.eks. årsregnskaber, dokumentation for momsindberetninger til Skattestyrelsen, ansøgerens årsopgørelser m.m.
Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det af opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgeren under sit ophold i Danmark har fået udbetalt henholdsvis 55.200,00 kr. i juli 2017 og 40.000,00 kr. i september 2019 fra sin virksomhed X ApS, og at hun herudover har arbejdet fuldtid som lønmodtager i sammenlagt 17 måneder og deltid i sammenlagt 23 måneder.
Udlændingenævnets flertal har imidlertid vurderet, at ansøgeren ikke i kraft af længden af sit ophold i Danmark, sin tilknytning til arbejdsmarkedet, driften af sine selvstændige virksomheder og sine danskkundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øvrigt, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for hende.
Udlændingenævnets flertal har endvidere tillagt det vægt, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke har gennemført en uddannelse eller været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende i Danmark, og at hun ud over sin ægtefælle ikke har anden familie her i landet.
Udlændingenævnets flertal henviser i den forbindelse til, at ansøgerens tilknytning til Thailand, hvor hun er født, opvokset og statsborger, og hvor hun har levet det meste af sit liv, hvor hun taler sproget og hvor hun har været på besøg, mens hun har haft opholdstilladelse i Danmark, må anses for væsentligt større end hendes tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnets flertal har vurderet, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirker, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må anses for særligt belastende.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har nogen helbredsmæssige udfordringer.
Det er indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at det til sagen er anført, at ansøgerens tilknytning til Thailand er meget begrænset, og at den eneste relation, hun har i hjemlandet, er hendes aldrende og syge far. Disse oplysninger kan imidlertid ikke føre til et andet udfald i sagen.
Udlændingenævnets flertal har ved vurderingen lagt vægt på, at et ringe eller manglende familiemæssigt netværk i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til forlængelse af en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, når betingelserne for opholdstilladelsen ikke har været overholdt.
Udlændingenævnets flertal vurderer endvidere, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, som vil bevirke, at det vil være forbundet med uoverstigelige hindringer for ansøgeren og referencen at tage ophold i klagerens hjemland for at udøve familielivet dér.
Det er indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at der til støtte for klagen er henvist til referencens helbredsmæssige forhold, som beskrevet ovenfor, at referencen bl.a. lider af depression og posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) samt kroniske smerter i nakken ledsaget af hovedpine og med smerteudstråling i venstre side, at han skal være i livslang medicinsk behandling grundet myxødem, at han er i behandling for søvnapnø med CPAP-maskine, og at han frarådes stress og pres, da dette vil kunne medføre selvmordsrisiko, samt at ansøgeren frygter en forværring i sin ægtefælles tilstand i tilfælde af adskillelse fra klageren.
Ovenstående oplysninger kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnets flertal har lagt vægt på, at der ikke herved er oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at det under henvisning hertil må anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og referencen til at tage ophold og udøve familielivet i ansøgerens hjemland.
Udlændingenævnets flertal kan i tilknytning hertil konstatere, at det af opslag i eIndkomst fremgår, at referencen sideløbende med sin førtidspension har modtaget lønindkomst fra ansøgerens virksomhed X ApS i perioden fra juni 2022 til og med oktober 2022, hvorved han har fået udbetalt løn for 64,95 timer om måneden.
Udlændingenævnets flertal bemærker i øvrigt, at det af den til sagen fremlagte udskrift af ambulantepikrise fra december 2017 fra Psykiatrien i referencens region fremgår, at referencen under samtale med en specialpsykolog oplyste, at han på daværende tidspunkt boede sammen med sin kæreste, som dog sjældent opholdt sig i boligen og kun kom på besøg nu og da.
Udlændingenævnets flertal har på baggrund af de til sagen fremlagte oplysninger om referencens helbredsmæssige forhold vurderet, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s handicapkonvention.
Udlændingenævnets flertal vurderer imidlertid, at det ikke vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonvention artikel 5, stk. 1 og 2, samt artikel 23, at fastholde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., som en betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at referencens erhvervsevne er afklaret, at han som følge heraf blev tilkendt førtidspension med virkning fra juni 2018, hvorfor han på nuværende tidspunkt på trods af sit handicap opfylder betingelserne i § 9, stk. 5, og at ansøgeren således har mulighed for at søge om ægtefællesammenføring på ny. Udlændingenævnets flertal har herefter vurderet, at referencen ikke er stillet anderledes end en person uden handicap i en tilsvarende situation, der modtager ydelser i en kortere periode i strid med betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt.
På den baggrund, og idet der ikke foreligger oplysninger om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, vurderer Udlændingenævnets flertal, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2022 – Inddragelse og nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Modtagelse af offentlige ydelser
Dato: 19-12-2022Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af en serbisk statsborgers opholdstilladelse, da ansøgeren havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Sagens faktiske omstændigheder:
I april 2010 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen var betinget af blandt andet, at ansøgeren og hans ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik efter integrationsloven, i tiden indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2018 søgte ansøgeren om en forlængelse af sin opholdstilladelse. I oktober 2019 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at styrelsen havde konstateret, at ansøgeren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. I januar 2020 afslog Udlændingestyrelsen af forlænge ansøgerens opholdstilladelse. I september 2021 blev ansøgeren tilkendt førtidspension.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens langvarige, lovlige ophold i Danmark.
Ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i april 2010, gyldig fra december 2009, og Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 13 år.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har været i beskæftigelse i Danmark. Ansøgeren har således ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst haft fuldtidsbeskæftigelse i årene 2013-2015, i januar 2016, fra januar til marts 2017 samt fra maj til juli 2017. Derudover har ansøgeren ifølge eIndkomst haft deltidsarbejde i april 2017 samt august til november 2017. Udlændingenævnet har i overensstemmelse med oplysningerne herom også lagt til grund, at ansøgeren har været i beskæftigelse i 3 måneder i 2011 og i 6 måneder i 2012. Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har været i beskæftigelse i sammenlagt 4 år og 9 måneder i Danmark.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste taler og læser dansk, og at ansøgeren pr. september 2021 blev tilkendt førtidspension som følge af sine helbredsmæssige forhold, der bevirker, at ansøgerens arbejdsevne er nedsat i en sådan grad, at ansøgeren ikke er i stand til at forsørge sig selv via et ordinært arbejde.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle og myndige søn også er bosiddende i Danmark, og at ansøgeren således har en familiemæssig tilknytning til Danmark.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår
Dato: 04-10-2022Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af en kinesisk statsborgers opholdstilladelse efter beløbsordningen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i november 2018 meddelt opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos en restaurant. Opholdstilladelsen var bl.a. betinget af, at ansøgeren fik en årlig løn på mindst 417.793,60 kr., som skulle udbetales til en dansk bankkonto. Efter at have indgivet en forlængelsesansøgning afholdt Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) i marts 2022 et interview med ansøgeren. Ansøgeren oplyste under interviewet, at han i 2021 lånte omkring 390.000 kr. til sin arbejdsgiver til betaling af restaurantens lønninger og husleje grundet Covid-19. I april 2022 traf SIRI afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra april 2022. Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos en restaurant.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at betingelserne for ansøgerens tilladelse ikke er blevet overholdt, idet han ikke har arbejdet i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som hans opholdstilladelse fra november 2018 var betinget af.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det fremgår af ansøgerens opholdstilladelse fra november 2018, at den var betinget af bl.a., at han modtager en årlig løn på mindst 417.793,60 kr., som skal udbetales til en dansk bankkonto, og at de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår løbende skal være i overensstemmelse med de sædvanlige vilkår, som er gældende i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger givet under interviewet med SIRI i marts 2022 om, at han i januar og februar 2021 havde ydet lån på omkring 390.000 kr. til sin arbejdsgiver, som desuden er ansøgerens tidligere ægtefælle, og at hans lån til arbejdsgiveren blev tilbagebetalt i 2021, herunder at den sidste del af lånet blev tilbagebetalt i juli 2021.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger givet under interviewet med SIRI om, at lånet skulle bruges til betaling af restaurantens lønninger og husleje, idet restauranten var nedlukket i en længere periode grundet COVID-19 og derfor ikke havde indtægter, og restauranten først ville modtage tilskud senere.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgeren reelt ikke har modtaget løn fra sin arbejdsgiver i perioden fra januar 2021, hvor den første del af lånet blev overført til arbejdsgiveren, til juni 2021, som er den sidste måned, hvor der blev udbetalt løn til ansøgeren, inden lånet i sin helhed var blevet tilbagebetalt til ansøgeren.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at lånet som ansøgeren ydede til sin arbejdsgiver i perioden fra januar 2021 til og med juni 2021 blev brugt til bl.a. betaling af ansøgerens løn, og at ansøgeren dermed reelt har afholdt sin egen løn i denne periode.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det ikke er korrekt, at ansøgerens lån til arbejdsgiveren var på omkring 390.000 kr., idet det ydede lån alene var på 290.000 kr., og at dette vidner om tolkningsproblemer og uoverensstemmende forklaringer mellem ansøgeren og tolken.
Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at lånet fra ansøgeren blev ydet med henblik på, at arbejdsgiveren kunne betale restaurantens faste omkostninger under COVID-19 nedlukningen, at det aldrig har været formålet, at lånet skulle benyttes til betaling af lønninger eller lignende, og at lånet i sin helhed er blevet tilbagebetalt til ansøgeren.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af samtalereferatet fra marts 2022, at ansøgeren er blevet vejledt om at gøre opmærksom på, hvis han ikke forstår tolken, og at han er blevet vejledt om, at han er forpligtet til at give korrekte oplysninger.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af samtalereferatet fra marts 2022, at referatet er blevet oversat for ansøgeren, at han ingen bemærkninger har til oversættelsen, at referatet er underskrevet af ham, at han med sin underskrift bekræfter, at han har givet korrekte oplysninger under interviewet, og at referatet afspejler hans svar.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for klagen er fremsendt konto-bevægelser for ansøgerens bankkonto i Jyske Bank for perioden fra januar 2021 til december 2021, og at det fremgår af disse, at ansøgeren har ydet lån til arbejdsgiveren på 290.000 kr., og dermed ikke 390.000 kr., som ansøgeren selv har oplyst under interviewet med SIRI i marts 2022.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren har ydet lån af et væsentligt omfang til sin arbejdsgiver til afholdelse af arbejdsgiverens omkostninger under restaurantens nedlukning grundet COVID-19.
Udlændingenævnet finder desuden, at det ikke er sædvanligt efter danske løn- og ansættelsesforhold, at en arbejdstager låner større økonomiske beløb til sin arbejdsgiver, uanset om lånet ydes til arbejdsgiverens afholdelse af faste omkostninger eller lønninger til ansatte, og at det således ikke har betydning for sagen, at lånet efterfølgende blev tilbagebetalt.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI ikke har foretaget en vurdering af ansøgerens tilknytning til Danmark i henhold til udlændingelovens § 26, stk. 1, og EMRK artikel 8, at ansøgeren har ret til fortsat ophold i Danmark, idet han igennem 5 års fuldtidsarbejde her i landet har opnået tilstrækkelig stærk tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren har familie og børn i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlændings tilknytning til Danmark ikke kan indgå som en del af vurderingen ved en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse med henblik på at opnå opholdstilladelse efter beløbsordningen, idet der er tale om en opholdstilladelse som meddeles med henblik på midlertidigt ophold i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlig arbejdstid
Dato: 10-05-2022Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Beløbsordningen – Ej sædvanlig arbejdstid
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af en japansk statsborgers opholdstilladelse efter beløbsordningen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i juli 2016 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgerens ugentlige arbejdstid var 37 timer, og det fremgik af den vedlagte ansættelseskontrakt, at ansøgerens arbejdstid var 160,33 timer pr. måned, ekskl. frokost på 30 min. pr. arbejdsdag. Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i september 2016 ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen, gyldig til september 2020. Opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren løbende arbejdede i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som var blevet oplyst til SIRI. Ansøgeren indgav i august 2020 en ansøgning om forlængelse af hans opholdstilladelse efter beløbsordningen. SIRI meddelte i oktober 2021 ansøgeren afslag på hans forlængelsesansøgning, idet betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse ikke var overholdt, da han havde arbejdet for meget. Der blev til støtte for klagen bl.a. anført, at arbejdsgiverens eksterne lønbureau ved en fejl havde registreret den forkerte arbejdstid for ansøgeren.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra ultimo oktober 2021. Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse efter beløbsordningen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at betingelserne for ansøgerens tilladelse ikke er blevet overholdt, idet han ikke har arbejdet i overensstemmelse med de løn- og ansættelsesvilkår, som fremgår af hans ansættelseskontrakt fra 2016.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra primo juli 2016, at ansøgerens ugentlige arbejdstid er 37 timer, og at det fremgår af ansættelseskontrakten vedlagt ansøgningsskemaet, at ansøgerens arbejdstid er 160,33 timer pr. måneden, ekskl. frokost på 30 min. pr. arbejdsdag.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens lønsedler og af eIndkomstregisteret, at ansøgeren i perioderne fra maj 2018 til oktober 2018, fra december 2018 til februar 2020, fra august 2020 til november 2020 og fra april 2021 til september 2021 har arbejdet mellem 180,55 timer og 282 timer om måneden.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra primo juli 2016 samt den hertil vedlagte ansættelseskontrakt, at overarbejde kan forekomme.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, da ansættelsesvilkårene ikke kan anses for at være sædvanlige efter danske forhold.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af arbejdstidsdirektivet, som er implementeret i dansk lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder ikke må overstige 48 timer inkl. overarbejde.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i flere perioder på 4 måneder har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på over 48 timer inkl. overarbejde.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren fra december 2018 til marts 2019 har arbejdet henholdsvis 235,5 timer, 231,5 timer, 246 timer og 232 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 54,67 timer, at han i perioden fra juli 2019 til oktober 2019 har arbejdet henholdsvis 207 timer, 209,5 timer, 219,5 timer og 282 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 52,25 timer, at han i perioden fra august 2020 til november 2020 har arbejdet henholdsvis 259,5 timer, 247 timer, 207 timer og 207 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 52,82 timer, og at han i perioden fra maj 2021 til august 2021 har arbejdet henholdsvis 263,25 timer, 253 timer, 252,5 timer og 230 timer, hvilket svarer til en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid over en periode på 4 måneder på ca. 56,82 timer.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at det eksterne lønbureau fejlagtigt og systematisk har indberettet en forkert arbejdstid på 207 timer for ansøgeren, og at indberetningen rettelig skulle have været på 160,33 timer månedligt, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at den høje arbejdstid, som fremgår af ansøgerens lønsedler samt af e-indkomst, skyldes, at det eksterne lønbureau ved en fejl har indberettet en forkert arbejdstid.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af udtalelsen fra primo november 2021 fra det eksterne lønbureau ikke fremgår, i hvilke perioder ansøgerens arbejdstid skulle være registreret forkert.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der løbende er sket ændringer i den arbejdstid, som fremgår af ansøgerens lønsedler og af eIndkomst, hvilket taler imod, at der er tale om en systematisk fejl, og at det på den baggrund må antages, at lønbureauet har været bevidst om, hvilken arbejdstid ansøgeren var registeret med i lønsystemet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte lønsedler, at ansøgeren har haft en fast månedlig arbejdstid på 160,33 timer fra november 2016 til april 2018, at han fra maj 2018 til februar 2020 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer, at hans løn- og arbejdstid fra marts 2020 til maj 2020 har været påvirket af COVID-19, at han har haft en fast månedlig arbejdstid på 160,33 timer fra juni 2020 til juli 2020, at han fra august 2020 til november 2020 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer, at hans løn- og arbejdstid fra november 2020 til april 2021 har været påvirket af COVID-19, og at han fra maj 2021 til august 2021 har haft en fast månedlig arbejdstid på 207 timer.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at arbejdsgiveren og ansøgeren har været uvidende om fejlen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at den enkelte medarbejders løn samt arbejdstid er registeret korrekt, og at arbejdsgiveren ikke kan fraskrive sig dette ansvar ved at uddelegere opgaven vedrørende lønadministration til en ekstern virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens arbejdstid fremgår af hans lønsedler, som bliver tilsendt ham, hvorfor det må formodes, at han har haft kendskab til den registrerede arbejdstid.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det eksterne lønbureau har rettet fejlen efter tidspunktet for SIRI’s afgørelse, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren løbende skal opfylde betingelserne for hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet stadfæster således SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2021 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede
Dato: 08-04-2021Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse af en syrisk kvinde og hendes mindreårige barns opholdstilladelser.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren og hendes mindreårige barn, der begge er syriske statsborgere, fik i juni 2015 opholdstilladelse som familiesammenførte i Danmark under henvisning til ansøgerens ægtefælle og barnets far (referencen). Referencen havde i 2014 fået opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Barnet var født i september 2005. Ansøgeren og barnet indrejste i Danmark i august 2015, og begges opholdstilladelser var betinget af, at referencen var fastboende i Danmark, og at han havde en gyldig opholdstilladelse. I september 2019 søgte ansøgeren og barnet om forlængelse af deres opholdstilladelser. I december 2020 afslog Udlændingestyrelsen at forlænge referencens opholdstilladelse i Danmark, og styrelsen afslog samtidig at forlænge ansøgerens og barnets opholdstilladelser, da betingelserne herfor ikke længere var opfyldt, udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er en betingelse for ansøgerens opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse.
Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til privat- og familieliv, der er relevant at vurderer i denne sammenhæng.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af ansøgerens opholdstilladelse, og at hun derfor har kendt disse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom Osman mod Danmark (2011), præmis 58.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i ansøgerens familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens og hendes ægtefælle indgik ægteskab forud for indrejsen i Danmark, og at familielivet med både hendes ægtefælle og parrets fællesbørn var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark.
Ansøgeren har under opholdet i Danmark boet sammen med sin ægtefælle og parrets 3 fællesbørn, hvoraf de 2 af børnene på nuværende tidspunkt er myndige, og familien har således også udøvet familielivet i Danmark.
Da både ansøgeren, hendes ægtefælle og parrets 3 fællesbørns opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen ikke vil udgøre et indgreb i familielivet, idet ansøgeren og hendes familie ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er født i 1978 i Syrien, hvor hun har boet de første 36 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren taler arabisk, at hun har gået i skole i Syrien, hvor hun og hendes ægtefælle mødtes, blev gift og stiftede familie, og at hun endvidere efter sin indrejse i Danmark har været tilbage i Syrien 2 gange i henholdsvis 2017 og 2018.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har helbredsmæssige problemer, og at hun ikke har været i ordinær beskæftigelse i Danmark.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2, at hun efter det oplyste kan tale, skrive og læse dansk, at hun har taget 2 kortere IT-kurser, at hun er påbegyndt 9. klasse på KVUC, og at hun har gennemført Integrations-grunduddannelse (IGU) og haft arbejde som kontormedhjælper med en ugentlig arbejdstid på 25-30 timer.
Det er også indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere har familie i Syrien, og at ansøgeren og hendes familie trives i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer herefter ud fra sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold, sine sprogkundskaber og sin IGU-uddannelse, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en væsentligt stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet langt størstedelen af sit liv, og hvor hun også har været på besøg 2 gange efter sin indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet. Afslaget på forlængelse af hendes opholdstilladelse er derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende det mindreårige barn:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens barns opholdsholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Barnet har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Det er en betingelse for barnets opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse.
Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for barnets opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er EMRK artikel 8, om retten til privat- og familieliv, og FN’s Børnekonvention, der er relevant at vurdere i denne sammenhæng.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af barnets opholdstilladelse, således at hendes forældre er gjort bekendt med disse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 58.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i barnets familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet er født i Syrien, hvor hun har boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, og at familielivet således var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark.
Barnet har under opholdet i Danmark boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, som på nuværende tidspunkt er myndige, og familielivet er således også blevet udøvet i Danmark. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er oplysninger i sagen om, at der skulle bestå et særligt afhængighedsforhold mellem barnet og hendes myndige søskende, der går ud over slægtskabet, og at det derfor er familielivet mellem barnet og hendes forældre, der skal beskyttes efter EMRK.
Da både barnet, hendes forældres og hendes 2 ældre søskendes opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelse ikke vil udgøre et indgreb barnets familieliv med hendes forældre, idet familien ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at barnet er født i 2005 i Syrien, hvor hun har boet de første næsten 10 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at barnet har gået 4 år i skole i Syrien.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet har gået i 4.-8. klasse i Danmark, at hun trives i Danmark, at hun lider af astma, og at hun efter det oplyste har glemt sit modersmål.
Udlændingenævnet vurderer ud fra sagens samlede omstændigheder, at barnet har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold og sin skolegang, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet størstedelen af sit liv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at uanset at barnet har haft 5 af sine formative år i Danmark, har hun også haft 3 af sine formative år i Syrien. Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 60, at et barns formative år, er fra barnets 7. til 15. leveår.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark til Syrien sammen med sine forældre og myndige søskende, og at hun således vil have et netværk omkring sig, som kan hjælpe hende med på ny at finde sig til rette i Syrien.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at et barn almindeligvis først kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter cirka 6-7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institutioner og/eller skole.
Udlændingenævnet har for så vidt angår barnets astma lagt vægt på, at der ikke er tale om så alvorlig sygdom, at hun ikke kan henvises til at tage ophold i Syrien.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af barnets opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse ikke er i strid med FN’s Børnekonvention.
Udlændingenævnet henviser til, at det følger af FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 2, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. artikel 9 i FN’s Børnekonventions skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark sammen med hele sin familie, og at familien derfor forbliver samlet, hvilket må antages at være det bedste for barnet.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til ophold i en medlemsstat end EMRK artikel 8.
Afslaget på forlængelse opholdstilladelse er derfor ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.” FAM/2021/01 -
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede
Dato: 12-06-2018Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren var i december 2012 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført under henvisning til sin tidligere ægtefælle, og var endvidere i november 2014 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til hendes nye ægtefælle. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil hun meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, ligesom det fremgik af opholdstilladelsen, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens bopælskommune til Udlændingestyrelsen i juni 2016 havde oplyst, at klageren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2013 til ultimo april 2016, dog ikke i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik fra medio oktober 2013 til og med april 2016. Som følge af, at klageren havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde oplyst, at hun fik kontanthjælp, inden hun blev gift med sin nuværende ægtefælle, at kommunen var fortsat med at udbetale kontanthjælp, efter at hendes ægtefælle havde skrevet under på, at klageren ikke måtte modtage kontanthjælp, og at klageren derfor var af den opfattelse, at hun gerne måtte modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra november 2014, at den var betinget af, at klageren ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil hun meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at undersøge, hvorvidt hun måtte modtage offentlige ydelser. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Filippinerne, at hun først i en alder af cirka 40 år var indrejst i Danmark og var blevet meddelt opholdstilladelse, og at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka fem år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka seks år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft deltidsarbejde i Danmark hos flere forskellige virksomheder, og at klageren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var ansat på fuld tid som kok i en restaurant, men Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hendes opholdstilladelse af den grund skulle forlænges, henset til omfanget og karakteren af hendes arbejde. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået danskprøve på A1-niveau, Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på VUC, og at hun havde deltaget i et fødevarehygiejnekursus, men Udlændingenævnet fandt, at hun heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren udover sin ægtefælle havde sin moder, søster og myndige datter i Danmark, at klagerens anden myndige datter ligeledes opholdt sig en stor del af tiden i Danmark med sin ægtefælle og parrets fællesbarn, og at klageren havde mange venner samt ægtefællens familie i Danmark, som hun alle var tæt knyttet til. Det indgik i den forbindelse i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens ægtefælle var førtidspensionist – efter det oplyste på grund af hans psykiske helbred – og at klageren led af astma, som hun modtog receptpligtig medicin for. Udlændingenævnet fandt imidlertid endelig, at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren og hendes ægtefælle kunne udøve familielivet i Filippinerne, hvor klagerens ægtefælle havde været på besøg for at møde klagerens familie, og at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for hende. FAM/2018/55.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede
Dato: 03-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev i marts 2010 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, og hans opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det i klagerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse fra februar 2016 var oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget eller modtog offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ligesom klageren i november 2016 havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser siden ultimo august 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at klagerens ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden september 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra og med september 2016 til og med december 2016 og i perioden fra og med juli 2017 til og med december 2017. Som følge af, at klageren og klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste var blevet vejledt af sin bopælskommune om, at det ikke ville have opholdsretlige konsekvenser for hans opholdstilladelse, såfremt han modtog kontanthjælp, og at klagerens ægtefælle i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste ikke var blevet vejledt af bopælskommunen om, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren, såfremt hun modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, uanset om bopælskommunen havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i sin opholdstilladelse fra marts 2010 og den efterfølgende forlængelse af opholdstilladelse fra februar 2013 var blevet vejledt af Udlændingestyrelsen om, at opholdstilladelsen var betinget af, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv social politik eller integrationsloven, indtil han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ligesom det fremgik af begge opholdstilladelser, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken klageren eller klagerens ægtefælle efter det oplyste havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen inden indgivelsen af ansøgningerne om kontanthjælp med henblik på at modtage vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingestyrelsen – som den myndighed, der i første instans vurderer, om en opholdstilladelse kan meddeles eller inddrages – måtte anses som den rette myndighed til besvarelse af spørgsmål om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp, og at klageren måtte antages at være bekendt hermed, idet han tidligere havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, ligesom han i de meddelte opholdstilladelser var blevet vejledt skriftligt herom. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, at han først i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse og efterfølgende var indrejst i Danmark, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka otte år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren udover sin ægtefælle ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens ægtefælle var tidligere statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at parret havde mødt hinanden i Bosnien-Hercegovina, hvor klageren fortsat havde sine forældre og brødre. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens ægtefælle kunne udøve familielivet i Bosnien-Hercegovina. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft arbejde i Danmark fra juli 2010 til december 2012, i 2014 og i 2016, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges henset til omfanget og karakteren af arbejdet. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på HF, at han var uddannet fysiurgisk massør, og at han arbejdede som frivillig på Odense Bibliotek, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren led af depression og angst, at han havde fået konstateret PTSD i 2013, at han var i medicinsk behandling, og at klagerens partsrepræsentant havde anført, at en eventuel udsendelse ville forværre hans helbredstilstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren efter det oplyste alene var ordineret medicin mod angst, og at han havde kunnet bestride et arbejde, tage en uddannelse som massør og efter det oplyste havde etableret selvstændig virksomhed i Danmark. FAM/2018/32.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet
Dato: 03-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge en brasiliansk statsborger og dennes særbarns opholdstilladelser.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde samlevet på fælles bopæl med sin ægtefælle frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke havde været samlevende i perioden fra oktober 2015 til februar 2017, og at ansøgeren i klagen havde bekræftet, at betingelserne for hendes opholdstilladelse på et tidspunkt ikke havde været opfyldt. Det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde genetableret samlivet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at samliv på fælles bopæl er en løbende betingelse, der skal være opfyldt helt frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorfor det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde genoptaget samlivet i en periode, ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at hendes ægtefælle var voldelig imod hende forud for samlivsophævelsen i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter ansøgerens egne oplysninger var hendes ægtefælle, som havde ophævet samlivet, at det var dokumenteret, at det var hendes ægtefælle, som havde anmodet Statsforvaltningen om skilsmisse, hvilket ansøgeren havde modsat sig, og at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke var godtgjort, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, at ansøgeren selv oprindeligt havde ophævet samlivet som følge af vold mod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 19, stk. 8 – uanset at en udlænding måtte have været udsat for vold – at udlændingen også ophæver samlivet på den baggrund. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hendes ægtefælle på ny i december 2017 havde ophævet samlivet, at ansøgeren efterfølgende havde taget ophold på et krisecenter, og at det var dokumenteret, at ansøgeren af sin ægtefælle havde været udsat for vold. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgeren ikke oprindeligt i 2016 havde ophævet samlivet med sin ægtefælle som følge af den begåede vold. Det forhold, at ansøgeren efter at have genetableret samlivet med sin ægtefælle måtte have ophævet det som følge af den begåede vold, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgerens opholdstilladelse allerede på baggrund af den oprindelige samlivsophævelse kunne nægtes forlænget. Udlændingenævnet bemærkede, at den seneste samlivsophævelse i december 2017 efter det til sagen oplyste ikke entydigt var foranlediget af ansøgeren, men tillige af hendes ægtefælle, som i forbindelse med samlivsophøret havde underskrevet separationspapirer. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i april 2015 i en alder af 25 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, hvorfor hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig lovligt i Danmark i omkring to år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i omkring tre år, og at hun ikke gennem sit relativt korte ophold i Danmark kunne anses for at have opnået et sådant tilhørsforhold til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i omkring seks måneder, da samlivet mellem hende og hendes ægtefælle oprindeligt var blevet ophævet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra januar 2016 til februar 2016 havde været ansat i en midlertidig stilling med en ugentlig arbejdstid på 10,5 time, at hun i sammenlagt cirka tre og en halv måned havde været i virksomhedspraktik, at det fremgik af eIndkomst, at hun i oktober 2017, november 2017, januar 2018 og marts 2018 havde arbejdet fuldtid og i december 2017 og februar 2018 havde arbejdet deltid, og at hun havde bestået modul 3 på Danskuddannelse 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat i sagen, idet ansøgeren ikke gennem sin beskæftigelse, herunder sin begrænsede tilknytning til det ordinære arbejdsmarked eller opnåede danskkundskaber, kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fortsat havde stor tilknytning til sit hjemland, hvor hun var født og opvokset, hvor hun i perioden fra 2011 til 2014 havde været i beskæftigelse, og hvortil hun var rejst i perioden fra april 2017 til juli 2017. Det indgik samtidig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens datter havde gået i dansk daginstitution og gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges under henvisning til hendes datters tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution og/eller skole, kan antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen kan anses for at være særlig belastende. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angik ansøgerens særbarn, lagde Udlændingenævnet indledningsvis til grund, at hun havde haft opholdstilladelse på baggrund af, at ansøgeren var fastboende her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at barnets moder eller fader var fastboende i Danmark. Da ansøgerens opholdstilladelse var nægtet forlænget, var ansøgeren ikke længere fastboende her i landet. Grundlaget for særbarnets opholdstilladelse var således ikke længere til stede, og tilladelsen kunne nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for særbarnet, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at særbarnet gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at særbarnet i april 2015 i en alder af seks år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark gældende fra oktober 2014, og at hun grundet sit korte ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det følger af praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. FAM/2018/16.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. januar 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 03-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 a, stk. 12.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencard¬ordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 12, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., havde oppebåret en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år forud for, at ansøgningen om forlængelse blev indgivet. Da ansøgeren oprindeligt var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen medio oktober 2012, skulle ansøgeren således i de seneste 12 måneder, før ansøgningen om forlængelse blev indgivet, have oppebåret en lønindtægt på 301.084 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens egne oplysninger samt af eIndkomst, at ansøgeren inden for det seneste år forud for indgivelse af ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ultimo december 2016 alene havde oppebåret en lønindtægt på 11.384 kr. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen senest var blevet forlænget primo januar 2016, og at det udtrykkeligt fremgik på engelsk af ansøgerens opholdstilladelse fra primo januar 2016, at ansøgeren ved en eventuel efterfølgende forlængelse skulle opfylde et krav om i det seneste år forud for ansøgningens indgivelse at have oppebåret en løn svarende til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene var lønindtægt, der kunne medtages ved vurderingen, og at ansøgerens udbetalte sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge derfor ikke kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren medio oktober 2014 havde været udsat for en arbejdsulykke, hvorved ansøgeren skadede sine knæ, og at ansøgeren på grund af sine knæsmerter ikke havde kunnet arbejde siden februar 2016, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en udlændings personlige forhold ikke kunne indgå som en del af vurderingen ved ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. ERH/2018/37.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet