Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i august 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet – burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen i august 2013 havde meddelt klageren opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen burde således have vejledt ansøgeren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke rettidigt havde aflagt og bestået danskprøve på A1-niveau. FAM/2017/69.
Senest opdateret: 05-04-2017
Udgiver: Udlændingenævnet