Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2016 om nægtelse af forlængelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Klageren var ifølge Det Centrale Personregister indrejst i Danmark i december 2007 og blev i september 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle – en iransk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun boede på fælles bopæl med sin ægtefælle. I juli 2015 orienterede Statsforvaltningen Udlændingestyrelsen om, at Statsforvaltningen havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og i september 2015 fraflyttede klageren sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. I december 2016 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse. I februar 2017 indgik klageren og den herboende ægtefælle nyt ægteskab, og fra marts 2017 boede klageren og den herboende ægtefælle atter på fælles bopæl.

Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte den løbende betingelse om samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Statsforvaltningen i juli 2015 havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og at klageren i september 2015 var fraflyttet sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at samlivsophøret skyldtes den herboende ægtefælles sygdom, og at parret ikke forstod hinanden længere. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at klagerens advokat havde anført, at klageren og den herboende ægtefælle reelt kun havde været fra hinanden i en kortere periode, og at parret – efter at Udlændingestyrelsen i december 2016 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse – på ny havde indgået ægteskab og var flyttet sammen på fælles bopæl, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at samlivsforholdet havde været afbrudt i knap halvandet år i perioden fra september 2015, hvor klageren var registreret fraflyttet parrets fælles bopæl, til marts 2017, hvor klageren atter flyttede sammen med den herboende ægtefælle. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 42 år i 2009, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over ni år og ikke kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren fortsat måtte anses for at have en stærk tilknytning til Iran, hvor hun var statsborger, hvor hun var født, opvokset og havde boet, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og hvor hendes voksne datter, som hun fortsat havde kontakt med, og som hun havde besøgt i 2015, fortsat boede. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at klageren ikke på noget tidspunkt sås at have været tilknyttet arbejdsmarkedet eller en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at klageren havde diabetes type 2 og symptomer i blandt andet sit ene knæ og sin ene hånd, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at det hindrede hende i at tage ophold i Iran. FAM/2017/88.

Senest opdateret: 09-08-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen