Den nationale sanktionsliste

Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Religiøse forkyndere – Den nationale sanktionsliste

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at optage en tyrkisk mand på den nationale sanktionsliste, hvorved han havde fået et indrejseforbund i to år.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i august 2017 med rette havde optaget klageren på den nationale sanktionsliste, hvorved klageren samtidig blev pålagt et indrejseforbud i Danmark og Schengen gældende til august 2019. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren måtte anses for at være en udlænding, som virkede som religiøs forkynder, eller som på anden måde udbredte en religion eller tro, idet han som foredragsholder, taler og ved besvarelse af spørgsmål vedrørende islamisk lovpraksis via en forening og denne forenings egen TV-kanal, magasin, Youtube kanal og andre sociale medier havde udbredt sine religiøse budskaber. Dette understøttedes yderligere af, at klageren blev omtalt som imam på en dansk forenings hjemmeside. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de udtalelser, som var indgået i vurderingen af sagen, var faldet i forbindelse med klagerens virke som religiøs forkynder eller under udbredelse af en religion eller tro. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren flere gange tidligere – i 2013, 2014 og 2015 – havde fået udstedt visum til Danmark, at han i 2016 og 2017 havde fået afslag på sine visumansøgninger, at alle klagerens visumansøgninger havde relation til en dansk forening, og at der derfor måtte anses at være en vis sandsynlighed for, at han ville indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at hensynet til den offentlige orden i Danmark på baggrund af klagerens udtalelser i forhold til straffe i islam, om jøder og vold mod kvinder (ægtefæller) og børn tilsagde, at han ikke burde have ophold her i landet. Vedrørende straffe i islam: Udlændingenævnet fandt for det første, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller udbredelse af en religion eller tro udtrykkeligt havde billiget handlinger, der var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, jf. straffelovens § 136, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved sine udtalelser i en tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at han gik ind for anvendelse af islamiske straffe som håndsafhugning og stening, idet han i talen havde udtalt, at de straffe, der i dag blev givet for tyveri, var for milde og ikke havde en afskrækkende effekt, at det var de milde straffe i Tyrkiet, som havde ført til, at tyveri var udbredt, at selv politiet fandt det uacceptabelt, at tyve ikke blev straffet hårdt nok, og at en straf som afhugning af en tyvs hænder var til for at beskytte samfundet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i talen også havde formidlet, at sex uden for ægteskab skulle straffes med stening, fordi islam værdsatte æren, ligesom klageren havde udtalt, at man ikke skulle kritisere stening som straf, fordi mennesket ikke kunne være mere barmhjertigt end Gud, som havde bestemt denne straf. Klageren havde desuden udtalt, at når betingelserne for en straf var opfyldt, skulle straffen udføres, og at dette også gjaldt stening. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med sin tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at islamiske regler og love ikke gav gode resultater i et kapitalistisk samfund, men gav de bedste resultater, hvis man indførte dem i en islamisk stat, og at klageren hermed efter Udlændingenævnets opfattelse havde givet udtryk for, at han havde et ønske om et samfund, hvor disse strafformer, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, blev udøvet. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016, at en religiøs forkynders rene oplæsning af en religiøs tekst, hvori der blev fortalt om brugen af for eksempel stening, men hvor forkynderen ikke tilsluttede sig det oplæste og heller ikke på anden måde gav udtryk for, at stening var acceptabelt, ikke ville betyde, at en religiøs forkynder ikke burde have ophold her i landet af hensyn til den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der i forbindelse med talen i oktober 2015 ikke blot var tale om ren oplæsning af en religiøs tekst, men at klageren også var fremkommet med en udlægning af teksten, der fremstod som hans holdning til og billigelse af straffe i islam. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at han alene havde gengivet Koranens indhold, og at der ikke var tale om hans personlige holdning, af denne grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at der også i jødernes bog, Toraen, var nævnt lignende straffe, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var selve indholdet af Koranen, som blev anset for at være i strid med straffelovens § 136, stk. 3. Det var derimod klagerens fremlæggelse af teksten som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, og hans udtrykkelige billigelse af handlinger, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246. Vedrørende jøder: Udlændingenævnet fandt for det andet, at klagerens udtalelser i en video offentliggjort på Youtube i juli 2014, hvor han havde omtalt jøder som en kræftcelle, der burde skæres af og smides væk, var omfattet af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2011, at det følger af retspraksis, at udtalelser, der indebærer, at en bestemt gruppe generelt bliver beskyldt for at mangle værdi som mennesker, som udgangspunkt opfylder grovhedskriteriet i straffelovens § 266 b. Det gælder for eksempel ved negativt ladede sammenligninger med dyr eller med sygdomme. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at klagerens udtalelse om jøder indebar, at en gruppe af personer blev truet, forhånet eller nedværdiget på grund af deres tro, og at udtalelsen derfor ville udgøre en overtrædelse af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren i sine bemærkninger fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at hans udtalelse var rettet mod de jøder, der levede under profeten Moses samt nogle nærmere præciserede grupper af jøder, at der ikke var tale om nedladende ytringer om jøder med relation til Danmark, at hans udtalelse ikke vedrørte samtlige personer, der følger jødedommen, og at de omtalte jøder derfor ikke var repræsentanter for jødedom som en trosretning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i talen, som den var gengivet i Udlændingestyrelsens søgerapport fra juni 2017, ikke havde nuanceret sit synspunkt, men var fremkommet med en helt generel sammenligning af jøder med en kræftcelle. Vedrørende vold mod kvinder (ægtefæller): Udlændingenævnet fandt for det tredje, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person som på anden måde udbreder en religion eller tro, i en video fra november 2015 udtrykkeligt havde billiget vold mod kvinder (ægtefæller), og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Klageren havde således i talen givet udtryk for, at kvinder måtte slås for at undgå skilsmisse, at nogle kvinder havde en sådan adfærd, der gjorde, at de skulle slås for at ændre sig, og at en mand ikke måtte slå en kvinde i ansigtet, men skulle slå hende let på kroppen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren med sine udtalelser havde givet udtryk for billigelse af vold mod ægtefæller, idet han havde beskrevet, i hvilke situationer der kunne udøves vold mod ægtefæller, hvordan volden kunne udøves, og at volden kunne anvendes som et værn mod skilsmisse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der alene kunne anses at være tale om en ren oplæsning af Koranen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det fremgik af Koranen, at vold mod en kvinde var sidste udvej inden skilsmisse, at muslimer skulle følge Koranen, at Koranen var udgangspunktet for klagerens synspunkt, at det ikke var udtryk for klagerens personlige holdning, at han aldrig selv havde slået sin ægtefælle, og at han på baggrund af sin religiøse og personlige moral fordømte mænd, som mishandlede og undertrykte kvinder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke i talen havde taget afstand fra at benytte vold mod kvinder, og at han havde anført, at muslimer skulle følge Koranen. Vedrørende vold mod børn: Udlændingenævnet fandt for det fjerde, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, i udtalelser fra marts 2015 udtrykkeligt havde billiget anvendelse af vold i børneopdragelsen, og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde givet udtryk for, at der kunne anvendes mild vold i børneopdragelsen, hvis der var anledning til det, og såfremt det kun blev benyttet nogle gange, og at de rigtige psykologer udtrykte, at der var plads til vold på en let måde. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der her alene var tale om en ren oplæsning af Koranen, men derimod klagerens udtrykkelige billigelse af, at vold i visse situationer kunne anvendes i børneopdragelsen, idet han havde henvist til visse psykologers opfattelse af emnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde anført, at hans udtalelser om at slå børn ikke var udtryk for hans personlige holdning, men var profeten Muhammeds ord, og at han havde henvist til, at der i England, Japan, Frankrig og USA også var regler, der gav forældre og lærere mulighed for at afstraffe børn fysisk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke hermed havde taget afstand til anvendelse af vold i børneopdragelsen, men snarere havde forsvaret, at dette kunne være nødvendigt. Klagerens bemærkninger i øvrigt i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018: Udlændingenævnet fandt for det femte, at det forhold, at klageren havde anført, at han ikke havde holdt de nævnte taler i Danmark, men i Tyrkiet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, at den form for adfærd, som kunne begrunde optagelse på sanktionslisten, kunne bestå af ytringer, men også i andre handlinger, og at adfærden kunne være udvist i udlandet eller i forbindelse med et tidligere ophold i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at klageren havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9 og 10 og Grundlovens § 67 og § 77 om religions- og ytringsfrihed, og at disse bestemmelser efter klagerens opfattelse berettigede ham til at udgive sine meninger og holdninger på skrift og i tale. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, var taget stilling til, hvorvidt bestemmelsen var i overensstemmelse med EMRK artikel 9 og 10 samt Grundlovens § 67 og § 77, og at lovgiver havde fundet, jf. lovforslagets pkt. 3.2 og 3.3., at udlændingelovens § 29 c kunne håndhæves, uden at dette var i strid med reglerne om religions- og ytringsfrihed. FAM/2018/81.