Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til en indisk statsborger. Ansøgeren blev i januar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder, som senest blev forlænget til februar 2006. Ansøgeren blev i februar 2008 meddelt afslag på yderligere forlængelse af sin opholdstilladelse. Denne afgørelse blev ikke påklaget til den daværende klagemyndighed. I juni 2013 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren skulle virke som hjælpepræst, hvorefter Udlændingestyrelsen i oktober 2013 meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen indhentede nævnet blandt andet en udtalelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende praksis for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f. Udlændingestyrelsen oplyste i oktober 2014 til Udlændingenævnet, at der i henhold til praksis sker forlængelse af opholdstilladelse ud over tre år efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til religiøse forkyndere, såfremt ansøgeren er meddelt vielseskompetence, og at en religiøs forkynder, der ikke er meddelt vielseskompetence, ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år – heller ikke ved at skifte opholdsgrundlag eller ved at være udrejst i en periode. Udlændingestyrelsen anførte endvidere, at en udlænding, der her i landet skal virke som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, ikke kan meddeles vielseskompetence og ikke i henhold til praksis kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år. Udlændingestyrelsen anførte endelig, at der i henhold til praksis kan ske forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 3, ud over tre år til en person, som virker inden for et religiøst ordenssamfund, uanset at den pågældende ikke er meddelt vielseskompetence, og at denne praksis typisk har været aktuel for munke og nonner inden for den katolske kirke og ordenssøstre inden for den russisk ortodokse kirke. Udlændingestyrelsen udtalte endvidere i januar 2015 med hensyn til betingelsen i udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, hvorefter forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder ud over tre år betinges af, at den pågældende er meddelt vielseskompetence, at i henhold til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning (ægteskabsloven) kan kirkelig vielse finde sted inden for folkekirken, inden for de anerkendte trossamfund og inden for andre trossamfund, når sådanne andre trossamfund har præster, der er bemyndiget til at foretage vielser, og at Ankestyrelsen efter ansøgning kan meddele vielseskompetence til en udlænding, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, som religiøs forkynder, der er tilknyttet folkekirken eller et anerkendt eller godkendt trossamfund. I forlængelse heraf anførte Udlændingestyrelsen, at vielseskompetencen således er meddelt den enkelte forkynder og ikke trossamfundet, og at trossamfund og menigheder, som har udenlandske religiøse forkyndere tilknyttet, i høj grad er afhængig af forkynderens bistand i forbindelse med visse handlinger med borgerlig gyldighed, herunder at have tilknyttet religiøse forkyndere, der kan have opholdstilladelse ud over tre år. Advokaten gjorde blandt andet gældende, at ansøgeren – som følge af sin trosretning – ikke havde mulighed for at opnå eller udøve vielsesritualer, som kunne tillægges borgerlig gyldighed, at det har udelukket, at en præst eller hjælpepræst inden for trossamfundet kunne tillægges borgerlige vielseskompetencer, at ansøgeren ikke skulle anses som missionær, da tamilsk hinduisme er en ikke-missionerende religion, og at ansøgeren derfor burde sidestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Advokaten gjorde endvidere gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, var tale om indirekte forskelsbehandling og henviste i den forbindelse blandt andet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, herunder som hjælpepræst, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnt fandt således, at ansøgningen om opholdstilladelse med rette var behandlet efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, uanset at ansøgerens advokat havde gjort gældende, at ansøgeren ikke missionær, og at tamilsk hinduisme i øvrigt var en ikke-missionerende religion, hvorfor ansøgeren burde ligestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, da denne bestemmelses anvendelsesområde er nonner og munke, der traditionelt virker internt i et religiøst ordenssamfund og ikke virker som forkyndere, jf. § 9 f, stk. 1, nr. 1, eller som missionærer efter § 9 f, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren var ikke tilknyttet sit trossamfund som munk og kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke ligestilles med en person tilhørende en munkeorden, herunder anses for at have en sådan funktion inden for sit trossamfund, at hans virke kunne karakteriseres som et traditionelt internt virke. Udlændingenævnet henviste endvidere til advokatens beskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver som hjælpepræst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle assistere under samtlige daglige ritualer, at det var svært for templets hovedpræst at klare ritualerne alene, og at ansøgeren derfor skulle kunne varetage de ceremonielle opgaver. Ansøgeren blev således af trossamfundet selv beskrevet som ”hjælpepræst”. Efter det oplyste skulle ansøgeren ansættes med henblik på at hjælpe præsten i forbindelse med trossamfundets ceremonielle handlinger, hvilket måtte ligestilles med et eksternt virke med henblik på forkyndelse eller assistance til forkyndelse af trossamfundets religiøse budskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i perioden fra januar 2003 til februar 2006 og ikke var meddelt vielseskompetence i Danmark. Ansøgeren kunne således med henvisning til praksis ikke på ny meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at advokaten havde gjort gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, består en indirekte forskelsbehandling som følge af ansøgerens trosretning, idet ansøgeren ikke kunne eller ville opnå vielseskompetence som følge af sin religion, og at gerningen som hjælpepræst inden for ansøgerens trossamfund går i arv fra far til søn, samt at dette skulle være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et ændret udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt, at der ved denne praksis ikke var tale om indirekte forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, da der ligger et sagligt formål bag den særlige adgang til forlængelse af opholdstilladelse for personer, der er meddelt vielseskompetence, idet visse trossamfund, der ikke har vielsesadgang, i høj grad kan være afhængige af forkyndere, der er meddelt vielseskompetence. FAM/2015/119.

Senest opdateret: 16-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen