Særlov Afghanistan – Persongruppe
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022
Emneord: Afghanistan særlov - personkreds
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag vedrørende et ægtepar og deres 2 mindreårige børn, der alle var statsborgere i Afghanistan. Familien havde søgt om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder m.v.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgerne indrejste i Danmark i august 2021 fra Afghanistan som følge af evakuering fra Kabul Lufthavn. Ansøgerne var blevet evakueret fra lufthavnen, fordi de afghanske styrker tillod familien adgang til lufthavnen som følge af børnenes helbredsproblemer. Børnene blev kort efter indrejsen i Danmark indlagt på hospitalet som følge af deres mave- og tarmproblemer. Forældrene havde ikke ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan eller til internationale organisationer i Afghanistan og var heller ikke i familie med sådanne personer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelser fra januar 2022. Ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn kan således ikke få opholdstilladelser som personer eller som familiemedlemmer til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1-3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af politirapport fra august 2021, at ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn indrejste i Danmark i august 2021 som følge af evakuering fra Afghanistan med evakueringsfly, og at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i september 2021 oplyste, at ansøgeren i Afghanistan havde haft en afdeling i en større butik, hvor ansøgeren reparerede mobiltelefoner. Derudover oplyste ansøgeren, at hverken ansøgeren eller ansøgerens far havde ydet bistand til den danske indsats i Afghanistan, og at hverken ansøgeren eller ansøgerens familie havde ydet bistand til internationale organisationer i Afghanistan. Ansøgeren oplyste endvidere, at ansøgeren og ansøgerens familie blev evakueret til Danmark, fordi de afghanske styrker 0-1 tillod, at ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres børn blev lukket ind i Kabuls lufthavn som følge af børnenes helbredsproblemer.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 1.
Ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen fra december 2021 om, at ansøgeren 6 år tidligere muligvis skulle have påbegyndt ansættelse hos Læger Uden Grænser på et sygehus i Kunduz-provinsen, men at der blev kastet en bombe, der ødelagde hospitalet, kan ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi ansættelsesforholdet ikke blev realiseret, og fordi ansøgeren ikke i øvrigt bistod organisationen.
Udlændingenævnet finder endvidere, at hverken ansøgeren, ansøgerens ægtefælle eller deres børn er familiemedlem til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 2.
Udlændingenævnet lægger som følge af ovenstående til grund, at idet hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle er omfattet af personkredsen i særlovens § 1, stk. 1, kan ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke kan få opholdstilladelse som familiemedlem efter særlovens § 1, stk. 2 under henvisning til hinanden.
Idet hverken ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle er omfattet af særlovens § 1, stk. 1, kan deres børn ikke få opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 2.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at hverken ansøgeren, ansøgerens ægtefælle eller deres børn i øvrigt har en familiemæssig tilknytning til en person, der i Afghanistan har bistået de danske myndigheder, jf. særlovens § 1, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ved interview med Udlændingestyrelsen i september 2021 og i december 2021 oplyste, at ansøgerens far bistod de tyske styrker via GIZ i forbindelse med hans ansættelse hos de afghanske myndigheder, og at ansøgeren ikke vidste, hvad han bistod dem med. Ansøgeren oplyste endvidere i december 2021, at ansøgeren ikke havde andre familiemedlemmer, der var blevet evakueret til Danmark eller andre lande.
Det er tillige indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle ved interview med Udlændingestyrelsen i december 2021 oplyste, at hendes bror, har arbejdet for amerikanerne ved en fabrik, der producerer el, at han var ansvarlig for indkøb, at der var mange kinesiske ansatte på fabrikken, at han modtog undervisning fra amerikanerne, og at han på tidspunktet for interviewet levede i skjul i enten Kabul eller Sarobi. Ansøgerens ægtefælle oplyste endvidere, at hendes far havde arbejdet på samme fabrik før hendes fødsel, og at han i den forbindelse samarbejdede med personer fra det tidligere Sovjet. Ansøgerens ægtefælle oplyste, at hendes mosters barnebarn var blevet evakueret til USA, fordi han havde haft arbejde.
Endelig er det indgået i Udlændingenævnets vurdering, at hverken ansøgerens far, ansøgerens ægtefælles bror, ansøgerens ægtefælles far eller ansøgerebs ægtefælles mosters barnebarn efter det oplyste var indstillet til evakuering efter aftale med Udenrigsministeriet.
Udlændingenævnet finder således, at hverken ansøgerens far, ansøgerens ægtefælles bror, ansøgerens ægtefælles far eller ansøgerens ægtefælles mosters barnebarn er omfattet af personkredsen i særlovens § 1, stk. 1, der kan gives opholdstilladelse i Danmark efter særlovens bestemmelser, hvorfor ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, og deres børn ikke kan gives opholdstilladelse efter særlovens § 1, stk. 3, som følge af en familiemæssig tilknytning til dem.
Oplysningerne om at deres børn har helbredsmæssige problemer, herunder at de i august 2021 blev indlagt som følge af mave- og tarmproblemer, og at det på daværende tidspunkt blev mistænkt, at de lider af en sygdom samt at de efterfølgende har været i et udredningsforløb, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der efter særloven alene kan gives opholdstilladelse som følge af bistand i Afghanistan til de danske myndigheder m.v.
Oplysningerne om, at det i Kabul er rygtedes, at ansøgeren er spion som følge af, at ansøgeren og ansøgerens familie blev evakueret ud af Afghanistan, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke kan gives opholdstilladelse efter særloven som følge af eventuelle asylretlige motiver.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”
SL/2022/40