Beskæftigelseskravet

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 18-12-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Rusland, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, som var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst to år og seks måneder.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst to år og seks måneder, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold, herunder at ansøgeren var mentalretarderet, at det ville være urealistisk, at ansøgeren for eksempel ville kunne gennemføre folkeskolens afgangsprøve, og at ansøgeren ikke havde nogen reel arbejdsevne, idet ansøgeren i arbejdslignende situationer skulle have 1-1 relation og alligevel højst kunne arbejde i under tre timer om ugen. Udlændingenævnet fandt på den konkrete baggrund, at betingelsen om, at ansøgeren skulle være i ordinær fuldtidsbeskæftigelse, ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/125.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 23-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet bemærkede, at alene beskæftigelse inden for de sidste fem år kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet kunne således alene medregne ansøgerens beskæftigelse fra marts 2012 og fremefter. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren i perioden fra marts 2012 til februar 2017 havde dokumenteret, at hun havde været ordinært beskæftiget i 18 måneder og deltidsbeskæftiget i 13 måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ordinær beskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – ville indgå med den fulde varighed, og at deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – ville indgå i beregningen med 3/5. Udlændingenævnet bemærkede, at 13 måneders deltidsbeskæftigelse således svarede til 7,8 måneders fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at det var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 25,8 måneder inden for de sidste fem år. Ansøgeren havde endvidere dokumenteret via lønsedler, at hun i perioden fra januar 2015 til januar 2016 havde modtaget betaling for sin transporttid. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at transporttid kunne indgå i beregningen, når der var sket en konkret aflønning af transporttiden på timebasis. Udlændingenævnet fandt desuden efter en gennemgang af lønsedlerne, når transporttiden blev indregnet, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 31,2 måneder inden for de sidste fem år, svarende til to år og syv måneder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren ifølge sin egen opgørelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra marts 2012 til december 2012 havde arbejdet deltid i fem måneder hos forskellige arbejdsgivere, at hun i 2013 havde arbejdet deltid i otte måneder, at hun i 2014 havde arbejdet deltid i 11 måneder, og at hun i 2015 havde arbejdet fuld tid i ti måneder og deltid i to måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation herfor, og idet det fremgik af eIndkomst, at hun første gang i den femårige periode havde en periode som deltidsbeskæftiget i marts 2013. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren havde haft to sygdomsperioder som følge af en arbejdsskade, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet alene den anden sygdomsperiode var relevant. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, der til sagen havde oplyst, at hun fra april 2012 til august 2012 havde haft sygdom og en operation som følge af en arbejdsskade, ikke havde dokumenteret at have været i et ansættelsesforhold som fuldtidsbeskæftiget, idet ansøgeren ifølge en samarbejdsaftale fra november 2011 havde været beskæftiget under freelancevilkår. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at alene perioder med fravær som følge af sygdom inden for rammerne af et fast ansættelsesforhold kunne medregnes som ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens sygdomsperioder under ansættelsesforhold som tilkaldevikar uden et fast timeantal og hendes ansættelser som freelancetolk ikke kunne medregnes i beskæftigelseskravet, idet hun i disse perioder ikke havde været i et fuldtidsansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at det var blevet anført, at ansøgeren i 2012 havde haft en personlig indkomst på 180.000 kr., at ansøgeren i 2013 havde haft en personlig indkomst på 249.000 kr., og at ansøgeren i 2014 havde haft en personlig indkomst på 274.000 kr., hvilket af ansøgeren opfattedes som dokumentation for, at hun havde haft en fast og væsentlig tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens årsopgørelser, at ansøgeren i 2012 havde haft en lønindkomst på 46.852 kr., og at ansøgeren derudover havde modtaget 162.406 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2013 havde haft en lønindkomst på 130.282 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 129.675 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2014 havde haft en lønindkomst på 200.504 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 90.417 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., samt at en væsentlig del af ansøgerens personlige indkomst således havde været udgjort af arbejdsløshedsdagpenge, hvilket ikke kunne være medvirkende til at opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningspakken, hvor ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke led af et handicap, der kunne forhindre hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Nicaragua i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3. Ansøgeren var indrejst i Danmark i december 2007.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun opfyldte betingelsen om aktuelt at være lønmodtager i en uopsagt, tidsubegrænset stilling i minimum 15 timer ugentligt, eller hvad der kunne ligestilles hermed. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren alene var fastansat i en stilling som social- og sundhedshjælper seks timer ugentligt, og at ansøgeren derudover alene var ansat som tilkaldevikar. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering, at ansøgerens tilkaldevagter udover den faste ansættelse ikke kunne sidestilles med en tidsubegrænset ansættelse på minimum 15 timer ugentligt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ansættelse som tilkaldevikar ikke uafbrudt i mindst et år havde været over 15 timer pr. uge. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde, hvad der svarer til tidsubegrænset ansættelse med minimum 60 timer om måneden, hvorfor ansøgeren aktuelt ikke opfyldte beskæftigelseskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udover de faste 12 timer hver anden weekend/seks timer om ugen alene havde tilkaldevagter udover dette, ligesom ansøgeren ikke i hele 2016 vedvarende sås at have, hvad der svarer til mindst deltidsbeskæftigelse i februar 2016 og juli 2016. Udlændingenævnet fandt desuden, at en udtalelse af november 2016 fra ansøgerens arbejdsplads, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en fastansættelse på seks timer om ugen, at ansøgeren derudover blev brugt som tilkaldevikar i et betydeligt antal timer, at timetallet varierede, men at ansøgeren i de forudgående tre måneder havde haft et gennemsnitligt timeantal på 25-30 timer om ugen – inklusive de nævnte seks timer som ansøgeren var fastansat – og at arbejdspladsen fortsat havde brug for ansøgeren i dette omfang, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 09-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Iran, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren var i maj 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at beskæftigelse for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse var aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, idet ansøgeren ifølge opslag i det elektroniske indkomstregister, siden ansøgeren var påbegyndt sin ansættelse i december 2015 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, maksimalt i en lønperiode havde tjent brutto 50 kr. i timeløn, og at ansøgeren i den seneste lønperiode havde tjent brutto 49,21 kr. i timeløn. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse henset til den begrænsede, faktiske beløbsmæssige størrelse af ansøgerens timeløn – uanset hvilke ansættelsesvilkår der var aftalt – ikke var udført efter gældende overenskomst eller under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet vurderede på baggrund heraf, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst i ansøgningen, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/36.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Lempeligere adgang for flygtninge

    Dato: 18-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en russisk statsborger, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i marts 2007 meddelt opholdstilladelse som flygtning i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og opholdstilladelsen var gyldig indtil marts 2014. I november 2013 underskrev ansøgeren en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, fordi ansøgeren ønskede at vende tilbage til Rusland. I november 2013 orienterede Dansk Flygtningehjælp Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren var udrejst til Rusland i november 2013 med henblik på at tage varigt ophold dér. I marts 2015 søgte ansøgeren om forlængelse af sin fortrydelsesret, og denne anmodning blev imødekommet i april 2015, hvor Udlændingestyrelsen forlængede ansøgerens fortrydelsesret i yderligere 12 måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren udrejste til Rusland i november 2013, og at ansøgeren genindrejste i Danmark i juli 2015. I juli 2015 indgav ansøgeren til Udlændingestyrelsen ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I juli 2015 blev ansøgerens opholdstilladelse forlænget til juli 2020.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, men at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 15, da ansøgeren ikke havde boet i Danmark i mindst otte år siden marts 2007, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i november 2013, efter at han havde boet i Danmark med opholdstilladelse i en periode på seks år og seks måneder, og at han først indrejste i Danmark igen i juli 2015. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 11, stk. 15, alene finder anvendelse for udlændinge, der har boet lovligt i Danmark i mere end de sidste otte år, og som i hele denne periode har haft opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han var udrejst i forbindelse med repatriering, og at han var vendt tilbage med fortrydelsesret, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at tiden i Rusland derfor skulle medregnes, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var omfattet af den almindelige betingelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet vurderede herefter, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at han havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som fremgik af sagens akter og oplysninger i det elektroniske indkomstregister, hvoraf det fremgik, at ansøgeren alene havde været beskæftiget med under 15 timer om ugen, og at det kun var beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der i sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 21-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en vietnamesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i november 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Da ansøgeren i marts 2015 indgav en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, oplyste ansøgeren, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden august 2011 med 37 timer ugentligt på en restaurant, og i deltidsbeskæftigelse siden maj 2014, hvor hun arbejdede 5 timer ugentligt for et rengøringsfirma. Ansøgerens fagforening fremsendte endvidere et efterbetalingsskema til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra januar 2015 til september 2015 havde arbejdet 130 timer om måneden til en timeløn på 38,46 kr. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var ansat ved en restaurant med en løn på 5.000 kr. om måneden, at ansøgeren havde nedskrevet sine arbejdstimer, og at det af dette fremgik, at hun havde arbejdet flere timer ugentligt, end hun havde modtaget løn for. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument om de faktiske forhold, at arbejdsgiveren havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde de mange timer uden løn, da ansøgeren selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at hun modtog en fast løn pr. måned, og at ansøgeren følte sig presset til at arbejde, da hendes arbejdsgiver havde fortalt hende, at hun ikke kunne få arbejde andre steder. Det var endelig oplyst, at ansøgeren arbejdede sammen med sin moder, som ikke mestrede det danske sprog på samme måde som ansøgeren, og at ansøgeren passede på sin moder, samt at arbejdsgiveren nægtede at udbetale løn for alle timerne eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra november 2011 – idet Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i ordinær deltidsbeskæftigelse i maj 2015, i perioden fra august 2015 til december 2015 og i perioden fra marts 2016 til august 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ordinære deltidsbeskæftigelse på i alt 12 måneder omregnet svarede til, at hun kunne anses for at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i 7,2 måneder inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun i perioden siden august 2011 havde arbejdet 37 timer om ugen ved en restaurant, at hendes arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument på om faktiske forhold og havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde mange timer uden løn, da hun selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt med en fast månedsløn, at hendes arbejdsgiver havde nægtet at udbetale løn for alle timer eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt, og at medarbejderne ikke turde gøre indsigelser. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation, som kunne bekræfte hendes oplysninger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at en fagforening havde fremsendt et efterbetalingsskema, og at ansøgeren havde fremsendt egne notater vedrørende timeantal, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af de særlige bemærkninger til lov nr. 571 af 19. juni 2012 (lovforslag nr. L 180, fremsat den 26. april 2012) § 1, nr. 18, at beskæftigelse skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt derfor, at oplysningerne om ansøgerens ansættelse ved restauranten, hvor hun modtog 5.000 kr. om måneden, og hvor hun efter det oplyste skulle have arbejdet 130 timer om måneden til en gennemsnitlig timesats på 38,46 kr., ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 var opfyldt, da arbejdet ikke blev udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde beskæftigelseskravet på et senere tidspunkt. FAM/2016/113.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning oplyst, at hun ejede en thaimassagevirksomhed, hvor hun havde været i ordinær beskæftigelse fra juni 2009 til september 2010, hvor virksomheden ikke var momsregistreret, og siden september 2010, hvor virksomheden var blevet momsregistreret. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun i begge perioder arbejdede på fuld tid med 37 timer ugentligt, at det var en enkeltmandsvirksomhed drevet af hende, hvor hun udførte massage og varetog øvrige opgaver i forhold til driften af massagevirksomheden.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed eller have været under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra september 2011. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende som thai-massør siden juni 2009. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at beskæftigelse helt tilbage fra dette tidspunkt ikke kunne indgå i beregningen. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun var selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at der var tale om en løbende fem-årig periode. Selvstændig erhvervsvirksomhed forud for september 2011 indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger siden juni 2009 havde arbejdet i 37 timer om ugen i sin virksomhed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på baggrund af den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger, årsopgørelser og årsberetninger – ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse som thai-massør i perioden fra september 2011 og frem kunne sidestilles med ordinært lønarbejde, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed havde haft et omfang, der kunne sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 15 timer om ugen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes arbejde havde et omfang, der svarede til ordinær deltidsbeskæftigelse eller ordinær beskæftigelse. Det af ansøgeren anførte om, at hun i årene 2011, 2012 og 2014 havde arbejdet i hvert fald 15 timer om ugen til en løn, der lå højere end mindstelønnen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ordinær fuldtidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – indgår med den fulde varighed, og at ordinær deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – indgår i beregningen med 3/5 af den samlede ansættelsesperiode, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 2. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse endvidere til, at ansøgerens virksomhed i perioden fra 2011 til 2014 havde haft en årlig omsætning på henholdsvis 86.120 kr. i 2011, 82.800 kr. i 2012, 58.680 kr. i 2013 og 89.720 kr. i 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun tog 150 kr. i betaling for en halv times behandling og 250 kr. for en times behandling. Ud fra tallene for virksomhedens omsætning havde ansøgeren sin højeste omsætning i 2014 på 89.720 kr., hvilket svarede til, at hun havde arbejdet 358,88 timer i virksomheden i 2014, hvis hun havde taget 250 kr. i timen som betaling. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved beregningen af omfanget af selvstændig erhvervsvirksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, efter praksis lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der for eksempel drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab med videre. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at en deltidsansat med mindst 15 timer om ugen, hvor arbejdsugerne – fratrukket ferie i fem uger – sættes til 47 uger pr. år, som minimum skulle arbejde 705 timer pr. år. Dette opfyldte ansøgerens virksomhed ikke. Dette var tilsvarende gældende, hvis man måtte tillægge en halv time til det udregnede antal kundetimer til henholdsvis forberedelse og klargøring til næste kunde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det tidsmæssige forbrug ikke ville være anderledes, hvis det blev lagt til grund, at alle kunder kun havde fået en halv times behandling á 150 kr., da en højere andel af tid afsat til forberedelse og klargøring pr. kunde ville blive modsvaret af, at der ville være et lavere antal direkte kundetimer, da omsætningen i så fald ville skulle deles med 300 kr. pr. time. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren drev sin selvstændige erhvervsvirksomhed fra sit eget hjem. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at henset til, at ansøgerens virksomhed blev udøvet i hendes eget hjem, kunne hendes arbejdstimer ikke alene opgøres ud fra de angivne åbningstider på hendes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde et handicap, der forhindrede hende i opfyldelse af en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en iransk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1. I september 2014 påbegyndte ansøgeren farmakonomuddannelsen på et uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Ansøgeren ansøgte om tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at hun aktuelt var i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, som samtidig var en videregående uddannelse. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, at ansættelsen under uddannelsen skete på fuld tid, at ansøgeren havde vedlagt en udtalelse om, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, og at GIF, Gymnasialt Indslusningsforløb for Flygtninge og Indvandrere, kunne sidestilles med en gymnasial uddannelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde til grund, at det fremgår af Uddannelsesguiden fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at farmakonomuddannelsen er placeret på niveau fem i den danske kvalifikationsramme for livslang læring, og at farmakonomuddannelsen således er en videregående uddannelse. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ikke akkrediterer farmakonomuddannelsen som en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, at styrelsen havde henvist til, at ansøgerens uddannelsessted havde juridisk status som et aktieselskab oprettet på privatretligt grundlag og med privat ejerskab, og for at en uddannelsesinstitution kunne akkrediteres, skulle der være tale om en uddannelsesinstitution inden for den offentlige forvaltning, som var reguleret i Uddannelses- og Forskningsministeriets institutionslove. Idet aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted ikke var omfattet af ministeriets institutionslove, var aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted derfor ikke en uddannelsesinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Endelig havde styrelsen henvist til, at ansøgerens uddannelsessted ikke ville kunne uddannelsesakkrediteres, således som den var opbygget, blandt andet fordi uddannelsen var lønnet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution kunne således på denne baggrund ikke anses for opfyldt i forhold til farmakonomuddannelsen. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9 (L 180, fremsat den 26. april 2012, side 34), at ”Udlændingen må antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kan godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution”. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det tillige er et krav i forhold til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om beskæftigelse eller uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år, at der i tilfælde, hvor der er tale om en videregående uddannelse, skal denne være taget på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/119.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 08-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2006 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at hun fra oktober 2014 til januar 2015 havde arbejdet, og at hun forventede at få fast arbejde i stedet for vikararbejde. I forbindelse med ansøgerens klage havde hun oplyst, at hun i december 2015 var blevet ansat i en stilling, hvor hun lavede mad i et flygtningecenter, at hendes stilling var blevet forlænget til udgangen af december 2016, at det efter hendes opfattelse var tvivlsomt, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, idet vikariatet var blevet forlænget utallige gange og strakte sig til årsskiftet, hvorefter det temmelig sikkert ville blive forlænget, da flygtninge- og immigrationspresset nok ikke ville være aftaget, og at hun havde taget et rengøringskursus hos AMU. Ansøgeren vedhæftede en kopi af en jobbekræftelse, hvoraf det fremgik, at vikariatet kunne bringes til ophør uden varsel af begge parter.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden november 2015 havde arbejdet i et vikariat, og at hendes arbejdstid havde været 40 timer om ugen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens ansættelse som vikar ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, idet det fremgik af tilknytningsaftalen mellem ansøgeren og hendes arbejdsgiver, at ansøgeren kun betragtedes som ansat i de perioder, de enkelte vikariater varede, hvorfor det faktiske antal timer, ansøgeren arbejdede, ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne anses for at være fast tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de af ansøgeren indsendte jobbekræftelser, at den enkelte jobbekræftelse sammen med tilknytningsaftalen udgjorde ansøgerens ansættelsesbevis, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sine vikariater var ansat i en uopsagt tidsubegrænset stilling. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering henset til naturen og karakteren af ansøgerens vikariater, herunder at ansøgeren under Udlændingenævnets behandling af sagen ikke havde godtgjort at være tilknyttet det danske arbejdsmarked på en sådan måde, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, kunne anses for opfyldt på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde taget et rengøringskursus hos AMU, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste til, at en udlænding måtte antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kunne godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en anerkendt uddannelsesinstitution. FAM/2016/79.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom

    Dato: 07-04-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Bangladesh.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der forelå sådanne særlige forhold, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at han i september 2008 var udsat for et alvorligt færdselsuheld, hvorefter han fik svære kognitive gener, at han var diagnosticeret med paranoid psykose og PTSD, at han led af selvmordstanker, at ansøgeren ifølge sin overlæge led af en varig arbejds- og funktionsnedsættelse, at det på grund af ansøgerens dårlige prognostiske faktorer ansås for usandsynligt, at han kunne starte på uddannelse eller job, og at ansøgerens psykiatriske sygdom vurderedes behandlingsresistent. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens samlede omstændigheder det for bedst stemmende overens med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/49.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post