Beskæftigelseskravet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 afgørelse om inddragelse af tidsubegrænsede opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juli 2015 fik ansøgeren tidsubegrænsede opholdstilladelse. På baggrund af oplysningerne fra eIndkomst, Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrog Udlændingestyrelsen i maj 2020 ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, da styrelsen fandt, at ansøgeren i juli 2015 ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at den tidsubegrænsede opholdstilladelsen var opnået på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren på tro og love oplyste i ansøgningsskemaet i januar 2015, at hun havde været i fuldtidsbeskæftigelse i mere end 3 ud af 5 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og at det fremgik af oplysningerne fra Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark, at den oplyste beskæftigelse ikke var reel, og der var ændrede indberetninger og nulstillet indkomst fra flere af de steder, hvor ansøgeren oplyste at have arbejdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, med rette er blevet inddraget, idet den tidsubegrænsede opholdstilladelse af juli 2015 var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at Skattestyrelsen har slettet lønindberetninger samt at Udbetaling Danmark har genopkrævet barselsdagpenge, som lå til grund for Udlændingestyrelsens beregning ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse af juli 2015, at hun kan miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis det viser sig, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt (svig), ligesom hun ved sin underskrift af januar 2015 erklærede på tro og love, at oplysningerne, som hun indgav i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, er korrekte.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyste følgende om sin beskæftigelse; at hun havde haft ordinær fuldtidsarbejde hos virksomhed A i perioden fra august 2012 til december 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed B i perioden fra januar 2013 til maj 2013 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed C i perioden fra juni 2013 til november 2014 på fuldtid, inklusiv barselsorlov, hos virksomhed D i perioden fra december 2014 på fuldtid, samt at hun var selvstændigt erhvervsdrivende hos virksomhed E i perioden fra 1. august 2010 til 15. marts 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 42 timer. Vedlagt ansøgningen var bl.a. en kopi af ansættelseskontrakt som servicekoordinator hos virksomhed D med virkning fra december 2014, en kopi af årsopgørelse for 2010, 2011, 2012, samt en kopi af årsrapport for virksomhed E for 2010, 2011 og 2012.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Udlændingestyrelsen under behandlingen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i 2015 ikke havde taget stilling til, at hun var selvstændig erhvervsdrivende i perioden fra februar 2011 til marts 2012 og til hendes ansættelse hos virksomhed F i perioden fra august 2012 til december 2012, som kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke dokumenterede, at hendes arbejde som selvstændig erhvervsdrivende kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid eller deltidsbeskæftigelse. Det fremgik af virksomheds A årsrapport for 2010, at lønninger var 0 kr., for 2011 – negativ 278.264 kr., for 2012 – 0 kr., ligesom det fremgik af ansøgerens årsopgørelse 2010, at hendes lønindkomst var 25.447 kr., i 2011 – 0 kr., i 2012 – 256.565 kr., i 2013 – 241.190 kr. uden dokumentation for reelle arbejdstimer i perioden fra august 2010 til marts 2012.
Udlændingenævnet skal yderligere bemærke, at ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fra CVR-registreret er virksomheden E, en enkeltmandsvirksomhed, som blev stiftet i juli 2010 og ophørte i marts 2012.
Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en ansøgning, herunder dokumentation for arbejde i form af fx årsopgørelser, ansættelseskontrakter, lønsedler, årsopgørelser mv.
Udlændingenævnet finder yderligere, at det fremgår i eIndkomst, at indberetninger fra virksomhed F for perioden fra august 2012 til december 2012 er uden indberettede løntimer, ligesom lønnen fra virksomhed F ikke fremgår af bankkontoudskrifterne, fremsendt til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indberetninger uden løntimer ikke kan medregnes som ordinær beskæftigelse.
Skattestyrelsen ændrede ved afgørelsen i marts 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed C for 2013, hvorefter ansøgerens løn blev ændret fra 241.190 kr. til 176.660 kr. samt udbetalte barselsdagpenge på 63.328 kr. skulle tilbagebetales. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres kontrol af lønudbetalinger fra virksomhed C, hvor Skattestyrelsen vurderede, at de foretagende lønindberetninger fra virksomheden ikke har været i overensstemmelse med de faktiske forhold. Herudover ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i april 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed B for 2013, hvorefter ansøgerens løn på 106.750 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetaling har været fiktiv, og at virksomheden ikke har været aktiv siden 2013. Til sidst ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i september 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed A for 2012, hvorefter ansøgerens løn på 107.150 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetalinger har været fiktive.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgerens lønindberetninger for 5 års periode forud for august 2015 er følgende:
2010: fra 1. august til 30. september– 160, 33 timer fra virksomhed G
2011: ingen lønindberetninger
2012: fra august til december – indberetninger uden løntimer fra virksomhed F
2013: februar – 160, 33 timer fra virksomhed H
2014: oktober - 11 timer, november - 11 timer, december - 150 timer fra virksomhed D
2015: januar - indberetninger uden løntimer, februar – 150 timer, marts – 150 timer, april – 150 timer, maj – 150 timer, juni – 150 timer, juli – 102 timer fra virksomhed D
Ansøgeren har således ikke opfyldt kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år for de sidste 5 år forud afgørelsen om tidsubegrænset opholdstilladelse, meddelt i juli 2015.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bl.a. har anført, at hun har arbejdet som ufaglært - primært som rengøringsassistent med en timeløn på 130-135 kr. - hos virksomhederne A, B, C, som var ejet af den samme ejer(e), der er blevet tiltalt og dømt for strafbare forhold, og at dette er baggrunden for, at Skattestyrelsen ændrede registreringer, men Skattestyrelsen af uforklarlige årsager nåede frem til, at hendes arbejde ikke var reelt, at hun undrer dig over, at der overhovedet kan være en formodning for, at hun skulle have været involveret i disse lyssky begivenheder, herunder have haft en proforma ansættelse, så hun kunne snyde de offentlige myndigheder, og at det er en arbejdsgivers ansvar at registrere løn ordentligt i eindkomst, og ikke medarbejderens, hvorfor det fremstår suspekt, at styrelsen mistænker hende. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skattestyrelsen er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering og ændring af lønindberetninger, samt at det er ansøgerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til Skattestyrelsen er korrekte og i overensstemmelse med hendes faktuelle indkomst. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren skulle have søgt sagen genoptaget hos Skattestyrelsen.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført i klagen, at under ansættelsesforløbet hos virksomhed C afholdt hun barsel i perioden fra august 2013 til juli 2014, som Udlændingestyrelsen ikke ligestillede med arbejdet, at hun har været fuldt ud berettiget til barselspenge, da hun stadig har haft ansættelse under barslen hos den samme arbejdsgiver, og derfor skal barslen tælle som arbejde, og at hun på nuværende tidspunkt fører en klagesag hos ankenævnet for at få tilbagebetalt barselsydelsen, som hun var berettiget til.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at Udbetaling Danmark i november 2015 traf afgørelse om, at alle udbetalte barselsdagpenge i 2013 og i 2014 skal tilbagebetales, fordi de var udbetalt uden ansøgeren havde ret til dem, idet hun ikke var i et reelt ansættelsesforhold. Det fremgår ved aktuelt opslag i eIndkomst, at ansøgerens barselsdagpenge på 43.538,01 kr. i december 2013 og på 108.616 kr. i juli 2014 blev slettet.
Det er til støtte for klagen anført, at Københavns Vestegns Politis afdeling for specielle sager (en særligt specialiseret efterforskningsmyndighed) har undersøgt ansøgerens eventuelle deltagelse i de ulovlige forhold og er nået frem til, at der ikke var noget at forfølge, hvorfor sigtelserne blev droppet, og at både Skattestyrelsen og Udlændingestyrelsen er rent administrative enheder, som har begrænsninger i at efterforske sager. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet resultat.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har oplyst, at Udlændingestyrelsen har lagt et strafbart forhold til grund for deres afgørelse, herunder opgivelse af falske oplysninger til en offentlig myndighed, uden at ansøgeren er blevet dømt for dette, og at afgørelsen er særlig grov, idet der ingen dokumentation foreligger, som understøtter dette strafbare forhold, at Udlændingestyrelsen administrativt har besluttet, at hun har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, hvilket har ført til fortabelse af hendes retsstilling, at Udlændingestyrelsens afgørelse er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, idet anklagemyndigheden allerede har afvist at forelægge sagen for domstolene, da det var meningsforladt, og at Udlændingestyrelsen ikke har jurisdiktion til at dømme folk, ligesom at styrelsen ikke giver adgang til at tilsidesætte international lovgivning, herunder grundlæggende menneskerettigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Københavns Vestegns Politi i marts 2019 opgav sigtelsen mod ansøgeren for overtrædelse af straffelovens § 289 a over for Udbetaling Danmark og over for arbejdsløshedskassen, at politiet ikke havde sigtet ansøgeren for fiktive lønindberetninger, fordi det er Skattestyrelsen, som er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering, ændring af lønindberetninger samt kontrollere virksomheder med henblik på undersøge fiktive lønindberetninger, og at Udlændingestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, hvoraf det fremgår, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til retfærdig rettergang, idet Udlændingestyrelsens afgørelse er en administrativ afgørelse, truffet på baggrund af Skattestyrelsens kontrolarbejde, og derfor kan afgørelsen ikke betragtes som en dom, som falder under EMRK art. 6. Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen bl.a. har kompetencen til at tage stilling til, hvorvidt udlændingens tidsubegrænsede opholdstilladelse, som var opnået ved svig, skal inddrages. Derudover har ansøgeren haft mulighed at klage over Skattestyrelsens afgørelser, ligesom at komme med dokumentation og oplysninger til Udlændingestyrelsen.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i klagen har oplyst, at dokumentationen i form af bankudskrifter for perioden fra juni 2012 til 2015 viser, at hun har modtaget løn for sit arbejde hos virksomhederne, og at betalingerne svarer til fuldtidsarbejde.
Udlændingenævnet har herved ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende dokumentation om lønindbetalinger i form af lønsedler, fremsendt i juli 2020 til Udlændingenævnet, bankudskrifter, fremsendt i februar 2020 til Udlændingestyrelsen, sammenlignet med hendes oplysninger om beskæftigelse, afgivet i ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har noteret sig, at ifølge oplysningerne fra CVR-registreret fungerede ansøgeren som virksomhedens D direktion i perioden september 2011 til februar 2012, og igen fra november 2012 til november 2015, uden at ansøgeren oplyste om dette forhold til Udlændingestyrelsen, men kun oplyste om ansættelsen som servicekoordinator hos virksomheden.
Udlændingenævnet har bemærket, at ansøgeren først fremsendte kopi af sine lønsedler i forbindelsen med klagen, og ikke til Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder det således ikke dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i mindst 3 år for de sidste 5 år forud for afgørelsen, således at denne betingelse for ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse ikke var opfyldt, når lønindberetningerne fra virksomhed C for 2013, fra virksomhed B for 2013 og fra virksomhed A for 2012 ikke længere kan lægges til grund på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har i klagen har oplyst, at hun skal starte forfra med at optjene tidsubegrænset ophold i landet, ligesom eventuelt statsborgerskab, og at hun tidligst vil kunne få statsborgerskab 9 år fra nu, altså 18 år efter hun kom til landet, hvilket undergraver Danmarks demokrati, og i øvrigt er i strid med international lov, der tilsiger, at man skal kunne opnå statsborgerskab, efter man har boet i et land i maksimalt 10 år.
Udlændingenævnet henviser herved til, at alle udlændinge i Danmark skal overholde reglerne i udlændingeloven, ligesom det er udlændingens eget ansvar at fremlægge den nødvendige dokumentation til brug for sager hos udlændingemyndighederne, ligesom Danmarks nationale lovgivning gælder for udenlandske statsborgere, som kun kan få dansk statsborgerskab ved lov, og at det normalt er en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man har haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark. Dette fremgår af § 7, stk. 1 i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation. Udlændingenævnet skal yderligere henvise til, at udenlandske statsborgere ikke automatisk kan få dansk statsborgerskab, efter de har boet i landet i 10 år.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, nr. 1, og § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i maj 2020 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til maj 2024.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.
Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.
Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 20-12-2022Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.
Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.
Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 28-02-2022Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren har natarbejde som vikar, og Udlændingestyrelsen gav ham i juni 2020 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren i september 2009 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at han i CPR er registeret som indrejst i september 2009. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige grundlæggende betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomst, at ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse i perioderne april 2018 til juni 2018, august 2018, februar 2019, april 2019, juli 2019 til august 2019, december 2019 til februar 2020, april 2020 til august 2020, oktober 2020, februar 2021 til juni 2021, oktober 2021 og januar 2022.
Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det fremgår af lønsedlerne vedlagt ansøgningen, at ansøgeren har arbejdet fuldtid i juni 2019.
Udlændingenævnet henviser til, at kun ordinær fuldtidsbeskæftigelse inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende fireårig periode. Beskæftigelse forud for februar 2018 indgår således ikke i Udlændingenævnets beregning.
Udlændingenævnet henviser desuden til, at ansættelsesforhold, hvor nattevagter er sædvanlige eller overenskomstbestemt, medregnes som fuldtidsarbejde, hvis den gennemsnitlige arbejdstid er på mindst 28 timer om ugen, svarende til mindst 112 timer om måneden.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af de fremlagte oplysninger, at ansøgeren alene har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 28 timer ugentligt i ca. 2 år.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren grundet en syg mor i Brasilien har været nødsaget til at rejse til Brasilien, og at dette har betydet, at han har været nødsaget til at holde ferie, men at han til gengæld har arbejdet mere i andre perioder, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlændings beskæftigelse opgøres ud fra det antal timer den pågældende har arbejdet i de enkelte måneder, og dermed ikke kan beregnes ved at foretage en gennemsnitsberegning af antallet af arbejdstimer over ét år eller en årrække.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at alene perioder med fravær som følge af sygdom, ferie, omsorgsdage og barsel m.v. inden for rammerne af ansættelsesforholdet medregnes som ordinært arbejde, og at ansøgeren ikke har dokumenteret, at hans fravær bl.a. skyldes ferie inden for rammerne af ansættelsesforholdet.
Det forhold, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har lagt vægt på, at ansøgeren har dokumenteret, at han har arbejdet mindre end fuldtid i oktober 2018, og at han har afholdt ferie inden for rammerne af et ansættelsesforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen indsendt til Udlændingestyrelsen i april 2020, herunder angiveligt dokumentation for, at ansøgeren afholdt ferie i oktober 2018, blev sendt via et link til GoogleDrive, som Udlændingenævnet ikke er i stand til at åbne, og at Udlændingenævnet ved brev fra november 2021 har anmodet partsrepræsentanten om at fremsende dokumentationen i PDF-format.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken partsrepræsentanten eller ansøgeren ses at have fremsendt den anmodede dokumentation til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives.
Selvom Udlændingenævnet lægger til grund, at oktober 2018 kan indgå i beregningen af, om ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse, så ændrer det ikke på det forhold, at han fortsat ikke vil opfylde betingelsen om at have været i fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år og 6 måneder.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse.
Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke er oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som taler for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, under lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at han ikke lider af et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Det forhold, at ansøgeren er blevet italiensk statsborger, og at SIRI i november 2021 meddelte ham opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens regler, og at hans ansøgning dermed behandles efter udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse.
Det er til støtte for klagen anført, at ansøgeren opfylder alle betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at han har boet i Danmark i 12 år, at han er gift med en dansk mand, at han tjener næsten 300.000 kr. om året, at han har bestået medborgerskabsprøven, og at han har bestået en danskprøve.
Udlændingenævnt finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, og på nuværende tidspunkt meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 18-12-2017Udlændingenævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Rusland, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, som var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst to år og seks måneder.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst to år og seks måneder, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold, herunder at ansøgeren var mentalretarderet, at det ville være urealistisk, at ansøgeren for eksempel ville kunne gennemføre folkeskolens afgangsprøve, og at ansøgeren ikke havde nogen reel arbejdsevne, idet ansøgeren i arbejdslignende situationer skulle have 1-1 relation og alligevel højst kunne arbejde i under tre timer om ugen. Udlændingenævnet fandt på den konkrete baggrund, at betingelsen om, at ansøgeren skulle være i ordinær fuldtidsbeskæftigelse, ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/125.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 23-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet bemærkede, at alene beskæftigelse inden for de sidste fem år kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet kunne således alene medregne ansøgerens beskæftigelse fra marts 2012 og fremefter. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren i perioden fra marts 2012 til februar 2017 havde dokumenteret, at hun havde været ordinært beskæftiget i 18 måneder og deltidsbeskæftiget i 13 måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ordinær beskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – ville indgå med den fulde varighed, og at deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – ville indgå i beregningen med 3/5. Udlændingenævnet bemærkede, at 13 måneders deltidsbeskæftigelse således svarede til 7,8 måneders fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at det var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 25,8 måneder inden for de sidste fem år. Ansøgeren havde endvidere dokumenteret via lønsedler, at hun i perioden fra januar 2015 til januar 2016 havde modtaget betaling for sin transporttid. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at transporttid kunne indgå i beregningen, når der var sket en konkret aflønning af transporttiden på timebasis. Udlændingenævnet fandt desuden efter en gennemgang af lønsedlerne, når transporttiden blev indregnet, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 31,2 måneder inden for de sidste fem år, svarende til to år og syv måneder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren ifølge sin egen opgørelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra marts 2012 til december 2012 havde arbejdet deltid i fem måneder hos forskellige arbejdsgivere, at hun i 2013 havde arbejdet deltid i otte måneder, at hun i 2014 havde arbejdet deltid i 11 måneder, og at hun i 2015 havde arbejdet fuld tid i ti måneder og deltid i to måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation herfor, og idet det fremgik af eIndkomst, at hun første gang i den femårige periode havde en periode som deltidsbeskæftiget i marts 2013. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren havde haft to sygdomsperioder som følge af en arbejdsskade, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet alene den anden sygdomsperiode var relevant. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, der til sagen havde oplyst, at hun fra april 2012 til august 2012 havde haft sygdom og en operation som følge af en arbejdsskade, ikke havde dokumenteret at have været i et ansættelsesforhold som fuldtidsbeskæftiget, idet ansøgeren ifølge en samarbejdsaftale fra november 2011 havde været beskæftiget under freelancevilkår. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at alene perioder med fravær som følge af sygdom inden for rammerne af et fast ansættelsesforhold kunne medregnes som ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens sygdomsperioder under ansættelsesforhold som tilkaldevikar uden et fast timeantal og hendes ansættelser som freelancetolk ikke kunne medregnes i beskæftigelseskravet, idet hun i disse perioder ikke havde været i et fuldtidsansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at det var blevet anført, at ansøgeren i 2012 havde haft en personlig indkomst på 180.000 kr., at ansøgeren i 2013 havde haft en personlig indkomst på 249.000 kr., og at ansøgeren i 2014 havde haft en personlig indkomst på 274.000 kr., hvilket af ansøgeren opfattedes som dokumentation for, at hun havde haft en fast og væsentlig tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens årsopgørelser, at ansøgeren i 2012 havde haft en lønindkomst på 46.852 kr., og at ansøgeren derudover havde modtaget 162.406 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2013 havde haft en lønindkomst på 130.282 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 129.675 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2014 havde haft en lønindkomst på 200.504 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 90.417 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., samt at en væsentlig del af ansøgerens personlige indkomst således havde været udgjort af arbejdsløshedsdagpenge, hvilket ikke kunne være medvirkende til at opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningspakken, hvor ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke led af et handicap, der kunne forhindre hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/85.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Nicaragua i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3. Ansøgeren var indrejst i Danmark i december 2007.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun opfyldte betingelsen om aktuelt at være lønmodtager i en uopsagt, tidsubegrænset stilling i minimum 15 timer ugentligt, eller hvad der kunne ligestilles hermed. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren alene var fastansat i en stilling som social- og sundhedshjælper seks timer ugentligt, og at ansøgeren derudover alene var ansat som tilkaldevikar. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering, at ansøgerens tilkaldevagter udover den faste ansættelse ikke kunne sidestilles med en tidsubegrænset ansættelse på minimum 15 timer ugentligt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ansættelse som tilkaldevikar ikke uafbrudt i mindst et år havde været over 15 timer pr. uge. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde, hvad der svarer til tidsubegrænset ansættelse med minimum 60 timer om måneden, hvorfor ansøgeren aktuelt ikke opfyldte beskæftigelseskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udover de faste 12 timer hver anden weekend/seks timer om ugen alene havde tilkaldevagter udover dette, ligesom ansøgeren ikke i hele 2016 vedvarende sås at have, hvad der svarer til mindst deltidsbeskæftigelse i februar 2016 og juli 2016. Udlændingenævnet fandt desuden, at en udtalelse af november 2016 fra ansøgerens arbejdsplads, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en fastansættelse på seks timer om ugen, at ansøgeren derudover blev brugt som tilkaldevikar i et betydeligt antal timer, at timetallet varierede, men at ansøgeren i de forudgående tre måneder havde haft et gennemsnitligt timeantal på 25-30 timer om ugen – inklusive de nævnte seks timer som ansøgeren var fastansat – og at arbejdspladsen fortsat havde brug for ansøgeren i dette omfang, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/37.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 09-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Iran, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren var i maj 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at beskæftigelse for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse var aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, idet ansøgeren ifølge opslag i det elektroniske indkomstregister, siden ansøgeren var påbegyndt sin ansættelse i december 2015 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, maksimalt i en lønperiode havde tjent brutto 50 kr. i timeløn, og at ansøgeren i den seneste lønperiode havde tjent brutto 49,21 kr. i timeløn. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse henset til den begrænsede, faktiske beløbsmæssige størrelse af ansøgerens timeløn – uanset hvilke ansættelsesvilkår der var aftalt – ikke var udført efter gældende overenskomst eller under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet vurderede på baggrund heraf, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst i ansøgningen, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/36.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Lempeligere adgang for flygtninge
Dato: 18-01-2017Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en russisk statsborger, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i marts 2007 meddelt opholdstilladelse som flygtning i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og opholdstilladelsen var gyldig indtil marts 2014. I november 2013 underskrev ansøgeren en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, fordi ansøgeren ønskede at vende tilbage til Rusland. I november 2013 orienterede Dansk Flygtningehjælp Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren var udrejst til Rusland i november 2013 med henblik på at tage varigt ophold dér. I marts 2015 søgte ansøgeren om forlængelse af sin fortrydelsesret, og denne anmodning blev imødekommet i april 2015, hvor Udlændingestyrelsen forlængede ansøgerens fortrydelsesret i yderligere 12 måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren udrejste til Rusland i november 2013, og at ansøgeren genindrejste i Danmark i juli 2015. I juli 2015 indgav ansøgeren til Udlændingestyrelsen ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I juli 2015 blev ansøgerens opholdstilladelse forlænget til juli 2020.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, men at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 15, da ansøgeren ikke havde boet i Danmark i mindst otte år siden marts 2007, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i november 2013, efter at han havde boet i Danmark med opholdstilladelse i en periode på seks år og seks måneder, og at han først indrejste i Danmark igen i juli 2015. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 11, stk. 15, alene finder anvendelse for udlændinge, der har boet lovligt i Danmark i mere end de sidste otte år, og som i hele denne periode har haft opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han var udrejst i forbindelse med repatriering, og at han var vendt tilbage med fortrydelsesret, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at tiden i Rusland derfor skulle medregnes, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var omfattet af den almindelige betingelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet vurderede herefter, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at han havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som fremgik af sagens akter og oplysninger i det elektroniske indkomstregister, hvoraf det fremgik, at ansøgeren alene havde været beskæftiget med under 15 timer om ugen, og at det kun var beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der i sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/26.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 21-11-2016Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en vietnamesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i november 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Da ansøgeren i marts 2015 indgav en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, oplyste ansøgeren, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden august 2011 med 37 timer ugentligt på en restaurant, og i deltidsbeskæftigelse siden maj 2014, hvor hun arbejdede 5 timer ugentligt for et rengøringsfirma. Ansøgerens fagforening fremsendte endvidere et efterbetalingsskema til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra januar 2015 til september 2015 havde arbejdet 130 timer om måneden til en timeløn på 38,46 kr. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var ansat ved en restaurant med en løn på 5.000 kr. om måneden, at ansøgeren havde nedskrevet sine arbejdstimer, og at det af dette fremgik, at hun havde arbejdet flere timer ugentligt, end hun havde modtaget løn for. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument om de faktiske forhold, at arbejdsgiveren havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde de mange timer uden løn, da ansøgeren selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at hun modtog en fast løn pr. måned, og at ansøgeren følte sig presset til at arbejde, da hendes arbejdsgiver havde fortalt hende, at hun ikke kunne få arbejde andre steder. Det var endelig oplyst, at ansøgeren arbejdede sammen med sin moder, som ikke mestrede det danske sprog på samme måde som ansøgeren, og at ansøgeren passede på sin moder, samt at arbejdsgiveren nægtede at udbetale løn for alle timerne eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra november 2011 – idet Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i ordinær deltidsbeskæftigelse i maj 2015, i perioden fra august 2015 til december 2015 og i perioden fra marts 2016 til august 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ordinære deltidsbeskæftigelse på i alt 12 måneder omregnet svarede til, at hun kunne anses for at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i 7,2 måneder inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun i perioden siden august 2011 havde arbejdet 37 timer om ugen ved en restaurant, at hendes arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument på om faktiske forhold og havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde mange timer uden løn, da hun selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt med en fast månedsløn, at hendes arbejdsgiver havde nægtet at udbetale løn for alle timer eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt, og at medarbejderne ikke turde gøre indsigelser. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation, som kunne bekræfte hendes oplysninger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at en fagforening havde fremsendt et efterbetalingsskema, og at ansøgeren havde fremsendt egne notater vedrørende timeantal, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af de særlige bemærkninger til lov nr. 571 af 19. juni 2012 (lovforslag nr. L 180, fremsat den 26. april 2012) § 1, nr. 18, at beskæftigelse skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt derfor, at oplysningerne om ansøgerens ansættelse ved restauranten, hvor hun modtog 5.000 kr. om måneden, og hvor hun efter det oplyste skulle have arbejdet 130 timer om måneden til en gennemsnitlig timesats på 38,46 kr., ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 var opfyldt, da arbejdet ikke blev udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde beskæftigelseskravet på et senere tidspunkt. FAM/2016/113.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet