Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet. 

Sagens faktiske omstændigheder 
Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2024 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde været i arbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et omfang, der kunne sidestilles med ordinært fuldtidsarbejde med henblik på at opnå selvforsørgelse. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren i 2020 og 2021 havde haft en personlig indkomst på henholdsvis 60.750 kr. og 43.582 kr., hvilket Udlændingestyrelsen fandt ikke dokumenterede, at ansøgerens virksomhed blev drevet med henblik på selvforsørgelse. 

Udlændingenævnets afgørelse 

”Udlændingenævnet finder det rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen så Udlændingestyrelsen som 1. instans kan tage stilling til den samlede beskæftigelsesperiode på 4 år forud for afgørelsestidspunktet. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af […] februar 2024 allerede på baggrund af [ansøgerens] personlige indkomst i perioden 2020 og 2021 har vurderet, at [ansøgerens] beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende ikke har været med henblik på selvforsørgelse. Styrelsen har af den årsag ikke fundet anledning til at tage endelig stilling til, hvorvidt [ansøgeren] opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed med henblik på at opnå selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for styrelsens afgørelse.  Udlændingestyrelsen har således ikke taget stilling til perioden fra den […] januar 2022 til den […] februar 2024. 

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] oprettede sin selvstændige virksomhed, [virksomhedens navn], CVR-nr. […], den […] maj 2019, og at virksomheden således fortsat var i opstartsfasen i 2020, og at det ikke kan afvises, at virksomheden fortsat var i opstartsfasen i 2021, hvilket Udlændingestyrelsen ikke ses at have taget højde for.

Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgerens] personlige indkomst i 2022 steg væsentligt, hvilket Udlændingenævnet finder også må give anledning til at vurdere den samlede periode. 

Udlændingenævnet er af den opfattelse, at i forbindelse med vurderingen af, om en udlænding, der driver selvstændig virksomhed, opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, skal det indgå som et element i vurderingen, om der er tale om en virksomhed i opstartsfasen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at opstartsfasen som oftest vil medføre øgede etableringsomkostninger og en mindre kundekreds, hvilket der bør tages højde for ved vurderingen af, om virksomheden er drevet med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at virksomheden bør drives, så der er udsigt til, at den giver overskud, men at kravet til dette overskud ikke nødvendigvis er det samme i opstartsfasen som for en veletableret virksomhed.

Udlændingenævnet finder det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til den samlede periode på op til 4 år forud for styrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet har på denne baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke taget stilling til udfaldet af sagen.” 

ERH/2024/110

Til toppen