Krav om lovligt ophold

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 20-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5, til en elitesportsdanser fra Rusland. Ansøgeren var i september 2011 blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af ansættelse hos en sportsdanserforening, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgerens opholdstilladelse var senest i februar 2018 blevet forlænget til februar 2021. I august 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I februar 2018 havde Udlændingestyrelsen meddelt ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, idet ansøgeren kun havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka syv år. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år og seks måneder inden for de sidste fire år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde dokumenteret, at han siden september 2011 havde arbejdet 20 timer om ugen hos en sportsdanserforening. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kun er ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 275.400 kr. (2017-niveau) eller derover inden for de seneste to år. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af fire års lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. § 11, stk. 3 og 4, da der var to af de supplerende betingelser, som ansøgeren ikke opfyldte. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren ikke kunne opfylde betingelsen om at have haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 280.908 kr. (2018-niveau) eller derover, da ansøgerens nuværende opholdstilladelse ikke tillod dette, og at det ikke havde været muligt for ansøgeren at arbejde over 30 timer om ugen grundet den lovgivning, der regulerede hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sit ophold i Danmark havde haft opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, og at en sådan opholds- og arbejdstilladelse er stedfæstet til en bestemt arbejdsgiver og meddelt under forudsætning af, at ansættelsesaftalen efterleves, herunder løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde boet i Danmark hele sin ungdom, at ansøgeren inden for et år ville have boet i Danmark i otte år, og at ansøgeren var på en Team Danmark ordning og repræsenterede Danmark i forbindelse med VM, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingeloven § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2018/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 21-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en georgisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i januar 2001 registreret af Udenrigsministeriet som indrejst i Danmark og blev i april 2003 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, som omhandler personer, der nyder diplomatiske rettigheder mv. Ansøgerens opholdstilladelse blev senest i april 2016 forlænget til oktober 2017. I juli 2016 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2017 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., da meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse forudsatte, at udlændingen havde boet lovligt her i landet i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p. Allerede fordi ansøgeren alene havde været meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, kunne hun således ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da denne bestemmelse ikke var omfattet af anvendelsesområdet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Det af ansøgeren anførte om, at udlændingemyndighederne i 2010 havde haft en praksis vedrørende meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til udsendt ambassadepersonale eller personer med lignende diplomatstatus, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 var blevet ændret således, at det fremover skulle være en ufravigelig betingelse, at ansøgeren forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse havde mindst et vist antal års lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 - 9 e. FAM/2017/108.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en afghansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Klageren blev i juli 2003 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført. I november 2005 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, (nu 9 m, stk. 1) som medfølgende familiemedlem, som senest blev forlænget til november 2014. I februar 2015 blev klageren meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Denne afgørelse blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I juli 2015 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra ansøgningstidspunktet i januar 2015. I januar 2016 indgav klagerens partsrepræsentant ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i september 2016 klageren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke uafbrudt havde haft opholdstilladelse i Danmark i mindst fire år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at opholdstilladelsen var udløbet i november 2014, og at klageren i juli 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra januar 2015. Klageren havde derfor ikke haft et lovligt opholdsgrundlag i Danmark i perioden fra november 2014 til januar 2015. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens partsrepræsentant i januar 2015 på vegne af klageren havde ansøgt om en ny opholdstilladelse, og at det var fra denne ansøgningsdato, at klagerens nye opholdstilladelse skulle regnes fra, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet fandt derfor ikke anledning til at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om, at gyldighedstidspunktet for klagerens opholdstilladelse var fra ansøgningsdatoen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at klageren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til sagen havde oplyst, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/91.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 21-08-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en ghanesisk statsborger efter udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 7. Ansøgeren blev i december 2012 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen blev i november 2014 forlænget til maj 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse ikke sås at have taget stilling til, hvorvidt ansøgeren på afgørelsestidspunktet i oktober 2016 opfyldte kravet i udlændingelovens dagældende § 11, stk. 1, nr. 1, om at have haft seks års lovligt ophold i Danmark, jf. dog udlændingelovens § 11, stk. 5 og 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at Udlændingestyrelsen ved afgørelen i oktober 2016 alene sås at have vurderet sagen og efterfølgende havde givet ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med den begrundelse, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt det endvidere rettest, at Udlændingestyrelsen – såfremt Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren ikke opfyldte opholdskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – skulle vurdere, om ansøgeren opfyldte de supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 4, i forhold til opholdskravet på fire år i udlændingelovens § 11, stk. 5. FAM/2017/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 16-09-2016

    Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i oktober 2010 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som i maj 2012 blev forlænget til juni 2014. Udlændingestyrelsen inddrog primo januar 2014 ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, samt § 26, stk. 1. Ansøgeren påklagede otte dage senere i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse samt indgav dagen efter ny ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5 (arbejdsmarkedstilknytning) til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 afgørelsen om inddragelse, ligesom Udlændingenævnet i juni 2014 meddelte afslag på genoptagelse. Ansøgeren blev i oktober 2014 meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, gældende indtil juli 2018 på baggrund af ansøgningen indgivet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ultimo januar 2014, og indgav herefter i juni 2015 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i september 2015 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i – 9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3 nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i starten af januar 2014 havde inddraget ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at Udlændingenævnet havde stadfæstet denne afgørelse ultimo marts 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det af udlændingelovens § 27, stk. 3, fremgår, at fristen i § 27, stk. 1, afbrydes, når opholdstilladelsen inddrages, hvorefter tidsperioden for, hvor længe ansøgeren har haft opholdstilladelse, først regnes fra meddelelsen af en ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, i perioden fra starten af januar 2014, hvor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var blevet inddraget, til ni dage senere i januar 2014, hvor ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2. nr. 5, og som ansøgeren var blevet meddelt i oktober 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka to år og otte måneder regnet fra ultimo januar 2014, hvor ansøgeren havde indgivet en ny ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1, og at ansøgeren derfor ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet henviste herved til, at det er en forudsætning for beregningen af fem års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, at der er tale om 5 års uafbrudt ophold, hvor udlændingen fortsat har haft et opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse, og at ansøgeren i perioden fra inddragelsen af sin opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i starten af januar 2014 frem til indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning ni dage senere i januar 2014 ikke havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i januar 2014 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af vejledningen i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse i starten af januar 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da indgivelse af en ny ansøgning inden for en syv-dages frist alene gav ansøgeren ret til processuelt ophold, mens sagen blev behandlet, men ikke opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, hvorfor Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2016/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en nepalesisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 3, jf. stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2007 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gyldig til december 2009, at ansøgeren i maj 2009 på ny blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gyldig til juli 2011, at denne opholdstilladelse i december 2011 blev forlænget med tre dage, at ansøgeren i januar 2012 indgav en ny ansøgning om opholdstilladelse, at ansøgeren i maj 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1, gyldig til december 2013, at ansøgeren i februar 2014 på ny blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, gyldig til juli 2014, og at ansøgeren i juni 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, gyldig til juni 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere til forskel fra Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n, i perioden fra december 2011 til maj 2012. Udlændingenævnet fandt det uheldigt, at Udlændingestyrelsen kun regnede perioden fra december 2011 til januar 2012 som den periode, hvor ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse. Ansøgeren havde således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i relation til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, alene haft opholdstilladelse i Danmark på sit nuværende grundlag i cirka tre år og fem måneder, regnet fra maj 2012, idet gyldigheden af ansøgerens opholdstilladelse regnes fra det tidspunkt, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for sin klage havde anført, at han først modtog Udlændingestyrelsens afgørelse på Udlændingestyrelsens sidste åbningsdag i året 2011, hvorfor han ikke havde mulighed for at indhente de nødvendige papirer fra sin uddannelsesinstitution i udfyldt stand og samtidig få indleveret ansøgningen rettidigt. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er muligt at indgive en ansøgning (om forlængelse) og efterfølgende fremsende dokumentation til brug for afgørelsen. Ansøgeren kunne således have indsendt sin ansøgning, imens Udlændingestyrelsen holdt lukket i forbindelse med jul og nytår 2011/2012 eller have indgivet ansøgningen på Udlændingestyrelsens første åbningsdag i januar 2012. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren i november 2011 havde fået udstedt en tilbagerejsetilladelse gældende hele december 2011, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en udlændings eget ansvar at sikre, at han eller hun har en gyldig opholdstilladelse, når han eller hun indrejser i Danmark igen. FAM/2015/226.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 02-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren, som var statsborger i Bangladesh, opholdt sig på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i Kina som led i sit Ph.d. stipendiat ved Københavns Universitet og havde til ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at han forventede at være udrejst frem til februar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, da han ikke opfyldte en grundlæggende betingelse for meddelelse heraf, idet ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde ophold i Danmark, da han var bosat i Kina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af udlændingelovens § 11, stk. 3, at der kun kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der ikke er grundlag for at inddrage en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, hvor ansøgerens opholdstilladelse var bevaret under forudsætning af, at han inden februar 2016 på ny bosatte sig i Danmark, at det først på tidspunktet for hans genindrejse og fornyede bosætning i Danmark endeligt kunne fastlægges, at hans opholdstilladelse ikke var bortfaldet, uanset det igangværende udlandsophold. Forudsætningen for, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet – det vil sige ”indrejst inden februar 2016” – skulle således være opfyldt forud for, at der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, på tilsvarende vis, som der ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der måtte være grundlag for at inddrage en meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ligeledes måtte følge af en sproglig fortolkning af udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 11, stk. 4 og stk. 5, at udlandsophold først indgår i beregningen af opholdets længde og beskæftigelseskravet, når ansøgeren er vendt endeligt tilbage til Danmark, idet det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 4 og stk. 5, at ansøgeren ”har haft” ophold i udlandet, herunder i forhold til beskæftigelse i udlandet, som vil kunne medregnes for højst to år. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 6, at der i forhold til uddannelsesforløb i udlandet henvises til ”afsluttede ophold”. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. FAM/2015/241.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren, som var kinesisk statsborger, blev i april 2009 meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, som var gyldig indtil juni 2011. Ansøgeren blev endvidere i maj 2012 meddelt opholdstilladelse med gyldighed til ultimo juli 2013. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført på baggrund af en ansøgning indleveret medio 2013. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, og at denne dato var afgørende for, hvornår ansøgeren kunne få permanent opholdstilladelse. Ultimo juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark og blev i februar 2015 af Udlændingestyrelsen meddelt afslag herpå. Det var til støtte for klagen gjort gældende, at ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring var indgivet i juli 2013, hvilket var inden udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som studerende i juli 2013, at der således var tale om uafbrudt ophold i Danmark siden april 2009, og at kravet om fem års lovligt ophold i Danmark derfor var opfyldt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, da hun ikke havde boet lovligt her i landet i mindst fem år, og i hele denne periode havde været meddelt opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, idet hun ikke havde haft opholdstilladelse i perioden fra ultimo juli 2013 til ultimo januar 2014. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på ordlyden af bestemmelsen i udlændingelovens § 27, stk. 3, hvoraf det fremgår, at beregningen af de i udlændingelovens § 27, stk. 1, nævnte tidsrum – herunder beregningen af tidsrummet for lovligt ophold i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber. Da ansøgerens opholdstilladelse som studerende udløb ultimo juli 2013, lagde Udlændingenævnet således til grund, at beregningen af ansøgerens sammenhængende lovlige ophold blev afbrudt herved. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1, at de i § 11, stk. 3, nr. 1, nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, såfremt dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet henviste i denne forbindelse til, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra maj 2014, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, samt at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle, med hvem ansøgeren blev familiesammenført, først fyldte 24 år ultimo januar 2014, hvorfor ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren først kunne danne grundlag for en opholdstilladelse som familiesammenført fra den dato, hvor den herboende ægtefælle opfyldte 24-årskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2015/165.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, under henvisning til at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år.

    Udlændingenævnets flertal fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014. Flertallet fandt således ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgeren i august 2008 blev meddelt ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13, på baggrund af, at den herboende reference fejlagtigt var registreret som dansk statsborger. Ansøgeren blev derfor i februar 2013 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Flertallet fandt, at ansøgeren derfor burde stilles, som om ansøgeren fra sin indrejse i Danmark havde haft ret til opholdstilladelse efter udlændingelovens almindelige regler, og at ansøgeren derfor skulle stilles, som om hun samlet havde haft mere end fem års lovligt ophold i Danmark. Flertallet henviste i den forbindelse også til en generel forvaltningsretlig grundsætning om berettigede forventninger. Det blev også tillagt betydning, at den herboende reference, som ansøgerens opholdstilladelse i Danmark siden 2008 havde beroet på, i maj 2013 blev meddelt statsborgerskab i Danmark. Tilsvarende havde parrets fællesbørn samme dag fået dansk statsborgerskab. FAM/2015/156.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en russisk statsborger fra Letland. Ansøgeren blev i juli 2008 meddelt opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2. I september 2013 indgav ansøgeren ansøgning til Statsforvaltning om EU-opholdsdokument i Danmark. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at han var statsborger i Letland. I september 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at ansøgningen om EU-opholdsdokument blev oversendt til Udlændingestyrelsen som en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, idet Statsforvaltningen ikke havde kompetence til at behandle ansøgninger for ansøgere med et Aliens Passport. Udlændingestyrelsen anmodede i januar 2014 om ansøgerens bemærkninger til, at Udlændingestyrelsen ville lægge til grund, at ansøgeren ikke var lettisk statsborger og dermed ikke var EU-statsborger. Ansøgeren oplyste i januar 2014 over for Udlændingestyrelsen, at han kom fra Letland, at han fik hjælp til at udfylde ansøgningen i Statsforvaltningen, at han ikke havde lettisk statsborgerskab, at han var født i Letland, at han boede i Letland indtil 2008, hvorefter han indrejste i Danmark, og at han havde været i uafbrudt beskæftigelse i Danmark, siden han indrejste i 2008. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I august 2014 klagede ansøgeren over Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren anførte til støtte for sin klage, at han efter at have fremvist sit lettiske pas til Statsforvaltningen blev henvist til at udfylde et ansøgningsskema om opholdstilladelse efter EU-bekendtgørelsen, at han fik hjælp til at udfylde ansøgningen af en medarbejder fra Statsforvaltningen, at han havde et lettisk pas, men at han ikke var statsborger i Letland, at han var født i Letland, at han boede i Letland indtil 2008, hvorefter han indrejste i Danmark, og at hans ægtefælle i december 2013 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Vedlagt klagen var blandt andet en skrivelse fra den lettiske ambassade i Danmark fra august 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke var statsborger i Letland, og at han tilhørte det russiske mindretal i Letland.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da han ikke havde boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode havde været meddelt opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juli 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i relation til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, alene haft opholdstilladelse i Danmark i cirka ni måneder regnet fra juli 2014, idet gyldigheden af ansøgerens opholdstilladelse skulle regnes fra det tidspunkt, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren havde boet i Danmark siden juli 2008, hvor han fejlagtigt var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at en betingelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens almindelige regler i Danmark er, at ansøgeren skal have boet lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, at ansøgerens ret til ophold meddelt af Statsforvaltningen i juli 2008 var meddelt efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, og dermed ikke i medfør af udlændingelovens almindelige regler, og derfor allerede af den grund ikke kunne medregnes ved opgørelse af længden af ansøgerens lovlige ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Det forhold, at ansøgeren havde haft uafbrudt beskæftigelse i Danmark siden hans indrejse i 2008, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke kunne føre til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at han ikke havde haft ret til ophold i Danmark efter udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, før ansøgeren i juli 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om han havde været i god tro vedrørende sin ret til ophold i medfør af EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på denne baggrund kunne have fået en mulig berettiget forventning om fortsat ret til ophold, men ikke en berettiget forventning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle i december 2013 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter EU-reglerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af UdlændingeInformationsPortalen, at ansøgerens ægtefælle var lettisk statsborger, hvorimod ansøgeren var russisk statsborger fra Letland. FAM/2015/202.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post