Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2024 – tidsubegrænset opholdstilladelse – krav om lovligt ophold
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark siden ultimo september 2015, hvor han tilmeldte sig folkeregistret i Danmark. Ansøgeren udrejste og flyttede imidlertid ultimo februar 2023 til [land], hvor han efter sagens oplysninger var meddelt opholdstilladelse.
Udlændingenævnet afgørelse:
”Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at [ansøgeren] har haft lovligt ophold i Danmark fra ultimo september 2015, hvor han tilmeldte sig folkeregistret i Danmark, frem til ultimo februar 2023, hvor det fremgår af CPR-registret, at han er udrejst til [land].
Udlændingenævnet har herefter yderligere lagt til grund, at [ansøgeren] har afbrudt sit lovlige ophold i Danmark ultimo februar 2023.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ud over de oplysninger, der fremgår af CPR-registret, også fremgår af partsbrev af medio marts 2024 til Udlændingenævnet, at [ansøgeren] er flyttet til [land] i februar 2023, idet han er meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne i [land].
Udlændingenævnet finder derfor, at den grundlæggende betingelse om lovligt ophold i Danmark i mindst 8 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, ikke er opfyldt, idet [navn] har afbrudt sit lovlige ophold i Danmark for at tage ophold i [land], jf. udlændingelovens § 27, modsætningsvis.
Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående ikke taget stilling til, om [ansøgeren] opfylder øvrige betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, herunder om han opfylder betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3, om en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 319.738,75 kr. (2024-niveau), idet [ansøgeren] allerede på baggrund af sit afbrudte ophold ikke opfylder betingelsen om lovligt ophold i Danmark efter hverken udlændingelovens § 11, stk. 5, eller § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
ERH/2024/51