Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Sierra Leone, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. 

Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven indenfor de seneste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren havde modtaget revalideringsydelse i en uge, i hvilken forbindelse han havde gennemført et kursus af beskæftigelsesfremmende karakter for at få gaffeltruck certifikat med henblik på, at han herefter straks kunne genoptage sit arbejde. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/64.
 

Senest opdateret: 07-03-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen