Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Prøve i Dansk 3

Udlændingenævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en thailandsk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i februar 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgningen var vedlagt dokumentation for, at ansøgeren i forbindelse med sin uddannelse som Social- og sundhedshjælper har fået 7 i standpunktskarakter og 7 i prøvekarakter i Dansk D. Prøvekarakteren i dansk var en overført standpunktskarakter. Udlændingestyrelsen gav i november 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, herunder kravet om bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået en eksamen i dansk.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder mindst 2 ud af 4 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af specifikation af skolebevis for Social- og sundhedshjælper af ultimo oktober 2015, at ansøgeren har fået 7 i standpunktskarakter samt 7 i prøvekarakter, som er en overført standpunktskarakter, i dansk på D-niveau.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Diverse-US/Prøver-på-tilsvarende-eller-højere-niveau-end-Prøve-i-Dansk-3, at bl.a. følgende ældre godkendte prøver har et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3:

- Social- og sundhedshjælperuddannelsen, den pædagogiske grunduddannelse (pgu), social- og sundhedsassistentuddannelsen bestået med et gennemsnit af standpunkts- eller prøvekarakterer i dansk på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke er et krav, at ansøgeren har bestået en eksamen i dansk i forbindelse med sin social- og sundhedshjælperuddannelse, idet dokumentation for en bestået social- og sundhedshjælperuddannelse med et gennemsnit af standpunktskarakterer på mindst 02 (efter 7-trins-skalaen) i dansk er tilstrækkeligt til at dokumentere, at hun har bestået en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder kravet om at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.”

ERH/2022/25


Til toppen