Krav om bestået Prøve i Dansk 1
-
Udlændingenævnets afgørelse af 31. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 31-07-2015Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en zambiansk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, da ansøgeren ikke opfyldte kravet om bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningen ikke havde angivet at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende niveau, ligesom ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af beviser fra juni 2007 og juni 2008, at ansøgeren ved folkeskolens afgangsprøve og folkeskolens 10.-klasse-prøve i danskdisciplinerne bortset fra orden fik et karaktergennemsnit på henholdsvis 5,75 (efter 13-skalaen) og 01 (efter 7-trins-skalaen), og at ansøgeren således ikke opfyldte danskprøvekravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Det forhold, at det fremgik af grundforløbsbevis fra januar 2011, at ansøgeren i faget Dansk C fik standpunktskarakteren 4, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om en standpunktskarakter og ikke en afsluttet danskprøve, uanset at karakteren var blevet overført som prøvekarakter. Endvidere kunne det forhold, at ansøgeren siden maj 2011 havde været ansat hos H&M Hennes & Mauritz A/S, og at han i perioden fra august 2011 til juli 2013 havde gennemført en grunduddannelse som salgsassistent hos virksomheden, ikke føre til en ændret vurdering, idet alene beståelse af danskprøver kan føre til opfyldelse af danskprøvekravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/97.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Alder – Sygdom
Dato: 13-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en kinesisk statsborger. Ansøgeren var 76 år, havde ringe skolemæssige kundskaber fra hjemlandet og havde gennemgået operationer for sin nyre og for grå stær. Ansøgeren havde endvidere – trods flere forsøg på at tilegne sig danskkundskaber – ikke udvist progression, idet hun grundet de helbredsmæssige forhold havde været nødt til at afbryde danskundervisningsforløbet gentagne gange.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder den pågældendes alder og helbredsmæssige forhold, måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at hun ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14. FAM/2015/71.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom
Dato: 06-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en libanesisk statsborger. Ansøgeren, som blev behandlet med blandt andet 10 mg morfin seks gange om dagen, led af blandt andet kroniske skulderforandringer, kroniske forandringer i højre hofteled og kroniske forandringer af artrosemæssig karakter. Ansøgerens sygdom og medicinske behandling påvirkede hendes kognitive evne, herunder hendes koncentrations- og indlæringsevne.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder at hun havde en væsentligt nedsat stand- og gangfunktion, at hun var bevilget personlig pleje i form af hjælp til bad og toiletbesøg, at hendes ægtefælle var ansat som plejer for hende, og at hun led af depression i moderat til svær grad. Samtidig lagde Udlændingenævnet vægt på, at det fremgik af kommunens journalrapport, at ansøgeren ikke havde kunnet deltage i danskundervisningen grundet sygdom, og at kommunen løbende havde fulgt op på muligheden for danskundervisning, men at det på intet tidspunkt havde været muligt for hende at deltage på grund af hendes sygdom. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var omfattet af persongruppen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan dispenseres fra nogle af betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (handicapkonventionen), tilsiger det. FAM/2015/61.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin niendeklasses afgangsprøve i danskdisciplinerne ”læsning”, ”retskrivning”, ”skriftlig fremstilling” og ”mundtlig” fik karaktererne 00, 00, 02 og 02. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke sås at have aflagt tiendeklasses afgangsprøve i dansk. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med grundforløbet på SOSU Sjælland var blevet tildelt standpunktskarakteren 7 i faget Dansk F, der var blevet overført til prøvekarakter, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet alene karakter for aflagt prøve i dansk kan føre til, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, kan anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det fremgik af en udtalelse fra oktober 2014 fra ansøgerens folkeskole, at ansøgeren igennem hele skoleforløbet fra 0. til 9. klasse havde haft indlæringsvanskeligheder i dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren på et senere tidspunkt ville kunne bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. FAM/2015/126.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 23-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark første gang i maj 2000 efter den dagældende Kosovo-nødlov, og opholdstilladelsen blev senest forlænget til juni 2015 efter udlændingelovens tidligere § 9, stk. 2, nr. 5. Ansøgeren mente at lide af et handicap der forhindrede ham i at opfylde kravet om bestået Prøve i Dansk 1. Ansøgeren havde siden april 2006 arbejdet 37 timer om ugen som servicemedarbejder. Desuden fremgik det af ansøgningen, at ansøgeren havde fulgt undervisning på et sprogcenter, men at ansøgeren på grund af sine traumer ikke havde mulighed for at afslutte det normale undervisningsforløb på Danskuddannelse 2, hvilket det blev vurderet, at ansøgeren heller ikke kunne i fremtiden. Ansøgeren bestod i juni 2008 nogle vejledende modultests i nogle discipliner på Danskuddannelse 2 og 3. Det fremgik af en udtalelse fra ansøgerens læge, at ansøgeren led af posttraumatisk stress syndrom (PTSD), at ansøgeren havde svære mareridt og flash-backs, at han uden forbedringsresultat havde deltaget i behandlingsforløb hos en psykiater og en psykolog, at tilstanden blev vurderet, som varig og at han på den baggrund ikke havde kunnet opfylde kravet om at bestå Prøve i Dansk 1. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at han havde opholdt sig i Danmark i næsten 15 år, at han havde fire børn, hvoraf tre var født i Danmark, og at hans ægtefælle og børn var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden juli 2004 havde opholdt sig lovligt i Danmark med opholdstilladelse efter udlændingelovens tidligere § 9, stk. 2, nr. 5 og dermed opfyldte den tidsmæssige betingelse for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke fandtes sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde fulgt undervisningen på et sprogcenter og at ansøgeren på grund af traumer ikke havde haft mulighed for at afslutte det normale undervisningsforløb på Danskuddannelse 2, hvilket det blev vurderet, at ansøgeren heller ikke ville kunne i fremtiden. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens læge havde udtalt, at ansøgeren led af PTSD, at han havde svære mareridt og flashbacks, at han uden forbedringsresultat havde deltaget i behandlingsforløb hos en psykiater og en psykolog, at tilstanden ansås for at være varig, og at han på baggrund heraf ikke kunne opfylde kravet om at bestå Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne bestå en Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden april 2006 havde arbejdet 37 timer om ugen som servicemedarbejder, hvor han efter sine egne oplysninger talte dansk med kolleger og kunder, og at han i juni 2008 havde bestået vejledende modultests i nogle discipliner på Danskuddannelse 2 og 3. Udlændingenævnet fandt således ikke, at det var uproportionalt at stille betingelsen i udlændingeloven § 11, stk. 3, nr. 7, overfor ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke er et krav om forudgående deltagelse i danskundervisning for at bestå Prøve i Dansk 1. Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren efter 15 år i Danmark havde mange danske venner og følte sig integreret i det danske samfund, og der efter ansøgerens opfattelse måtte være mulighed for at dispensere for danskprøvekravet i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 15, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 11, stk. 15, som efter bestemmelsens ordlyd alene omhandler udlændinge, der har boet lovligt her i landet i mere end de sidste otte år og i hele denne periode har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. FAM/2015/130.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 23-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en kosovosk statsborger, som i 2006 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at han havde bestået Prøve i Dansk 1, at han siden 2007 havde arbejdet 37 timer pr. uge, og at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse var ansøgerens bevis for Prøve i Dansk 2, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden november 2009 til december 2009 havde aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3. Det fremgik af bevisets side 2, at der for at bestå Prøve i Dansk 2 skal være opnået et karaktergennemsnit på minimum 2,0. Ansøgeren sendte i november 2014 under klagesagen hos Udlændingenævnet en udskrift fra egen læge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren tidligere havde været i et langvarigt samtaleforløb hos en psykiater, som på afgørelsestidspunktet var afsluttet, da det blev vurderet, at der ikke var yderligere effekt af samtaleforløbet, og at lægen vurderede – efter konsultationsbesøg i november 2014 – at ansøgeren led af PTSD, psykotisk kropsopfattelse, fortsatte natlige mareridt og flash-backs.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde fremlagt dokumentation for at have aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3, og at det forudsatte et karaktergennemsnit på minimum 02 at bestå danskprøven. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, der kunne give ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgerens egen læge havde vurderet, at ansøgeren led af PTSD, psykotisk kropsopfattelse, fortsatte natlige mareridt og flash-backs, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke fandt det dokumenteret, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren i november-december 2009 havde aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3, men at ansøgeren ikke siden sås at have været tilmeldt Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende niveau, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville være i stand til at bestå Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, overfor ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke er krav til forudgående deltagelse i danskundervisning for at bestå en Prøve i Dansk 1. FAM/2015/74.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 19-03-2015Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en ukrainsk statsborger, som var meddelt afslag under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var døv, og at ansøgerens advokat havde fremsendt en kopi af ansøgerens bevis for skriftlig Prøve i Dansk 1 samt tilhørende erklæring fra Undervisningsministeriet, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var fritaget for at gå til prøven i mundtlig kommunikation, og at prøvebeviset var fuldt ud gyldigt. FAM/2015/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 19-03-2015Udlændingenævnet hjemviste i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en ukrainsk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var døv, og at ansøgerens advokat i januar 2015 havde fremsendt ansøgerens bevis for bestået skriftlig Prøve i Dansk 1 samt tilhørende erklæring fra december 2014 fra Undervisningsministeriet, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var fritaget for at gå til prøven i mundtlig kommunikation, og at prøvebeviset var fuldt gyldigt. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2015/88.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en pakistansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen rettelig burde have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 (krav om lovligt ophold i mindst fem år), forud for en afgørelse om, hvorvidt ansøgeren opfyldte de andre krav for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder danskprøve-kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet hjemviste derfor sagen til Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen kunne vurdere, hvorvidt ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet havde herved ikke taget stilling til dette forhold. FAM/2015/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 21-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren blev i forbindelse med sin fødsel i Danmark meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at han havde bestået Prøve i Dansk 1, og at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse var ansøgerens afgangsbevis og evalueringsprøvebevis for specialundervisning på 9. klassetrin. Ansøgeren havde endvidere anført, at han var født albino og havde problemer med sine øjne.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at han havde gennemført specialundervisning på 9. klassetrin, at han i faget dansk læste rimeligt og fik et tilfredsstillende udbytte ud af sin læsning, og at han havde fremlagt dokumentation for, at han havde aflagt danskprøve i henholdsvis retstavning og læsning samt prøve i mundtlig dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at for at anse folkeskolens afgangsprøve som værende på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 1 var det en betingelse, at denne var gennemført med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Undervisningsministeriet, Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, havde vurderet, at ansøgerens evalueringsprøve og Prøve i Dansk 1 er meget forskellige, at visse dele af evalueringsprøven og Prøve i Dansk 1 niveaumæssigt kunne sammenlignes, samt at ministeriet forsigtigt ville mene, at ansøgeren på baggrund af sin evalueringsprøve ville kunne bestå Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de danskprøver, som ansøgeren havde aflagt i forbindelse med folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse, ikke var aflagt på ordinære vilkår, og ikke var vurderet efter 13-skalaen eller 7-trins-skalaen, samt at ansøgeren ikke havde forsøgt at tage Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige forhold, at der var mulighed for at give tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han led af indlæringsvanskeligheder, og at ansøgeren ikke havde oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at han på baggrund heraf kunne anses for at være afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt det således ikke uproportionalt at stille betingelsen om at bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. FAM/2015/20.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet