Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2016 – Udlændingenævnets kompetence
Udlændingenævnet fandt, at der var tale om en sagsbehandlingsklage, som Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1, som udtømmende opregner, hvilke afgørelser truffet i Udlændingestyrelsen Udlændingenævnet har kompetence til at behandle. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles klage rettelig burde afvises under henvisning til, at ansøgeren ikke var blevet meddelt afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgår af lovforslag nr. L 178 fremsat den 25. april 2012, om ændring af lov om udlændingeloven og lov om kommunale og regionale valg, afsnit 2.2.7.2., om sagsbehandlingsklager, at Udlændingenævnet vil kunne tage stilling til, om Udlændingestyrelsen i en konkret sag, der kan påklages til Udlændingenævnet, har handlet i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at nævnet ville skulle behandle sådanne klager, hvis klagen knyttede sig til en konkret sag, som var færdigbehandlet i 1. instans, og hvis klagen var fremsat i forbindelse med en klage over 1. instansafgørelsen. Det forhold, at Udlændingestyrelsen i klagevejledningen havde henvist Udlændingenævnet som rette klageinstans, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om, hvilke betingelser der knyttes til en meddelt opholdstilladelse, når der ikke er meddelt afslag efter udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet videresendte herefter klagen til videre foranstaltning i Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. FAM/2016/105.
Senest opdateret: 11-08-2016
Udgiver: Udlændingenævnet