Du er her: Forside Praksis Visum

Visum

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Forlængelse

    Dato: 01-10-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Tanzania i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i september 2017 blevet meddelt et Schengenvisum til Danmark i 50 dage og var efterfølgende indrejst i Danmark. Ansøgeren havde i oktober 2017 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med sin ægtefælle og parrets fællesbarn og med henblik på at fejre jul sammen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om force majeure, humanitære hensyn, tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde, der kunne medføre, at visummet skulle forlænges med gyldighed for de øvrige Schengenlande. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn boede i Danmark, at parrets fællesbarn på tidspunktet for ansøgningen var fem måneder gammel, og at ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fejre jul med sin familie i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge sit visumophold herefter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det forhold, at parrets fællesbarn var unionsborger, og at der dermed skulle være en afledet opholdsret med henvisning til EU-Domstolens dom af 10. maj 2017, Chavez-Vilchez m.fl., ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Chavez-Vilchez dommen ikke har betydning for ansøgninger om forlængelse af et visum, idet et visum – herunder forlængelse af et visum – alene udstedes med henblik på korttidsophold. Udlændingenævnet fandt således endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på forlængelse af sit visum. VIS/2018/72.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 01-10-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to pakistanske statsborgere, der ønskede at komme til Danmark for at besøge deres barnebarn, som led af en livstruende immundefekt og som følge heraf skulle gennemgå en transplantation.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark for en indrejse og 30 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet led af en livstruende immundefekt, at barnebarnet skulle gennemgå en livstruende transplantation, og at der ikke var sikkerhed for, at barnet ville overleve transplantationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne var bedsteforældre til barnebarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der kunne meddeles visum til ansøgerne med henblik på at besøge et nærtstående familiemedlem. VIS/2018/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som ønskede at komme til Danmark for at modtage medicinsk behandling, da der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ved supplerende oplysninger til sin klage havde godtgjort formålet med og vilkårene for det forventede ophold i Danmark, idet han havde fremlagt booking af den ønskede behandling samt dokumentation for den fulde betaling herfor, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ønskede behandling ikke kunne danne grundlag for et Schengenvisum til Danmark, idet der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, § 10, stk. 1, § 13, og § 16, samt bilag 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var iransk statsborger, var ugift og ikke havde nogen børn, at statsborgere fra Iran er placeret i hovedgruppe 4, og at ansøgeren dermed var fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger længerevarende ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis vægt, at den ønskede behandling var kortvarig og til en begrænset pris. Udlændingenævnet fandt derfor, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren ville benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, selvom det var oplyst, at ansøgeren kun ønskede at rejse til Danmark med henblik på medicinsk behandling. Det forhold, at ansøgeren i 2014 var rejst til Schengenlandene, kunne derfor ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren efterfølgende havde søgt om visum to gange i 2015, hvor han ikke havde fået udstedt visum, og idet ansøgerens personlige forhold havde ændret sig på baggrund af ansøgerens opståede sygdom i 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens sygdom var blevet forværret siden 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid ud fra sagens samlede oplysninger, at dette ikke kunne ændre på vurderingen af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til internationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen blev meddelt et nationalt begrænset visum. VIS/2018/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-08-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en thailandsk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at hun havde en stærk tilknytning til sit hjemland, idet hun var indehaver af en cafe, flere ejendomme og motorkøretøjer samt havde et stort indestående på sin bankkonto. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt adskillige Schengenvisa, og at det af ansøgerens sag fremgik, at hun var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgerens formål med besøget var at besøge sin kusine, ikke kunne føre til, at det var sandsynliggjort, at hun havde til hensigt at opholde sig i Danmark ud over det meddelte visums gyldighedsperiode. VIS/2018/67.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2018 – Visum – Forlængelse

    Dato: 22-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et meddelt Schengenvisum til en libanesisk statsborger, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens fødsel af et fællesbarn med en herboende reference ikke var en pludselig opstået hændelse, idet ansøgeren allerede ved ansøgningen om Schengenvisum til Danmark var gravid, og at det var ansøgerens ansvar at udrejse i overensstemmelse med det udstedte visum. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren var mere end halvvejs gennem sin graviditet, da ansøgeren valgte at søge om visum uden at oplyse om sin graviditet og derefter indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af visumvejledningen, at det er visumindehaverens ansvar at sikre, at et påtænkt visumbesøg kan gennemføres inden for den meddelte visumperiode, således at udrejsen kan gennemføres i overensstemmelse med visummet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at der ikke var tale om en pludselig opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet derefter. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det ville være svært for den herboende reference at få udstedt pas og opholdskort, såfremt ansøgeren og deres fællesbarn udrejste, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke var oplyst om ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne få forlænget sit ophold i Danmark. VIS/2018/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en kinesisk statsborger, der var truffet på grundlag af, at Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var en begrundet formodning for, at ansøgeren ville benytte et meddelt Schengenvisum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, da hun i forbindelse med et tidligere Schengenvisum havde haft et overstay.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsen afgørelse, og Udlændingenævnet fandt i forlængelse heraf, at ansøgeren skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark i 90 dage indenfor en periode på 180 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den svenske udlændingemyndighed, Migrationsverket, havde informeret Udlændingenævnet om, at ansøgeren havde haft et processuelt ophold i Sverige, mens hun havde ansøgt om forlængelse af sit ophold i Sverige, at hun havde haft processuelt ophold i forbindelse med den efterfølgende klagesag i Sverige, og indtil hun udrejste fra Sverige i december 2017, og at ansøgeren således ikke havde haft et overstay i forbindelse med sit tidligere Schengenvisum. VIS/2018/58.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2018 – Visum – Overstay – Karens

    Dato: 27-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på et Schengenvisum til Sverige til en ghanesisk statsborger og tildelte ansøgeren karens i tre år grundet et overstay på 21 dage i Schengenområdet, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9 og § 16. Udlændingenævnet tildelte ansøgeren karens i tre års på trods af, at Udlændingestyrelsen ikke havde givet ansøgeren karens for sit overstay. Ansøgeren ønskede at besøge sine to børn og tidligere ægtefælle (værten) i Sverige.

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles et Schengenvisum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere havde været meddelt et Schengenvisum til Sverige for 90 dage med flere indrejser i perioden fra juli 2015 til juli 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra juli 2015 til juli 2017 var indrejst i Sverige medio december 2015 og udrejst medio januar 2016, at han var indrejst i Sverige igen medio februar 2016 og udrejst af Sverige primo maj 2016, og at ansøgeren havde opholdt sig i Schengenområdet i en samlet periode på i alt 111 dage – 21 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde erkendt sit overstay. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at overskridelsen af visummets gyldighed ifølge ansøgeren skyldtes, at ansøgeren skulle tage sig af sine børn bosiddende i Sverige, da moderen til børnene var ved at komme sig efter en operation og derefter var bortrejst fra Sverige. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde studeret på the Royal Institute of Technology i Stockholm, Sverige, og at han siden november 2005 havde haft fast arbejde i Ghana som Social Responsibility Manager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke forelå nogle ekstraordinære omstændigheder i sagen, som kunne føre til en ændret vurdering, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren skulle tildeles karens for sit 21 dages overstay, og at ansøgeren derved ikke kunne opnå et nyt visum i tre år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1 på trods af, at Udlændingestyrelsen ikke havde givet ansøgeren karens. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren i 2015 havde modtaget vejledning om, hvordan et visum skal læses, at der i visummet fra 2015 stod, at det var gyldigt i 90 dage i perioden fra juli 2015 til juli 2017, og at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig at visummets gyldighed ikke overskrides. VIS/2018/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene – Karens

    Dato: 18-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9 og § 16, samt bilag 2, og omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende meddelelse af karens. Ansøgeren ønskede at besøge sin ægtefælle, den herboende reference, i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren tre gange havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring til den herboende reference under et visumophold, at ansøgeren to gange havde fået afslag på familiesammenføring under henvisning til, at den herboende reference havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialhjælp, og at den seneste ansøgning blev indgivet, uden at der samtidig var betalt gebyr herfor, hvorfor ansøgningen blev afvist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder i sagen, som kunne føre til en ændret vurdering, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6. Udlændingenævnet fandt imidlertid grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om karens. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes åbenbart, at ansøgerens ansøgning fra februar 2017 om familiesammenføring til den herboende reference ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse, hvorfor bestemmelsen i udlændingelovens § 4 c, stk. 5, ikke fandt anvendelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det på ansøgningstidspunktet i februar 2017 var mere end tre år siden, at den herboende reference havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde betalt gebyr i forbindelse med ansøgningen, ikke kunne begrunde en anden vurdering. VIS/2018/18.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 24-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelser fra juli 2014 og september 2017 om afslag på Schengenvisum til en tyrkisk statsborger, hvis ægtefælle var bosiddende i Danmark.

    Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 konstaterede Udlændingenævnet indledningsvis, at der efter gældende praksis for tyrkiske statsborgere på tidspunktet for visumansøgningen i maj 2014 som udgangspunkt meddeltes visum til en ægtefælle til en her i landet fastboende person. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2014 var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og udlændingelovens § 4 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ved sit senest meddelte Schengenvisum – meddelt for 85 dage i perioden fra september 2012 til december 2012 – var indrejst i Schengenområdet i september 2012, at hun dermed senest skulle have forladt Schengenområdet i november 2012, men at hun først i februar 2013 indgav ansøgning om familiesammenføring. Ansøgeren havde dermed opholdt sig i 86 dage i Danmark eller det øvrige Schengenområde ud over det antal dage, det udstedte Schengenvisum var gyldigt for, og 62 dage ud over visummets udløbsdato. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles visum i en periode på fem år regnet fra hendes seneste udrejse i maj 2013, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra december 2012 til februar 2013 havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelse af opholdstilladelsen i december 2012 havde opholdt sig omkring 21 dage uden fornøden tilladelse i Danmark eller det øvrige Schengenområde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren – uanset at hun måtte have haft en verserende opholdssag i et andet Schengenland – var forpligtet til at overholde betingelserne for et meddelt Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som havde gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark eller Schengenområdet inden for visummets gyldighedsperiode. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel ikke burde meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beroede på en undskyldelig misforståelse, der konkret kunne begrunde fravigelse af karensreglerne. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er fast praksis på de danske repræsentationer, at en visumansøger modtager en vejledning fra repræsentationen, som udsteder Schengenvisummet, om hvordan visumstickeren skal læses, herunder hvor mange dage det meddelte visum er gyldigt til. Udlændingenævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen meddeltes et nationalt begrænset visum. Udlændingestyrelsen havde derfor med rette truffet afgørelse om, at ansøgeren tidligst i maj 2018 – medmindre der forelå ganske særlige grunde – kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt hun i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive meddelt visum. Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2017 fandt Udlændingenævnet heller ikke grundlag for at ændre denne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde orienteret ansøgeren om, at hun tidligst kunne meddeles et Schengenvisum til Danmark i maj 2018, og at karensperioden dermed var gældende på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i september 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der heller ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet vejledte afslutningsvis ansøgeren om muligheden for at indgive en ny ansøgning om Schengenvisum til Danmark, idet karensperioden nu var udløbet. VIS/2018/17.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. november 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 29-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Somalia, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, at parrets fem fællesbørn i august 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøgeren i marts 2016 var blevet meddelt afslag på Schengenvisum til Danmark, og at Udlændingestyrelsen i maj 2016 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016. Ansøgerens børn var indrejst i Danmark i februar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var somalisk statsborger og dermed fra et land, hvis statsborgere vurderedes at udgøre en særlig høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kunne være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde dokumenteret, at hun ikke havde lovligt ophold i Kenya, hvor hun i øvrigt ikke havde været i beskæftigelse eller på anden måde havde sandsynliggjort en sådan fast og varig tilknytning, at det kunne lægges til grund, at hun frivilligt ville have udrejst dertil efter et eventuelt visumophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der alene burde meddeles visum, hvis der forelå ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i tilfælde hvor ansøgningen var blevet indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som led af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skulle deltage i et nært familiemedlems begravelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ene herboende barn havde været involveret i et færdselsuheld, og at han i den forbindelse havde været indlagt i cirka to måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han efterfølgende havde været rask nok til at gå i skole. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kunne udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet ægteskabet ikke var retsgyldigt, og idet parret ikke havde etableret et familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det var parrets eget valg at lade parrets fællesbørn indrejse og tage ophold i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, og at der ikke var oplyst om forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn ikke kunne besøge ansøgeren i hendes opholdsland. VIS/2017/118.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post