Forlængelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Forlængelse
Dato: 01-10-2018Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Tanzania i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i september 2017 blevet meddelt et Schengenvisum til Danmark i 50 dage og var efterfølgende indrejst i Danmark. Ansøgeren havde i oktober 2017 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med sin ægtefælle og parrets fællesbarn og med henblik på at fejre jul sammen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om force majeure, humanitære hensyn, tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde, der kunne medføre, at visummet skulle forlænges med gyldighed for de øvrige Schengenlande. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn boede i Danmark, at parrets fællesbarn på tidspunktet for ansøgningen var fem måneder gammel, og at ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fejre jul med sin familie i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge sit visumophold herefter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det forhold, at parrets fællesbarn var unionsborger, og at der dermed skulle være en afledet opholdsret med henvisning til EU-Domstolens dom af 10. maj 2017, Chavez-Vilchez m.fl., ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Chavez-Vilchez dommen ikke har betydning for ansøgninger om forlængelse af et visum, idet et visum – herunder forlængelse af et visum – alene udstedes med henblik på korttidsophold. Udlændingenævnet fandt således endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på forlængelse af sit visum. VIS/2018/72.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2018 – Visum – Forlængelse
Dato: 22-08-2018Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et meddelt Schengenvisum til en libanesisk statsborger, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens fødsel af et fællesbarn med en herboende reference ikke var en pludselig opstået hændelse, idet ansøgeren allerede ved ansøgningen om Schengenvisum til Danmark var gravid, og at det var ansøgerens ansvar at udrejse i overensstemmelse med det udstedte visum. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren var mere end halvvejs gennem sin graviditet, da ansøgeren valgte at søge om visum uden at oplyse om sin graviditet og derefter indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af visumvejledningen, at det er visumindehaverens ansvar at sikre, at et påtænkt visumbesøg kan gennemføres inden for den meddelte visumperiode, således at udrejsen kan gennemføres i overensstemmelse med visummet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at der ikke var tale om en pludselig opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet derefter. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det ville være svært for den herboende reference at få udstedt pas og opholdskort, såfremt ansøgeren og deres fællesbarn udrejste, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke var oplyst om ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne få forlænget sit ophold i Danmark. VIS/2018/64.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. maj 2017 – Visum – Forlængelse
Dato: 11-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Filippinerne i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i juni 2012 blevet meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage og var efterfølgende indrejst i juli 2012. Ansøgeren havde i august 2012 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med værten under udredningen af værtens helbredsmæssige forhold. Det fremgik af sagens oplysninger, at værten havde været hjertesyg i mange år, at han eventuelt skulle opereres for en svulst i halsen og herefter have en bypass operation. Ansøgeren fik i september 2012 forlænget sit Schengenvisum. Ansøgeren indgav i oktober 2012 en ny ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum til Danmark. Ansøgeren fik afslag på ansøgningen om forlængelse i oktober 2012, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i december 2012. Ansøgeren indgav i januar 2017 en ny ansøgning om Schengenvisum med henblik på at besøge sin kæreste i Danmark, som var identisk med værten under ansøgerens visumbesøg i 2012. Ansøgeren blev i januar 2017 meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage. Ansøgeren indgav i marts 2017 en ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum. Vedlagt ansøgningen var en lægeattest fra marts 2017, som i hovedparten gentog indholdet af den tidligere fremsendte lægeattest til den tidligere forlængelsesansøgning fra 2012 samt tilføjede, at værten i 2016 havde fået konstateret KOL.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, og udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i januar 2017 var blevet meddelt visum, der var gyldigt for en indrejse og ophold i hele Schengenområdet i 90 dage i perioden fra januar 2017 til maj 2017, at hun havde benyttet det meddelte visum i det maksimale antal dage på 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden forud for hver opholdsdag blev taget i betragtning, og at ansøgeren ikke var omfattet af de to persongrupper, der som udgangspunkt kunne meddeles forlængelse af deres visumophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ekstraordinære omstændigheder i sagen, der kunne begrunde, at hun alligevel kunne få forlænget sit ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 b. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at værten siden 1999 havde haft invalidepension på grund af sin kroniske hjertesygdom, at han i august 2012 havde fået en pacemaker, og at han i 2016 havde fået konstateret KOL. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet herefter. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at værtens læge have anført, at værten var usikker på at være alene og efter det oplyste havde brug for ansøgeren hos sig til at hjælpe med medicinering, indkøb og madlavning. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren skulle udrejse af Schengenområdet i april 2017, hvor hendes visum udløb. VIS/2017/10.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet