Hensigt om at forlade Schengenlandene
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2022 – Visum – hensigt om at forlade Schengenlandene – ægtefæller skal rejse hver for sig
Dato: 01-12-2022Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Iran, der var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark på betingelse af, at han og ægtefællen, der ligeledes var blevet meddelt Schengenvisum, rejste hver for sig til Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren havde sammen med sin ægtefælle ansøgt om et Schengenvisum med henblik på at besøge deres herboende datter. Begge ægtefæller blev af Udlændingestyrelsen meddelt Schengenvisum for 89 dage, men med den betingelse, at de rejste hver for sig til Danmark, således at den ene ægtefælle rejste først, og den anden først rejste, når den første ægtefælle var vendt hjem igen.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021, hvorved ansøgeren og hans ægtefælle blev meddelt Schengenvisum til Danmark, betinget af, at parret rejser hver for sig til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse er truffet i henhold til visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om parrets hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, hvis de rejser sammen her til landet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle begge er statsborgere i Iran og dermed fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2.
Udlændingenævnet finder, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren og hans ægtefælle vil benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, hvis de rejser samtidigt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle er iranske statsborgere, at ingen af dem er i beskæftigelse i deres hjemland, og at to af parrets i alt tre børn bor uden for hjemlandet, Iran, i henholdsvis Danmark og USA.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at udlændingemyndighederne af hensyn til immigrationsrisikoen – eksempelvis hvor der ikke er nogen børn i hjemlandet, og hvor ægtefællerne udgør hinandens tilknytning til hjemlandet – betinge et visum af, at den ene ægtefælle forbliver i hjemlandet. Denne mulighed kan anvendes i tilfælde, hvor alternativet ville være at meddele jer begge afslag på visum. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at de fleste af ansøgerens og hans ægtefælles børn ikke længere bor i Iran, og at parret derfor udgør hinandens væsentligste tilknytning til Iran.
Det forhold, at ansøgeren har haft visum til Belgien i 2010, kan ikke føre til et andet resultat, idet det ligger langt tilbage i tid.
Udlændingenævnet finder i øvrigt, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark, uden at der stilles betingelse om, at parret rejser hver for sig, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde dette.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder bl.a. ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2022 – visum – hensigt om at forlade Schengenlandene (karens) – EU-regler
Dato: 10-06-2022Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en tyrkisk statsborger, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende datter og svigersøn. Ansøgeren ifaldt 5 års karens, da hun under sit visumophold havde søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren var en ældre enke og led af en række sygdomme, herunder demens og hjertesvigt. Hun havde under sit visumophold i 2018 søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som hun fik afslag på i maj 2018. Denne afgørelse blev stadfæstet af Udlændingenævnet i marts 2019.
Ansøgers svigersøn, der var dansk statsborger, havde i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af nærværende visumansøgning oplyst, at svigersønnen var EU-borger og havde udøvet sin ret til fri bevægelighed, idet svigersønnen havde boet i Schweiz i 2014, og at ansøgeren som følge heraf var omfattet af EU-reglerne.
Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, da hendes svigersøn, ikke havde anvendt retten til fri bevægelighed efter EU-reglerne i 6 år. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ansøgning om visum ikke var indgivet umiddelbart efter hendes svigersøns tilbagevenden til Danmark og derfor ikke var indgivet i naturlig forlængelse af hans hjemvenden.
Udlændingenævnets afgørelse:
”EU-retlige regler
Udlændingenævnet har indledningsvist konstateret, at ansøgers ansøgning om Schengenvisum til Danmark ikke er omfattet af EU-reglerne.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kan anses som "familiemedlem" til en unionsborger, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 2, og EUopholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgers svigersøn boede i Schweiz indtil 2014, og at det dermed er 8 år siden, at svigersønnen har benyttet sig af retten til fri bevægelighed som EU-borger. Ansøgerens ansøgning om Schengenvisum til Danmark er som følge heraf ikke indgivet i naturlig forlængelse af svigersønnens tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke forsørges af sin svigersøn eller datter, samt at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har været optaget i svigersønnens husstand.
Da ansøgeren ikke kan få meddelt Schengenvisum efter EU-reglerne, finder Udlændingenævnet, at Udlændingestyrelsen med rette tillige vurderede ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark.
Danske regler om Schengenvisum
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo august 2020. Ansøgeren kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, stk. 1 og 3, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 90 dage i perioden fra ultimo oktober 2017 til primo februar 2018, medio januar 2018 indgav ansøgning om familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med sin herboende datter. Ansøgeren har dermed under sit visumophold indgivet en ansøgning om opholdstilladelse på andet grundlag end asyl, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 3.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse ikke er omfattet af undtagelsestilfældene oplistet i udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 2, idet ansøgeren har ansøgt om opholdstilladelse i Danmark med henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og den familiemæssige tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter ikke er omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren har søgt om en af de typer opholdstilladelse, der efter udlændingelovens § 4 c, stk. 4, nr. 2, medfører en karensperiode på 5 år.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren misbrugte sit seneste visumophold til at indgive en ansøgning om familiesammenføring og på den baggrund få processuelt ophold i Danmark. Ansøgeren har således haft til hensigt at forlænge opholdet i Danmark ud over perioden for det udstedte visums gyldighed.
Det forhold, at ansøgeren udrejste af Danmark ultimo januar 2018 efter 85 dages ophold, kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren på ny indrejste i Danmark ultimo januar 2018 på baggrund af det processuelle ophold og først udrejste af Danmark medio august 2018.
Udlændingenævnet finder på baggrund heraf, at ansøgeren ikke er udrejst af Schengenlandene i overensstemmelse med sit visums gyldighed, jf. udlændingelovens § 4 e, stk. 4, nr. 8.
Udlændingenævnet bemærker desuden, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring i ansøgningsskemaet modtog vejledning om, at ansøgeren ved indgivelse af ansøgning om familiesammenføring ville kunne blive udelukket fra at få visum til Danmark i en periode på 5 år.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at der foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles visum til Danmark.
Det forhold, at ansøgeren er enke, og at ansøgeren lider af bl.a. demens og hjertesvigt, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles visum i en periode på 5 år, jf. udlændingelovens § 4 e, stk. 3, nr. 3. Ansøgeren kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde – tidligst medio januar 2023 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2022 – visum – kærestebesøg – hovedgruppe 4 – ej længerevarende ophold i et tredjeland
Dato: 20-04-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende kæreste.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var statsborger i Nigeria, men var bosiddende og arbejdede i Ghana, hvor ansøger havde opholdt sig i sammenlagt 20 måneder. Ansøger søgte om Schengenvisum med henblik på at besøge sin herboende kæreste, som var gravid med ansøgers og referencens fællesbarn, og ansøgeren ønskede at deltage ved deres fællesbarns fødsel i Danmark. Referencen og ansøger mødte hinanden primo oktober 2019 i Ghana, og referencen havde boet hos ansøger i Ghana i kortere, usammenhængende perioder, herunder blandt andet fra november 2019 til december 2019, fra september 2020 og 4 måneder frem, samt under referencens øvrige, kortvarige besøg.
Udlændingestyrelsen lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren er statsborger i Nigeria, der for tiden er placeret i hovedgruppe 4, og det forhold, at ansøgeren har haft opholdstilladelse i Ghana siden november 2021, ikke kan føre til, at han får visum efter praksis for statsborgere i hovedgruppe 3, da han ikke har haft fast, lovligt ophold i Ghana i en længere årrække.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af primo januar 2022. Ansøgeren kan således ikke få Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13 og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Nigeria, der på ansøgningstidspunktet var placeret i hovedgruppe 4, der omfatter personer, som vurderes at udgøre en høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøger og referencen er kærester, og at der som udgangspunkt ikke meddeles visum til ansøgere fra hovedgruppe 4 med henblik på at besøge en herboende kæreste.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bor og arbejder i Ghana, som er i hovedgruppe 3. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan medføre, at ansøgerens visumansøgning kan behandles efter praksis for statsborgere fra Ghana, idet ansøger alene har opholdt sig i Ghana i sammenlagt ca. 20 måneder siden juni 2018.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har haft fast ophold i en længere årrække i Ghana, samt at ansøgerens opholdstilladelse til Ghana er erhvervsmæssigt betinget, og opholdet således ikke kan anses for at udgøre en fast tilknytning til Ghana, som vil kunne begrunde en vurdering af ansøgerens visumansøgning efter praksis for statsborgere fra Ghana.
Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at der foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde visum til Danmark.
Det forhold, at ansøger ønskede at være til stede ved ansøgerens og referencens fællesbarns fødsel i Danmark, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet dette ikke udgør en ekstraordinær omstændighed efter dansk visumpraksis, som kan begrunde meddelelse af visum.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ifølge oplysningerne i sagen mødte hinanden den primo oktober 2019 i Ghana, og at referencen har boet hos ansøgeren i Ghana i kortere, usammenhængende perioder, herunder bl.a. fra november 2019 til december 2019, fra september 2020 og 4 måneder frem, samt under referencens øvrige besøg i Ghana.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl, kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at det ikke er godtgjort, at ansøgeren og referencen har haft et fast samlivsforhold af længere varighed.
Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Beskyttelsen efter EMRK artikel 8 medfører dog, at visum kan meddeles i tilfælde, hvor der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, og hvor det vil være uproportionalt, herunder være forbundet med uoverstigelige hindringer, at henvise familiemedlemmerne til at udøve familielivet i et andet land.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøger og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8, som Danmark er nærmest til at beskytte.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at der alene bør meddeles visum, hvis der foreligger ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse.
Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 31. marts 2022 – visum – direkte tilkendegivelse om at søge familie-sammenføring under visumopholdet
Dato: 31-03-2022Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Tunesien, som havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde ud over sin ægtefælle også et barn i Danmark. Ansøgeren havde under et tidligere vi-sumophold i Danmark i 2015 søgt om familiesammenføring med sin ægtefælle, hvilket hun fik afslag på under henvisning til, at der ikke blev stillet den påkrævede økonomiske sikkerhed. Ansøgeren havde endvi-dere under et visumophold i 2019 på ny søgt og fået afslag på familiesammenføring, idet ansøgeren og hendes ægtefælle ikke opfyldte integrationskravet. Ansøgeren havde i forbindelse med sin seneste visum-ansøgning i oktober 2021 tilkendegivet til Generalkonsulatet i Dubai, at hun muligvis ønskede at ansøge om familiesammenføring på ny under et eventuelt nyt visumophold, og at hun ville blive ved med at søge om familiesammenføring, indtil hun får opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021. Ansøgeren får derfor ikke Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgers hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er statsborger i Tunesien og dermed fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2.
Det indgår i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har ansøgt om visum med henblik på at besøge sin ægtefælle.
Hertil bemærker Udlændingenævnet, at ansøger som referencens ægtefælle er omfattet af den rubricering af nærmeste familiemedlemmer i hovedgruppe 4 nævnt i visumbekendtgørelsens bilag 2, der som ud-gangspunkt kan gives visum.
Udlændingenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøger i forbindelse med sin visumansøgning i oktober 2021 oplyste Generalkonsulatet i Dubai, at ansøgeren måske ville benytte visumopholdet i Danmark til at søge familiesammenføring med sin ægtefælle, og at ansøgeren vil blive ved med at søge familiesammenfø-ring, indtil hun får det.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt ansøgeren vil rejse hjem igen, såfremt hun meddeles Schengenvisum til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der som altovervejende udgangspunkt meddeles afslag på en visumansøgning, såfremt en ansøger direkte eller indirekte tilkendegiver, at vedkommende ikke har til hensigt at udrejse i overensstemmelse med et meddelt visum.
Det kan ikke ændre herved, at det er anført til klagen, at ansøger blev meddelt visum i 2015 og 2017, og at ansøger udrejste i overensstemmelse med det meddelte visums gyldighedsperiode, da ansøger i forbindel-se med begge visumbesøg indgav ansøgning om familiesammenføring.
Det kan udledes af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Det kan endvidere udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om adgang til at udøve et familieliv i Danmark, skal foreta-ges en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt - bl.a. ud fra Danmarks interesse i at kontrollere indvandringen - at meddele afslag.
Udlændingenævnet finder i den forbindelse ikke, at EMRK artikel 8 giver en selvstændig ret til besøgsop-hold.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet gennem besøgsophold i Tunesien.
Udlændingenævnet finder ligeledes ikke, at der er uoverstigelige hindringer for, at referencen kan tage på besøgsophold i Tunesien og udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet finder således ikke, at et afslag på visum til ansøgeren vil stride mod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark efter visumbekendtgø-relsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler herfor.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder blandt andet ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnit-tet retsregler.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset vi-sum.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 01-10-2018Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to pakistanske statsborgere, der ønskede at komme til Danmark for at besøge deres barnebarn, som led af en livstruende immundefekt og som følge heraf skulle gennemgå en transplantation.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark for en indrejse og 30 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet led af en livstruende immundefekt, at barnebarnet skulle gennemgå en livstruende transplantation, og at der ikke var sikkerhed for, at barnet ville overleve transplantationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne var bedsteforældre til barnebarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der kunne meddeles visum til ansøgerne med henblik på at besøge et nærtstående familiemedlem. VIS/2018/73.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 28-08-2018Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som ønskede at komme til Danmark for at modtage medicinsk behandling, da der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ved supplerende oplysninger til sin klage havde godtgjort formålet med og vilkårene for det forventede ophold i Danmark, idet han havde fremlagt booking af den ønskede behandling samt dokumentation for den fulde betaling herfor, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ønskede behandling ikke kunne danne grundlag for et Schengenvisum til Danmark, idet der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, § 10, stk. 1, § 13, og § 16, samt bilag 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var iransk statsborger, var ugift og ikke havde nogen børn, at statsborgere fra Iran er placeret i hovedgruppe 4, og at ansøgeren dermed var fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger længerevarende ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis vægt, at den ønskede behandling var kortvarig og til en begrænset pris. Udlændingenævnet fandt derfor, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren ville benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, selvom det var oplyst, at ansøgeren kun ønskede at rejse til Danmark med henblik på medicinsk behandling. Det forhold, at ansøgeren i 2014 var rejst til Schengenlandene, kunne derfor ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren efterfølgende havde søgt om visum to gange i 2015, hvor han ikke havde fået udstedt visum, og idet ansøgerens personlige forhold havde ændret sig på baggrund af ansøgerens opståede sygdom i 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens sygdom var blevet forværret siden 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid ud fra sagens samlede oplysninger, at dette ikke kunne ændre på vurderingen af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til internationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen blev meddelt et nationalt begrænset visum. VIS/2018/66.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 28-08-2018Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en thailandsk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at hun havde en stærk tilknytning til sit hjemland, idet hun var indehaver af en cafe, flere ejendomme og motorkøretøjer samt havde et stort indestående på sin bankkonto. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt adskillige Schengenvisa, og at det af ansøgerens sag fremgik, at hun var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgerens formål med besøget var at besøge sin kusine, ikke kunne føre til, at det var sandsynliggjort, at hun havde til hensigt at opholde sig i Danmark ud over det meddelte visums gyldighedsperiode. VIS/2018/67.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 12-07-2018Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en kinesisk statsborger, der var truffet på grundlag af, at Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var en begrundet formodning for, at ansøgeren ville benytte et meddelt Schengenvisum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, da hun i forbindelse med et tidligere Schengenvisum havde haft et overstay.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsen afgørelse, og Udlændingenævnet fandt i forlængelse heraf, at ansøgeren skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark i 90 dage indenfor en periode på 180 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den svenske udlændingemyndighed, Migrationsverket, havde informeret Udlændingenævnet om, at ansøgeren havde haft et processuelt ophold i Sverige, mens hun havde ansøgt om forlængelse af sit ophold i Sverige, at hun havde haft processuelt ophold i forbindelse med den efterfølgende klagesag i Sverige, og indtil hun udrejste fra Sverige i december 2017, og at ansøgeren således ikke havde haft et overstay i forbindelse med sit tidligere Schengenvisum. VIS/2018/58.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene – Karens
Dato: 18-06-2018Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9 og § 16, samt bilag 2, og omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende meddelelse af karens. Ansøgeren ønskede at besøge sin ægtefælle, den herboende reference, i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren tre gange havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring til den herboende reference under et visumophold, at ansøgeren to gange havde fået afslag på familiesammenføring under henvisning til, at den herboende reference havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialhjælp, og at den seneste ansøgning blev indgivet, uden at der samtidig var betalt gebyr herfor, hvorfor ansøgningen blev afvist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder i sagen, som kunne føre til en ændret vurdering, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6. Udlændingenævnet fandt imidlertid grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om karens. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes åbenbart, at ansøgerens ansøgning fra februar 2017 om familiesammenføring til den herboende reference ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse, hvorfor bestemmelsen i udlændingelovens § 4 c, stk. 5, ikke fandt anvendelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det på ansøgningstidspunktet i februar 2017 var mere end tre år siden, at den herboende reference havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde betalt gebyr i forbindelse med ansøgningen, ikke kunne begrunde en anden vurdering. VIS/2018/18. -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 24-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelser fra juli 2014 og september 2017 om afslag på Schengenvisum til en tyrkisk statsborger, hvis ægtefælle var bosiddende i Danmark.
Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 konstaterede Udlændingenævnet indledningsvis, at der efter gældende praksis for tyrkiske statsborgere på tidspunktet for visumansøgningen i maj 2014 som udgangspunkt meddeltes visum til en ægtefælle til en her i landet fastboende person. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2014 var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og udlændingelovens § 4 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ved sit senest meddelte Schengenvisum – meddelt for 85 dage i perioden fra september 2012 til december 2012 – var indrejst i Schengenområdet i september 2012, at hun dermed senest skulle have forladt Schengenområdet i november 2012, men at hun først i februar 2013 indgav ansøgning om familiesammenføring. Ansøgeren havde dermed opholdt sig i 86 dage i Danmark eller det øvrige Schengenområde ud over det antal dage, det udstedte Schengenvisum var gyldigt for, og 62 dage ud over visummets udløbsdato. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles visum i en periode på fem år regnet fra hendes seneste udrejse i maj 2013, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra december 2012 til februar 2013 havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelse af opholdstilladelsen i december 2012 havde opholdt sig omkring 21 dage uden fornøden tilladelse i Danmark eller det øvrige Schengenområde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren – uanset at hun måtte have haft en verserende opholdssag i et andet Schengenland – var forpligtet til at overholde betingelserne for et meddelt Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som havde gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark eller Schengenområdet inden for visummets gyldighedsperiode. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel ikke burde meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beroede på en undskyldelig misforståelse, der konkret kunne begrunde fravigelse af karensreglerne. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er fast praksis på de danske repræsentationer, at en visumansøger modtager en vejledning fra repræsentationen, som udsteder Schengenvisummet, om hvordan visumstickeren skal læses, herunder hvor mange dage det meddelte visum er gyldigt til. Udlændingenævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen meddeltes et nationalt begrænset visum. Udlændingestyrelsen havde derfor med rette truffet afgørelse om, at ansøgeren tidligst i maj 2018 – medmindre der forelå ganske særlige grunde – kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt hun i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive meddelt visum. Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2017 fandt Udlændingenævnet heller ikke grundlag for at ændre denne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde orienteret ansøgeren om, at hun tidligst kunne meddeles et Schengenvisum til Danmark i maj 2018, og at karensperioden dermed var gældende på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i september 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der heller ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet vejledte afslutningsvis ansøgeren om muligheden for at indgive en ny ansøgning om Schengenvisum til Danmark, idet karensperioden nu var udløbet. VIS/2018/17.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet