Hensigt om at forlade Schengenlandene

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 01-10-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to pakistanske statsborgere, der ønskede at komme til Danmark for at besøge deres barnebarn, som led af en livstruende immundefekt og som følge heraf skulle gennemgå en transplantation.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark for en indrejse og 30 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet led af en livstruende immundefekt, at barnebarnet skulle gennemgå en livstruende transplantation, og at der ikke var sikkerhed for, at barnet ville overleve transplantationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne var bedsteforældre til barnebarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der kunne meddeles visum til ansøgerne med henblik på at besøge et nærtstående familiemedlem. VIS/2018/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som ønskede at komme til Danmark for at modtage medicinsk behandling, da der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ved supplerende oplysninger til sin klage havde godtgjort formålet med og vilkårene for det forventede ophold i Danmark, idet han havde fremlagt booking af den ønskede behandling samt dokumentation for den fulde betaling herfor, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ønskede behandling ikke kunne danne grundlag for et Schengenvisum til Danmark, idet der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, § 10, stk. 1, § 13, og § 16, samt bilag 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var iransk statsborger, var ugift og ikke havde nogen børn, at statsborgere fra Iran er placeret i hovedgruppe 4, og at ansøgeren dermed var fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger længerevarende ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis vægt, at den ønskede behandling var kortvarig og til en begrænset pris. Udlændingenævnet fandt derfor, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren ville benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, selvom det var oplyst, at ansøgeren kun ønskede at rejse til Danmark med henblik på medicinsk behandling. Det forhold, at ansøgeren i 2014 var rejst til Schengenlandene, kunne derfor ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren efterfølgende havde søgt om visum to gange i 2015, hvor han ikke havde fået udstedt visum, og idet ansøgerens personlige forhold havde ændret sig på baggrund af ansøgerens opståede sygdom i 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens sygdom var blevet forværret siden 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid ud fra sagens samlede oplysninger, at dette ikke kunne ændre på vurderingen af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til internationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen blev meddelt et nationalt begrænset visum. VIS/2018/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-08-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en thailandsk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at hun havde en stærk tilknytning til sit hjemland, idet hun var indehaver af en cafe, flere ejendomme og motorkøretøjer samt havde et stort indestående på sin bankkonto. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt adskillige Schengenvisa, og at det af ansøgerens sag fremgik, at hun var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgerens formål med besøget var at besøge sin kusine, ikke kunne føre til, at det var sandsynliggjort, at hun havde til hensigt at opholde sig i Danmark ud over det meddelte visums gyldighedsperiode. VIS/2018/67.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en kinesisk statsborger, der var truffet på grundlag af, at Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var en begrundet formodning for, at ansøgeren ville benytte et meddelt Schengenvisum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, da hun i forbindelse med et tidligere Schengenvisum havde haft et overstay.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsen afgørelse, og Udlændingenævnet fandt i forlængelse heraf, at ansøgeren skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark i 90 dage indenfor en periode på 180 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den svenske udlændingemyndighed, Migrationsverket, havde informeret Udlændingenævnet om, at ansøgeren havde haft et processuelt ophold i Sverige, mens hun havde ansøgt om forlængelse af sit ophold i Sverige, at hun havde haft processuelt ophold i forbindelse med den efterfølgende klagesag i Sverige, og indtil hun udrejste fra Sverige i december 2017, og at ansøgeren således ikke havde haft et overstay i forbindelse med sit tidligere Schengenvisum. VIS/2018/58.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene – Karens

    Dato: 18-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9 og § 16, samt bilag 2, og omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende meddelelse af karens. Ansøgeren ønskede at besøge sin ægtefælle, den herboende reference, i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren tre gange havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring til den herboende reference under et visumophold, at ansøgeren to gange havde fået afslag på familiesammenføring under henvisning til, at den herboende reference havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialhjælp, og at den seneste ansøgning blev indgivet, uden at der samtidig var betalt gebyr herfor, hvorfor ansøgningen blev afvist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder i sagen, som kunne føre til en ændret vurdering, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6. Udlændingenævnet fandt imidlertid grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om karens. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes åbenbart, at ansøgerens ansøgning fra februar 2017 om familiesammenføring til den herboende reference ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse, hvorfor bestemmelsen i udlændingelovens § 4 c, stk. 5, ikke fandt anvendelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det på ansøgningstidspunktet i februar 2017 var mere end tre år siden, at den herboende reference havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde betalt gebyr i forbindelse med ansøgningen, ikke kunne begrunde en anden vurdering. VIS/2018/18.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 24-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelser fra juli 2014 og september 2017 om afslag på Schengenvisum til en tyrkisk statsborger, hvis ægtefælle var bosiddende i Danmark.

    Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 konstaterede Udlændingenævnet indledningsvis, at der efter gældende praksis for tyrkiske statsborgere på tidspunktet for visumansøgningen i maj 2014 som udgangspunkt meddeltes visum til en ægtefælle til en her i landet fastboende person. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2014 var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og udlændingelovens § 4 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ved sit senest meddelte Schengenvisum – meddelt for 85 dage i perioden fra september 2012 til december 2012 – var indrejst i Schengenområdet i september 2012, at hun dermed senest skulle have forladt Schengenområdet i november 2012, men at hun først i februar 2013 indgav ansøgning om familiesammenføring. Ansøgeren havde dermed opholdt sig i 86 dage i Danmark eller det øvrige Schengenområde ud over det antal dage, det udstedte Schengenvisum var gyldigt for, og 62 dage ud over visummets udløbsdato. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles visum i en periode på fem år regnet fra hendes seneste udrejse i maj 2013, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra december 2012 til februar 2013 havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelse af opholdstilladelsen i december 2012 havde opholdt sig omkring 21 dage uden fornøden tilladelse i Danmark eller det øvrige Schengenområde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren – uanset at hun måtte have haft en verserende opholdssag i et andet Schengenland – var forpligtet til at overholde betingelserne for et meddelt Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som havde gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark eller Schengenområdet inden for visummets gyldighedsperiode. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel ikke burde meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beroede på en undskyldelig misforståelse, der konkret kunne begrunde fravigelse af karensreglerne. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er fast praksis på de danske repræsentationer, at en visumansøger modtager en vejledning fra repræsentationen, som udsteder Schengenvisummet, om hvordan visumstickeren skal læses, herunder hvor mange dage det meddelte visum er gyldigt til. Udlændingenævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen meddeltes et nationalt begrænset visum. Udlændingestyrelsen havde derfor med rette truffet afgørelse om, at ansøgeren tidligst i maj 2018 – medmindre der forelå ganske særlige grunde – kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt hun i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive meddelt visum. Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2017 fandt Udlændingenævnet heller ikke grundlag for at ændre denne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde orienteret ansøgeren om, at hun tidligst kunne meddeles et Schengenvisum til Danmark i maj 2018, og at karensperioden dermed var gældende på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i september 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der heller ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet vejledte afslutningsvis ansøgeren om muligheden for at indgive en ny ansøgning om Schengenvisum til Danmark, idet karensperioden nu var udløbet. VIS/2018/17.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. november 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 29-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Somalia, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, at parrets fem fællesbørn i august 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøgeren i marts 2016 var blevet meddelt afslag på Schengenvisum til Danmark, og at Udlændingestyrelsen i maj 2016 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016. Ansøgerens børn var indrejst i Danmark i februar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var somalisk statsborger og dermed fra et land, hvis statsborgere vurderedes at udgøre en særlig høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kunne være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde dokumenteret, at hun ikke havde lovligt ophold i Kenya, hvor hun i øvrigt ikke havde været i beskæftigelse eller på anden måde havde sandsynliggjort en sådan fast og varig tilknytning, at det kunne lægges til grund, at hun frivilligt ville have udrejst dertil efter et eventuelt visumophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der alene burde meddeles visum, hvis der forelå ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i tilfælde hvor ansøgningen var blevet indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som led af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skulle deltage i et nært familiemedlems begravelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ene herboende barn havde været involveret i et færdselsuheld, og at han i den forbindelse havde været indlagt i cirka to måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han efterfølgende havde været rask nok til at gå i skole. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kunne udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet ægteskabet ikke var retsgyldigt, og idet parret ikke havde etableret et familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det var parrets eget valg at lade parrets fællesbørn indrejse og tage ophold i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, og at der ikke var oplyst om forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn ikke kunne besøge ansøgeren i hendes opholdsland. VIS/2017/118.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 30-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum til Danmark til en myndig, filippinsk statsborger. Værten for visumansøgningen var efter det oplyste ansøgerens biologiske moder, der havde overladt ansøgeren til en veninde som spæd, og efterfølgende mistet kontakten til ansøgeren. Det var værtens veninde, der stod anført som ansøgerens moder på ansøgerens fødselsattest. Værten var svensk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at slægtskabet mellem ansøgeren og værten ikke kunne anses for dokumenteret, hvorfor ansøgeren ikke var omfattet af EU-reglerne om visum til familiemedlemmer til unionsborgere, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EF artikel 2, og at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kunne anses som ”familiemedlem” til en unionsborger, da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at hun var barn af værten. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af den fremlagte fødselsattest, at værten var ansøgerens moder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at der efter det oplyste var blevet foretaget en DNA-undersøgelse med henblik på at fastslå slægtskabet mellem ansøgeren og værten, og at det fremgik af DNA-undersøgelsen, at den angivne moder med en sandsynlighed på 99 % var moder til det angivne barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det fremgik af ansøgerens officielle fødselsattest, at en anden kvinde end værten var ansøgerens moder. Udlændingenævnet kunne i den forbindelse ikke lægge vægt på den fremlagte DNA-undersøgelse, idet udlændingemyndighederne ikke havde haft mulighed for at sikre identiteten på de personer, hvorfra der var blevet udtaget DNA. Uanset om udlændingemyndighederne måtte have haft mulighed for at sikre identiteten på de personer, hvorfra der var blevet udtaget DNA, ville dette imidlertid ikke kunne have ført til en ændret vurdering, idet det fremgik af ansøgerens officielle fødselsattest, at en anden kvinde end værten var ansøgerens moder. Da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren var barn af værten, og ansøgeren derfor ikke kunne få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, fandt Udlændingenævnet endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette havde vurderet visumansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at ansøgerens tilknytning til Filippinerne ikke var tilstrækkelig til, at der kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 26 år, at hun var enlig og uden børn, og at hun således ikke via sin egen familie havde en stærk familiemæssig forpligtelse og dermed tilknytning til Filippinerne. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde fokuseret på sin karriere, og derfor ikke havde haft tid til at stifte familie, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var ansat i et firma, hvor hun havde været ansat i ti måneder, og at hun modtog en månedlig løn på 18.000 PHP. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke på baggrund af sit arbejde kunne anses for at have en tilstrækkelig stærk tilknytning til Filippinerne til, at hun kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, idet et job med en løn på dette niveau var et lavtlønnet job ifølge oplysningerne om lønniveauet i Filippinerne fra Den Danske Ambassade i Filippinerne, og idet det efter det oplyste var ansøgerens første job efter endt studie, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. VIS/2017/18.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-07-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Ghana, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, samt visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Det fremgik af sagen, at ansøgeren tidligere var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage i perioden fra april til juli 2016. Det fremgik af ansøgerens pas, at han var indrejst i Danmark i april 2016 og udrejst af Schengenområdet i oktober 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ved sit senest meddelte Schengenvisum – meddelt for 90 dage i perioden fra april 2016 til juli 2016 – var indrejst i april 2016 og først var udrejst af Schengenområdet i oktober 2016. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i forbindelse med det senest meddelte Schengenvisum havde opholdt sig i Danmark i en samlet periode på i alt 183 dage. Ansøgeren havde derfor opholdt sig uden fornøden tilladelse i Danmark i 93 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke kunne meddeles visum i en periode på fem år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som havde gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark inden for visummets gyldighedsperiode, ligesom Udlændingenævnet ikke fandt, at der forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel ikke burde meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle var syg under sin graviditet, at der var komplikationer ved fødslen, at hun havde været indlagt i en periode på fire dage i starten af august 2016, at ansøgeren tog sig af barnet i denne periode, at ansøgeren på grund af situationen ikke kunne søge om forlængelse på dette tidspunkt, og at ansøgeren og dennes ægtefælle alene fokuserede på ansøgerens ægtefælles helbred og parrets nyfødte barn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens Schengenvisum var meddelt for 90 dage i perioden fra april 2016 til juli 2016, og at ansøgerens visum derfor var udløbet allerede i juli 2016. Det anførte om ansøgerens ægtefælles indlæggelse i august 2016 kunne derfor ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren på tidspunktet for fødslen i august 2016 allerede skulle have været udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at tildeling af karens ikke kunne anses som en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til ansøgerens overstay i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. Det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgerens ægtefælle skulle flytte på krisecenter, at hun ikke havde andre end ansøgeren til at hjælpe, at ansøgerens ægtefælle ikke kunne bo i en længere periode i Ghana, idet hun ville miste sin danske opholdstilladelse, og at hun skulle passe sit arbejde og to børn i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgeren kunne således – medmindre der forelå ganske særlige grunde – tidligst i oktober 2021 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive meddelt visum. VIS/2017/51.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 27-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en tyrkisk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren var født i december 1998 i Tyrkiet, at han tidligere var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin onkel, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren var single, og at han var registreret som studerende på en ”open education high school” i hjemlandet. Det fremgik af invitationen, at ansøgeren skulle deltage i en familiebegivenhed i september 2016. Ansøgeren havde oplyst til Den Danske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, at han ikke længere deltog i undervisningen på sit studie, at han ikke havde et arbejde, at der ikke var en specifik grund til, at han søgte visum i 90 dage, men at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni, han kunne deltage i.

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var tyrkisk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere i nogen udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2 til visumbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til hjemlandet, idet han efter det oplyste hverken var under uddannelse eller i arbejde i hjemlandet, at han var 18 år og ugift, og at han boede sammen med sin farmoder i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen havde anført, at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni at deltage i, mens værten havde anført, at ansøgeren skulle deltage i værtens søns omskæringsfest. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette understøttede formodningen for, at ansøgeren ikke havde til hensigt at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang var redegjort for formålet med opholdet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af gruppen af personer, der som udgangspunkt efter praksis meddeles visum til Danmark, idet værten var onkel til ansøgeren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere var blevet meddelt Schengenvisum for at besøge værten, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under sine tidligere visumophold i Danmark havde været under 18 år, og at han i december 2016 var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tale om ændrede forhold i den nyeste visumansøgning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der som udgangspunkt kunne meddeles visum til en her i landet fastboende person, når ansøgeren var tyrkisk statsborger, jf. pkt. 5.9.7.3.1 i vejledning nr. 9201 af 27. februar 2017 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles visum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. VIS/2017/11.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post