Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2024 – Visum – Formål ej godtgjort
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i april 2024 ansøgning om dansk Schengenvisum til et turistophold på 7 dage. Ansøgeren oplyste at skulle besøge København og Malmø sammen med en ven, der ville indrejse fra et andet europæisk land. Ansøgeren var ikke i stand til at afgive en nærmere beskrivelse af rejseplanen, idet han oplyste, at vennen stod for planlægning af rejsen.
I maj 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på udstedelse af turistvisum, idet styrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde godtgjort formålet med rejsen, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” Vores afgørelse er truffet efter artikel 32, stk. 1, litra a, ii, i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1. Du kan læse mere i bilaget Regler og praksis.
Vi vurderer, at du ikke har godtgjort formålet med det forventede ophold i Danmark eller de øvrige Schengenlande.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke har kunne redegøre for de steder og turistattraktioner, du skal besøge under dit ophold. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du har bemærket til ambassaden i Ankara, at du og din ven vil beslutte, hvad I skal se i København når I kommer dertil.
Det forhold, at du har oplyst, at du har overladt det til din ven at beslutte, hvilke seværdigheder I skal se i København, kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi bemærker, at det med rimelighed må kunne forventes af en visumansøger, at denne kan redegøre for formålet med opholdet som turist, herunder oplyse hvilke specifikke steder og attraktioner visumansøgeren ønsker at se eller opleve under visumopholdet.
Vi har vurderet, at der ikke er humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at du kan få et nationalt begrænset visum til Danmark (VLTV).
Vi bemærker, at vi ikke har fundet, at der er oplysninger i sagen, der giver anledning til at behandle ansøgningen efter de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, jf. bl.a. visumbekendtgørelsens § 9.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnets flertal fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] maj 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnets flertal er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnets flertal har vurderet, at du ikke har godtgjort formålet med og vilkårene for det forventede ophold i Danmark, jf. artikel 32, stk. 1, litra a, ii, i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, og § 13.
Det forhold, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at du var på arbejde, da du blev ringet op i forbindelse med interviewet, hvorfor du ikke kunne give uddybende svar, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at du under telefonsamtalen med Den Danske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, ikke har givet udtryk for, at du var på arbejde og derfor ikke kunne uddybe dine svar i telefonen. Udlændingenævnets flertal har dertil lagt vægt på, at du over for ambassaden oplyste, at du ikke kender meget til København, men at du vil følge din vens planer for opholdet. Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at du må antages at være til rådighed for evt. spørgsmål, og at du bør kunne redegøre for de helt overordnede linjer i dine rejseplaner, herunder nævne seværdigheder, som du ønsker at se i Danmark.
Det forhold, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at formålet med rejsen til Danmark var at fejre din fødselsdag, og at du havde foretaget research i forbindelse med rejsen, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at disse oplysninger ikke ændrer det forhold, at du over for ambassaden ikke kunne redegøre for, hvad du ville se og opleve i Danmark.
Det kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en anden vurdering, at du tidligere har fået udstedt Schengenvisum i Nederlandene, og at du har overholdt betingelserne for dette visum.
Udlændingenævnets flertal finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
VAU/2024/75