Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – Visum – Karens pga. udvisning
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på visum til en statsborger fra Zimbabwe.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i maj 2023 meddelt et 15 dages visum med henblik på besøg hos sin svigermor. Ansøgeren bor i Storbritannien sammen med sin danske kæreste og deres fællesbørn I maj 2023 blev han administrativ udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år, da han havde haft et overstay på 7 dage.
Ansøgeren indgav på ny i november 2023 en ansøgning om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin svigermor.
I december 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum under henvisning til, at han i maj 2023 var blevet administrativt udvist af Danmark som følge af sit overstay. Udlændingestyrelsen pålagde ham derfor en 5-årig karensperiode, således at han tidligst i maj 2028 kunne meddeles visum til Danmark på ny.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi har vurderet, at du har misbrugt et tidligere dansk udstedt visum, og at der er en høj grad af risiko for, at du vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du under dit tidligere danske visumophold i 2023 den […] blev udvist af Danmark.
Vi bemærker desuden, at du i forbindelse med det tidligere udstedte visum af ambassaden har fået udleveret et informationsark, hvori du er blevet vejledt om, at du vil kunne blive pålagt karens, hvis du misbruger et visum, herunder hvis du bliver udvist under et visumophold.
Da du under et tidligere dansk visumophold er blevet udvist af Danmark, kan du ikke få visum i 5 år, regnet fra datoen, hvor du udrejste/blev udsendt af Danmark (karens).
Du vil derfor tidligst den […] maj 2028 kunne få visum til Danmark igen, medmindre der foreligger ganske særlige grunde.
Der er ikke dokumentation for ekstraordinære omstændigheder i den aktuelle sag, der gør, at du alligevel kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] december 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet [ansøgeren] har opholdt sig i Schengenlandene i 7 dage ud over [sit] visums gyldighed, og at Udlændingestyrelsen som følge heraf den […] maj 2023 udviste [ansøgeren] af Danmark efter udlændingelovens § 25 b.
Det forhold, at [ansøgerens] forlovedes far er syg og lider af […] syndrom, at [ansøgeren] blev længere tid i Danmark under [ansøgerens] visumophold i 2023 for at passe ham, og at [ansøgeren] og [ansøgerens] forlovede misforstod visummets gyldighedsperiode, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] kun søgte om 7 dages visumophold, selvom [ansøgeren] havde mulighed for at søge op til 90 dage, og at det i øvrigt ikke fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] skulle have søgt om forlængelse af sit visumophold i Danmark.
Heller ikke det forhold, at [ansøgeren] har anført, at [han] ikke havde nogen intentioner om at overskride sit visum, og at hvis [ansøgeren] ville blive i Danmark i længere tid, ville [han] have søgt familiesammenføring, finder Udlændingenævnet kan føre til et andet resultat, idet det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig at visummets gyldighed ikke overskrides.
Det af [ansøgeren] anførte om, at [hans] forlovede og 2 mindreårige børn er danske statsborgere, og at Udlændingestyrelsen ikke har inddraget dette i sin afgørelse, og at en karensperiode vil have en negativ effekt på [ansøgeren] og [hans] families liv, kan ikke føre til ændret vurdering, da [ansøgeren] og [hans] forlovede er bosiddende i Storbritannien, sammen med [deres] 2 børn, hvor [de] udøver [deres] familieliv.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke fik et indrejseforbud i forbindelse med [hans] udvisningsafgørelse af […] maj 2023. Udlændingenævnet finder ikke, at dette i sig selv kan begrunde, at [ansøgeren] ikke ifalder karens efter visumreglerne. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 1, at en udlænding ikke kan få visum i en periode på 5 år (karens), hvis udlændingen i forbindelse med et tidligere visumophold efter indrejsen, er blevet udvist af Danmark ved administrativ beslutning efter reglerne i udlændingelovens kapitel 4, herunder bl.a. § 25 b.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beror på en undskyldelig misforståelse, der konkret kan begrunde en fravigelse af karensreglerne.
[Ansøgeren] kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde for indrejsen – tidligst den […] maj 2028 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt [han] i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
VAU/2024/100