Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2024 – Visum – kæresteafslag
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på visum til en statsborger fra Uganda.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i januar 2024 en ansøgning om Schengenvisum med henblik på at besøge sin kæreste i Danmark. Ansøgeren, der var bosiddende i Storbritannien, havde oplyst til ambassaden i London, at han og værten havde været kærester i 5-6 år, at de havde mødt hinanden på en datingside, og at han havde besøgt værten i Danmark flere gange, men at parret sidst havde set hinanden for 2-3 år siden.
I februar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum under henvisning til, at parret ikke havde set hinanden personligt inden for det seneste år, og at kæresterelationen derfor ikke kunne lægges til grund for afgørelsen.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vores afgørelse er truffet efter artikel 32, stk. 1, litra b) i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, jf. § 16 og bilag 2 til visumbekendtgørelsen. Du kan læse mere i bilaget Regler og praksis.
Vi vurderer, at der er begrundet tvivl om din hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af det visum, der ansøges om.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Uganda, der er placeret i hovedgruppe 3, og at du har søgt om visum med henblik på at besøge [værten], som du har oplyst er din kæreste.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra hovedgruppe 3, at der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum med henblik på at besøge kærester.
For at give Schengenvisum til kærester bør det normalt kræves, at parret har haft et sædvanligt forudgående personligt kendskab til hinanden i kraft af et fast kæresteforhold. Det er i den forbindelse en forudsætning, at parret kender og har mødt hinanden personligt. Det er ikke tilstrækkeligt, at parret har haft telefonisk og/eller skriftlig kontakt, eksempelvis via internettet. Uanset at parret har mødt hinanden personligt, bør der i almindelighed meddeles afslag, hvis parret ikke har større kendskab til hinandens personlige forhold, eller den personlige kontakt ikke er af nyere dato.
Ifølge sagens oplysninger har I ikke set hinanden personligt inden for det seneste år.
Vi kan på den baggrund ikke lægge jeres kæresterelation til grund for afgørelsen.
Vi har derfor vurderet, at du ikke er omfattet af den gruppe af personer fra Uganda, der som udgangspunkt kan få visum.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du har oplyst, at I har kendt hinanden i 5-6 år, at I sidst har set hinanden for omkring 2-3 år siden, og at du har været i Danmark flere gange."
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] februar 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at kæresterelation mellem [ansøgeren] og [værten] ikke kan lægges til grund for afgørelsen, idet [parret] ikke har set hinanden personligt inden for det seneste år.
[…]
Heller ikke det forhold, at der har været omstændigheder der gør, at [ansøgeren] ikke har kunne se [værten], finder Udlændingenævnet, kan føre til en ændret vurdering, idet [parret] ikke har set hinanden personligt det seneste år, og Udlændingenævnet derfor vurderer, at kæresterelationen ikke kan lægges til grund for ansøgningen, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] ikke har planer om blive illegalt i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
VAU/2024/92
Senest opdateret: 20-06-2024
Udgiver: Udlændingenævnet