Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2018 – Børnesammenføring – Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet

    Dato: 15-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afslag fra juli 2017 på genoptagelse af en afgørelse fra november 2012 samt stadfæstede et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet til en statsborger fra Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2017 om afslag på anmodning om genoptagelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsens begrundelse efter partsrepræsentantens opfattelse ikke lovligt kunne danne grundlag for et afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse var søn af en tyrkisk statsborger, som udøvede lønnet beskæftigelse, og som opholdt sig i Danmark som vandrende arbejdstager, og at ansøgerens fader derfor var omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-domstolens dom af 10. juli 2014 i sagen Naime Dogan mod Bundesrepublik Deutschland (C-138/13) efter Udlændingenævnets vurdering ikke giver familiemedlemmer til herboende økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en videre ret til familiesammenføring end udlændingelovens regler, idet det allerede er indeholdt i disse reglers enkelte bestemmelser, at hensynet til Danmarks internationale forpligtelser – herunder afgørelser fra EU-domstolen – skal indgå i vurderingen, og at betingelserne – med undtagelse af kravet om underskrivelse af en integrationserklæring ved ansøgning om familiesammenføring – fraviges, hvis der foreligger ganske særlige grunde, således at der efter loven tages hensyn til de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen allerede i afgørelsen fra november 2012 havde foretaget en afvejning og en vurdering af, om der forelå ganske særlige grunde, der alligevel talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, og partsrepræsentanten havde ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse eller i klagen til Udlændingenævnet anført forhold, der kunne understøtte, at der forelå ganske særlige grunde på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og som ikke allerede var indgået i grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det af partsrepræsentanten anførte om, at proportionalitetsprincippet ikke var opfyldt, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingestyrelsen i sin afgørelse havde foretaget en vurdering af, om hensynet til barnets tarv kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012, da der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse var fremlagt nye væsentlige oplysninger, der ikke allerede forelå på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 6, stk. 1, 1. led, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket også var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren som mindreårig havde en afledt ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. EU Domstolens dom C-561/14 Genc og partsrepræsentantens henvisning til præmisserne 40, 43, 49 og 57, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 6 og artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark, og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, var c ansøgeren således ikke omfattet af artikel 6 eller artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/8 0 af 19. september 1980. FAM/2018/42.

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post