Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/103.

Senest opdateret: 07-09-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen