Genc-dommen

Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2017 – Børnesammenføring – Genc-dommen – Stiftet selvstændig familie

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en tyrkisk statsborger, født i 1997, der havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende fader. Ansøgeren blev i 2007 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13 (mulighed for vellykket integration). Dette afslag blev stadfæstet i maj 2008. I marts 2016 indgik ansøgeren ægtefælle med en bulgarsk statsborger, og i maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af dette ægtefælle i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. i december 2016 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin familiesammenføringssag. I maj 2017 genoptog Udlændingestyrelsen ansøgerens familiesammenføringssag på baggrund af EU-domstolens afgørelse fra april 2016 i sagen C-561/14 (Genc), og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie, idet det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde indgået ægteskab i marts 2016, og at ansøgeren i hvert fald siden sin registrerede indrejse i Danmark i juni 2016 havde boet sammen med sin ægtefælle. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgerens ægteskab med sin bulgarske ægtefælle ikke nødvendigvis ville fortsætte, hvorfor ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie og således ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at det tidligere afslag var givet under henvisning til, at der ikke var mulighed for en vellykket integration her i landet, hvilket havde vist sig at være fuldstændig forkert, for uagtet at ansøgeren var gift med en bulgarsk statsborger, havde ansøgeren godtgjort, at ansøgeren var særdeles integreret i Danmark, og at den igangværende vellykkede integration i høj grad skyldtes ansøgerens nære tilknytning til sin fader og andre familiemedlemmer, som alle var velintegrerede i det danske samfund, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af EU-domstolens dom i sagen C-561/14 (Genc) var blevet fastslået, at integrationskravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, ikke fandt anvendelse, hvilket var begrundelsen for, at Udlændingestyrelsen havde valgt at genoptage ansøgerens sag. FAM/2017/126.