Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i november 2017, at han var født i Tyrkiet, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder, at han havde haft syv års skolegang i Tyrkiet, at han talte tyrkisk og kurdisk, at han havde et familienetværk i Tyrkiet i form af sin moder, og at han således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin fader, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke forud for sin indrejse i oktober 2017 havde besøgt Danmark, og at han aldrig havde haft opholdstilladelse, men alene processuelt ophold under Udlændingestyrelsens behandling af sagen frem til marts 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren gerne ville til Danmark, at ansøgerens forældre var ægtefæller, og at ansøgerens forældre delte forældremyndigheden over ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne tage ophold i Tyrkiet hos sin moder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader i februar 2000 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at han havde boet i Danmark i 17 år, at han efter det oplyste talte flydende dansk, at han ikke havde bestået danskprøve på A1-niveau, at han arbejdede 40 timer ugentligt, og at han ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens fader ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at ansøgerens fader kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens fader havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, at han havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet hver sommer i en til to måneder, at ansøgerens fader og ansøgeren havde set hinanden 16 til 17 gange, og at ansøgerens fader og ansøgeren havde telefonisk kontakt og kontakt via SMS, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til ansøgerens forsørgelse i Tyrkiet og udøve familielivet som hidtil via besøgsophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var ansøgerens faders og moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin moder i Tyrkiet, mens ansøgerens fader tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt tillige, at ansøgerens fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgeren skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse her i landet, hvorfor han ikke havde opnået rettigheder efter artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en afledt ret til ophold i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholdstilladelse i Danmark, var han ikke omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til stand still klausulen i Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det var anført, at det følger af EU-Domstolens dom i sagen C-561/14, Genc, at tyrkiske statsborgere, der er økonomisk aktive, har adgang til familiesammenføring på de betingelser, der var gældende pr. 1. december 1980, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at EU-Domstolen i sag C-561/14, Genc, i præmis 67 havde fastslået, at den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 16, udgør en ny begrænsning og ikke er begrundet, at der bliver fastsat en række kriterier for gennem nationale bestemmelser at hindre den frie bevægelighed af arbejdskraft, at ingen af disse er opfyldt, og at bestemmelsen som skønsmæssig, gør den uanvendelig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen havde fundet, at sikringen af en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark kunne udgøre et tvingende alment hensyn. Udlændingenævnet lagde i forlængelse heraf vægt på, at ændringen af udlændingelovens § 9, stk. 16, havde til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten. Udlændingenævnet fandt derfor endelig, at hverken EU-Domstolens afgørelser i Dogan eller Genc-sagerne eller Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, da der efter en konkret og individuel vurdering ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2018/56.
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Udlændingenævnet