Erhverv

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. august 2020 – Erhverv - Working Holiday

    Dato: 31-08-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Argentina om afslag på opholdstilladelse på baggrund af Working Holiday.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren indgav primo marts 2020 sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på arbejdsferie (Working Holiday) i Danmark. Medio marts 2020 suspenderede udlændinge- og integrationsministeren midlertidigt Working Holiday-ordningen på baggrund af COVID-19-situationen. I juni 2020 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgeren afslag på hans ansøgning om opholdstilladelse med henblik på Working Holiday-ophold i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette traf afgørelse om at meddele ansøgeren afslag på sin ansøgning om Working Holiday-ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at udlændinge- og integrationsministeren på grund af den verdensomspændende COVID-19 pandemi medio marts 2020 besluttede midlertidigt at suspendere Working Holiday-ordningen.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Working Holiday-aftalen mellem Argentina og Danmark af hensyn til blandt andet den offentlige sundhed helt eller delvist midlertidigt kan suspenderes, jf. artikel 10 i Working Holiday-aftalen mellem Argentina og Danmark.

    Da Working Holiday-aftalen mellem Argentina og Danmark således var suspenderet på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse, finder Udlændingenævnet, at styrelsen havde hjemmel til at meddele ansøgeren afslag på ansøgningen, da Working Holiday-aftalen på baggrund af den midlertidige suspension ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark.

    Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at han indgav sin ansøgning i februar 2020, hvor Working Holiday-aftalen mellem Argentina og Danmark endnu ikke var blevet suspenderet, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration først ultimo marts 2020 meddelte, at Working Holiday-aftalen mellem Argentina og Danmark var blevet suspenderet, og at det har været oplyst, at ansøgninger, der er indgivet inden ultimo marts 2020 i de fleste tilfælde vil blive behandlet normalt, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der medio marts 2020, hvilket var samme dag som beslutningen om at suspendere alle Working Holiday-aftaler blev truffet, blev lagt en orientering på hjemmesiden www.nyidanmark.dk, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at suspensionen af alle Working Holiday-aftaler sker på baggrund af den aktuelle situation med coronavirus/COVID-19, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration derfor indtil videre stopper med at udstede nye opholdstilladelser til Working Holiday, og at udlændinge, der allerede har fået en opholdstilladelse efter Working Holiday-ordningen, fortsat vil kunne indrejse i Danmark.

    Det fremgår således af orienteringen, at der under suspensionen ikke kan udstedes opholdstilladelse på baggrund af en verserende ansøgning.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at myndighederne i Argentina først i juli 2020 blev orienteret om udlændinge- og integrationsministerens beslutning om at suspendere aftalen.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet beslutningen medio marts 2020 blev offentliggjort på www.nyidanmark.dk, og da en manglende orientering af Argentina i marts 2020 ikke ændrer på det forhold, at hvert aftaleland af hensyn til blandt andet den offentlige sundhed helt eller delvist midlertidigt kan suspendere ordningen. Det forhold, at en suspension af ordningen straks skal følges op med en orientering af den anden aftalepart, ændrer efter Udlændingenævnets opfattelse ikke herpå, idet orienteringen sker uafhængigt og efter beslutningen om suspension.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra juni 2020.” ERH/2020/4

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. september 2019 – Erhverv – Greencardordningen – Barsel

    Dato: 26-09-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af en ghanesisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse fra november 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst - og som det fremgik af sagens øvrige oplysninger, herunder de fremsendte lønsedler og eindkomst - at ansøgeren ikke havde været i lønnet beskæftigelse i perioden fra oktober 2016 til april 2017. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang i syv måneder i perioden fra april 2017 til og med november 2017. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det var anført, at ansøgerens tidligere arbejdsgiver meddelte ham barselsorlov i perioden fra august 2016 til februar 2017, og at det fremgik af barselsdagpengespecifikation fra Udbetaling Danmark fra september 2016, at ansøgeren havde ret til udbetaling af barselsdagpenge i denne periode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke var vendt tilbage til ordinær beskæftigelse umiddelbart efter endt forældreorlov, hvorfor ansøgerens forældreorlov ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at barselsorlov/forældreorlov kun kunne indgå i vurderingen, såfremt pågældende var i et ansættelsesforhold før afholdelsen af barsel/forældreorlov, og såfremt pågældende efter endt barsel vendte tilbage til samme ansættelsesforhold. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han ikke ønskede at bibeholde sin ansættelse hos den tidligere arbejdsgiver efter endt forældreorlov. Udlændingenævnet fandt, at det ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren afholdt ferie, inden han skulle påbegynde sit nye arbejde i april 2017, henset til at ansøgeren ikke afholdt ferie, mens han var i et ansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen ikke kunne forlænges efter betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang og var blevet uforskyldt ledig indtil tre måneder før tidspunktet for ansøgningens indgivelse i Styrelsen for International Rekruttering og Integration i januar 2017. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at, det var ansøgerens egen beslutning ikke at vende tilbage til arbejdet efter forældreorlovens ophør, idet ansøgeren ikke var tilfreds med arbejdsvilkårene, og da ansøgeren ønskede at udforske andre jobmuligheder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde haft perioder af uforskyldt ledighed. ERH/2019/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 19-08-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Pakistan som medfølgende familiemedlem til en herboende udlænding med opholdstilladelse efter greencardordningen. Ansøgeren og den herboende reference havde indgået ægteskab i Pakistan på et tidspunkt, hvor ansøgeren var 17 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. I Danmark anerkendes et udenlandsk ægteskab, hvis det er indgået i overensstemmelse med reglerne i det land, hvor ægteskabet er indgået, og hvis forholdene omkring ægteskabets indgåelse ikke strider imod grundlæggende danske retsprincipper (dansk ordre public). Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var 17 år på tidspunktet for indgåelse af ægteskabet. Det forhold, at ægteskabet efter det oplyste var lovligt efter pakistanske og islamiske regler, og at ansøgeren med sin den herboende reference havde levet sammen som ægtefæller og havde fået fem børn, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet, uanset at dette var gyldigt i Pakistan, ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ansøgeren var mindreårig på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt således, at ægteskabet ikke efter dansk ret kunne anerkendes, idet ægteskabet stred mod grundlæggende danske retsprincipper, jf. § 22 b, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke var dokumenteret, at der forud for ansøgningstidspunktet havde været et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at referencen ifølge CPR indrejste i Danmark i november 2013, at han sidenhen havde været registreret med bopæl i Danmark og fortsat stod registreret som bosiddende i Danmark, og at han ifølge sit pas udrejste af Danmark i juni 2016 og indrejste i Danmark igen i juli 2016. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren og referencen i perioden fra 1993 til 2014 boede sammen, hvorunder de fik fem fællesbørn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren først i april 2017, mere end tre år efter referencen indrejste i Danmark, indgav ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle. Det forhold, at der var fremlagt en lejekontrakt fra juni 2018, hvoraf fremgik at ansøgeren og referencen havde boet sammen i Pakistan siden marts 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen havde været registreret med bopæl i Danmark siden november 2013, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren og referencen havde boet sammen i Pakistan siden marts 2014. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den fremlagte lejekontrakt fra juni 2018 var indgået efter, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i februar 2018 meddelte ansøgeren afslag på ansøgningen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at lejekontrakten var udfærdiget med henblik på klagesagen i Udlændingenævnet, hvorfor den ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig vægt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset at ansøgeren og referencen måtte være en familie, havde de ved referencens indrejse i Danmark selv valgt at udøve et eventuelt familieliv adskilt og via besøgsophold i Pakistan. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse tillige vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold. På samme baggrund fandt Udlændingenævnet derfor tillige, at det forhold, at parret havde fem fællesbørn, hvoraf tre var bosiddende i Danmark, og at to af disse børn var mindreårige, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det som udgangspunkt tilfaldt forældremyndighedens indehavere at beslutte, hvor et barn skal bo, og at det således var ansøgeren og referencens eget valg, at børnene skulle bo i Danmark frem for med ansøgeren i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at referencen og hans familie ikke kunne indrejse i Pakistan for dér at udøve familielivet. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til sagen havde oplyst, at han skulle have foretaget en hjerteoperation i november 2018, at han ikke havde nogen slægtninge i Danmark, og at han grundet omstændighederne havde brug for ansøgerens hjælp til pleje og pasning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle efter bestemmelsen under henvisning til den herboende references helbredsmæssige forhold. ERH/2019/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2019 – Erhverv – Beløbsordningen – garanteret lønindtægt

    Dato: 15-05-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra april 2018 om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en afghansk statsborger. Ansøgeren var tilbudt ansættelse som handicaphjælper, og det fremgik af ansøgningsskemaet, at månedslønnen udgjorde 35.382,42 kr.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som handicaphjælper. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret et ansættelsesforhold med en garanteret årlig lønindkomst på mindst 408.800 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansættelseskontrakten fra marts 2018, at ansøgerens arbejdstimer udgjorde et gennemsnitligt interval på 30-37 timer pr. uge, ligesom det også fremgik, at ansøgeren var tilbudt en timeløn på mellem 126,89 kr. og 166,86 kr. i hverdagene, 162,42 kr. og 197,95 kr. om lørdagen samt 190,34 kr. og 230,31 kr. om søndagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt ansættelsen indebærer en årlig aflønning på mindst 408.800 kr., ligesom det også følger af fast praksis på området, at der skal være tale om en fast garanteret time- eller årsløn, der på ansøgningstidspunktet mindst svarede til 408.800 kroner årligt, således at variable arbejdstimer og timeløn derfor ikke var tilstrækkelige, da lønnen ikke var garanteret. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at der ved beregningen af, om en minimumsløn var opfyldt, krævedes en fast garanteret løn. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren ville kunne oppebære en årlig lønindtægt på 408.800 kr. ved eksempelvis at tage natte- og ekstravagter bredt ud over året, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ville være nødsaget til at arbejde langt over 37 timer ugentligt for at nå op på beløbsgrænsen, og at sædvanlig arbejdstid i Danmark er 37 timer ugentligt, ligesom det udtrykkeligt fremgår af lovbemærkningerne til beløbsordningen, at ansættelser skal ske på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til oplysningerne om, at det var arbejdslederen og således ikke arbejdsgiveren, der bestemte arbejdstiden. ERH/2019/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2019 – Erhverv – Etableringskort

    Dato: 06-05-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag om opholdstilladelse efter etableringskortordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9, jf. § 40, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Som dokumentation for at ansøgeren kunne forsørge sig selv ved at råde over et beløb på mindst 87.264 kr., havde hun fremlagt kontoudskrifter.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter etableringskortordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen afgørende vægt på, at der til sagen var fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med det formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen meddeles afslag på ansøgningen. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have sikret sin forsørgelse gennem egne midler det første år af opholdet her i landet efter etableringskortordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9, jf. § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af de indsendte kontoudskrifter tilhørende ansøgerens konto, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen medio oktober 2018 var 3.272 kr. på kontoen, at der i perioden fra ultimo oktober 2018 til primo november 2018 blev indbetalt i alt 85.084 kr., hvorefter kontoen lød på 92.895 kr., og at der igen i primo november 2018 blev trukket i alt 83.155 kr. fra kontoen, således at kontoens saldo herefter alene var på 13.197 kr. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de indsendte kontoudskrifter tilhørende ansøgerens konto, at hendes saldo på kontoen medio november 2018 var 8.850 kr., og at der to dage senere blev overført 78.414 kr., således at saldoen nu lød på 87.265 kr. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke reelt havde rådighed over det for meddelelse af opholdstilladelse efter etableringskortordningen krævede forsørgelsesbeløb, da der på ansøgerens konto blev trukket henholdsvis 85.084 kr. samme dag, som det påkrævede forsørgelseskrav var fremvist til Styrelsen for International Rekruttering og Integration primo november 2018, og der medio november 2018 blev overført 78.414 kr. til ansøgerens konto, således at hun igen kunne dokumentere forsørgelsesbeløbet over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde oplyst, at ansøgeren normalt ikke havde mange penge på kontoen, men kun til presserende tilfælde, at det ikke var mistænkeligt at låne penge fra venner, at ansøgeren ikke kunne se et problem i, at pengene ikke var på kontoen, så længe ansøgeren havde adgang til dem i fremtiden, hvis ansøgeren skulle få brug for det, at pengene var lånt fra danske konti, hvorfor ansøgeren hurtigt kunne sende en ny kontoudskrift til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, og at ansøgeren havde arbejdet i Danmark siden november 2016 og ikke modtaget sociale ydelser. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 a, stk. 4, 2. pkt., og lovbemærkningerne hertil, at opholdstilladelsen skal betinges af, at udlændingens forsørgelse er sikret gennem egne midler det første år af opholdet her i landet, hvorfor dokumentationen for forsørgelse ikke kan dokumenteres gennem kortvarige lån fra venner, uanset om man igen måtte kunne låne pengene i fremtiden, idet man derved ikke har dokumenteret reelt at råde over midlerne, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at transaktionerne på ansøgerens konto skabte en formodning for, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse havde afgivet urigtige oplysninger om sin evne til at forsørge sig selv ved hjælp af egne midler. Denne formodning blev ikke senere afkræftet. Det forhold, at der til klagesagen var indsendt en ansættelsesaftale, hvoraf det fremgik at ansøgeren arbejdede 16,25 timer om ugen, fandt Udlændingenævnet ikke ændrede vurderingen af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark, hvorfor det ikke kunne føre til en ændret vurdering, om ansøgeren i kraft af sin ansættelse måtte opfylde forsørgelseskravet for meddelelse af opholdstilladelse efter etableringskortordningen. ERH/2019/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

    Dato: 16-04-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde som køkkenchef, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren søgte i juli 2015 om studietilladelse i Danmark. Ansøgeren oplyste under et interview i forbindelse med sin ansøgning, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. I juli 2015 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. I oktober 2017 indgav partsrepræsentanten en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet og et vedlagt Recommendation letter, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig i Kina, at ansøgeren havde gennemført en bachelor i Preschool Education i 2015, at ansøgeren havde gennemført seks måneders Cook Qualification i 2017, at ansøgeren fra juli 2012 til august 2015 havde arbejdet deltid som sushichef assistent i Kina, og at ansøgeren fra januar 2017 til oktober 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef ved den samme restaurant.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren uden for landet havde begået en lovovertrædelse, som efter dansk ret kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 24, og idet der i øvrigt forelå omstændigheder, som ville kunne medføre udvisning, jf. kapitel 4, ved over for en dansk myndighed at have fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om studietilladelse i juli 2015 ikke havde oplyst at have arbejdet som kok, men at ansøgeren alene havde oplyst om erhvervserfaring som klaverlærer. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning fra oktober 2017 havde indleveret et Recommendation letter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i restauranten i sommer- og vinterferier, mens ansøgeren studerede, i perioden fra juli 2012 til august 2015, at ansøgeren havde arbejdet i restauranten igen fra januar 2017, og at ansøgerens ansættelse i restauranten ikke kunne verificeres. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at Det Danske Generalkonsulat havde ringet til restauranten på det telefonnummer, som var registreret på internettet, hvor konsulatet talte med en kvinde, som ikke kendte ansøgeren som værende køkkenchef, at konsulatet derefter havde ringet til det telefonnummer, som fremgik af arbejdsgivererklæringen, hvor konsulatet havde talt med en mand, der hævdede at være manager på hotellet, og som oplyste, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenchef på hotellet fra 2012 til 2016, og at ansøgeren ikke arbejdede der længere. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at hun ikke oplyste om sin tidligere erhvervserfaring i forbindelse med studieansøgningen, idet ansøgeren ikke havde fundet det relevant på det tidspunkt, henset til at ansøgeren, direkte adspurgt under interviewet, havde oplyst, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der efterfølgende var modtaget et brev fra ejeren af restauranten, hvori det var oplyst, at ansøgeren var restaurantens sushichef, at konsulatet havde talt med ejerens ægtefælle, som ikke var involveret i den daglige drift af restauranten og dermed ikke vidste, hvem der var ansat, at ansøgeren havde arbejdet som sushichef assistent fra 2012 til 2015, og at ansøgeren fra januar 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef, idet disse oplysninger ikke kunne verificeres mundtligt. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at den kvinde, som konsulatet havde talt med, oplyste, at managerens navn havde været et andet, end det som ansøgeren oplyste, og at det måtte være forventeligt, at ejerens ægtefælle, som besvarede virksomhedens telefon, kendte navnet på manageren, som stod for den daglige drift. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det var anført, at ejerens ægtefælle ikke havde haft et overblik over, hvilket personale, der var ansat i restauranten, og at ægtefællen var gået i panik og derfor havde svaret afvigende. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens ansættelse i henholdsvis ansøgningsskemaet, det vedlagte Recommendation letter, de telefoniske oplysninger og det efterfølgende brev fra ejeren af restauranten. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring over for en dansk myndighed med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde boet i Danmark i en længere årrække, og da ansøgeren ikke havde familiemæssig tilknytning her til landet. ERH/2019/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

    Dato: 11-04-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på opholdstilladelse med henblik på jobsøgning efter uforskyldt ledighed og afgørelse om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed efter udlændingelovens § 9 a, stk. 11. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed hos den tidligere, nu konkursramte, arbejdsgiver ikke var indgivet rettidigt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget løn fra den konkursramte arbejdsgiver via Lønmodtagernes Garantifond frem til ultimo september 2017, at ansøgeren ifølge sin kontrakt med den nye arbejdsgiver og eIndkomst var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver i august 2017, at ansøgeren i november 2017 havde oplyst til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgeren var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver, hvorfor det måtte antages, at ansøgeren havde været ansat hos den konkursramte arbejdsgiver senest frem til ultimo september 2017, men at ansøgeren først havde indgivet sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed til Styrelsen for International Rekruttering og Integration primo december 2017. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde indgivet sin ansøgning om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed senest umiddelbart efter, at ansættelsesforholdet hos den konkursramte arbejdsgiver var ophørt. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af bemærkningerne til dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 8, at umiddelbart efter ansættelsesforholdets ophør normalt måtte anses for at være en til to dage efter ansættelsesforholdets ophør. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren søgte om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, og hertil havde vedlagt sin opsigelse fra ultimo oktober 2017 fra den nye arbejdsgiver, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter Udlændingenævnets opfattelse alene kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a stk. 2, nr. 1 eller 2 eller nr. 12, litra a-c, eller stk. 3, som i ansøgerens tilfælde var opholds- og arbejdstilladelsen som kok hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke, med henvisning til sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som sushichef hos den nye arbejdsgiver, kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, allerede fordi ansøgeren ikke havde haft en stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af sit job som sushichef hos den nye arbejdsgiver. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lovbemærkninger om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, at en ansøgning herom skulle indgives senest umiddelbart efter, at udlændingens hidtidige ansættelsesforhold ophørte, men at Udlændingenævnet fandt, at en udlændings hidtidige ansættelsesforhold måtte forstås som en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse omfattet af jobsøgningsbestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at partsrepræsentanten havde oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren søgte opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, men at ansøgeren i december 2017 i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om jobsøgningsophold til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde vedlagt en skrivelse fra partsrepræsentanten fra juni 2017, hvoraf det fremgik, at den tidligere arbejdsgiver var under konkurs, således at det måtte antages af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgningen om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed var på baggrund af ansættelsen hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af ansættelse som kok hos den tidligere, nu konkursramte arbejdsgiver, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, med rette var blevet inddraget, idet grundlaget for opholds- og arbejdstilladelsen ikke længere var til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 26, stk. 1. ERH/2019/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2018 – Erhverv – Praktikanter

    Dato: 17-12-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra august 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde i oktober 2016 gennemført en bachelor i arkitektur i sit hjemland. I juni 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en virksomhed, hvor ansøgeren blandt andet skulle beskæftige sig med kunstnerisk research, design og udvikling. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da styrelsen havde vurderet, at der ikke var en faglig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelse og det tilbudte praktikophold hos virksomheden, jf. udlændingelovens § 9 k, og § 1, stk. 1, nr. 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet ikke havde faglig sammenhæng med ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at arbejdsopgaverne hos virksomheden sås at være i overensstemmelse med ansøgerens akademiske profil, idet virksomheden forestod kunstneriske installationer, hvori arkitektoniske elementer blandt andet indgik, samt at det fremgik af virksomhedens hjemmeside, at virksomheden løbende søgte praktikanter med arkitektbaggrund til at bistå virksomheden med tekniske tegninger, planlægning og konceptudvikling. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at virksomheden ved et brev til Udlændingenævnet havde oplyst, at ansøgeren var blevet tilbudt en praktikplads ved virksomheden på baggrund af ansøgerens bachelorgrad i arkitektur, ligesom virksomheden også havde oplyst, at virksomheden beskæftigede sig med arkitektoniske kommissioner. ERH/2018/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2018 – Erhverv – Positivlisten

    Dato: 15-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger med henblik på beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 (positivlisten) som kvalitetsingeniør.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingen som kvalitetsingeniør, som fremgik af den underliggende klassifikation på positivlisten for kategorien 214900 under kategorien ”ingeniør, medicin og teknologi”, idet det fremgår af positivlisten, at uddannelsen mindst skal svare til stillingen på positivlisten, samt at alle stillinger på listen forudsætter en uddannelse på bachelorniveau eller højere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde en kandidatgrad i ”agronomi” fra Københavns Universitet, og at ansøgeren dermed ikke opfyldte uddannelseskravet for stillingsbetegnelsen ”kvalitetsingeniør”, da ansøgeren ikke havde en uddannelse på bachelorniveau eller højere som ingeniør inden for medicin eller teknologi. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at en kandidatgrad i agronomi kvalificerer til beskæftigelse på højt niveau inden for det bioteknologiske område, at agronomi-uddannelsen giver et voksende udbud af job inden for en række arbejdsområder, at man ved agronomi-uddannelsen opnår kompetencer svarende til det, som man får inden for traditionelle ingeniøruddannelser, og at ledigheden for jordbrugsakademikere er lav, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse som ”kvalitetsingeniør” i medfør af positivlisten forudsætter, at ansøgeren har en ingeniøruddannelse på bachelorniveau eller højere inden for medicin eller teknologi. ERH/2018/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Erhverv – Beløbsordningen – Sygedagpenge

    Dato: 18-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse efter beløbsordningen til en tyrkisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, om, at det var en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at ansøgeren i sin ansættelse havde en årlig indtægt på 375.000 kr. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde en årlig lønindtjening på 375.000 kr.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ifølge oplysninger fra e-Indkomst ikke havde en lønindtægt i januar og februar 2015, hvor han havde modtaget sygedagpenge i en periode fra medio januar 2015 til medio marts 2015, at ansøgeren havde modtaget en halv løn i marts 2015, ingen løn havde modtaget i maj 2016 på trods af, at der kun blev udbetalt sygedagpenge for en periode ultimo maj 2016, og kun havde modtaget en halv løn i juni 2016 på trods af, at der ikke var blevet udbetalt sygedagpenge i juni 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren således i 2015 alene havde haft en lønindtægt svarende til 303.100 kr. og i 2016 svarende til 334.958 kr. Inklusive sygedagpenge havde ansøgeren i 2015 haft et indtægtsgrundlag på 339.888 kr. og i 2016 på 337.434 kr. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i en periode havde været uarbejdsdygtig og havde modtaget sygedagpenge, idet det fremgik af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at der skulle være tale om en ansættelse, som indebar en årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb, at dette mindstebeløb var på 375.000 kr., og at denne beløbsgrænse var ufravigelig og skulle overholdes uafhængigt af ansættelsesvilkårene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selv hvis de modtagne sygedagpenge blev sidestillet med en lønindtægt og blev indregnet som en del af ansøgerens indtægt for 2015 og 2016, ville beløbsgrænsen på 375.000 kr. ikke være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde haft den nødvendige indtægt svarende til mindst 375.000 kr. årligt, og som følge heraf var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. 9 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der i klagen var henvist til ansøgerens rettigheder efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet i forhold til inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse fra ultimo juli 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var blevet inddraget, idet ansøgeren ikke opfyldte de betingelser, der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet henviste til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i afgørelsen om inddragelse havde vejledt ansøgeren om muligheden for at søge om opholdstilladelse efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet eller stand still-klausulen, og at ansøgeren primo september 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til stand still-klausulen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. ERH/2018/21.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen