Beløbsordningen

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2019 – Erhverv – Beløbsordningen – garanteret lønindtægt

    Dato: 15-05-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra april 2018 om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en afghansk statsborger. Ansøgeren var tilbudt ansættelse som handicaphjælper, og det fremgik af ansøgningsskemaet, at månedslønnen udgjorde 35.382,42 kr.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som handicaphjælper. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret et ansættelsesforhold med en garanteret årlig lønindkomst på mindst 408.800 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansættelseskontrakten fra marts 2018, at ansøgerens arbejdstimer udgjorde et gennemsnitligt interval på 30-37 timer pr. uge, ligesom det også fremgik, at ansøgeren var tilbudt en timeløn på mellem 126,89 kr. og 166,86 kr. i hverdagene, 162,42 kr. og 197,95 kr. om lørdagen samt 190,34 kr. og 230,31 kr. om søndagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt ansættelsen indebærer en årlig aflønning på mindst 408.800 kr., ligesom det også følger af fast praksis på området, at der skal være tale om en fast garanteret time- eller årsløn, der på ansøgningstidspunktet mindst svarede til 408.800 kroner årligt, således at variable arbejdstimer og timeløn derfor ikke var tilstrækkelige, da lønnen ikke var garanteret. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at der ved beregningen af, om en minimumsløn var opfyldt, krævedes en fast garanteret løn. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren ville kunne oppebære en årlig lønindtægt på 408.800 kr. ved eksempelvis at tage natte- og ekstravagter bredt ud over året, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ville være nødsaget til at arbejde langt over 37 timer ugentligt for at nå op på beløbsgrænsen, og at sædvanlig arbejdstid i Danmark er 37 timer ugentligt, ligesom det udtrykkeligt fremgår af lovbemærkningerne til beløbsordningen, at ansættelser skal ske på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til oplysningerne om, at det var arbejdslederen og således ikke arbejdsgiveren, der bestemte arbejdstiden. ERH/2019/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

    Dato: 16-04-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde som køkkenchef, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren søgte i juli 2015 om studietilladelse i Danmark. Ansøgeren oplyste under et interview i forbindelse med sin ansøgning, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. I juli 2015 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. I oktober 2017 indgav partsrepræsentanten en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet og et vedlagt Recommendation letter, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig i Kina, at ansøgeren havde gennemført en bachelor i Preschool Education i 2015, at ansøgeren havde gennemført seks måneders Cook Qualification i 2017, at ansøgeren fra juli 2012 til august 2015 havde arbejdet deltid som sushichef assistent i Kina, og at ansøgeren fra januar 2017 til oktober 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef ved den samme restaurant.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren uden for landet havde begået en lovovertrædelse, som efter dansk ret kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 24, og idet der i øvrigt forelå omstændigheder, som ville kunne medføre udvisning, jf. kapitel 4, ved over for en dansk myndighed at have fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om studietilladelse i juli 2015 ikke havde oplyst at have arbejdet som kok, men at ansøgeren alene havde oplyst om erhvervserfaring som klaverlærer. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning fra oktober 2017 havde indleveret et Recommendation letter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i restauranten i sommer- og vinterferier, mens ansøgeren studerede, i perioden fra juli 2012 til august 2015, at ansøgeren havde arbejdet i restauranten igen fra januar 2017, og at ansøgerens ansættelse i restauranten ikke kunne verificeres. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at Det Danske Generalkonsulat havde ringet til restauranten på det telefonnummer, som var registreret på internettet, hvor konsulatet talte med en kvinde, som ikke kendte ansøgeren som værende køkkenchef, at konsulatet derefter havde ringet til det telefonnummer, som fremgik af arbejdsgivererklæringen, hvor konsulatet havde talt med en mand, der hævdede at være manager på hotellet, og som oplyste, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenchef på hotellet fra 2012 til 2016, og at ansøgeren ikke arbejdede der længere. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at hun ikke oplyste om sin tidligere erhvervserfaring i forbindelse med studieansøgningen, idet ansøgeren ikke havde fundet det relevant på det tidspunkt, henset til at ansøgeren, direkte adspurgt under interviewet, havde oplyst, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der efterfølgende var modtaget et brev fra ejeren af restauranten, hvori det var oplyst, at ansøgeren var restaurantens sushichef, at konsulatet havde talt med ejerens ægtefælle, som ikke var involveret i den daglige drift af restauranten og dermed ikke vidste, hvem der var ansat, at ansøgeren havde arbejdet som sushichef assistent fra 2012 til 2015, og at ansøgeren fra januar 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef, idet disse oplysninger ikke kunne verificeres mundtligt. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at den kvinde, som konsulatet havde talt med, oplyste, at managerens navn havde været et andet, end det som ansøgeren oplyste, og at det måtte være forventeligt, at ejerens ægtefælle, som besvarede virksomhedens telefon, kendte navnet på manageren, som stod for den daglige drift. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det var anført, at ejerens ægtefælle ikke havde haft et overblik over, hvilket personale, der var ansat i restauranten, og at ægtefællen var gået i panik og derfor havde svaret afvigende. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens ansættelse i henholdsvis ansøgningsskemaet, det vedlagte Recommendation letter, de telefoniske oplysninger og det efterfølgende brev fra ejeren af restauranten. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring over for en dansk myndighed med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde boet i Danmark i en længere årrække, og da ansøgeren ikke havde familiemæssig tilknytning her til landet. ERH/2019/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

    Dato: 11-04-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på opholdstilladelse med henblik på jobsøgning efter uforskyldt ledighed og afgørelse om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed efter udlændingelovens § 9 a, stk. 11. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed hos den tidligere, nu konkursramte, arbejdsgiver ikke var indgivet rettidigt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget løn fra den konkursramte arbejdsgiver via Lønmodtagernes Garantifond frem til ultimo september 2017, at ansøgeren ifølge sin kontrakt med den nye arbejdsgiver og eIndkomst var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver i august 2017, at ansøgeren i november 2017 havde oplyst til Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgeren var påbegyndt arbejdet hos den nye arbejdsgiver, hvorfor det måtte antages, at ansøgeren havde været ansat hos den konkursramte arbejdsgiver senest frem til ultimo september 2017, men at ansøgeren først havde indgivet sin ansøgning om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed til Styrelsen for International Rekruttering og Integration primo december 2017. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde indgivet sin ansøgning om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed senest umiddelbart efter, at ansættelsesforholdet hos den konkursramte arbejdsgiver var ophørt. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af bemærkningerne til dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 8, at umiddelbart efter ansættelsesforholdets ophør normalt måtte anses for at være en til to dage efter ansættelsesforholdets ophør. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren søgte om opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, og hertil havde vedlagt sin opsigelse fra ultimo oktober 2017 fra den nye arbejdsgiver, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter Udlændingenævnets opfattelse alene kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a stk. 2, nr. 1 eller 2 eller nr. 12, litra a-c, eller stk. 3, som i ansøgerens tilfælde var opholds- og arbejdstilladelsen som kok hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke, med henvisning til sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som sushichef hos den nye arbejdsgiver, kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, allerede fordi ansøgeren ikke havde haft en stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af sit job som sushichef hos den nye arbejdsgiver. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lovbemærkninger om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed, at en ansøgning herom skulle indgives senest umiddelbart efter, at udlændingens hidtidige ansættelsesforhold ophørte, men at Udlændingenævnet fandt, at en udlændings hidtidige ansættelsesforhold måtte forstås som en allerede stedfæstet opholds- og arbejdstilladelse omfattet af jobsøgningsbestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at partsrepræsentanten havde oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren søgte opholdstilladelse med henblik på jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed på baggrund af sin ansættelse hos den nye arbejdsgiver, men at ansøgeren i december 2017 i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om jobsøgningsophold til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde vedlagt en skrivelse fra partsrepræsentanten fra juni 2017, hvoraf det fremgik, at den tidligere arbejdsgiver var under konkurs, således at det måtte antages af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at ansøgningen om jobsøgningsophold efter uforskyldt ledighed var på baggrund af ansættelsen hos den konkursramte arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af ansættelse som kok hos den tidligere, nu konkursramte arbejdsgiver, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, med rette var blevet inddraget, idet grundlaget for opholds- og arbejdstilladelsen ikke længere var til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 26, stk. 1. ERH/2019/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Erhverv – Beløbsordningen – Sygedagpenge

    Dato: 18-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse efter beløbsordningen til en tyrkisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, om, at det var en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at ansøgeren i sin ansættelse havde en årlig indtægt på 375.000 kr. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde en årlig lønindtjening på 375.000 kr.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ifølge oplysninger fra e-Indkomst ikke havde en lønindtægt i januar og februar 2015, hvor han havde modtaget sygedagpenge i en periode fra medio januar 2015 til medio marts 2015, at ansøgeren havde modtaget en halv løn i marts 2015, ingen løn havde modtaget i maj 2016 på trods af, at der kun blev udbetalt sygedagpenge for en periode ultimo maj 2016, og kun havde modtaget en halv løn i juni 2016 på trods af, at der ikke var blevet udbetalt sygedagpenge i juni 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren således i 2015 alene havde haft en lønindtægt svarende til 303.100 kr. og i 2016 svarende til 334.958 kr. Inklusive sygedagpenge havde ansøgeren i 2015 haft et indtægtsgrundlag på 339.888 kr. og i 2016 på 337.434 kr. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i en periode havde været uarbejdsdygtig og havde modtaget sygedagpenge, idet det fremgik af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at der skulle være tale om en ansættelse, som indebar en årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb, at dette mindstebeløb var på 375.000 kr., og at denne beløbsgrænse var ufravigelig og skulle overholdes uafhængigt af ansættelsesvilkårene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selv hvis de modtagne sygedagpenge blev sidestillet med en lønindtægt og blev indregnet som en del af ansøgerens indtægt for 2015 og 2016, ville beløbsgrænsen på 375.000 kr. ikke være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde haft den nødvendige indtægt svarende til mindst 375.000 kr. årligt, og som følge heraf var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. 9 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der i klagen var henvist til ansøgerens rettigheder efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet i forhold til inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse fra ultimo juli 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var blevet inddraget, idet ansøgeren ikke opfyldte de betingelser, der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet henviste til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i afgørelsen om inddragelse havde vejledt ansøgeren om muligheden for at søge om opholdstilladelse efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet eller stand still-klausulen, og at ansøgeren primo september 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til stand still-klausulen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. ERH/2018/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. marts 2018 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 05-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra april 2017 om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, til en statsborger fra Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren hverken kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som ”pizzabager” hos en navngivet virksomhed måtte anses for proforma, og at det afgørende formål med hans ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse måtte anses for at være med henblik på at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens og virksomhedsejerens egne oplysninger om, at ansøgeren i 1982 havde afsluttet fem års grundskole, at han herudover ikke havde nogen uddannelse, at han i perioden fra september 2014 til og med juni 2015 havde arbejdet som kok i Tyrkiet, at han i perioden fra juli 2015 til og med oktober 2015 havde arbejdet som pizzabager i Tyrkiet, at ansøgeren var virksomhedsejerens onkel eller broder, at virksomhedsejeren siden oktober 2016 havde været sygemeldt, at han i samme periode havde haft flere pizzabagere ansat, som havde skuffet ham, at virksomhedsejeren håbede, at ansøgeren kunne være en stabil pizzabager, og at virksomhedsejeren derfor var villig til at betale mere end det sædvanlige. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren hverken havde dokumenteret en uddannelse eller erhvervserfaring, som kunne begrunde en ansættelse med en månedsløn på 34.500 kr., og at ansøgeren var tilbudt ansættelse hos nær familie. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der på baggrund af den omhandlede virksomheds regnskabstal og virksomhedens karakter ikke var grundlag for en ansættelse af den pågældende karakter, hvilket understøttedes af årsresultatet for 2016. Udlændingenævnet fandt derfor, at der var en formodning for, at ansøgeren alene var blevet tilbudt ansættelsen med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen, og at ansøgeren og virksomhedsejeren dermed havde forsøgt at omgå reglerne for opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at virksomhedsejeren havde haft sin virksomhed i over tyve år, at hvis han havde haft til hensigt at hente ansøgeren til Danmark, ville han have gjort det mange år tidligere, da reglerne om arbejdstilladelse i Danmark var mere lempelige, og at ansøgeren havde de grundlæggende egenskaber for en pizzabager. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes administrative praksis, at uanset, at de formelle krav – herunder kravet om årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb – er opfyldt, vil der kunne meddeles afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse må antages at være at opnå et opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2017 – Erhverv – Beløbsordningen

    Dato: 04-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra september 2016 om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Serbien. Klageren havde til sagen fremsendt et brev fra en navngiven virksomhed, hvoraf det fremgik, at han var ansat i virksomheden på akkord, og at han på årsbasis ville oppebære en indkomst på højst 253.000 – 276.000 kr. Klageren havde endvidere oplyst til sagen, at han havde søgt job flere steder, og at han ville være i stand til at have to ansættelser med en sammenlagt årlig indkomst på 400.000 kr.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret et ansættelsesforhold med en årlig lønindkomst på mindst 400.000 kr. Udlændingenævnet bemærkede, at akkordløn ikke ville være tilstrækkeligt, da lønnen skulle være garanteret og minimum 400.000 kr. (2016 niveau). Det af klageren anførte om, at han ville kunne være i stand til at få endnu en ansættelse og således have to ansættelser med en sammenlagt årlig indkomst på 400.000 kr., kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, skulle være tale om en årlig indkomst i det samme ansættelsesforhold, hvorfor den sammenlagte årlige indkomst fra eventuelt flere ansættelsesforhold ikke kunne indgå i vurderingen. Udlændingenævnet fandt af samme årsag, at det af klageren anførte om, at han håbede, at han udover sin aktuelle ansættelse ville få yderligere en stilling på deltid eller i weekenderne, og at han havde søgt arbejde flere steder, men var blevet afvist, da han ikke havde et dansk CPR-nummer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet oplyste hertil, at klageren havde søgt en stedfæstet arbejdstilladelse hos en navngiven virksomhed, og at han således ikke lovligt ville kunne arbejde andre steder end dertil, hvor han måtte blive meddelt arbejdstilladelse. ERH/2017/138.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2017 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 24-04-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som supervisor hos et rengøringsfirma efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Bangladesh.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Udlændingenævnet lagde vægt på oplysningerne i sagen vedrørende ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund og erhvervserfaring, herunder at ansøgeren besad en Bachelor of Business Administration fra 2013 og et Post Graduate Diploma fra 2015, hvor ansøgeren efter det oplyste blandt andet havde haft fag inden for human ressource management, og at ansøgeren efter det oplyste havde arbejdet som teamleder og med arbejdstilrettelæggelse inden for rengøring, hvor ansøgeren havde haft en koordinerende rolle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var en naturlig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelser, tidligere kvalifikationer og den tilbudte stilling som supervisor for et rengøringsfirma. Udlændingenævnet fandt endvidere, at virksomhedens omsætning på 6-7 millioner kr. om året understøttede, at der i virksomheden kunne være et behov for en funktion som supervisor eller lignende. Udlændingenævnet fandt således, at der efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder ikke var grundlag for at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som supervisor måtte anses for proforma, og at ansættelsen ikke skabte en formodning for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse måtte anses at være at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2017/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Erhverv – Beløbsordningen – Nationalitetspas

    Dato: 01-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Indien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at udlændingen havde et gyldigt nationalitetspas, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1, og at ansøgeren ikke havde kunnet fremlægge gyldigt nationalitetspas. ERH/2016/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2016 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 23-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Ukraine, der havde arbejdet som sæsonarbejder for den samme arbejdsgiver siden 2005.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af den tilbudte beskæftigelse som driftsleder hos en navngiven virksomhed. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som driftsleder hos virksomheden ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, herunder kravet om at ansættelsen skulle indebære en årlig aflønning på mindst 375.000 kr. eller ved en ansættelse af kortere varighed end et år, en månedlig aflønning på brutto 31.250 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i 2015 under sin ansættelse som driftsleder i samme virksomhed i to ud af i alt fire måneder havde fået en bruttoløn, der lå under 31.250 kr., selv om ansøgerens dagældende opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen var betinget heraf. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2015 blev ansat for perioden fra april til oktober, at der ifølge oplysningerne i eIndkomst ikke var indberettet løn for april, maj og oktober 2015, og at det var i strid med betingelserne for ansøgerens tidligere meddelte opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen at udbetale en forholdsmæssig løn på baggrund af aflyste arrangementer. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af ansøgerens engelsksprogede opholds- og arbejdstilladelse, at det var en betingelse for opholds- og arbejdstilladelsen, at den årlige løn på 375.000 kr. skulle opretholdes, herunder også i forbindelse med perioder med ferieafholdelse uden løn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde inddraget forhold, der lå forud for ansøgerens meddelelse af hans første opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen i 2015, idet der ved udlændingemyndighedernes vurdering af, om en ansøgning kan imødekommes, skal foretages en samlet vurdering af, om det er sandsynligt, at arbejdsgiveren har viljen og evnen til at opfylde de oplyste løn- og ansættelsesvilkår. I vurderingen heraf kan indgå oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår fra ansøgeren og arbejdsgiveren, ligesom lønoplysninger fra tidligere ansættelser hos samme arbejdsgiver kan sammenlignes med lønindkomster indberettet til eIndkomst. Ansøgeren havde således i perioden fra 2008 til 2014 i gennemsnit pr. måned fået udbetalt brutto mellem 5.971 kr. og 9.928 kr., uagtet at opholds- og arbejdstilladelserne var givet til henholdsvis overenskomstmæssig løn og 18.000/19.000 kr. pr. måned. Dette havde således ikke været tilstrækkeligt, selvom virksomheden derudover havde været forpligtet til også at afholde udgifter til forplejning, transport og logi. Udlændingenævnet fandt således, at forskellen mellem ansøgerens oplyste løn og ansøgerens reelle bruttoløn i de forudgående syv år indikerede, at det ikke var sandsynligt, at ansøgeren under en eventuel ny ansættelse ville modtage den bruttoløn, som var blevet oplyst i ansøgningen. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren frem til og med 2014 var ansat som tivolispecialist, og siden 2015 havde været ansat som driftsleder, herunder at ændringen i stillingsbetegnelsen skulle kunne medføre en lønstigning på 61 %, og at ansøgeren, siden hans lønvilkår havde været udlændingemyndighederne bekendt, i årene 2009 til 2014 havde skullet modtage en månedlig løn på mellem 18.000 og 19.000 kr. fra den samme arbejdsgiver. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren igennem mange år havde udført arbejde med at opsætte og drive forlystelser for den navngivne virksomhed, hvilket krævede betydelig erfaring og uddannelse for at minimere risiko for personskade, og at ansøgerens arbejdsopgaver således ikke fremstod væsentligt ændrede i forhold til de tidligere år. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var fremlagt en egentlig ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den navngivne virksomhed med angivelse af ugentligt timetal, opsigelsesvarsel, ferierettigheder og lønvilkår, underskrevet af såvel ansøgeren som en repræsentant fra virksomheden, men at der alene var fremsendt et eksempel vedrørende en anden arbejdstager, hvis ansættelseskontrakt efter det oplyste var enslydende med ansøgerens. Dette var ifølge udlændingemyndighedernes praksis ikke tiltrækkelig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse tillige, at de tidligere fremlagte ansættelsesbeviser fremstod som værende udfærdiget til lejligheden. ERH/2016/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2015 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 01-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Filippinerne. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i juni 2011 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair, og at hun i januar 2013 var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse som handicaphjælper i Danmark på baggrund af beløbsordningen, gældende til oktober 2016. Det fremgik endvidere, at ansøgeren i juni 2014 var blevet bortvist fra sit arbejde som handicaphjælper. Ansøgeren indgav efterfølgende i perioden fra juli 2014 til februar 2015 fire ansøgninger om opholdstilladelse, herunder tre som handicaphjælper, som hun alle valgte at frafalde, efter at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde anmodet ansøgeren eller virksomheden om yderligere oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningerne. I april 2015 indgav ansøgeren en ny ansøgning om opholdstilladelse som elektronikmedarbejder i en virksomhed ejet af ansøgerens kærestes fader.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af den tilbudte beskæftigelse som elektronikmedarbejder. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte beskæftigelse som elektronikmedarbejder måtte anses for proforma, og at ansættelsen skabte en formodning for, at det afgørende formål med ansøgningen måtte anses for at være at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen havde oplyst, at hun var uddannet sygeplejerske, og at hun ikke havde en uddannelse, der var relevant for den tilbudte beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var tilbudt beskæftigelse som elektronikmedarbejder, og at de tilbudte arbejdsopgaver bestod af samling, testning, mærkning, kvalitetskontrol og pakning af elektronik, hvilket efter Udlændingenævnets vurdering måtte antages at være ufaglært arbejde. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var tilbudt en månedsløn på 31.500 kr. på baggrund af hendes uddannelses- og arbejdsmæssige kvalifikationer. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af virksomhedens årsrapport fra 2014, at virksomhedens personaleomkostninger i 2014 udgjorde 705.383 kr., at virksomhedens resultat i 2014 var 69.322 kr., at det fremgik af en udtalelse fra virksomheden, at virksomheden havde fire medarbejdere, og at ansøgeren var tilbudt en årsløn på 378.000 kr. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der ikke var proportionalitet mellem de øvrige medarbejderes aflønning og ansøgerens tilbudte aflønning, idet den påtænkte ansættelse og aflønning af ansøgeren ville ske en procentvis stigning i virksomhedens samlede personaleomkostninger på 65 procent. Det forhold, at det var anført i ansøgningsskemaet, at ansøgeren grundet ustabilitet med sine ansættelser som handicaphjælper fik mulighed for at afprøve en ny branche i det private erhvervsliv, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at oplysningerne ikke afkræftede formodningen om, at ansøgeren alene var blevet tilbudt ansættelsen med en indtjening på over 378.000 kr. årligt med henblik på at opnå en opholdstilladelse i Danmark. ERH/2015/230.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen