Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2016 – Erhverv – Greencardordningen – Selvforsørgelse
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, da han ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt., jf. udlændingebekendtgørelsen § 22, stk. 1, 1. pkt., om at kunne forsørge sig selv det første år i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke under sagens behandling i hverken Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Udlændingenævnet havde dokumenteret, at han rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at de fremsendte bankudskrifter ikke var dateret samme dag. Det forhold, at bankudskriften fra juni 2015 skulle vise indeståendet fra samme dag i januar 2015, som udskriften fra DNB Bank, Norge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der udover et krav om samtidighed også gælder et krav om, at oplysningerne ikke må være mere end 30 dage gamle. Henset til, at den nyeste fremsendte bankudskrift var dateret fem måneder efter de først indsendte bankudskrifter, og at der ikke samtidig var fremsendt en ny udskrift fra den anden bank, fandt Udlændingenævnet endelig, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at han havde et tilstrækkeligt samlet indestående på de forskellige konti samtidig. ERH/2016/6.
Senest opdateret: 25-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet