Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer

Udlændingenævnets afgørelse af 17. september 2022 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer til en statsborger fra Argentina. Sagens faktiske omstændigheder: Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte i november 2020 ansøgeren afslag på hendes ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som grillmester. I november 2020 klagede ansøgeren over SIRI’s afgørelse. Udlændingenævnet afgørelse: ”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRIs afgørelse fra november 2020. Ansøgeren får derfor ikke opholds- og arbejdstilladelse som grillmester på en restaurant, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c. Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke er tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte beskæftigelse som grillmester ikke er knyttet så tæt til ansøgeren som person, at andre ikke umiddelbart vil kunne varetage det pågældende arbejde. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af uddannelse og arbejdserfaring må anses for muligt at opnå de nødvendige kompetencer med henblik på at kunne bestride en stilling som grillmester, og at det derfor som udgangspunkt vil være muligt for andre end ansøgeren at tilegne sig tilsvarende kompetencer. Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at restauranten er innovativ, har en høj standard og tilbyder specialiteter, der kræver en særlig teknik inden for grill, som gør ansøgerens erfaring og kvalifikationer nødvendige for firmaet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de til klagen vedlagte anbefalinger ikke dokumenterer ansøgerens erfaring med den særlige teknik, men med arbejdet som kok og grill generelt, samt at der findes uddannelsesinstitutioner, som udbyder en regulær uddannelse som kok, og at disse forhold i sig selv indikerer, at der ikke er tale om beskæftigelse som individuelt er knyttet til ansøgeren som person, men derimod sædvanligt faglært arbejde, som kan tilegnes på grundlag af almindelig uddannelses- og arbejdsmæssig erfaring. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, hvoraf det fremgår, at det afgørende kriterium med henblik på at meddele en opholds- og arbejdstilladelse er en vurdering af udlændingens særlige individuelle kvalifikationer. Udlændingenævnet henviser også til, at ansøgerens 2-årige uddannelse fra hjemlandet er en generel uddannelse som kok i international gastronomi, hvor der også indgår fag som fransk, IT, bartender og industrikøkken. Det forhold, at ansøgeren tidligere har været ansat ved restauranten, og at hun har og vil udvide virksomhedens muligheder, ændrer ikke ved, at den tilbudte beskæftigelse ikke baserer sig på særlige individuelle kvalifikationer i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7’s forstand. I den forbindelse har Udlændingenævnet også tillagt det vægt, at ansøgeren alene har haft en 1-årig opholdstilladelse på baggrund af Working Holiday-aftalen mellem Argentina og Danmark, og at det fremgår af aftalen, at man har ret til at arbejde i op til 9 måneder under besøget, men at man ikke må tage fast ansættelse, og at det primære formål med besøget skal være at holde ferie i en længere periode. Det må derfor antages, at ansøgeren hidtil har været beskæftiget ved restauranten i et begrænset omfang og alene for at supplere sine rejsemidler. Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at uanset ansøgerens evner som en dygtig kok inden for madlavning, så er der ikke grundlag for at fastslå, at hun er i besiddelse af særlige kulinariske kompetencer, som medfører, at hun kan anses for at være specialiseret kok inden for et bestemt kulinarisk område. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren er tilbudt beskæftigelse som kok uden en specificeret ugentlig arbejdstid, og at en variation i arbejdstiden ikke ændrer ved det forhold, at det umiddelbart ikke er i overensstemmelse med kravet om sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår i Danmark. Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at den tilbudte månedsløn udgør 24.000,00 kr., hvilket efter Udlændingenævnets vurdering ikke indikerer, at det tilbudte arbejde ikke kan varetages af andre. Udlændingenævnet finder på den baggrund, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at det i klagen er anført, at lønniveauet er fastsat efter firmaets generelle lønniveau, medianlønnen eller pandemiens påvirkning på lønninger i branchen generelt.”